Tag-arkiv: Italien

2013 Castello di Monsanto, Chianti Monrosso, Toscana, Italien

Når man næsten lige har drukket en sindssyg lækker 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto, hvad er så mere naturligt end at rode rundt i vinkøleskabet for at se, om der mon skulle ligge lidt Castello di Monsanto vin på lager? Bingo med denne 2013 Chianti Monrosso … ganske vist fra en lavere hylde.

For Chianti Monrosso er husets entry-level Chianti, der kommer fra yngste vinstokke fra Colli Senesi området, 80% Sangiovese 15% Canaiolo og 5% Merlot, lavet med maceration i 12-15 dage og fadlagret på store slavonske egefade i 12 måneder.

Og igen godt med kvalitet … blid og blød Chianti. Næsen er let og landlig, virker som en utrolig blid Chianti med lidt bolsjesødme, skovbund, mulle blade, kirsebær samt en sjat milde krydderurter.

Den smager også godt … er blød, rund med en lækker mild frugt, blid som et lam og syren virkelig afbalanceret. Der er ikke mange tanniner, så det gør vinen meget let, simpel og meget drikkevenlig. Meget venlig vin, som smager rigtigt godt.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 90 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Montedidio Societa’ Agricola, Syrah 17 Regia Maestà, Sicilien, Italien

Denne vin har – tilsyneladende primært i danske medier – fået masser af roser. Vinen alle snakker om, en italiensk vildbasse, fuld valuta for pengene og andre superlativer. Vinen hedder Syrah 17 Regia Maestà og kommer fra et vinhus, som kaldes Montedidio Societa’ Agricola.

Den Korte Avis giver 6 ud af 6 stjerner og skriver, at den kommer fra en lille vingård på Sicilien, men det er nu en sandhed med modifikationer, for producenten Montedidio Societa’ Agricola holder til i byen Paternopoli, der ligger ved byen Paternopoli omkring 50 kilometer øst for Napoli i Campanien og dermed langt fra Sicilien.

Importøren skriver også, at det er et familieejet vinhus med tilhørende agriturismo, men det er et agriturismo, som er umuligt at finde på nettet. Lidt svære vilkår for et agriturismo.

Søgninger på vinhuset eller på vinene kommer ikke ud med mange resultater, så det er på ingen måder en kendt vingård og der findes heller ikke mange oplysninger om vinene fra huset. Dog skulle Luca Marori efter sigende havde givet vinen høje point.

I stedet for en lille vingård, så er Montedidio Societa’ Agricola et lille vinkonsulentfirma … et selskab med 3-4 ansatte og grundlagt i 2011. De laver – så vidt jeg kan se – designede vine på opkøbte druer fra forskellige områder i det sydligere Italien, primært Puglia og Sicilien, og sælger vinene til udvalgte lande.

Vinene laves alle med Regia Maestà navnet og et tal … Syrah 17, Primitivo di Manduria 15, Nero d’Avola 14, Nero di Troia og Grillo 12 samt nogenlunde ens etiketter.

Denne Syrah 17 Regia Maestà skulle efter sigende være lavet på druer fra appellationen Sambuca di Sicilia fra en kun 5 hektar lille mark og altså opkøbte druer.

Kommunen og appellationen Sambuca di Sicilia ligger i den vestlige del af Sicilien i Agrigento provinsen, næsten helt ovre ved Marsala, hvor man jo laver den kendte dessertvin. Faktisk ligger Sambuca omkring 15 kilometer sydvest for byen Corleone … men ellers ingen snak om mafia her ;o)

Det er 100% Syrah og vinen trækker ikke mindre end 16,5% alkohol og er således lidt en anderledes vin fra Sicilien. Alle druer bliver plukket med håndkraft, afstilket og derefter knust forsigtigt. Efter endt vinifikation lagrer vinen 10 måneder i 225 liters franske egetræsfade. Der skulle alene være lavet 8.000 flasker af vinen.

