Byggemøde 15. august 2015 inkl. besøg hos Hedegårdens Vinavl

Med en kryptisk SMS som optakt – kort, præcis og hemmelighedsfuld – blev sommerens byggemøde indledt. SMS’en sagde blot, at jeg ville blive afhentet i det houlbergske palads kl. 14.02 og at jeg skulle huske tøj og sko til markvandring. WTF? Og da det samtidig var debut for Mikkel aka. Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske som vært for byggesjakket, så steg forventningen, spekulationerne og gætterierne om missionen for denne lørdag eftermiddag?

Men Mikkel havde sgu lagt en plan i bedste Egon Olsen stil, og den omfattede både os hundehoveder, hængerøve og lusede amatører, en matrød stationcar med 321K på tælleren, en vinbonde i Skødstrup, en to-go menu fra gourmetrestauranten Østergade 1 samt en røvfuld gode vine, udvalgt af Hans Peter fra Jysk Vin. Dermed var vi vist ovre i kategorien “A Bulletproof Plan”.

Hedegården - vinmarker
Dansk vinmark hos Hedegårdens Vinavl.

Og det var lige hvad det blev. En helt fantastisk eftermiddag og aften, hvor første del bestod i et besøg på en vaskeægte dansk vingård, nemlig Hedegårdens Vinavl, som ligger i Skødstrup nord for Århus. Her mødte vi vinbonden Simon, som viste os rundt på vingården, altså både i vinmarken, i produktionslokalerne, i vinbutikken og ikke mindst i den hyggelige staldbygning, som var lavet til smagelokale.

Vejret havde op til arrangementet vist sig typisk dansk … altså ganske vådt. Ja faktisk havde der nærmest været skybrud hele formiddagen, så udsigten til en markvandring stod ikke øverst på ens mentale hylde, men overraskende nok så holdt regnen op … og der kom kun ganske let regn under vort besøg, så det blev en ganske fornøjelig tur.

Simon Hedegaard er en virkelig hyggelig fætter … underfundig, eftertænksom, sjov og god til – og det elsker jeg sgu – indskudte sætninger. Han havde købt den gamle gård fra 1830 i 2005 og tilplantet omkring 1 hektar med 3.000 vinstokke. De blå druer er primært Bolero, Lion Millot, Regent og Rondo, mens de grønne druesorter er Solaris og lidt Chardonnay.

Simon er en god historiefortæller, og udover at fortælle en masse om vinene, arbejdet i marken, økologi eller ikke økologi, så havde han en masse sjove historier, løgnhistorier, vinhistorier og små anekdoter. Han siger selv, at han både er vinbonde, ønolog, kældermester og historiefortæller.

Den humoristiske vinkel kan man også fornemme på vingårdens hjemmeside, hvor Simon bl.a. fortæller, at da der har været optræk til skærmysler i hverdagen mellem vinbonden, ønologen, kældermesteren og historiefortælleren, har vi været nødt til at indføre ”værdibaseret ledelse” på vingården. På en temadag, hvor de alle deltog, enedes vi om, at den bærende værdi skulle være ”det skal være sjovt!”.

Udover en række vine, så laver Simon også lidt frugtvin og kryddersnapse, hvilket måske er ganske fint. Dels fordi, at den smagte Æbleisvin smagte ganske fortræffeligt, og dels fordi høsten af druer i år ser ganske katastrofal ud. Ja, faktisk ser det ud til, at der slet ikke bliver nogen høst, og dermed ingen dansk vin anno 2015 … udover fra de få vinstokke, som Simon har i et par drivhuse.

Under vort besøg smagte vi følgende vine:

Og hvorfor ikke forsøge at lave anmeldelser af disse vine? Jeg fik i hvert fald noteret en række smagsnoter, og har nu smidt dem op på bloggen. Generelt var alle dog overraskede over kvaliteten af vinene, og Simon fik velfortjente roser for sin produktion. Vi smagte slutteligt også en bjesk … men den skal jeg nok holde mig fra at skrive om.

