Tag-arkiv: 5½

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaVi sluttede den lille rundtur i vinene fra Constantia Glen med endnu en årgang af topvinen Five … 2014 udgaven af den Bordeaux inspirerede vin på de 5 klassiske druesorter.

Blendet er en smule anderledes end i 2015’eren, for her består det af de 5 druesorter med 28% Cabernet Sauvignon, 25% Cabernet Franc, 21% Merlot, 14% Malbec samt 12% Petit Verdot. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 80% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

Nålen i kompasset peger igen mod Bordeaux, og i forhold til 2015’eren endda mere med lidt mere modenhed, dybde og power. Det er solbær, blåbær, blommer og egefade virker her også en tak mere tydelige, aromaerne mere fyldige og komplekse. Der er grafit, cigaræsker, tulipaner, vanilje og mælkechokolade.

Men det bedste er næsten smagen, som bare er ultrablød med en fed og nærmest gæret frugt. Igen er det solbær, blåbær og blommer med stor fylde, let sødme, brændte noter, lidt lakrids, men sammenlagt virkelig godt balanceret. Klart den bedste fra Constantia Glen og 5,5 af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Voerzio Martini, Barolo, Piemonte, Italien

2015 Voerzio Martini, Barolo, Piemonte, ItalienVi slutter vor lille Voerzio Martini intermezzo, affære og optrin med husets Barolo’er … og vi starter med deres basis Barolo, hvor druerne kommer fra de to marker La Serra og Boiolo.

På de marker er Nebbiolo vinstokkene omkring 50 år gamle, så det giver selvsagt druer med stor intensitet, hvilket forstærkes af en løbende grøn høst 3-4 gange i løbet af vækstsæsonen, for at reducere udbytte og kun stå tilbage med optimalt modne druer.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 2-3 år på en blanding tonneaux og franske barriques, heraf omkring 2/3-dele nye fade.

I næsen er vinen lidt tæt med sorte kirsebær, blommer, hindbær, meget dragende med nogle mørkere elementer, chokolade, kaffe, læder, røde blomster, rosenblade og egentlig meget tilgængelig. Det er ikke umiddelbart en vild syrerig vin, men en mere stor, kraftfuld og fyldig Barolo med bicepsbuler på armene.

Smagen er utrolig lækker og blød med en frisk, blid frugt og så samtidig med masser af krop. Der er ikke vild megen gravesyre aka tanniner, men derimod en rund syre, som balancerer vinen så smukt. Der er røgede elementer, lidt træ og vanilje … og så en sindssyg lang eftersmag.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Altenahrer Eck Spätburgunder GG, Ahr, TysklandMed Deutzerhofs Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs gentog historien sig … jeg fandt 2016’eren bedre end 2017’eren. De er begge gode, forskellen lille på rating, men duften i 2017’eren er virkelig voldsom interessant.

Der er som med 2016’eren alene lavet to barriques af vinen og dermed beskedne 540 flasker. Vinen har alene 1,2 gram restsukker pr. liter … og ellers er alt lavet som hos de foregående vine. På det punkt adskiller denne 2017 Altenahrer Eck Spätburgunder Großes Gewächs sig ikke.

Den har en voldsom lækker duft, meget mere blomsterrig end 2016’eren, for den har blomstervand, pærer, friske kirsebær, ribs og hindbær. Der er igen dybde i frugten, godt med mineraler samt lidt præg fra egetræsfadene i form af røg, vanilje og kanel.

Igen er det en virkelig blød, cremet vin i munden, mens syren måske ikke er helt så kontrolleret, men det er altså små marginaler, som vi snakker om, for det er virkelig en lækker Spätburgunder. Det er igen fint balanceret, lidt stramt og tæt, men det er vild god vin.

Prisen på vingården er 57€ … svarende til 425 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Mönchberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandOh fryd … vi skulle også smage Weingut Deutzerhofs Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs i årgang 2017, men den er imidlertid ikke så god som 2016’eren.

