Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Weingut Sighardt Donabaum, Riesling der Rehbock, Niederösterreich, Østrig

Falernum er en sød sirup, som bruges i tropiske drinks … og så er det også en vinbar slash spisested slash hængeudsted, som har et sindssygt spændende vinudvalg, hyggelig … ja nærmest familiær stemning samt nogle tjenere, som også gerne vil udfordre dit vinvalg.

Vinbaren ligger på Værnedamsvej på Vesterbro i København og tilbyder både morgenmad, frokost … og om aftenen kan du nyde tapas og andre lækkerier til vinen. Alle vinene, som tilbydes på glas, kan smages, inden man springer ud i det.

De fleste af vinene er egenimport fra Kenn Husted, som står bag Falernum og en række andre vinbarer i staden, nemlig Adendum, Paté Paté, Bibendum. Antidote, Vinbodegaen, Petit Paté samt Love of Food’n’Wine.

Og vinene kan selvfølgelig købes med hjem fra vinbaren eller i forretningen Husted Vin. Sådan kan vi sgu li’ det.

Vi havde i løbet af aftenen et par søde tjenere, nemlig den stille Farouk samt den lækre og søde Nima. Især Nima stak ud med en vilje til at fortælle om vinene samt udfordre to garvede vinnørder som os. Meget imødekommende, venlig og ivrig efter at lære yderligere om vin. Sådan skal det være. Topkarakter til Nima.

Første vin valgte vi hurtigt … så vist bare spændende ud, nemlig denne Riesling der Rehbock fra det østrigske vinhus Weingut Sighardt Donabaum. Ja egentlig hedder vinen helt præcist Riesling Der elegante S. Dona auf den Steinterrassen, men da der er et rådyr på etiketten, så kaldes vinen Riesling der Rehbock.

Weingut Sighardt Donabaum ligger mellem de to landsbyer Gut am Steg og Spitz i Zornberg, den ældste del af Spitz … nærmest nabo til der schöne blaue Danau i Wachau-dalen i Niederösterreich regionen i Østrig, et område som laver nogle af Østrigs bedste hvidvine. Wachau har endda sin egen terminologi for hvor rene og naturlige vinene er, og de går fra Steinfeder, Federspiel til Smaragd, men dem bruger Donabaum imidlertid ikke.

Vingården har været i familien Donabaums eje siden 1883, og drives i dag af Sighardt Donabaum. Sighardt beskriver sig selv som “Förster og Winzer”, altså skovfoged og vinmager. Og det med naturen er en stor del af vinhuset, bl.a. markedsføres alle husets vine med etiketter med dyr, som ofte er målet for jagt, men det vender jeg fluks tilbage til.

Vinhuset har i alt 11 hektar vinmarker, og hovedparten af disse, ja faktisk omkring 80% ligger i terrasser på stejle bakker med 45 grader hældning. Jorden er stenet med gnejs og granit … og i det hele taget svær af bearbejde, så al arbejdet sker manuelt.

De bedste marker er Auleithen, Tausendeimerberg … også skrevet 1000Eimerberg, Vorder Atzberg, Zornberg, Almenreith, Biern, Kalkofen, Bruck, Brandstatt, Rossatzer, Frauenweingärten, Türkentor, Im Mugler og Kreuzberg.

Udover vinproduktionen har Donabaum også produktion af stærkere sager, idet destillation altid har været en speciel tradition i familien. De laver således en bred vifte af spiritus på både abrikos, pære, æble, fersken, blomme, kirsebær, rønnebær, hyld, hindbær, solbær, brombær og Riesling.

På vingården findes der både et vinotek, hvor alle vinene kan smages, samt en gammel vinstue kaldet Buschenschank. Dér findes bl.a. en over 300 år gammel vinpresse samt mulighed for at se produktionsprocessen i destilleriet. Vinstuen er alene åben 4 gange årligt, hvor man samtidig kan smage mange af husets specialiteter, skinke og bacon fra både egne øko-grise samt vildt nedlagt på Sighardts mange jagtture.

Falernum
Stemingscollage fra Falernum.

Sighardt Donabaum er også med i foreningen af unge, østrigske vinmagere, hvor de deler deres erfaringer, holder fast i gamle traditioner og samtidig drøfter nye markedsføringsstrategier. Måske det med jagtdyrene på etiketterne er et resultat af nogle af disse drøftelser?

Et af foreningens tiltag har bl.a. været at indrette en dobbeltdækkerbus som et mobilt vinotek, som kørte rundt og markedsførte medlemmernes vine.

Weingut Sighardt Donabaums vine markedsføres som nævnt med jagttema … hver flaske sit bytte. Der findes således vine med en ræv, en bjørn  … både brunbjørn og isbjørn, et vildsvin, en vildsvineunge, en kronhjort, en ulv, en grævling og en ugle. Ved nu ikke, om alle disse dyr egentligt er jagtbytter.

Nå, men så findes der altså også dette rådyr … en Riesling, lavet på stål … alene med spontan gæring fra druernes naturlig gær, hvilket sikrer langsom modning og fuldkommen naturlig vin. Gæringsprocessen er lang og der anvendes så lidt mekanisering som muligt for at sikre skånsom presning af druerne.

