2014 PlumpJack Winery, Merlot, Californien, USA

2014 PlumpJack Winery, Merlot, Californien, USABUM … fra elegant kølig europæiske Riesling til tyk, fed og opulent Merlot fra USA, for næste vin var en monstrøs 2014 Merlot fra det vildt hyppede og ikoniske PlumpJack Winery.

PlumpJack Winery ligger lige i hjertet af Napa Valley i Oakville regionen i Californien. Vinhuset er grundlagt af guvernør Gavin Newsom samt komponisten og filantropen Gordon Getty. De havde begge en gensidig passion og lidenskab for vin og besluttede at åbne en vinbutik med en fælles mission om at sælge og samtidig lære folk noget om vin.

I 1995 tog de samarbejdet et skridt videre, da de købte en vingård, nemlig den tidligere Villa Mt. Eden Winery – oprindelig grundlagt i 1881 – med 17 hektar vinmarker og det nye vinhus gav de navnet PlumpJack Winery efter Sir John “PlumpJack” Falstaff, som er en karakter fra et af Shakespeares stykker.

Sir John “PlumpJack” Falstaff. PlumpJack var en fyr med benene nede på jorden, sjov, kærlig og respektløs, men med en enorm loyalitet til Prins Hal (Henry V), med hvem han delte mere end et par bægre af vin på det lokale værtshus. Og ham var de to vinglade investorer meget inspireret af.

Det var imidlertid først omkring 1999, at vinhuset sådan rigtigt begynder at tage form. Newsom og Getty ansatte der John Conover som leder. Han havde i mange år været leder i vinbranchen og kunne hurtigt optimere tingene både i vinmarkerne og i produktionen. Og således forøgede han også produktionen fra sølle 1.000 kasser til 10.000 kasser og fik brandet vingården.

Det arbejde er senere overtaget af Aaron Miller, som sammen med et team og konsulenten Anthony Biagi har øget kvaliteten yderligere på vinene fra PlumpJack Winery, hvilket bl.a. også har medført, at deres 2013 PlumpJack Reserve Cabernet Sauvignon i 2016 fik de magiske 100 Parker Wine Advocate point.

Siden har The PlumpJack Group også udvidet deres aktiviteter til at omfatte et luksus resort, caféer, en tøjbutik, restauranter og flere vingårde, bl.a. Cade Winery i Napa Valley.

På PlumpJack Winery har man fortsat de 17 hektar vinmarker, som ligger langs foden af Vaca bjergkæden, mens den vestlige del af alle markerne ligger ned mod Napa River og består af dyb lerjord.

Denne 2014 Merlot er lavet ved at druerne først ligger køligt til udblødning i 3 dage efter fermentering sættes i gang med maksimal 33 grader og en maceration på 11-12 dage. Efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring i egefade samt lagring i egefadene, hvoraf 75% er nye fade. Der anvendes primært franske fade … og alene 12% amerikanske fade og lagringen har været 19 måneder.

Der er også skraldebang på duften … solbær, sorte kirsebær, blommer, røget og gæret i frugten og har ellers mælkechokolade, brunkul, masser af lakrids, tør finsk lakrids, sødme, fedme, vanilje, kakao og en After Eight mintchokolade plade. Det er en tyk, fed og  monstrøs næse, men fantastisk dragende med sine amerikanske overvægtige obesity deller.

Smagen er vildt rundt og utrolig cremet. Det er blødt og fedt, klart en US Merlot på epo og steroider. Den høje alkoholprocent på 15,4% kan også mærkes, men bliver dog aldrig et problem, men giver vinen – sammen med lidt peber – et småbrændende bid. Men alt leveres så bare totalt cremet og silkeblødt med nogle af de samme elementer fra næsen, mælkechokolade, kakao, vanilje, kirsebær og blommer.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, mens vinen i USA koster omkring 62$ … svarende til 420 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Markus Molitor, Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Markus Molitor, Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese, Mosel, TysklandDe to første hvidvine, som Gert E samtidigt havde serveret blindt for os, var fra Mosel, men meget forskellige, og vi havde specielt svært ved at spore os ind på denne 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese fra Weingut Markus Molitor.

Hvor Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch var fed, tyk og ganske svulstig i både duft og smag, så er denne Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese langt mere let, slank og feminin. Den skulle endvidere have langt længere tid om at åbne op i glasset, men så begyndte den også at vise sine kvindelige, kurvede og lettere rørstrømske former.

Marlkus Molitor har jeg skrevet om mange gange her på bloggen, men denne Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese har jeg ikke smagt før, men selvfølgelig har den store producent også parceller på den fine Ürziger Würzgarten mark.

Ürzig Würtgarten marken er kendetegnet ved en rødbrun samt skiferholdig jord, der normalt tilfører vinene en elegant, men stadig meget krydret karakter. Vinmarken ligger på det midterste stykke af en af Mosels stejleste skråninger, som visse steder har en hældning på op til 70%.

Molitor laver sine vine med spontangæring … lang og kølig gæring i rustfrie ståltanke. Efter en lang fermentering, så lagrer vinene sur lie i egefade på 1.000-3.000 liter.

Duftmæssigt er vinen langt mere grøn, urtet, klar og ren end foregående fra Thanisch. Der er en klar mineralsk note, grønne æbler, pærer, fersken, citrus, citronskal og derudover er der lidt sødme, lidt surhed … fint balaceret. I starten virkede vine lidt lukket, men med mere tid og luft i glasset åbner vinen sig langtsomt og sikkert.

I munden er der en syrefrisk, rank vin med masser af citroner, citronsyre, jern, sten og mineraler, virkelig høj på syren med en mærkbar let sødme, pænt, velafbalanceret med en mellemlang finish. Smagen er feminin og præcis, elegant, syrlig og ren.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7