N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, Spanien

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, SpanienBesøget på restaurant Det Glade Vanvid startede med et lille glas af denne Cava Brut fra vinhuset Bodegas Bonaval, der er en del af spanske Bodegas López Morenas, der ejer flere vinhuse.

Bodegas Bonaval ligger i byen Almendralejo i Extremadura og omkring 100 kilometer nord for Sevilla. Bodegas López Morenas ligger blot 50 kilometer længere mod syd tæt ved byen Fuente del Maestre, hvor vinhuset også er grundlagt tilbage i 1943 som et almindeligt vinhus, men allerede et år senere installerede man et stort et stort flaske/tappeanlæg, som kunne flaske 1.500 flasker hver time.

I starten blev vinene primært solgt lokalt i provinserne Andalusia og Badajoz, men siden 1990 har virksomheden ekspanderet og er i dag et kæmpe foretagende, som producerer millioner flaske vin samt masser af bag-in-box vin.

Bodegas López Morenas købte Bodegas Bonaval i 2011 … og bare i Bonaval laver de årligt over 4 millioner flasker cava’er. Ser man fotos fra vineriet, så er der tale om en stor fabrik med kæmpestore tanke, voldsom store tappeanlæg og vinene er også primært vine i den billige ende af skalaen.

Cava’erne laver Bodegas Bonaval under det kendte appellation DO Cava.  De fleste forbinder DO Cava med de mousserende vine fra Penedès i Catalonien, der da også producerer omkring 95% af den samlede mængde cava i Spanien.

Men af de i alt 33.591 hektar vinmarker under DO Cava appellationen, så findes en del faktisk flere steder i hele Spanien, bl.a. i Lleida, Girona, la Rioja, Álava, Valencia, Navarra, Zaragoza og så også netop i Badajoz i Extremadura.

Fælles for cava’erne er dog, at de skal være lavet efter Méthode Traditionelle, altså med andengæring i flaske og så på druersorterne Perellada, Macabeo og Xarel-lo, selvom andre druer også tillades, fx Chardonnay og så Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Garnacha til de roséfarvede cava’er.

Denne Cava Brut fra Bodegas Bonaval er lavet på et mix af Perellada og Macabeo, men derudover er der ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet … udover med ægte andengæring på flaske.

I næsen nærmest lidt saltede citroner, æbler, pærer og tropiske frugter, nødder, rugbrød og bagt brød, sådan meget klassisk uden at stikke helt ud. Dufter fint. I munden er boblerne fine, små, småbitre med smag af grønne og syrlige æbler, men ren frugtsmag, lidt jern, mineraler og lille sødme, som giver fin balance.

Forhandles af Vinsalget.dk, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse  4/7 

Houlberg besøger Det Glade Vanvid … for nu er Koch brødrene i Randers

Det er nu 7 år siden, at jeg besøgte Koch brødrenes koncept restaurant Det Glade Vanvid, hvor man for en fast pris, i et fast tidspunkt får en all-inklusive restaurantoplevelse med en allerede fastlagt menu med appetizer, 3-retters gourmetmåltid, fri vinbar og såmænd også efterfølgende kaffe med lidt sødt til.

Dengang var det i Aarhus, men nu har Koch brødrene udvidet med en restaurant i Randers, så den skulle vi jo selvfølgelig forbi og atter indtage et godt måltid … for brødrene kan absolut lave god mad og det skulle denne aften også vise med al tydelighed.

Imidlertid var vinene derimod helt modsat usvigelig ringe, men alt det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Restauranten

Det nye restaurant Det Glade Vanvid i Randers ligger for enden af Østervold … fin placering og lokalerne minder stilmæssigt også om deres Aarhus restaurant holdt i sorte farver.

Til forskel fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden, så er der langt mere plads mellem bordene i Randers restauranten, hvilket glædede mig, for dengang sad man simpelt alt for tæt med meget kort afstand til nabobordet.

Vi havde samlet 12 mand m/k fra en lille spiseklub, og da døren åbnede på slaget 18.30, så blev vi vel modtaget og anvist vores plads fordelt ved 2 borde, hvilket vel var okay, selvom vi måske kunne ha’ foretrukket ét bord som et samlet selskab, men det kan man vel absolut ikke forvente er muligt alle steder.

