Vi fortsatte i det dejlige Barolo spor og næste vin Guilia hældte i vinbloggerens glas var lidt af Parussos Barolo Mosconi.
Druerne kommer nemlig fra husets parcel på Mosconi marken, der lige ligger en anelse længere mod sydvest lige nedenfor Ginestra marken, hvor jorden også er lidt mørkere og har mere ler og kalksten.
Igen er vinen lavet som de forrige, altså med tørring af klaserne 3-5 dage, hvorved stilkene når at blive brune, men anvendes alle i vinen. Vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.
Igen masser af gentagelse fra de forrige Barolo’er, men Mosconi er lidt mere rustik, lidt mørkere og mere maskulin med nogle lidt mere ristede noter, kaffe, chokolade oveni lyse, lette og modne bær, sorte kirsebær, salvie, rosenblade og tør jord.
Smagsmæssigt er det også et tak op i styrke … mere kraftig, maskulin og mørk, men fortsat en ren, direkte og let moden frugt, lidt mere fyldig og tanninerne også en tak mere markante, så det er helt sikkert en vin, som bør få nogle år i kælderen.
Forhandles af KB Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 66€ … svarende til 492 kr.