I næsen er her en eksplosion af tropiske frugter, fersken, våde sten, stor fugtighed, virker meget intens. Det er en lækker, lækker duft. Der er også blomster og mineralsk syre. I munden er syren stram og nærmest omklamrende, men alligevel virker vinen blød og fin. Frisk og sprød syre, god balance mellem syre og sødme tilsat mineralitet. Flot.

Forhandles af Husted Vin, hvor prisen er 140 kr.

Rating 5/7 

2012 Albino Rocca, Barberesco, Piemonte, Italien

Efter veludført halvmaraton – sådan da – var samvittigheden på plads til mere vino. Nok også bedre at nyde efter end før et sådant løb. Vi røg da også hurtigt på aftenens første vinbar i staden, nemlig Trattoria FIAT, hvor vi selvfølgelig bestilte lidt italiensk i form af denne Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca.

FIAT har i denne forbindelse ikke er noget at gøre med de små, 4-hjulede automobiler af italiensk herkomst, men en forkortelse af Fondazione Italiana Alimentari Totale og ligger centralt på Kongens Nytorv.

Vor søde tjenerinde kunne se, at vi – udover vinen – også trængte til lidt fast føde, så hun serverede også lidt godt brød sammen med vinen … uden beregning og endda sammen med lidt olivenolie Olio di Oliva Extra Vergine Il Biondo fra Rolf Sørensens ejendom i Toscana. Se det er sgu service.

Il Biondo betyder den blonde og er en økologisk, håndplukket, koldpresset og ufiltreret saft af olivenfrugten. En extra jomfru olivenolie, der er helt fri for tilsætningsstoffer, men med masser af naturlige antioxidanter og et lavt syreindhold. Og helt sikkert bedre end cykelolie … men måske havde vi ikke bemærket det.

I stedet koncentrerede vi os om denne Barbaresco, som kommer fra L’azienda vinicola Albino Rocca eller Semplice Agricola Siglabile Albino Rocca, som der står på postkassen. Vingården ligger lige syd fra selve Barbaresco i Piemonte og drives af Rocca familien.

Vinhuset er grundlagt i midten af 1940’erne af Giacomo Rocca, som både solgte sine druer og senere begyndte at lave egne vine, som blev solgt i store demijohns, altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter. Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østriske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Trattoria FIAT
Trattoria FIAT på Kongens Nytorv … fin italiensk restaurant og vinbar.

L’azienda vinicola Albino Rocca har samlet 23 hektar vinmarker, heraf 15 hektar i fortrinsvis Barbaresco og Neive samt 8 hektar i San Rocco Seno d’Elvio. De bedste marker er henholdsvis Bric Ronchi og Loreto vinmarkerne i Barbaresco samt Montersino i Rocco Seno d’Elvio. Den årlige produktion er på ca. 135.000 flasker vine.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio. Vinstokkene er mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er fremstillet på ståltanke og har derefter lagret 20 måneder på store 20 hektoliter tyske og østrigske egetræsfade. Der laves årligt 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt klart italiensk Piemonte … i næsen er vinen tør og støvet med blæk, modne kirsebær, blyanter, friske egeplanker, cigarkasser, trøfler, roser, lette svampe eller champignoner samt en helvedes god dybde. I munden er vinen blød, rund med en smule sødme og en meget præcis frugt.

Der er ingen bitterhed vinen, men tilstedeværende syre … tydelige tanniner og frugten er meget direkte, næsten som på togskinner, men samtidig rund og elegant. Med lidt yderligere luft i glasset tæmmes tanninerne yderligere og vinen fremstår ganske harmonisk og i balance.

Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5/7  

Gårdhaven hos FIAT
Hyggelig stemning i gårdhaven på vinbaren.

Rolf'ens olivenolie
Rolf’ens olivenolie … dén er ren!

2009 Viña Santa Rita, Casa Real, Maipo Valley, Chile

Casa Real er Viña Santa Ritas topvin, og da retro-stilen skulle holdes hele aftenen, så skulle vi selvfølgelig også smage den. Det er måske Santa Ritas mest legendariske og ikoniske vin, som vinhuset producerede første gang i 1989.

Da vinhuset blev overtaget af Carcia Huidobro familien, så besluttede man at lave en topvin. Man opkaldte vinen efter den titel, som forfaderen Vincente García Huidobro fik i 1910 af den spanske kongefamilie … Casa Real.

Casa Real titlen var en slags adelskabstitel … en stor ære og givet til Vincente på grund af hans vigtige politiske og kulturelle rolle i Chile ved århundredeskiftet.

Titlen Casa Real har i øvrigt også givet navn til vinhusets store hotel Casa Real Hotel, som i 1996 blev åbnet efter en ombygning af den tidligere ejer Domingo Fernández Conchas store ejendom fra 1885.

Casa Real er selvfølgelig en enkeltmarksvin, produceret af 100% Cabernet Sauvignon druer, som kommer fra Carneros Viejo vinmarken, der ligger ved Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley.

