Denne Gau-Weinheimer Riesling er søstervin til forrige vin. Her kommer druerne dog i stedet fra Krämers marker på skrænterne af det hvide bjerg Wißberg tæt på vingården i Gau-Weinheim.
Der er ikke sindsygt mange oplysninger om vinen, men jeg vil gætte på, at den er lavet på samme måde som søstervinen, altså med spontangæring på rustfrie ståltanke samt lagring sur lie på 1.200 liter store egefade på 1.200 liter. Vinen er imidlertid markant mere tør end søstervinen med kun 0,7 gram restsukker pr. liter.
Gau-Weinheimer Riesling har samme flotte start som forrige søstervin, masser af petroleum, spildolie, benzin, men på én aller anden måde på en lettere og mere luftig måde, frugten lidt længere fremme i næsen, æbler, fersken, grøntsagsfond, lidt nødder, salte mineraler, kalk og skolekridt. Virker duftmæssigt meget feminin, æterisk, luftig og fin.
I munden har vinen lidt af samme elementer som søstervinen, fin blød og cremet med en lidt rustik kant med citroner, nærmest grillet citron, svag grape og saltede mineraler. Der er en god og streng syre, masser af syrlighed, citronsyre … ikke helt så fyldig som Uffhofer, men i stedet lidt mere slank, stålsat, ren og elegant. Igen 5 fede fingre med jættestor pil op.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.