Den sælges – som nævnt – med store appellativer som siciliansk urkraft på flaske, kraftkarl af de sjældne, super lækker Syrah, bliver ikke bedre end det og en helt fantastisk vin, blot for at nævne nogle få. Og så sælges den med masser af rabat, hvilket vi danskere jo elsker. Du sparer hele 51,33% og får endda fri fragt oveni … se det er jo helt fantastisk … eller er det nu også det?

For hvis vinen kun er kendt i få lande, måske endda næsten kun Danmark, så er det vel svært at sammenligne en rabatpris med en vejledende pris? Lad os se nærmere på vinen.

Gert sagde, at den lugtede som om, at der var en gnu i vinflasken, og den har da også en animalsk side, hvilket vi jo godt kan li’. Det vidner om et naturprodukt. Der er også lidt mejeri, godt med sød og varm frugt samt græs og eukalyptus. Svært at definere vinen ud fra duften, som stikker lidt i forskellige retninger.

I munden er det en ordentlig mundfuld … fed og opulent med tonsvis af chokolade, kakao, vanilje og sødme. Læg dertil lidt peber samt nogle grønne elementer, så ryger vi også i to forskellige smagsretninger, som jeg har svært ved at få til at harmonere. Ikke at den smager dårligt, men den er virkelig kraftig, krydret og for sød.

Købt hos Vin Med Mere, hvor en flaske 165 kr. ved køb af 6 flasker mod en vejledende pris på 339 kr., som i mine øjne virker vildt i forhold til både smag og det faktum, at vinen er næsten ukendt. Men sådan er der jo så meget.

Rating 3,5/7 

2011 Ampelon, Etna Rosso Passo alle Sciare, Sicilien, Italien

Fra Etnas stejle skråninger nupper vi sgu endnu en vin, nemlig vinen Etna Rosso Passo alle Sciare fra vinhuset Ampelon Azienda Agricola e Vitivinicola, der holder til ved Randazzo, altså samme område som Fattorie Romeo del Castello.

Vinhuset Ampelon er grundlagt i 2009 af ægteparret Valter og Barbara Gazzotti. Han var revisor i Calabrien, mens hun var socialrådgiver og oprindeligt kom fra Sicilien. De havde begge forelsket sig i området ved Etna på Sicilien og købte en vingård med en lille vinmark på omkring 1 hektar. Vingården kaldte de Ampelon.

I starten var udbyttet endda samtidig meget lavet, nemlig nede omkring 14 hektoliter pr. hektar, så det blev alene til beskedne 1.200 flasker vin det første år.

Siden har de købt yderligere 4,5 hektar vinmarker til, herunder 3 hektar i Randazzo mellem Contrada Calderara og Contrada Taccione og 1,5 hektar ved Passopisciaro.

Og der dyrker parret primært Nerello Mascalese, som fylder 95% af produktionen. Resten er Nerello Cappuccio og de hvide druer Carricante og Catarratto.

Og det bliver i øjeblikket til omkring 16.000 flasker vin årligt fordelt på 4 forskellige vine, en Etna Bianco samt de 3 Etna Rosso rødvine Le Caldera, Sciaracauda og denne Passo alle Sciare.

Etna Rosso Passo alle Sciare er lavet på 90% Nerello Mascalese og 10% Nerello Cappuccio, lavet med 15 dages maceration, fermentering ved 26 grader og lagret 12 måneder på franske barriques og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen er i glasset utrolig lys og transparent med en anelse modenhed i kanterne, mens næsen byder på grafit, dejligt lette og lyse kirsebær, let støvet og næsten indelukket i duften, men efter lidt tid i glasset lukkes der også mere frugt, hindbær, syrlig stald, eg og herlig lethed.