På Carneros Viejo er vinstokkene minimum 25 år gamle, hvilket sammen  med jordbundens beskaffenhed gør at var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Druerne er håndplukket og vinificeret med langsom gæring, kort maceration og lagring i 15 måneder på nye franske egetræsfade fra forskellige områder og producenter.

Det er vinmageren Cecilia Torres Salinas, som står bag vinen. Hun betragtes som en verdensklasse vinmager og blev i 2007 kåret som årets vinmager i Chile. Casa Real produceres kun i exceptionelle gode årgange … men er tilsyneladende siden 2006 lavet hvert år … i hvert fald helt frem til og med 2011 som nyeste årgang.

I næsen er det blæk, eg, røde frugter, solbær, lakrids og lidt læder, egetræ, vanilje og jord … måske lidt referencer til Bordeaux? I munden er vinen fløjlsblød med en flot syre/sødme balance, lækker frugt, godt med bløde tanniner, vedholdenhed og elegance.

Forhandles bl.a. af govino.dk, hvor prisen er 495 kr. Den fås nogle gange på tilbud.

Rating 5/7  

2000 Viña Santa Rita, Medalla Real Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

Da denne vin blev frigivet på det danske marked, så blev den nærmest revet ned af hylderne. Nogle rendte forgæves. Flere købmænd og supermarkeder gemte nogle af flaskerne til deres bedste kunder, for efterspørgslen var – for dem som havde hørt rygtet – ganske stor.

Vinen er Medalla Real Cabernet Sauvignon i årgangen 2000 fra Viña Santa Rita. Årsagen til hysteriet var, at flasken ikke indeholder almindelig Medalla Real Cabernet Sauvignn … men derimod Casa Real Cabernet sauvignon, altså topvinen hos Santa Rita.

Og der var mange rygter om årsagen til, at topvinen kunne købes til den nette sum af 100 kr. med en Medalla Real etikette. Nogle sagde, at man simpelthen havde sat forkert etikette på, mens en lille guldfarvet mærkat på vinen heller ikke sagde noget om årsagen til misæren.

Mærkatet sagde blot, at “flasken indeholder en ikke frigivet Casa Real 2000. Nyd den!”. Den mest indlysende årsag er vel, at en del af høsten til Casa Real blev deklassificeret og solgt som Medalla Real. Det har dog ikke været hele høsten, for det ser ud til, at Casa Real også er lavet i årgang 2000.

Nå, men vinen er som nævnt 100% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra en unik vinmark med druestokke, der er minimum 25 år gamle på Santa Ritas vingård i Alto Jahuel ved foden af Andesbjergene i Maipo Valley. Druestokkenes alder og jordbundens beskaffenhed var med til helt naturligt at begrænse høstudbyttet. Uden menneskelig indblanding producerer planterne kun omkring 6.000 kg druer pr. hektar.

Druerne er håndplukket og vinificeret med den største omhyggelighed, og har lagret på nye franske egetræsfade i 12-14 måneder.

I næsen også lidt mejeri, kærnemælk … men også lidt maling, lak, fernis … lækker animalsk og tæt frugt med brombær, solbær og chokolade. I munden er vinen silkeblød, med pebret frugt, kraft og stadigvæk med livlig syre, tæthed, tanniner, frugtrig og elegant. Det kan godt mærkes, at vinen har lidt år på bagen, men det klæder faktisk vinen.

Findes i supermarkeder, hvor prisen for en nyere årgang ligger på omkring 129 kr. Denne specielle årgang 2010 deklassificerede Casa Real kostede 100 kr., da den kom til Danmark.

Rating 5/7  

Casa Real 2000

2013 Storm Wines, Santa Barbara County Pinot Noir, Californien, USA

Storm Wines holder til i danskerbyen Solvang i Santa Barbara, Californien … og er et 1-mands projekt af vinmageren Ernst Storm, som ikke selv ejer hverken vingård eller vinmarker, men opkøber druer og laver vine, herunder denne Santa Barbara County Pinot Noir.

Ernst Storm er oprindelig fra Sydafrika, hvor han voksede om i et rigtigt cool climate område i Walker Bay området, helt præcist i den lille Hermanus … et område, hvor Pinot Noir, Sauvignon Blanc og Chardonnay trives rigtigt godt.

Han er uddannet i England, og efter endt uddannelse vidste han ikke, hvad han ville arbejde med. Det måtte gerne være noget kreativt og noget med naturen. Hans bror Hannes studerede på det tidspunkt vin, og så valgte Ernst Storm også den vej.

Han blev uddannet ønolog ved Elsenburg Landbrugsskole tæt ved Stellenbosch, og kom derefter i arbejde på vingården Amani i Sydafrika. Efter nogle år fik han imidlertid lyst til at opleve andre områder, og rejste derfor til Californien, hvor han bl.a. arbejdede for Firestone Vineyard og Curtis Winery hos Andrew Murray.