Den er selvfølgelig lavet på helt samme måde, som 2016’eren, altså med afstilkning af druerne, hvilket efterfølges af afkøling med kold maceration. Efter nogle dage kommet det hele i store trækar til temperaturstyret gæring ved 20 grader og alene på druernes naturlige gærceller.

Temperaturen øges løbende til 30 grader og starter nedkølingen … en samlet proces på 10-12 dage. Derefter hviler det hele et par dage inden en forsigtig presning og samling i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen så lagret sammenlagt 15-18 måneder på nye 228 liters let brændte barriques fra Chassin i Bourgogne.

Der er lidt mere restsukker i 2017’eren … 1,1 gram pr. liter mod beskedne 0,1 gram året før. Der er alene lavet 2 fade af vinen, altså omkring 540 flasker. Med andre ord en lille eksklusiv vin.

Vinen er lidt mørkere i glasset end 2016’eren, men også mere lukket og dermed slet ikke så forførende, inciterende og bedårende. Den er også klart mere urtet i næsen og har lidt noter af tør ler. Men ellers igen lyse bær, ribs, hindbær og kirsebær, lidt peber og røgede noter samt aftryk fra fadene via en smule vanilje og kanel.

Smagen minder selvfølgelig også meget om den tidligere årgang, men er klart mere stram. Jeg tror ikke, at det alene er det ekstra år, som spiller ind, bl.a. har 2017’eren lidt mere restsukker, men det kan man slet ikke smage. Det er dog fortsat en monsterlækker vin, men 2016’eren er imidlertid bare bedre … i hvert fald i øjeblikket.

Prisen på vingården er 52€ … svarende til 387 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Deutzerhof, Alpha & Omega Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Alpha & Omega Frühburgunder, Ahr, TysklandInden vi skulle smage de store Großes Gewächs vine, så skulle vi smage denne Alpha & Omega Frühburgunder … en vin, som jeg smagte sidste år i en årgang 2013, men som skuffede fælt.

Det gjorde den imidlertid ikke den gang … tværtimod, men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

De besværlige og følsomme Frühburgunder druer til vinen kommer marken i hver sin ende af Ahrdalen … og det er faktisk også derfor, at vinen har fået sit navn Alpha & Omega.

Den ene del kommer fra Mayschosser Mönchberg marken og den anden del fra Heimersheimer Landskrone. Druerne høstes jo altid tidligere, normalt i starten af september og nogle år allerede sidst i august. Der er kun 23 kilometer mellem de to marker, men alligevel høstes druerne på den højere beliggende Mönchberg omkring 8 dage senere end på Heimersheimer Landskrone.

Vinen er fermenteret i store åbne trækar og gæringen er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller. Efter et blid pres er vinen lagret 9 måneder på nye franske barriques.

Næsen er klart mere blomsterrig end de foregående vine, mens frugten er hindbær, jordbær og ribs. Der er et let aftryk fra de nye fade, lidt kanel, vanilje og derefter en let sødme. Vinen er ikke så tung på de røgede noter, men let, feminin og næsten svævende.

Og hvor er Alpha & Omega Frühburgunder dog smagfuld, en utrolig let, livlig og yndefuld vin med en blød, syrlig og afbalanceret nerve. Det er vildt cremet og blødt, så vinbloggeren bliver sgu helt blød i knæene … wauw for en dejlig vin.

Pris på vingården er 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Deutzerhof, Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, TysklandLangsomt og sikkert bevægende vi os op af kvalitetsstigen hos Weingut Deutzerhof, for den næste i vores glas var den rigtige Caspar C. Spätburgunder Unfiltriert, som er opkaldt efter vinhusets gamle grundlægger Caspar Cossmann.

Det er en vin, som Wolfgang Hehle startede med at lave i 1989, hvor han for første gang indkøbte franske barriques til vingården og lod vinen lagre i disse i 9 måneder. Han blev så begejstret for resultatet, at han også indleverede vinen til en officiel test, men fik vinen deklassificeret, da den ikke var tilstrækkelig sød og yderligere kunne kontrollanten ikke lide de mere markante fadnoter.

