Ifølge kalenderen er vi nu gået ind i foråret … så stiger lysterne, kådheden, så snart sidder vi sgu og nyder rosévin på terrasserne og det kunne fx være sådan en 2023 Spätburgunder Rosé fra Weingut Aufricht syd for byen Meersburger i Baden
Ham Weingut Aufricht har vi mødt før her på bloggen, hvilket var da jeg smagte deres 2018 Spätburgunder Kriesemann ***, hvor jeg også skrev om huset.
Denne 2023 Spätburgunder Rosé er lavet med Spätburgunder druer fra de yngste vinstokke på flere af husets marker. Efter høsten – der sker tidligt for at sikre en frisk vin – ligger druerne i minimal tid i kølig maceration inden presning og tager dermed ikke meget farve.
Gæringen er derefter sket i rustfri ståltanke i husets kælder og efter endt gæring er vinen også lagret en kort periode inden aftapning på flaske. Vinen har 7,6 gram restsukker pr. liter.
Shit hvor er denne rosé virkelig bleg i glasset … ligner mest noget Provence rosévin, mens duften emmer af røde sommerbær, både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, har derudover en lille kæk sødme med karamel, candyfloss og blomsterpollen … og godt vi allerede er i marts og dermed sparker forårssæsonen i gang.
Smagen er også langt mere forår, sol og terrasse end duften, for vinen har en læskende sødlig saftighed. Der er modne jordbær og kandiserede kirsebær, en smule grillet citron, men kun en anelse og lige nok til at give en bærende syre, der holder forårskådheden i ave og lover sommerfest lige om lidt. 89 point,
Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 135 kr.