I 2006 fik Ernst Storm mulighed for at købe et stort parti druer fra Jim Clendenen hos vinhuset Au Bon Climat. Det var fra én af Clendenens marker, nemlig marken Le Bon Climat, som ellers normalt leverer druerne til nogle af vinene fra Au Bon Climat. Men det blev startskuddet for Storm Wines, og siden har Ernst Storm hvert år købt druer hos forskellige vinavlere og lavet sine egne vine under navnet Storm Wines.

Der laves dog ikke så mange vine hos Ernst Storm, alene omkring 10.000 flasker om året, og druerne købes altid hos få faste vinbønder, hvis fællesnævner er, at deres vinmarker er eksponeret for havets kølige vinde, altså cool climate områder … hvor druerne modner langsommere, således der – forhåbentligt – opnås flere smagskomponenter og en bedre syrebalance.

I dag laver Ernst Storm årligt omkring 7 forskellige vine, primært Pinot Noir og Sauvignon Blanc, men også en Santa Ynez Valley Grande Marque Rouge på Mourvedre, Grenache, Cinsault og Syrah.

Ernst laver 3 enkeltmarks Pinot Noir vine, nemlig vinene Santa Maria Valley Presqu’ile Vineyard Pinot Noir, Santa Rita Hills John Sebastiano Vineyard Pinot Noir samt Santa Barbara County Duvarita Vineyard Pinot Noir. Det er husets tre topvine, mens denne Santa Barbara County Pinot Noir er en lillesøster, som er lavet af druer fra alle 3 ovennævnte marker.

26% kommer nemlig fra Duvarita Vineyard, 35% fra John Sebastiano Vineyard og 39% fra presqu’ile Vineyard. Vinstokkene er Pinot Noir klonerne 113, 115 og 667. Efter presningen i en kurvepresse lægges mosten på egetræsfade, heraf 8% nye og dér ligger den med skindkontakt i 13 dage.

Herefter gennemføres såvel den alkoholiske som den malolaktiske gæring under en 10 måneders lang lagring. Slutteligt klares og stabiliseres vinen, inden den tappes på flaske. Der er af denne årgang 2013 alene lavet 290 kasser. Det gør selvfølgelig også, at vinene hører til i den dyre ende af skalaen.

I glasset fin lys Pino … ikke voldsom transparent, men vi er jo også oversøisk, hvorfor der vel kan forventes mere fylde. I næsen er her godt med estragon, mynte, hindbær, røg … men også en smule kølighed, salt og mineraler.

I munden er vinen også betydelig rundere og fyldigere end foregående vin … meget tæt, pakket frugt, mørke kirsebær, jordbær, let sødme, en smule peber og stramme tanniner. Og det er helt klart ikke en typisk Amerikansk Pinot Noir … mere europæisk i udtrykket.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 375 kr. Storms enkeltmarks Pinot Noirs koster hele 495 kr. Pricy.

Rating 5/7 

2006 Domaine Beauthorey, Ultime, Languedoc, Frankrig

Hold nu op … for en spændende og herlig anderledes vin. Vi er hos det lille vinhus Domaine Beauthorey, som ligger udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc, og vinen er deres vel nærmest topvin, et blend som hedder Ultime.

Vinhuset er grundlagt i 1979 af Christophe Beau … og nu ringer der måske en klokke hos de trofaste læsere af bloggen, for det er jo netop dén vinbonde, som også står bag det fantastiske chilenske vinhus Vinos Vernaculares, som laver de mest sindssyge vine, som jeg har smagt i umindelige tider.

Læs bl.a. mine anmeldelser af vinene 2013 Vinos Vernaculares, Tre Vacas, Aconcagua, Chile og 2013 Vinos Vernaculares, Pinot Chai, Aconcagua, Chile. Disse vine vil jeg kraftigt anbefale, at du prøver … ja det gælder såmænd også denne Ultime … men det vender jeg fluks tilbage til.

På Domaine Beauthorey har Christophe Beau 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som han har drevet økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998. De ældste vinstokke er lidt blandet Cinsault, Carignan, Aramon og andre druer, men Christophe har også foretaget nogle nyere beplantninger med Syrah og Grenache … og de marker er vel efterhånden 15 år gamle.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Denne Ultime er som nævnt et blend, og det er en blanding af druerne Alicante, 30% Carignan, 30% Cinsault, lidt Aramon og Gros Noir, og alle druerne kommer netop fra nogle af Beaus gamle marker. Høstudbyttet er ganske lille, alene 20 hektoliter pr. hektar. Vinen er modnet på tanke og hele 3 år på flaske … og Beau har ikke travlt og går sine egne veje … og hurra for det.

Carignan og Cinsault kender I formentligt … og Alicante er vi også stødt på før. Den kaldes også Alicant Bouschet, og det er en krydsningsdrue, som er skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante.

Aramon eller Aramon Noir er en rød drue, som primært dyrket i netop Languedoc-Roussillon, og mellem 1900-1960 var det faktisk den mest udbredte drue i hele Frankrig, men siden er det gået stødt ned af bakke … og i dag kendes druen ikke særligt udenfor Frankrig. Det er en drue, som giver en massiv vækst … den kan producere helt op til imponerende 400 hektoliter pr. hektar.

