Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, Tyskland

2019 Weingut Alexander Laible, Spätburgunder Reserve ★★★, Baden, TysklandVinbutikken.dk mener, at jeg som barn – som Obelix (og lad vær’ at sige, at jeg ligner) – nok faldt i Baden Spätburgunder gryden. Jeg har dog ikke fået ekstra kræfter, men knuselsker bare tysk Spätburgunder og nu smager jeg en fin Spätburgunder Reserve ★★★ årgang 2019 fra Weingut Alexander Laible.

Laible er jo en vinhus, som jeg er stødt på mange gange her på Houlbergs Vinblog og vinene med de 3 stjerner er deres topvine og denne Spätburgunder Reserve ★★★ er en af deres absolutte røde topvine.

Vinen er lavet på de gamle Spätburgunder kloner Freiburg 52-86, der kommer fra vinstokke, der er plantet tilbage i 1976 og druerne er først sorteret i vinmarken og igen før presning. Gæringen er sket i åbne gæringskar og efter efter fermentering er vinen så lagret 15 måneder i nye 225 liters barriques.

Uhhhh det er duftmæssigt balsam for sjælen og måske er det med gryden korrekt, selvom jeg ikke kan huske det. Duftene er meget så fine, sarte, subtile og afdæmpede med blødt fadpræg af eksotisk træ som mahogni og teaktræ, ristede champignon, bagte kastanjer, lidt karamel, kanel, vanilje, mælkechokolade, lakrids, røg og noget fond. Frugten virker moden og blød … sorte kirsebær, jordbær, blommer, hvilket suppleres med lidt nødder  … så kompleks og det er næsten umuligt at slippe glasset.

I munden flyder vinen langsomt ud og smelter næsten, men du sidder tilbage med masser af fin frugt af jordbær, blommer, kirsebær og endda sødlig solbær, søde krydderier, kanel, kardemomme, noget brunet karamel, let peber og nogle burgundiske træk … man bliver så varm i kroppen … sådan skal en lækker Spätburgunder vin skrues sammen og den modne syre klinger i lang, lang tid i eftersmagen, hvorfor fortjente 95 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Domaine Lucien Muzard et Fils, Santenay Champs Claude, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Lucien Muzard et Fils, Santenay Champs Claude, Bourgogne, FrankrigSantenay ligger syd for Chassagne-Montrachet og markerer slutningen af vinregionen Côte d’Or. På adressen Rue de la Cour Verreuil i Santenay finder vi Domaine Lucien Muzard et Fils og jeg sluttede mit besøg på S’vinbar med et glas 2022 Santenay Champs Claude derfra.

Domaine Lucien Muzard et Fils er grundlagt tilbage i 1960’erne af Lucien Muzard, selvom familien egentlig er en kendt gammel familie i Santenay og har været vinavlere i mange, mange generationer.

Lucien fik i 1987 hjælp fra sønnen Claude, som sluttede sig til faderen og derefter sluttede Claudes broder Hervé sig også til det lille team … og siden 2019 har de endda fået følgeskab af Claudes datter Capucine, så i dag laves vinen eaf Claude, Herve og Capucine

De har sammenlagt 16 hektar vinmarker, der ligger fordelt med parceller på marker i Santenay, Chassagne Montrachet og Pommard. De laver klassiske vine … altid lagret på egetræsfade med en andel nye fade alt efter vin og årgang … ofte 30-40% nye fade.

Her smagte jeg så deres 2022 Santenay Champs Claude, hvor Chardonnay druerne kommer en 1,5 hektar stor enkelt mark, der ligger nær landsbyen Chassagne Montrachet på en østvendt, let skråning. Det er kun 20 meter under Premier Cru marken Morgeot, Chassagne i 270 meters højde og har vinstokke plantet tilbage i 1990 og 2005.

Efter høsten er druerne presset og får tid til at falde til ro i egetræsfade inden gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller. Derefter sker der malolaktisk gæring og den lagrer så 10 måneder … delvist på 350 liter fade og resten i kar inden den endelig sammenstikning og aftapning på flaske.

Dejlig næse … helt Chassagne Montrachet blid og intens … der er hasselnødder, er blød og opulent med masser er smørfedme, brunet smør, vanilje, lakridskonfekt, mælkechokolade, toast, honning samt akacieblomster og en frugt af pærer, fersken og syltet lemon … uhh det dufter dejligt.

Smagen er præcis, ren, klar og alligevel med en smørret fedme, fersken, pærer, syltede pærer endda, let abrikos, mango samt en ret frisk, levende og stringent facon. Der mærkes dette fede fadpræg på en slank og fin måde … 95 point.