Vi fik vores egen tjener som høfligt præsenterede sig og kort fortalte om konceptet bag Det Glade Vanvid.

Maden

Det Glade Vanvids koncept passer mange rigtigt godt, for det er billigt, overskueligt og nem at forstå. Ved at alle gæster på samme tid får samme forudbestemte ret, så kan Koch holde udgifterne nede og gæsterne få en flot restaurantoplevelse til billige penge … for blot 399 kr. i hverdagene eller 599 kr. fredag/lørdag får du

  • Appetizer & Sprudlende Cava … og du kan endda få alkoholfrie bobler, hvis du er til den slags.
  • 3-retters menu med inspiration fra torvet & naturen omkring os
  • Vine ad libitum fra vinbaren med 7 forskellige vine, men også mulighed for 4 slags alkoholfrie vine eller øl, sodavand eller økologisk saft.
  • Tilbehør med hjemmebagt brød og tilhørende olier
  • Kaffe efter maden, hertil lidt sødt og avec … enten rom, cognac eller calvados.
Appetizer

Vi startede et glas Cava … en Non Vintage Cava Brut fra Bodegas Bonaval og dermed lidt atypisk Cava fra det varme Extremadura i Spanien. Dertil nød vi en lille appetizer, som var en fin canneloni med salat på røget laks, quinoa, urter og grillet agurk på sennepscreme parfumeret med dild.

Flot start … smagte sgu godt. Cava’en var faktisk også fin … men den skulle imidlertid også blive aftenens bedste vin.

Forret

Forretten bestod af dagens sart tilberedte fisk – som i øvrigt var en torsk –  på kold sauce med asparges, purløg og ærter i skøn symbiose med salturt & løvstikke. Hertil sprød blæksprutte croustillant med hyldeblomst-limesorbet, purløgsolie, encrispy sommerfugl og kornblomst

Jeg er nok mest til forretter af alle retter, og denne var simpelthen fantastisk. Faktisk er den så god, at jeg egentlig gerne besøger Det Glade Vanvid igen for at smage retten igen. Kombinationen af den lune torsk, den kolde sauce og limesorbet’en spillede max.

Til forretten kunne man vælge mellem 3 hvidvine og valget stod mellem Sauvignon Blanc fra Chile, Chardonnay fra Australien og en meget sød Gewürztraminer fra Rheinhessen i Tyskland. Ingen af vinene støttede dog retten særlig godt … dertil var kvaliteten simpelthen for ringe.

Hovedret

Til hovedret skulle vi have slow-cooked kalvekam med tomatiseret skysauce, oliven & middelhavets urter hertil tomatkiks med rygeost & confiterede hvidløg. Dertil sæsonens svampe-kartoffelmousseline med blødende dariole, luftig bearnaise og henkogte grønne tomater.

Igen et tårnhøjt niveau, hvor tingene spillede rigtigt godt sammen. Der var masser af velsmag … en tæt og kraftig ret med masser af små og lækre elementer, bl.a. en formidabel luftig bearnaise, den lille søde, syltede, grønne tomat, let mousseline og fint kød.

Igen var der 3 vine at vælge imellem, nemlig 3 rødvine … enten Pinot Noir fra Chile, en tung og sød Puglia vine på et mix af Negroamaro og Primitivo samt endelig en Tempranillo fra Castilla-La Mancha i Spanien. Lidt samme historie som med de hvide.

Dessert

Nu var stemningen omkring vores to borde efterhånden steget et par decibel eller mere, men vi skulle alligevel ha’ lidt dessert, som var en lille karamelmousse med karamelliseret rabarberpure, råsyltede rabarber, saltet karamel, hasselnøddekrokant, jordbærsorbet med rosen peber, danske jordbær, vaffelbrud og sød jord.

Absolut godkendt dessert, som vinmæssigt – fra den høflige selvbetjening fra vinbaren kunne suppleres med lidt Sainte-Croix-du-Mont – også kaldt fattigmands sauterne – fra Château du Mont i Bordeaux, hvilket egentligt var et meget godt match.

Kaffe og sødt

Vi sluttede med en dejlig kop kaffe … og for os moderne mænd, der elsker café-latte, så var det dejligt, at der i baren var varm mælk, som man kunne blande i kaffen. Vi fik også lidt sødt til vor kaffe, nemlig  konditorens mandelkage så en lille skarp, hvor valget stod mellem rom, cognac eller calvados.