Men Wolfgang holdt fast om udgav vinen som Caspar C. Spätburgunder og det blev Wolfgang Hehles ynglingsvin helt indtil hans død i 2013. Og undervejs fik han skam også oprejsning, for vinen i årgang 1991 fik året Deutschen Rotweinpreis af vinmagasinet Vinum.

Druerne til Caspar C. Spätburgunder kommer fra to marker, nemlig både Daubhaus i Ahrweiler og Landskrone i Heimersheim. Druerne er høstet ved en modenhed på 94-98° Oechsle og selvfølgelig med håndkraft.

Druerne fra de to marker er også vinificeret separat og er efter endt fermentering lagret 9 måneder på barriques … her brugte fade, der er anvendt én eller to gange tidligere. Og først derefter sammenstikkes den endelige vin og flaskes så.

Nu er alt det overmodne fra de to tidligere vine helt væk, for her er duften langt mere frisk og stringent. Det er lys og let frugt, kirsebær, jordbær, meget blid, røg, nogle mælkede noter, blomster, violer, fennikel, mentol, vanilje og mørk chokolade.

I munden er vinen simpelthen fløjlsblød og cremet, virkelig balanceret med en smuk og let frugtsødme, en klar stringent – om end afdæmpet – syre, stor intensitet og dybde. Tanninerne er endnu unge, men bider ikke for meget og virker faktisk modne og hvor smager det dog godt.

Prisen på vingården er 23€ … svarende til 171 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, TysklandHans-Jörg Lüchau synes også, at vi lige skulle smage en enkelt hvidvin mere inden de røde  … og det blev denne 2017 Heimersheimer Chardonnay, som også overraskede den ivrige vinblogger.

Weingut Deutzerhof var den første, som startede med at dyrke Chardonnay i hele Ahrdalen. Det skete i 1991, hvor Wolfgang Hehle plantede sine første Chardonnay vinstokke på husets marker ved Lohrsdorf nær Heimersheim i den østligste del af Ahrdalen. Der har markerne en perfekt undergrund for netop Chardonnay med löss, skifter og kalksten.

Vinstokkene er løbende beskåret via grøn høst, således udbyttet bliver forholdsvis lavt med 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er – efter et blidt pres – gæret i ståltanke med en kold 4-6 ugers lang gæring, hvorefter vinen så lagres i nye barriques ganske kort … blot 30 dage efterfulgt af yderligere lagring i ståltanke. Den korte lagring på barriques er for fortsat at sikre en stor friskhed i vinen.

Og det virker sgu ganske godt, for næsen byder på en lille bitte Chardonnay fedme, bare et lille touch, en slank fedme, som sammen med modne æbler, pærer og citroner. I munden er det syren, som er bannerfører, for vinen er meget krisp, sprød og frisk med grønne æbler, citroner og mineraler … en virkelig dejlig Chardonnay i en ubetinget frisk og slank stil.

På vingården koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Jean Stodden, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandHvor er det bare dejligt at drikke dejlige Spätburgunder Großes Gewächs hos de dygtige vinbønder i Ahr. Vi fortsatte med netop dette hos Weingut Jean Stodden med næste vin i glasset … en Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Stodden købte deres mark på Neuenahrer Sonnenberg tilbage i 2001, så vinen er forholdsvis ny i sortimentet. Neuenahrer Sonnenberg er selvfølgelig en VDP klassificeret Große Lage mark, der ligger længere mod øst i Ahrdalen lige ovenfor Bad-Neuenahr.

Marken på samlet 26 hektar har selvfølgelig sit navn solbjerget på grund af dens meget gunstige beliggenhed med en optimal sydvendt hældning samt et optimalt mikroklima. Undergrunden på Sonnenberg er både greywacke sten, grå skifer, löss og kalksten.

Druerne høstes og sorteres manuelt, og ifølge Britta Stodden ligger høstudbyttet på omkring 30 hektoliter pr. hektar. Efter høst sker der afstilkning og det efterfølges af en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke, en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques inden aftapning ufiltreret på flaske.