Importør er Copenhagen Wine, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Thistledown Wine Company, Suilven Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2021 Thistledown Wine Company, Suilven Chardonnay, Adelaide Hills, AustralienEfter vi havde smagt de røde vine fra Giles på Thistledown Wine Company, så var de hvide kommet frem, så vi sluttede den fine smagning med denne flotte 2021 Suilven Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra subregionen Picadilly i Adelaide Hills og er opkaldt efter bjerget Suilven.

Efter høsten er druerne presset og får kort bundfældning inden den spontane gæring, der er sket på en kombination af franske hogsheads egefade samt betonæg.

Efter endt fermentering er vinen også lagret 10 måneder på både de franske hogsheads egefade samt betonæg før aftapning, der sket med let klaring og filtrering.

I næsen er det en fed – om end ikke overfed – vin, har en fin fadpræget smørfedme, er let sødkrydret, brunet smør, vanilje og virker samtidig rank i stilen. Der er grøntsagsfond, nødder, en frugt af pærer, grønne pærer, fersken og ananas, en lidt kridtet og kalket mineraltet … meget elegant.

Smagen er bare så ren, balanceret, proper og steril, men det er heldigvis med lidt fedt på sidebenene. Det smager vildt godt og ret kompleks, ren, fin og klar. 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, Australien

2019 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, AustralienVi smagte den flotte This Charming Man Grenache fra Thistledown Wine Company i to årgange og den anden var 2019’eren.

Den er lavet fuldstændig som 2018’eren og det betyder, at den bl.a. er lavet med 20% hele klaser placeret i en 2 tons åben gæringstank.

Vinen er lavet med spontan gæring med druernes egne gærceller med 2 daglige punchdowns og efter endt gæring er vinen så presset og lagret 10 måneder på franske 300 liter hogsheads, hvoraf 25% er nye fade. Der er kun lavet 930 flasker og denne er nummer 430.

I forhold til 2018’eren er den mere parfumeret, mere blomstret, aromatisk og landlig. Den har ikke de samme umamiagtige noter, men virker dog i duften lidt nøddet … dufter vildt godt. Det er igen kirsebær, hindbær, moreller og brombær, men faktisk også disse lidt Nebbiolo aromaer af tørrede rosenblade, læder og fennikel.

Der er mere balance i smagen, hvor frugten virker mere komplet med lyse kirsebær, moreller, hindbær og grønne jordbær og så har vinen denne lette, luftige, sarte, fine og feminine syre, der er elegant, sprælsk, frisk og spændstig. 96 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, Australien

2018 Thistledown Wine Company, This Charming Man Grenache, McLaren Vale, AustralienNæste Grenache vin i smagningen af vinene fra Thistledown Wine Company var ikke fra årgang 2023, men det var en 2018 This Charming Man Grenache.

Her kommer Grenache druerne fra en vinmark, der gennem hele 3 generationer har tilhørt Smart familien.

Navnet This Charming Man på vinen er derfor hyldest til den i dag afdøde Bernard Smart, som er afbilledet på etiketten på sin røde traktor og igennem sit liv primært dyrkede netop Grenache druer.

Marken ligger på en skråning i den  maleriske underregion Clarendon i McLaren Vale og har vinstokke på omkring 100 år og druerne til netop denne vin kommer fra en block højt oppe, hvor der både er bedre luftcirkulation og masser af sollys. Druerne er heller ikke fra de helt gamle stokke, hvor der ikke er så meget luft omkring.

Der er efter høst anvendt 20% hele klaser i vinificeringen og den er placeret i en 2 tons åben gæringstank. Vinen er lavet med spontan gæring med druernes egne gærceller med 2 daglige punchdowns og efter endt gæring er vinen så presset og lagret 10 måneder på franske 300 liter hogsheads, hvoraf 25% er nye fade.

Vinens ekstra alder i forhold til de foregående kan duftes … har klart et mere modent udtryk med noget umami og nødder, virker mere tæt og kompakt med kul, tørv og tjære, lakrids og rosenblade … har sgu Nebbiolo gener og virker ret parfumeret. Frugtmæssigt er vi fortsat ovre i kirsebær, hindbær og lidt mere mørk brombær.

I munden er der godt med friskhed … lethed, friskhed og alligevel med en anelse mere tyngde. Der er igen lemon, citroner, tranebær, hindbær og brombær … danser nærmest på tungen, spændstig, levende, drilsk og utrolig fin. 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, Sands of Time Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, Sands of Time Grenache, McLaren Vale, AustralienNæste Grenache vin fra Giles Cooke på Thistledown Wine Company var også fremragende og det var en 2023 Sands of Time Grenache.