Og så er der Gros Noir tilbage … og det er en drue også kendes under navnet Trollinger, og er altså en tysk/italiensk drue, som stammer nede fra Sydtyrol/Trentino. Den kendes også under navne som Schiava og Vernatsch.

Med andre ord … en værre blanding af alskinds druer … men resultatet er jeg bare totalt vild med. Jeg smagte vinen på jobbet i dag uden at vide, hvor vinen kom fra … eller hvem, som havde produceret den. Og sjovt nok, så faldt mine tanker på Vinos Vernaculares … selvom det helt sikkert ikke var en Chile vin. De fleste af mine kolleger var ikke begejstret … og jeg var i modsatte grøft.

Som med Christophe Beaus chilenske vine, så er det en vin, som kræver en vis fordybelse og indsigt i vinens underfundige verden, og en lyst til at vinen skal ha’ lidt kant. Og det har denne … så I får – råt for usødet – mine noter:

I næsen er her komposteret jord, jordslåede og sure sokker, kirsebær, brombær, løvstikke, en damelædersaddel, som netop er taget af en ældre krikke … ganske rustik, og meget “naturewine” i duften. Hvor er det dog herligt. Og smagen … hold nu kæft, virkelig lækker, kraftig med sorte bær, og sikke en intensitet. Det er blødt, mørkt og elegant. Denne her er jeg sgu vild med.

Købt hos Vinimperiet, pris 129 kr. Meget vinoplevelse for den pris … køb og prøv. Hvis du ikke kan li’ den … så ring efter mig, så er jeg der fluks.

Rating 5/7  

2000 Le Ragose, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

På supermarkedets hylder finder du ofte vine fra Le Ragose … men det skal du ikke lade dig snyde af. Azienda Agricola Le Ragose er nemlig et traditionelt og ganske respekteret vinhus i Veneto, og de laver ganske elegante og klassiske Amarone … et godt stykke fra de billige opulente, rosin-supermarkeds-Amaroner.

Og det er netop en Amarone della Valpolicella Classico, som vi her har i glasset … endda med lidt klædelig alder, da vinen er en årgang 2000.

Azienda Agricola Le Ragose ligger nord for Verona ved byen Arbizzano di Negrar – et par kilometer syd for Negrar by – på det højeste punkt i området og med udsigt udover de frodige og grønne bakker. Vinhuset er grundlagt i 1969, da ønologen Arnaldo Galli og hans hustru Marta købte ejendommen, som på det tidspunkt var forladt, misligholdt og faktisk have lagt øde hen i flere år.

Arnaldo overtog i alt 28 hektar og vidste, at her kunne der dyrkes god vin. Parret fik derfor genplantet markerne, specielt de højt beliggende marker Le Ragose og Le Sassine … og så begyndte de ellers at lave Amarone og Valpolicella vine, helt klassisk og på så naturlige en måde som muligt.

Ud af vingården 28 hektar udgør vinmarkerne omkring 16 hektar, og mange endda med stejle skråninger, som kræver at alt arbejdet i vinmarkerne sker med håndkraft. I selve produktionen har Arnaldo og Marta eksperimenteret … og anvender i dag i stor stil både store slovenske botti samt nye og brugte franske Allier og Tronçais barriques. De mener parret giver den bedste fortolkning af terrioret.

Marta har også spillet en væsentlig rolle både på vingården … men også i hendes arbejde for at markedsføre Valpolicella vine som klassikere indenfor italiensk vin. Hun kaldes også La Signora del Vino og blev i 1990 tildelt en hæder af hendes kolleger i branchen, som kalder hende Winemaker of the World.

Marta har også stået i spidsen for dannelsen af VIDE organisationen, som er en sammenslutning af familieejede vingårde, som udveksler erfaringer indenfor vinproduktion. Derudover har hun også medvirket til stiftelsen af Le Donne del Vino, en international sammenslutning af kvindelige vinmagere.

I dag er det dog parrets to sønner, Paolo og Marco, som driver vingården. Paolo er uddannet indenfor økonomi, mens Marco er uddannet indenfor landbrug med speciale i vinifikation af lokale druer. De har sammen fortsat mange af forældrenes projekter og laver i dag 10 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie.

Topvinen hedder Amarone Classico Marta Galli efter den arbejdsomme moder. Her har vi nu fat i husets almindelig Amarone della Valpolicella Classico, lavet på 50% Corvina, 20% Rondinella, 20% Corvinone … mens de sidste 10% er uspecificerede druer.

Vinen er lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke i omkring 20-30 dage, og alene med den naturlige gær fra druerne. Her bliver vinen i omkring 8-10 måneder, hvorefter den så lagrer yderligere 3-5 år store slovenske egefade fra 10 til 60 hektoliter.

Og hvor klæder alderen dog denne vin, som virker i total zen lige nu. I næsen er det blommer, svedsker, figner, tørrede rosenblade, lakrids, sorte bær, lidt mejeri endda … tobak … kanske endda sød pibetobak samt lidt runde urter, mynte eller noget i den retning.