I munden er vinen let og saftig … føles lidt som et møde mellem Spätburgunder og italiensk Nebbiolo. Der er lette tanniner, men det er nok til, at den sætter sig på gebisset, mineraler, flint, sten og derudover lidt varme i smagen.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 170 kr.

Rating 5/7    

2014 Fattorie Romeo del Castello, Etna Rosso Allegracore, Sicilien, Italien

Så er vi igen hos den sicilianske mama Chaira Vigo fra Fattorie Romeo del Castello, som laver vin fra marker på den nordlige side af vulkanen Etna … og denne gang med vinen Etna Rosso Allegracore.

Vinen er en lillesøster til Vigo, men lavet på samme druer, altså primært Nerello Mascalese tilsat en meget lille procentdel Nerello Cappuccio. Druerne kommer fra en enkeltmark, nemlig Allegracore – som i øvrigt betyder et glad hjerte – i Randazzo et stykke nordligere end vingården i Viagrande.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke uden tilsætning af gær og lagret 12 måneder på samme tanke. Flasket uden filtrering og derefter lagret yderligere 6 måneder.

Næsen er nærmest fed og blød kirsebær, kul, aske, asfalt, estragon, fennikel, mejeri, kærnemælk og virker derudover både tør og urtet med svag tone af læder.

I munden er vinen lettere end i næsen … det lød sjovt ;o) God syrlighed, meget faste tanniner, tæt frugt med himmelske kirsebær og lethed, elegance og alligevel – trods den unge alder – en vis modenhed. Dejlig vin, selvom storesøsteren er markant bedre.

Købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 160 kr.

Rating 5/7  

1968 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva Il Poggio, Toscana, Italien

Til Bichel Vins store, flotte, solrige – og overcrowded – sommersmagning trak jeg hurtigt op i kultbaren. Der var mere ro og ingen kø. Samtidig fik jeg mulighed for at smage en helt speciel vin … nemlig et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto. Det kunne jeg ikke modstå, svag som jeg er.

FÅK den vin er jo stort set lige så ung, som jeres flittige vinblogger, og den venlige, unge fyr i kultbaren forsikrede mig, at den var helt perfekt. Og han havde ret … men det vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg havde også kort tid forinden netop været forbi bord nr. 4 i Bichel Vins store have med netop vine fra Castello di Monsanto og kort smagt nogle få af husets vine – herunder 2009’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio – og hilst på den søde og rare dame fra Castello di Monsanto. Jeg er faktisk usikker på, om det måske endda var selveste Laura Bianchi herself, som stod ved bordet?

Det var i hvert fald hende, som havde haft nogle flasker af 1968’eren med til Danmark. Ja faktisk kan I se vinhusets lager af lige præcis disse flasker på billedet ovenover, så mit glas kom således fra én af disse støvede flasker, som dog havde fået ny etiket på, da de fleste af vinene hos Castello di Monsanto lagres uden etiket.

Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962, altså blot 6 år før denne 1968’er. Det var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.

Selve vinhuset Castello di Monsanto er grundlagt et par år tidligere, nemlig i 1960, hvor Aldo Bianchi fra San Gimignano var til et bryllup på stedet, men blev aldeles forelsket i stedet og i løbet af nogle måneder endte med at købe ejendommen.

Nu skriver jeg ejendommen, men det er vel nærmere et rigtigt vinslot og det ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa. Og samtidig med nogle imponerende kældre under ejendommen … lange tunneler med vin.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana.

I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og siden 2001 også ønologen/vinmageren Andrea Giovannini fra Tenuta dell’Ornellaia.

Det har nemlig været Lauras ønske, at de skal fokusere lidt mere på frugten på bekostning af de mere klassiske oxidative elementer, men samtidig uden at falde i den internationale grøft. Fabrizio – de ellers er inkarneret traditionalist – accepterede datterens ønske.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører til i den absolute topklasse, hvilket specielt kan tilskrives vinmarkernes beliggenhed og selvfølgelig dygtige vinmagere.