Wauw igen … utrolig let, svævende og nærmest æterisk aroma, masser af syrlige og lyse bær, vilde bær, jordbær, ribs … frugten lige en tak mørkere end foregående og så her med masser af mineraler, salt, sten, en sjat krydderier, hvid peber, røg, toast, flæsk og så let præg fra fadene … sjovt nok ikke så tydelig som de foregående.

Smagen er stram og præcis, meget levende og igen med en helt utrolig frugtrigdom på en sarte, fine og elegante måde. Der er ribs, hindbær og kirsebær, tydelige og lette tanniner. Syren er dirigent og får hele orkesteret til at spille flot sammen. Det smager jættegodt og klart 5,5 fingre med stor pil op.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Jean Stodden, Recher Spätburgunder, Ahr, TysklandI VDP klassifikationen rykker vi nu et niveau op til en Ortswein, nemlig Weingut Jean Stoddens Recher Spätburgunder, som vi skulle smage i to årgange. Vi startede med årgang 2016.

Det specielle ved Recher Spätburgunder er, at druerne faktisk kommer fra Stoddens parceller på Recher Herrenberg marken, som reelt er en VDP Große Lage mark … en mark beliggende på en stejl skråning med op til 60% hældning samt en perfekt undergrund af både skifer og greywacke … ren guf for Spätburgunder vinstokke.

Denne Recher Spätburgunder er dog ikke selv en Großes Gewächs vin, da der til vinen kun anvendes de druer, som bliver frasorteret, når  Stodden laver sine enkeltmarks topvine. Nogle af druerne er måske også fra nogle af de yngste vinstokke.

Ren produktionsmæssigt bliver der nu også kælet lidt mere for vinen, hvor druerne først sorteres manuelt. Så afstilkes druerne og undergår en 18 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i 17 måneder på en kombination af brugte og nye barriques. Vinen bliver derefter tappe på flaske uden filtrering overhovedet.

Duftmæssigt minder vinen lidt om forrige – alt andet vil nok også være mærkeligt – men denne er klart mere tæt, kraftig og samtidig også klart mere elegant. Frugten er måske en snas mørkere, jordbær, blommer, ribs, lidt sød hestestald, den karakteristiske Ahr røget note og et klart fadpræg med vanilje, nelliker, chokolade. Derudover lidt mineraler, ristede mandler og grønne urter.

Smagen har en lækker strenghed, mens syren – i forhold til forrige vin – slet ikke er så dominerende. Igen er det  lys frugt, ribs, brombær og tranebær, lidt mere tæt og kompleks i strukturen, tanninerne mere tørre og en lang, fin, let og krydret eftersmag.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle selvfølgelig også forbi Mariano Garcias sidste projekt … og nok også det mest kendte af de projekter, som den dygtige vinmager er involveret i, nemlig Bodegas Aalto. Det ligger lidt vest for Quintanilla de Arriba og tæt på Bodgas Vega Sicilia, hvor Mariano var vinmager gennem mange år. Vi smager her vinen Aalto i en ung årgang 2017.

Vinhuset Bodegas Aalto startede i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd, Javier Zaccagnini, fik en ide om at skabe en af verdens største vine baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima.

Som partner allierede han sig med den bedste vinmager … selvfølgelig, som jo allerede på det tidspunkt var respekteret for hans arbejde på den legendariske vingård Vega Sicilia og samtidig arbejdede på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 16 måneder på en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA.

Næsen byder på tæt, mørk frugt, meget tør, støvet med våde fade, engelsk lakrids, solbær, enebær, brombær, hindbær, grønne urter og kanel. Det er fyldigt og virker meget afbalanceret, kraftfuld og med tonsvis af power.

Waow … sikke en smag, fyldig med saft og kraft, dybde, lidt fond, toast, kanel, tobak, kakao, chokolade og samtidig en skarp kant med friskhed, fedme og power. Tanninerne er fortsat unge, men bider egentlig ikke, selvom lagringspotentialet helt sikkert er stort.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7