I munden er det fyldige, sukkersyltede kirsebær, fabelagtig blødhed, sødme og alligevel er vinen ganske frugtrig … alderen trykker faktisk ikke. Der er slet ikke fyldig rosinvand over vinen, nærmest en rund elegance … som om, at årene har rundet frugten af, og nu bare passer ind i det samlede billede.

Absolut drikkeværdig vin … selvom jeg ingenlunde er Amarone fan. Vakler lidt mellem 4,5 og 5 Thumbs Up … det må blive 5 på grund af alderen … nogle gange kan det godt betale sig, at gemme en vin, og det er dette et godt eksempel på.

Forhandles af Gobi Vin, som ofte sælger deres vine via SuperBest kæden. Derudover har et par vinforretninger også salg af Le Ragose, bl.a. SuperVin i Hjørring samt Carlo Merolli. Prisen for nyeste årgange ligger på 259,95 kr., men ved køb af 6 flasker sælger SuperVin den til 180 kr. flasken. Ældre eksemplarer koster mellem 275-300 kr.

Rating 5/7 

2010 Les Halos de Jupiter, Costières de Nîmes, Rhône, Frankrig

Så er vi tilbage til Rhônedalens vinøse “superstar” … den store, trinde Philippe Cambie, som også følger den houlbergske vinblog, og nogle gange smider et like til et af mine blogindlæg. Denne gang er det med én af vinene fra hans lille negociant firma Les Halos de Jupiter, nemlig husets Costières de Nîmes.

Philippe Cambie har som vinkonsulent igennem de sidste 8-10 år har løftet kvalitetsniveauet til nye højder hos nogle af de bedste producenter i syd-Rhône, fx hos Clos St. Jean, Le Clos du Caillou, Domaine Saint Prefert, Clos du Mont Olivet og Tardieu-Laurent.

Bare i Châteauneuf-du-Pape er han konsulent hos ikke mindre end 26 producenter … ganske imponerende. Derudover er Philippe Cambie også konsulent hos vinproducenter i en række andre områder i Rhône og omegn, bl.a. i Coteaux du Tricastin, Ventoux, Languedoc, Gigondas, Rasteau samt mere eksotiske områder som Makedonien og Marokko.

Philippe Cambie kommer selv fra en vinproducerende familie i Languedoc, og er uddannet ønolog. Via hans store netværk og gode kontakter til områdets bedste producenter har Philippe Cambie kunnet oprette sit eget lille negotiant firma Les Halos de Jupiter, hvor der laves en lille serie vine fra Rhône området.

Derudover ejer Philippe Cambie også vinhuset Domaine de Calendal, som jeg tidligere har lavet et blogindlæg om, nemlig da jeg smagte deres Plan de Dieu. Det driver han i øvrigt sammen med Gilles Ferrand, som er Cambies gode ven fra studieårene på vinuniversitetet i Montpellier.

Negociant firmaet Les Halos de Jupiter er Philippe Cambies største projekt, hvor Cambie finder og opkøber druerne til vinene hos sine klienter og mange kontakter i Rhône. Vinen fremstilles så i kældrene på Château de Nages hos én af sine andre venner, nemlig Michel Gassier, som er 4. generation af familien Gassier på Château de Nages, som netop ligger i Costières de Nîmes.

Philippe Cambie har været rådgiver og ven med Michel Gassier siden 2006, og højt sandsynligt kommer druerne til denne Costières de Nîmes fra Les Halos de Jupiter også fra Grassiers vinmarker. Mange af vinene fra Les Halos de Jupiter sælges i øvrigt også via den velsmurte salgsafdeling hos Michel Gassier, selvom vinene dog ikke kan smages eller købes på Château des Nages.

Cambie har kaldt vinhuset Les Halos de Jupiter … og Jupiter er både betegnelse for planeten i vort solsystem samt for den græske gud Zeus, som var kongen af alle guder og mennesker og repræsenterer den åndelige verden. Halos har også flere betydninger, både den inderste ring omkring Jupiter og så en glorie.

Cambie siger, at for ham er Grenache kongen af alle druer … altså Jupiter … og Halo er alle de appellationer, som bedst fortolker Grenache druen. Dermed betyder Les Halos de Jupiter vel nærmest; de appellationer, der fortolker Grenache eller omgiver Grenache. Jamen, så blev vi da så kloge.

Og det er måske endda meget rammende, for Cambie laver med Les Halos de Jupiter nemlig følgende vine; Châteauneuf du Pape i både en rød og hvid udgave, topvinen Châteauneuf du Pape Adrastée, en Gigondas, en Vacqueyras, en Côtes du Rhône Villages, en Côtes du Rhône og Costières de Nimes i både rød og hvid udgave.

Med denne Costières de Nîmes vin er vi nede i den allersydligste del af Rhône-dalen – faktisk i et område som indtil for få år siden blev regnet som en del af Languedoc – men der er tale om det klassiske Rhône terroir med små runde rullesten og tungt rødt ler, og i tilgift en kølig brise fra Middelhavet.