Husets bedste mark er selvfølgelig den 5,5 hektar store Il Poggio mark, der ligger på en bakketop med en perfekt eksponering og jordbind med skiferholdig mergel, som er helt perfekt for netop Sangiovese druerne.

Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.

Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio er også undergået lidt ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men netop i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i.

I dag består blendet af 90% Sangiovese, 7% Canaiolo og 3% Colorino, lagret 20 måneder på mindre egefade og netop lavet af druer fra den berømte mark. Mængden af nyt fad har dog været aftagende de senere år.

Jeg har forsøgt at undersøge, om blendet var anderledes i 1968, men det kan jeg ikke se. Man lagringen er anderledes og umiddelbart ser det ud til, at de tidligere årgange – herunder 1968’eren – er lagret 4 år på 30 hektoliter egefade … altså langt mere traditionelt end i dag.

I 1968 stoppede Fabrizio også med at anvende hele klaser og startede med at afstilke klaserne. så 1968’eren er første årgang af Chianti Classico Riserva Il Poggio uden pres med stilke.

Fabrizio var i det hele tager meget fremsynet allerede ved etableringen af Castello di Monsanto. Hver eneste år fra 1962 har han nemlig gemt 2.500-3.000 flasker af Chianti Classico Riserva Il Poggio som et vinøst arkiv … eller måske blot en fantastisk pensionsopsparing.

Flaskerne overvåges og kontrolleres løbende og er således årsagen til, at jeg på sådan en dag kan nyde et næsten 50 år gammelt glas Chianti Classico Riserva Il Poggio. Dyb respekt.

I et smukt Zalto glas er 1968’eren af Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto synligt en moden vin, fortsat rød og ganske transparent, men de orange og brunlige refleksioner danser elegant med i glasset.

Og – oh my god, FÅK og 7 x ave maria – hvor det dufter godt. Næsen er moden, blød og glat. Det er afdæmpet og satans elegant med svage, krydrede kirsebær, røg, skovbund, blomsteragtige noter, voks, læder, afdæmpet lakrids eller fennikel, violer, svampe og smukke elementer af syre. Uha.

I munden er det blød, blid og rund silke med glat garvesyre og smagen er nærmest i zen eller et højere luftlag. Der er fortsat syre, taninner og godt med frugt tilbage … selv efter næsten 50 år, hvilket er ganske imponerende. Der er en utrolig lethed over vinen … spillevende, let flyvende og elegant med både blomster, kirsebær, svage krydderier og smager helt forrygende. Det er delikat og en vin jeg kunne drikke hver dag … året rundt.

Det får jeg dog helt sikkert ikke råd til, for Bichel Vin har prissat en flaske af denne flotte 1968’er til 2.200 kr. Det passer meget godt med de priser, som ses udenbys til omkring 252€ for en flaske.

Rating 7/7 

2011 Cantine Lenotti, Amarone della Valpolicella Classico Black Label, Veneto, Italien

Denne Amarone della Valpolicella havde jeg taget med som ingrediens til byggesjakkets pølsefremstilling … helligbrøde vil nogle sikkert sige. Men jeg er jo ikke Amarone mand og havde tænkt, at den måske kunne være god i en pølse ;o) Den er har en sort etiket og kommer fra vinhuset Cantine Lenotti.

Men rolig nu … jeg havde selvfølgelig smagt på vinen inden den røg i ingrediens skuffen. Man er vel flittig vinblogger? Så lad os endelig kigge nærmere på denne sorte Amarone della Valpolicella.

Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Denne Black Label Amarone della Valpolicella er ikke en af husets normale vine. Den er lavet af druer fra vinmarker eller parceller tilhørende familiemedlemmer, som ikke er involveret i Cantine Lenotti.

Det er Corvina, Rondinella og Molinara fra både Negrar, Valgatara og Fumane. Vinen er fadlagret i 36 måneder og trækker en alkoholprocent på 15,5%.