Jeg valgte en calvados, men er egentlig ikke så meget til de stærke spiritus drikke. Kaffen var dog god og denne lille søde ting smagte også fint. Dermed blev det et fint punktum for et rigtigt godt måltid mad på Det Glade Vanvid.

Vinene fra vinbaren

Nå, men vi skal også lige kigge lidt nærmere på vinene fra vinbaren på Det Glade Vanvid. For fanden … det er jo en vinblog. Jeg – og alle, der besøger restauranten og konceptet – er selvfølgelig klar over, at det aldrig vil være dyre vine, som findes i ad libitum vinbar med en pris på 399/599 kr. for en all-inklusive restaurantoplevelse.

Men alligevel var jeg overrasket over, hvor ringe vinene faktisk var. I forhold til min oplevelse for 7 år siden på Det Glade Vanvid i Aarhus eller hos det konkurrerende Villa Dining, så er vinene i dag langt billigere og dårligere.

Men måske er jeg også blevet forvænt? Jeg tænkte faktisk forleden, at jeg var inde i en stime, hvor jeg gav mange af de smagte vine pænt høje karakterer. Men omvendt smager jeg bare rigtigt meget godt vin, som enten jeg selv eller andre omhyggeligt har valgt.

Derfor bliver forskellene også bare langt mere tydelige, når man så oplever vine, som ligger ligger flere niveauer under. Og det leverede Det Glade Vanvid i deres vinbar … her kom jeg virkelig ned på jorden.

For nogle er det selvfølgelig vigtigt, at man til små penge får vine efter kvantitet, men når maden nu bare er så fremragende, som det faktisk er tilfældet på Det Glade Vanvid, så er det bare en skam, at kvaliteten ligger så lavt, hvilket ikke bidrager voldsomt til den samlede oplevelse.

Jeg vil vove den påstand, at restauranten ved fx en egen import fra udvalgte producenter vil kunne holde en lav indkøbspris, men så øge niveauet betragtelig … men det kræver selvfølgelig lidt mere benarbejde og ressourcer.

Nå, men lad os lige line alle vinene op, som jeg kæmpede mig igennem. Altså en mousserende, 3 hvidvine, 3 rødvine samt en enkelt dessertvin, samlet 8 forskellige vine:

Som du måske kan se, så er vinene af meget forskellig herkomst … nogle er vel nærmest designervine, altså vine hentet til Danmark i store tanke, derefter flasket og så forsynet med fiktivt navn og etiket, andre er fra store vinkoncerner og andre fra vinhuse.

Jeg har selvfølgelig ovenover linket til alle de forskellige vine og mine beskrivelser og anmeldelser.

Konklusion

Det Glade Vanvid laver vanvittig god mad og det var bedre end min forventning, som ellers var ret høj. Jeg synes, at deres niveau endda er højere end fra mit besøg i Aarhus for 7 år siden. Dermed den varmeste anbefaling af stedet.

Men vinene er ikke noget at skrive om, så derfor skal du være ligeglad med vin eller bare ude på, at blive hamrende beruset … og dem er der altid til sådanne aftener. Skulle jeg – med den viden jeg nu har efter besøget – igen på Det Glade Vanvid, så ville jeg nok vælge at besøge stedet en hverdagsaften og så måske vælge noget økologisk saft, måske en enkelt øl, så jeg kan køre hjem.

Selvfølgelig har man en time ekstra fredag/lørdag, hvor lukketid er 22.30 mod 21.30 i hverdagen. Den time kan bruges på mer’ vin fra vinbaren, men det er mest for dem, som skal ha’ en festlig aften eller ikke er vinnørder. Vi var lidt af begge dele denne aften.

Vi havde i hvert fald ikke fået helt nok, så vi sluttede derfor meget passende denne smukke og varme sommeraften med en stor fadøl udenfor en lille café, mens mørket langsomt sænkede sig. Derefter luskede vi veltilfredse hjem.

Skal jeg rate den samlede oplevelse på Det Glade Vanvid, så bliver jeg nødsaget til at dele det op i to … maden for sig og vinene generelt set.

Maden 6/7 
Vinene 2/7