2015 Alléno & Chapoutier, Crozes-Hermitage Guer-Van, Rhône, Frankrig

2015 Alléno & Chapoutier, Crozes-Hermitage Guer-Van, Rhône, FrankrigAftenens fem sidste vine fra Chapoutier var fra det nordlige Rhône, og første af de nordlige Syrah vine var denne Crozes-Hermitage Guer-Van, som den gode Michel Chapoutier har lavet i samarbejde med den berømte 3-stjernede Michelin kok Yannick Alléno.

De to mænd mødtes første gang i oktober 2010 og straks opstod der et særligt bånd imellem dem … drevet af begges kærlighed til respekt for gode produkter, mad, vin, håndværk og terrior, så de besluttede at lave en række vine, som ville matche nogle af de klassiske franske retter.

De fandt først marken Couronne de Chabot i  Saint Joseph med 30 år gamle vinstokke, som de omgående omlagde til biodynamisk drift. Siden har de udvidet programmet med vine fra flere lejede marker, således de sammen laver 9 forskellige fra henholdsvis Saint Joseph, Croze-Hermitage og en enkelt Côtes du Rhône.

Yannick Alléno – som I kan se på billedet ovenover – er en verdenskendt Michelin kok, som driver gourmetrestauranter i både Paris, Saint-Tropez, Dubai, Marrakech, Seoul og han har samtidig fået en lang række priser samt anerkendelser.

Denne Y/M Crozes-Hermitage Guer-Van er lavet med druer fra Syrah vinstokke, der gennemsnitlig er 55 år gamle … ja faktisk er nogle helt op til 70 år gamle. Vinmarken ligger ved Gervan i 230-320 meters højde med en syd/sydvest eksponering og druerne er selvfølgelig plukket med håndkraft.

Vinen er lavet ganske traditionelt … hvor druerne afstilkes 100% efterfulgt af maceration over 4 uger i store betontanke med regelmæssig overpumpning. Den alkoholiske gæring sker derimod i egefade og udelukkende med druernes naturlige gærceller, hvilket efterfølges af malolaktisk gæring og lagring brugte egefade.

Igen en utrolig nice næse … flæsk, bacon, dyb og inderlig med lidt at samme dekadente syrlighed, som man finder hos Chave. Der er blåbær, brombær, enebær, gazebind, nogle tørre mineraler, en smule lakrids samt lidt peber.

Smagen er mørk og syrlig, frugten har en herlig syrlighed og nærvær og man fornemmer med det samme, hvor Michel og Yannick vil hen med deres vine, for det direkte og stringente udtryk passer vildt godt til mad … og så er det et sindssygt godt køb. Lækker vin.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7