Her kommer Grenache druerne fra en enkelt vinmark, som Giles kalder Sue Trott’s Home Block, der ligger i Blewitt Springs sub-regionen i McLaren Vale.

Det er en mark, som Giles allerede i starten købte druer fra, men oprindelig indgik de i deres andre vine. De har dog nu lært marken at kende rigtig godt, så siden 2017 har de lavet denne fine enkeltmarksvin derfra.

På Sue Trott’s Home Block er Grenache vinstokkene gamle bush stokke, der er plantet tilbage o 1952 og de står i en jord med rent sand … deraf også navnet på vinen.

Druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og så er gæringen sket ved, at druerne er placeret i betontanke i lag, hvor man har placeret hele klaser skiftevis i lag med afstilkede druer … altså som en slags lagkage og så er gæringen ellers sket spontant uden den mindste indgriben.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i 10 måneder … en del i betontankene og en del i franske egefade inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er lavet 3.060 flasker og denne er flaske nummer 1.116.

I forhold til She’s Electric, så er Sands of Time mørkere i duften, tættere med en del krydderurter. Der er timian,  fennikel, blomster, men blomsterne er mere tørrede i stilen eller lidt pollenagtig, mens den har en frugt af knuste hindbær og brombær. Selvom den lagres delvist på fade, så virker fadpræget sjovt nok større med lakrids, mørk chokolade, vanilje og karamel.

Igen er det dog en henrivende lethed i smagen … den er samtidig utrolig blød og cremet, men har en jernet mineralitet, nelliker, tobak samt en frugt, der er mere tæt med tør lemon, hindbær og ribs, ren og stringent … og nu mærker man også, at tanninerne sparker en del, hvilket kommer sammen med lidt tør bitterhed fra sorte te-blade og atter lidt tørrede blomster. Smuk vin … 95 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 579,95 kr., mens prisen er 489,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Thistledown Wine Company, She’s Electric Grenache, McLaren Vale, Australien

2023 Thistledown Wine Company, She's Electric Grenache, McLaren Vale, AustralienHvis Thorny Devil var god, så var næste vin fra Thistledown Wine Company fremragende. Det var igen en årgang 2023 og vinen var deres She’s Electric Grenache.

Til denne vin kommer Grenache druerne fra vinmarken Seaview, der ligger for enden af ​​Chapel Hill Road og har nogle ret gamle bush vinstokke, der suppleres af nogle yngre stokke.

De yngre stokke har erstattet nogle gamle stokke, der simpelthen brændte, da nogle fugle, der satte sig en elledning, der går henover marken, fik stød … hvorved der gik ild i fuglene, som faldt ned og desværre også satte ild til en del af vinmarken.

Derfor har vinen også fået det meget rammende navn She’s Electric Grenache, men druerne til vinen kommer dog udelukkende fra de  gamle vinstokke på marken, der er præget af rødbrune sandlejer med kvarts og jernsten.

Frugten blev håndplukket tidligt om morgenen inden hurtig transport til vingården og der er anvendt 50% hele klaser. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller og godt hjulpet på vej af blidt fodtrampning.

Derefter er der sket en forsigtig presning inden lagring af vinen 8 måneder på 300 og 500 liter franske brugt egefade inden aftapning uden klaring eller filtrering. Der er kun lavet 2.774 flasker og dette er nummer 1.318.

WAUW … dejlig lys, parfumeret og feminin duft … der er vilde urter, timian og frugt af lemon, moreller, jordbær og knuste hindbær. Der kommer også noget fennikel, blomster og i det hele taget har vinen er meget let, sart, elegant, luftig og dugfrisk buket.

Det smager altså også vildt godt … igen er frugten mest lemon, mirabeller, sure kirsebær og måske endda lidt brombær, men også i smagen kommer denne imponerende luftige lethed frem, der virker helt burgundisk. Det er sgu æterisk og helt overjordisk, så dermed en utrolig tiltrækkende smuk vin … 96 point.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 439,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, TysklandVi skal lige til at kravle op … og udover med anmeldelsen, så skal vi op af den 65 grader stejle Bremmer Calmont, for det er derfra, at de to unge Angelina og Kilian på Weingut Franzen henter druerne til denne 2023 Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs.

Vinhuset har jeg jo skrevet om før … bl.a. da jeg mødte Angelina til en online smagning, nemlig Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen.

På den stejle Bremer Calmont mark er de ældste vinstokke over 70 år og derfor også giver et mere beskedent udbytte. Vinen laves med spontangæring, men også en lang fermentering, en efterfølgende malolaktisk gæring og så lagres vinen i 12 måneder.