Hedegården - vinbonden Simon fortæller
Vinbonden Simon fortæller om at dyrke vin i Danmark.

Hedengården - vinstuen
Lineup af nogle af de danske vine fra Hedegårdens Vinavl.

Hedegården - smagelokalet
Den gamle stald er ombygget til smagelokale.

Efter gårdbesøget gik turen retur til Randers, hvor Mikkel klarede madlavningen på et splitsekund via et pitstop hos Østergade 1. Om det var evnerne i køkkenet eller den manglende tid sammesteds pga. gårdbesøget skal jeg være udsagt, men vi fik en herlig middag. Og da det jo ikke er et afsnit af “til middag hos … eller Masterchef”, så trækker det skam heller ikke ned.

Mikkel kunne dog ikke huske, hvad har havde bestilt … hmmmmmm …. men det var vistnok noget i retning af:

  • Forret; Charcuteri
  • Hovedret; Kalvemørbrad m/bagte rodfrugter, kartofelrösti & tomatsalat
  • Dessert; Franske oste & oliven

Lad os da lige dvæle bare et øjeblik ved middagen.

Charcuteri

Charcuteri
Lidt charcuteri er altid godt, her lidt – og nu gætter jeg bare – serano, lomo & chorizo … fin start.

Kalvemørbrad m/bagte rodfrugter, kartofelrösti & tomatsalat

Kalvemørbrad med ovnbagte rodfrugter
Lækker mør kalvemørbrad og hertil lidt bagte rodfrugter, en kartoffelpandekage eller -rösti og en virkelig lækker tomatsalat med alle typer tomater. I skal ikke lade jer snyde af billedet, hvor kødet ser lidt kedeligt/tørt ud … det var ikke tilfældet.

Franske oste & oliven

Franske oste og oliven
Ser måske lidt rodet ud, men det var fint potionsanrettet på et fad … og led altså blot et anretningsmæssigt knæk under rejsen til min tallerken. Men fandme godt med ost til de gode rødvine.

Og på den vinøse front havde Mikkel også investeret i et overdådig felt af flotte vine, nemlig

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser. Et par af vinene har jeg smagt og skrevet om tidligere her på bloggen, så der har jeg blot linket til tidligere indlæg.

Ellers var alt ved det vante … eller næsten. Vi startede med en hvidvin, hvor vi skulle gætte land og drue … og vi gættede alle drue … mens Flemming missede landet. I øvrigt en helt fantastisk hvid Bourgogne … men det kan I læse om i kommende anmeldelse.

Men derfra havde Mikkel ændret reglerne lidt, således vi fik oplyst alle vinene, men ikke rækkefølgen, og så skulle vi ”bare” gætte rækkefølgen. Det er unægtelig noget nemmere end at gætte druer og land helt fra scratch … og jeg var da også ret sikker på, at jeg havde alle rigtige. Det havde jeg sgu ikke … havde byttet rundt på to vine … men ellers var det spot on. Keeper var lige så dygtig. Dermed endte Keeper og jeg a point som aftenens vindere.

Taberen blev som vanligt Lyngvild aka. Tånum-Kaj aka. Brix … men da han ikke deltog i hele konkurrencen er han denne gang en smule undskyldt … men også kun en smule. Her gælder myndighedslovens §64 stk. 2 fortsat; thi han ikke vide, hvad han gøre! Fra vort faste byggesjak måtte Flemming derfor i stedet påtage sig rollen som taberen, den besejrede … sidstemanden, boldhenteren.

Og vi slutter med et par fotos fra dagens besøg hos Hedegårdens Vinavl … og med en stor tak til Monsieur Coco for flot arrangement.

Hedegården - sol over danske vinmarker
Svag sol over den danske vinmark anno 2015.

Hedegården - vinbutikken
De ydmyge produktionslokaler og vin-/gårdbutik.

Hedegården - produkter på hylderne
Et kig ind i gårdbutikken.

Hedegården - Simon i vinkælderen
Vinbonden Simon som oplagt historiefortæller.

Hedegården - seneste produktion
Produktionen fra 2014 ligger klar.

Skriv et svar