Det betyder, at markerne i løbet af sommeren bliver tempereret og åbner muligheden for at producere vine med langt mere frisk frugt i udtrykket end det, vi oplever i Châteauneuf-du-Pape, Gigondas og de andre mere berømte (og historisk ægte) Rhône-vine. Den chance griber Philippe Cambie uden at give slip på sin hang til solmoden frugt og saftig imødekommende fylde.

Høsten er manuel med den for Philippe Cambie så typiske dobbelte sortering af druerne (før og efter afstilkningen) for at fjerne alle usunde druer og eliminere alle uønskede partikler. Gæringen sker ved 26 grader i ca. 5 uger i rustfri ståltanke, der bliver fyldt af de uknuste druer alene ved hjælp af tyngdekraften.

Efter gæringen får vinene fra de forskellige druer lov til at samle sig i 6 måneder i store betonfade inden de sammenstikkes til den endelige vin, der aftappes på flaske uden forudgående klaring og med en kun ganske let filtrering. Det er i øvrigt 60% Syrah og 40% Grenache. Og den årlige produktion af denne vin ligger på 2.150 kasser.

Det var nu i øvrigt med betænkelige miner, at vi åbnede denne vin, som havde stået i et mødelokale igennem et pænt stykke tid. Og den havde helt klart ikke været opbevaret optimalt, for proppen var – helt af sig selv – begyndt at stikke op af flasken … igennem folien i toppen. Vi havde nok allerede dømt flasken ude … men smages skulle den alligevel.

Og heldigvis for det, for vinen fejlede intet … og havde nogle af de kendetegn, som vine fra Cambie også er kendt for … volumiøse, kraftige og vellavede vine. Og denne er et fint eksempel på det. I næsen dejlig landlig, animalsk … næsten lidt naturewine særhed på den fede måde, lidt mejeri og yoghurt, godt med frugt, solbær, kul, tobak, peber og krydderier.

I munden er der godt med mørk frugt, peber, Rhône-krydderier, solbær, sødme … og man kan også godt smage, at alderen er begyndt at sætte ind, og at den nok ikke skal ligge (eller stå) ret meget længere. Og med kurs mod efterår, mørke og kolde stunder, så en rigtig fin vin at varme sig på.

Forhandles i dag hos Løgismose Vin, hvor en flaske koster 99 kr. Er tidligere forhandlet af Vinspecialisten, hvor denne er købt … vistnok på tilbud til 69 kr., og det er en fin pris for denne vin.

Rating 5/7 

2011 Hamilton Russell Vineyards, Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

I den sydligste del af Sydafrika finder vi bugten Walker Bay, og i den nordligste del af bugten et par kilometer nord for den gamle fiskerlandsby Hermanus i appellationen Hemel-en-Aarde Valley finder vi vinhuset Hamilton Russell Vineyards, som står bag denne Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt af Tim Hamilton Russell i 1975. Han er født og opvokset i Sydafrika, men studerede i sine unge år på Oxford University i England og blev under perioden i Europa stærkt inspireret af de europæiske vine, specielt vinene fra Bourgogne.

Så da han vendte hjem og ville starte en vingård, så fandt han et af de køligste områder i Sydafrika, hvor den skrøbelige Pinot Noir drue ville trives bedst. Han købte ejendommen ved Walker Bay med ikke mindre end 170 hektar uopdyrkede marker efter lang tids søgen.

På det tidspunkt dominerede det store kooperativ KWV en stor del af vinproduktionen i Sydafrika, og området ved Hemel-en-Arde Valley i Walker Bay-området var ikke godkendt til vinproduktion, så Hamilton Russel måtte opføres som vinproducent på hobbybasis.

I dag er det sønnen Anthony Hamilton Russell, som ejer og driver vinhuset, og det er bestemt ikke på hobbybasis. Han overtog driften i 1991 og købte hele ejendommen fra faderen i 1994. Siden har han begrænset udvalget af druer yderligere til kun at omfatte Pinot Noir, Chardonnay samt Sauvignon Blanc.

Detaljerede jordbundsundersøgelser ledte i 1994 til identifikationen af 52 hektar stenet, lerholdig, skiferrig jord, der ville være helt optimal til netop det personlige terroirudtryk og alle nytilplantninger har siden udelukkende været koncentreret omkring denne jordtype. I dag er der dog plantet lidt mere end de 52 hektar, nemlig 28 hektar Chardonnay, 23 hektar Pinot Noir og 13 hektar Sauvignon Blanc.

Markerne bliver høstet med et ekstremt lavt udbytte, der for Pinot Noirs vedkommende er 28 hektoliter pr. hektar og for Chardonnay’ens vedkommende er helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

I 1998 blev Hamilton Russell også registreret som Estate, hvilket betyder, at man kun må benytte egne druer fra gården og således ikke har lov til at opkøbe fra andre gårde og stadig sælge vinen under Estate-navnet.