For pokker … jeg dåner og skal lige holde ved stolen, for Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs opfylder alle dine hede drømme og har denne fine duft, der både er æterisk, overjordisk og samtidig ret kompleks, præcis og nuanceret. Du fornemmer allerede fra start alle fadene med lidt lakridskonfekt, belgiske praliner, nougat, karamel og en smule blomsterhonning. Frugten er afdæmpet, lys, feminin og lidt sart med søde æbler, fersken, ananas, abrikos og mandarin tilsat ganske let røg med forførende røgsignaler.

Smagen er også kontrolleret, feminin, bly, genert … som en smuk topmodel, der ikke vil vise alle sine fordele og attributter, for det er på ingen måde en hverken fed eller syrerig rigtigt … men meget mer’, for vinen er blød, slank, lys, rund, sart, elegant og helstøbt på denne fine og forsigtige måde. Tag ikke fejl, der er fortsat nogle modne sure æbler, lemon, citroner, grape, salt og stenet mineralitet, men bare på denne varsomme, nænsomme og diskret måde … dette er en vin, der folder sig ud … og ud kommer en smuk vinøs sommerfugl. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

N.V. Yves Loison, Hippolyte Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Yves Loison, Hippolyte Premier Cru Brut, Champagne, FrankrigNår vi nu er i gang med at boble med champagnehuset Yves Loison, så lad os nappe endnu en af slagsen … en Non Vintage Hippolyte Premier Cru Brut.

Vinen er lavet på 56% Chardonnay fra 2018, som har modnet i egetræsfade i over 12 måneder. De resterende 44% af er fordelt med 17% Chardonnay fra 2019 og 27% Pinot Noir fra 2019.

Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen tappet på flaske i 2020 og har så ligget i kælderen frem til aprol 2023 – altså lidt kortere end 3 år – inden den er degorgeret med dosage på 7 gram pr. liter.

Den delvise fadlagring i starten kan duftes … der er smør, butterdej, smørkringle, toast, lakridskonfekt, gær, fersken, hyben, abrikos, hyld, pærer og syltede citroner. Man fornemmer også kalket mineralitet, virker inderlig, afstemt og delikat.

Den chardonnayske venlighed kommer også frem i smagen … der er boblerne blide, afdæmpede og egentlig ganske runde. Der er modne, søde æbler, lidt mere bitre cider- eller pigeonæbler, grønne pærer og lemon samt kandiserede citrusfrugter. Den har en smule vaniljeagtig sødme, hvilket virkelig klæder smagen, som dermed både er rund, delikat og så afbalanceret. 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Spreitzer, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Spreitzer, St. Nikolaus Riesling GG, Rheingau, TysklandHos Weingut Spreitzer smagte vi derefter lige 3 GG’er aka Rheingau Großes Gewächs vine i streg og alle i samme årgang 2021. Første på skafottet blev deres Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Großes Gewächs.

Mittelheimer St. Nikolaus marken ligger sydvendt og kun 150 meter fra Rhinen. Marken har oprindelig været ejet af en lokal kirke og har sit navn efter en gammel sandstensstatue af helegen Sankt Nikolaus, som står i den øvre udkant marken.

Rhinen lige nedenfor marken er der meget bred … fungerer lidt om en varmereservoir og giver samtidig vinstokke mere ​​solstråling. Så derfor starter spiring og blomstring altid et par dage tidligere og giver mulighed for en længere modningsperiode.

På marken er de fleste vinstokke over 60 år gamle og marken er selvfølgelig under VDP klassificeret som værende en Große Lage mark og i dag har flere producenter parceller på marken. Udover Weingut Spreitzer er det bl.a. Weingut Peter Jakob Kühn og Weingut Reitz samt nogle stykker mere.

Druerne høstes omhyggeligt med håndkraft, derefter presses de blidt og så gærer mosten på eichenholz stückfässern aka barriques og efter fermentering er vinen så lagret på nye barriques og den har 5,8 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Sikke en duft … der er virkelig så luftig, æterisk og let … der kommer noget petroleum, komplekse krydderier og urter med en kølig frugt af gul frugt … gule æbler, pærer og fersken. Man fornemmer en frisk, fyldig og meget aromatisk vin, der både besidder sødme, fedme, syre samt god saftighed … lækker aroma.

I munden er Mittelheimer St. Nikolaus rund, fyldig, kraftig samt meget udtryksfuld … cremet og smelter nærmest i munden. Der er både grønne æbler, citroner og kandiseret lemon, et smuk strejf af restsødme, mineraler, dybde, urter … virkelig smooth og alligevel med dette kølige og friske bid … bedste vin vi smagte hos Weingut Spreitzer, så dermed 95 point.

På vingården koster en flaske 31€ … svarende til 231 kr.

Vinanmeldelse 6/7