Duften er nærmest støvet … sådan lidt som et gammelt bibliotek, gammelt arkiv med gamle bøger, syrlig med en svag vammel og indelukket aroma, kirsebær, gærede blommer, kul, engelsk lakrids, snustobak, estragon og godt med urter. Den har heldigvis ingen duft af rosinvand, men alligevel er den lidt kvalm.

I munden er der power, godt med syre og tanninerne spiller bestemt i angrebet, agressive og med fuld speed. De rammer dog ikke målet, for det hele bliver lidt ubalanceret med masser af syre, peber og jernagtige elementer. Man sidder lidt tilbage med en sjov fornemmelse … og det er ikke rigtig mig.

Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr. på tilbud, mens normalprisen er 249 kr.

Rating 3/7 

2012 Maculan, Brentino, Veneto, Italien

Ved byen Breganze i Veneto området – sådan cirka mellem Gardasøen og Venedig – finder vi vinhuset Maculan, som står bag denne Brentino … en vin på Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1947 af Giovanni Maculan, men drives i dag af 2. og 3. generation i form af Faust Maculan samt hans to døtre Angela og Maria Vittoria. Faust blev allerede som 14-årig smidt på landbrugsskole i Conegliano for at blive uddannet til ønolog og siden har alt drejet sig om vin. Han er nok den bedste producent i Breganze og hans dessertvine har slået de bedste Sauternes …  ja endda selveste Château d’Yquem.

Hans berømte dessertvine Torcolato og Acinobili står som nogle af Italiens bedste og har gennem tiderne opnået 96 points hos Robert Parker flere gange.

Siden 1985 har Faust været direktør for sammenslutningen af italienske sommeliers og arbejder derudover også sammen med vinblade som L’Enotecnico og Vin Veneto. Han regnes også som en af de bedste vinsmagere og er tit dommer i smagekonkurrencer i både Italien og i udlandet.

Angela og Maria Vittoria er også begge uddannede ønologer … begge med topkarakter. Angela er også uddannet sommelier, så de deltager selvfølgelig begge i produktionen på vingården.

Samlet har familien selv 40 hektar med vinstokke og oliventræer, men derudover har de dyrkningsaftaler med omkring 30 lokale vinavlere, som de opkøber druer fra.

Traditionelt er Breganze mest kendt for tørre og søde hvidvine på den lokale Vespolina drue, men takket være det kuperede terræn, så kan der dyrkes mange andre druesorter, herunder også internationale sorter som Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir og Chardonnay.

Faust laver – som nævnt – mest vine på de hvide druer, specielt dessertvine, men der laves dog 4 rødvine på gården og denne Brentino på 55% Merlot og 45% Cabernet Sauvignon er således én af disse.

Drueklaserne er sorteret manuelt og vinen er lavet på store rustfrie ståltanke med en forholdsvis kort maceration på 7 dage. Halvdelen af vinen har så lagret 1 år på ståltankene, men den anden halvdel har lagret på franske barriques, heraf en tredjedel nye fade.

Duftmæssigt byder vinen på mørk og fed frugt … næsten lodden i udtrykket med jod, fedme, lidt mejeri, sødme, vanilje, engelsk lakrids, blommer … ja faktisk godt med blommer og lidt solbær. Det er en ganske fed og voluminøs aroma.

I munden er vinen dog knap så voluminøs, som duften ellers indikerede, for midt i fedmen er der både syre, tørhed med klar kirsebær, men måske også sådan lidt kunstig eller kedelig i smagen. Jeg er ikke helt oppe at ringe … synes den render lidt i forskellige retninger.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 109,95 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Terre Del Barolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

Tirsdag bød på lidt vino … og et gensyn med en vin, som jeg tidligere er stødt på, nemlig en Langhe Nebbiolo fra kooperativet med navnet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori. Sidst jeg smagte vinen var i en årgang 2011, men her altså en nyere årgang 2014.

Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by.  Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra  Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.

I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der 362 medlemmer og det dækker ikke mindre end 650 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.

Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til ca. 38.000 hektoliter vin, primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.

Her har vi en klassisk Langhe Nebbiolo, som efter gæringen er modnet på stål og beton i flere måneder før den hurtigt flaskes, dvs. ganske normalt uden fadlagring.

Duftmæssigt klart og streng Nebbiolo med blæk, grafit, violer, jern, kirsebær, ribs og lidt kantet i frugten og har derudover lidt krydderier og skarp syre. Smagen er stram, ubalanceret og ufokuseret, syrlig og kantet.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 159,95 kr., men ved køb af 12 stk. koster den 129,95 kr. Det virker sgu lidt dyrt.

Rating 3/7  

2012 Romanelli, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

Smagningen hos Romanelli sluttede selvfølgelig med deres Passito … Montefalco Sagrantino Passito DOCG, den historiske og søde dessertvin, som også er ganske forskellig fra vinhus til vinhus.

Nogle steder er det bare tæskesød dessertvin, andre steder voldsom tanninrig og hos nogle endda ganske syrlig i udtrykket. Romanellis Montefalco Sagrantino Passito DOCG hører til blandt de syrlige og stramme af slagsen, selvom den vel egentlig er produceret som hos andre producenter … eller i hvert fald efter reglerne i appellationen.

Druerne er høstet med samme udbytte som de tørre Sagrantino vine, dvs. 50 hektoliter pr. hektar og tørrer derefter i 60 dage. Vinen er så efterfølgende lavet med lang maceration på 45-60 dage, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på franske barriques og mindst 6 måneder på flaske.

Duftmæsigt er det mørke bær, solbær, blåbær … næsten marmeladesød frugt, men derudover krydrede noter og så masser af syre. Italiensk dessertvin på syre.

I munden er vinen blød og sød, men det er klart en mere syrlig Passito end de andre, som jeg smagte under besøget. Der er selvfølgelig sødme, men syrlig, tanninrig og tør dessertvin, som har fin lang eftersmag.

Jysk Vin er forhandler herhjemme, men har ikke denne vin i sortimentet. Prisen i Italien er 28,25€ … svarende til omkring 210 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Romanelli, Medeo Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Hvis 2011’eren af Romanellis Medeo Montefalco Sagrantino DOCG er fantastisk, så er 2012’eren altså bare lige en tak bedre og jeres flittige vinblogger måtte for første gang i Montefalco hoste op med 7 fede tommelfingre. Dette er sgu druevæske af bedste skuffe.

I 2012 er der lavet 4 barriques Medeo Montefalco Sagrantino DOCG, selvom 2012 jf. Consorzio Tutela Vini Montefalco rangerer en tak lavere end 2011 med 4 stjerner og altså en stjerne mindre end topårgangen 2011.

Noterne minder på mange måder om 2011’eren, altså en helt betagende og næsten vanedannende næse, der er både stald, animalsk, syrlig mødding, let balsamisk syre og virkelig frisk frugt. Derudover igen den imponerende lethed, elegance og balance, hvor den tætpakkede power nærmest bare svæver.

I munden igen balance, lethed … frugten måske endda en smule mere stram og tanninerne sparker her fortsat mega meget røv, men igen på en integreret og intelligent facon. Alkoholen er her endnu højere, hele 16,5%, hvilket jeg isoleret ellers ikke er fan af, men det fornemmes slet ikke. I stedet er det power, præcision, syre, frisk frugt, tanninbid, elegance og balance i en glansfuld mundfuld.

Jysk Vin er forhandler herhjemme, men har ikke denne vin i sortimentet. Prisen i Italien er normalt 75€ … svarende til omkring 560 kr. og dyrere end jeg egentlig havde forestillet mig, da jeg smagte og ratede vinen, men faktisk ganske forståeligt.

Rating 7/7