Sammen med winemaker Hannes Storm og viticulturist Johan Montgomery er Anthony fuldstændigt optaget af at få Hamilton Russell Vineyards terroir’en integreret bedst muligt i husets vine. Det sker bl.a. ved løbende at lave grøn høst og ved at druerne håndhøstes og sorteres, hvorefter de gennemgår gæringsprocessen på franske egetræsfade. Efter gæringen overføres vinen til delvist nye 228 liters fade, hvor den får lov til at færdiglagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Her altså husets Chardonnay, som er lavet efter ovennævnte recept … dvs. med faglagring, hvor lang tid ved jeg dog ikke. Referencen til Bourgogne er dog tydelig … og i næsen er der lidt overmodne æbler, fersken, mirabeller, nødder, hvide blomster … hvad hedder de? Kaprifolie? Der er lidt fad og vanilje … dejlig intensitet, mineralitet og virkelig lækker duft.

I munden er der lækker tørhed, friskhed, sprød frugt og flot dybde. Det er slet ikke overfed, overlagret Chardonnay med lidt stål og mineralitet, og alligevel er vinen ganske rund og behagelig. Virkelig lækkert glas vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 250 kr.

Rating 5/7 

2009 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

Jeg har vist efterhånden smagt alle vinene fra Bodegas Arzuaga Navarro, så på den måde er vinhuset en gammel kending her på bloggen … og for den sags skyld også hos byggesjakket, som generelt elsker vinene fra det spanske vinhus.

Ikke mindre end 4 gange tidligere har der været vin fra Bodegas Arzuaga Navarro på smageprogrammet under vores byggemøder. Dette er så 5. gang +/-. Her har vi nemlig endnu én af slagsen i form af husets Reserva … en vin jeg tidligere har smagt, men det er et par år siden, og dengang var det i en årgang 2004. Her har vi vinen i årgang 2009.

Bodegas Arzuaga Navarro ligger i byen Quintanilla de Onésimo, beliggende omkring 2 timers kørsel nord for Madrid i det centrale, nordlige Spanien, i ét af de førende vinområder, Ribera Del Duero. Det er i dette “gyldne” område vi finder navne som Vega Sicilia, Pingus, Tinto Pesquera og Hacienda Monasterio. Dette er et smørhul med gamle vinmarker og traditionsrige teknikker til fremstilling af vin.

Gården til højre for Vega Sicilia er Bodegas Arzuaga Navarro, som blev grundlagt i starten af 1990’erne af den spanske forretningsmand Florentino Arzuaga. Oprindeligt kom Florentino til området for at dyrke oliven, men det jord han fandt var mere egnet til vin.

I dag er det en moderne vingård med kæmpe kapacitet, og der er opført et … næsten Bordeaux-agtigt slot, som udover at være hovedsæde for vinhuset også huser et 5-stjernet hotel & spa, der tilbyder ren luksus i hjertet af de omkringliggende vinmarker.

Arzuaga har 1.400 hektar jord, hvoraf 150 hektar er vinmarker, der ligger omkring hotellet og deres vingård, som i øvrigt er opkaldt “La Planta”. Vingården ligger på toppen af vinmarkerne med en flot udsigt over dalen og Duero floden. Arzuaga har plantet omkring 90% Tempranillo (eller Tinto Fino, som det kaldes lokalt) og derudover Cabernet Sauvignon og Merlot i gode mængder samt et par andre sorter.

Vinmager på Arzuaga er Jorge Monzon, som bl.a. tidligere har arbejdet på Vega Sicilia og Domaine de la Romanee Conti i Bourgogne. Jorge er et godt eksempel på den nye generation af vinmagere, der er åbne for eksperimenter, men respekterer historie og tradition. Han er især begejstret over de forskellige jordtypers påvirkning af vinene og de forskellige aspekter fra hver af vinmarkerne.

Jorge har yderligere styrket og forbedret kvaliteten med fremstilling af bløde, fine og afbalancerede vine. Han har også afprøvet forskellige tøndestørrelser, og eksperimenter også i øjeblikket med Petit Verdot og Syrah vinstokke.

En del af jorden på Arzuaga brugees til opdræt af hjorte og vildsvin, og Florentino Arzuaga er også en stor elsker af dyr, så det er ikke overraskende, at logoet for Bodegas Arzuaga Navarro – som også fremgår af vinetiketterne – består af en hjort, i øvrigt tegnet af maleren Burgos, som er en ven af familien.

Denne Reserva er i årgang 2009 lavet på 95% Tinto Fino, altså Tempranillo og 5% Merlot. Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Efter presning pumpes vinen over i store tærkar, hvor temperaturen holdes koldt et par dage inden fermenteringen sættes i gang ved 29 grader. Herefter lagrer vinen i 26 måneder på henholdsvis franske og amerikanske fade.

Og det er typisk Arzuaga vin med søde fade, blommer, mørke frugter, nærmest overmodne … solmodne kirsebær, krydderier, vanilje og godt med sødme. I munden lidt af samme skuffe, blommer, mørk frugt … men også stramme tanniner, som virkelig gør, at vinen ikke bliver overgjort og for opulent. Det er – som altid – cremet, behageligt, blødt og rundt, og en vin de fleste vil elske.

Købt hos Jysk Vin, pris 295 kr.

Rating 5/7