2017 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Graben Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Graben, Mosel, TysklandDerefter startede ballet ellers godt og eftertrykkeligt med god hvidvin og den første var denne fine 2017 Bernkasteler Graben Riesling GG fra det gamle vinhus Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch.

Vinhuset har sine rødder helt tilbage fra 1636, hvor den unge Franz Taners – som selv kom fra byen Taners, der blev kaldt Thanisch – sammen med sin hustru Apollonia flyttede til Bernkastel, plantede vinstokke og begyndte af dyrke vin. I 1654 var Franz Thanisch registreret som vinbonde med en formue på 776 Rigsdaler og en årlig produktion på 3 fudern, altså 3 store egetræsfade.

I de følgende generationer voksede vingården, først med Franz og Apollonias søn Helias ved roret. Senere udvidede barnebarnet Jakob Thanisch huset til hele 14.500 vinstokke, hvilket var ganske meget i 1791.

Jakobs to sønner Jakob og Johann Anton Thanisch udvidede huset yderligere ved at købe vinmarker af Prüm dynastiet samt en del marker fra klosteret St. Matthias i Zeltingen og sådan fortsatte generation efter generation med at udvide vinhuset.

Den egentlig grundlæggelse af vinhuset skete dog reelt først i 1884, da Dr. Hugo Thanisch byggede Villa Thanisch … en flot, stor, prægtig renæssance ejendom i Kues helt ned til Mosel floden. Den er den dag i dag fortsat vinhusets hovedsæde.

Både Hugo og hans broder Peter Anton var medlemmer af det preussiske parlament, og fik gjort vinhuset berømt. Mellem 1893 og 1908 opnåede vinene fra Dr. Hugo Thanisch de højeste priser på auktionerne i området, og i dag er vinhuset da også opkaldt efter den gode Dr. Hugo Thanisch.

Det var også Hugo, som udvidede med yderligere vinmarker, bl.a. flere parceller på den legendatiske vinmark Bernkasteler Doctor. Han købte næsten 6.000 kvadratmeter vinmark for 17 guldmark pr. vinstok, hvilket var et svimlende beløb dengang. Prisen for jorden vil i dagens priser svare til mere end 1 millioner euro.

Dr. Hugo Thanisch døde i 1895 af et hjerteanfald, og herefter måtte den 42-årige enke Katharina overtage driften, hvorfor vinhuset også ændrede navn til Wwe. Dr. H. Thanisch, hvor Wwe. betyder enke. Og siden har kvinderne i Thanisch familien spillet en stor rolle i det store vinhus i Mosel.

Det er i dag i 11. generation fortsat en kvinde, som står i spidsen for vinhuset, nemlig Sofia Thanisch, men det er i dag noget mindre end i sin absolutte storhedstid, for i 1988 blev Weingut Wwe. Dr. H. delt i to vinhuse efter nogle en række arvestridigheder.

Den ene halvdel blev så til Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef og den anden altså så til dette Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch.

Men Sofia Thanisch holder de over 375 års traditioner i hævd på Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch, der fortsat ejer den imponerende Villa Thanisch ned til Mosel floden samt 9 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Mosel.

De ejer bl.a. parceller på de legendariske marker Bernkasteler Badstube, Graben, Lay og så selvfølgelig perlen Berncasteler Doctor, som vinhuset har ejet dele af i over 200 år. Sofias to døtre Juliane og Christina – og dermed 12. generation – er også startet i vinhuset og hjælper moderen.

Denne Bernkasteler Graben Riesling GG er fra Graben marken, der ligger smukt lige over Bernkastel by og nabo til Doctor marken. Hele Bernkasteler Graben er samlet på 12 hektar og andre producenter som fx Molitor, S.A. Prüm, Wegeler og selvfølgelig Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef har også parceller på marken.

Bernkasteler Graben Riesling Grosse Gewächs er lavet af vinmageren Olaf Kaufmann med spontangæring i meget gamle Fuderfässern, altså 1.200 liter egefade, hvor de yngste er omkring 40 år gamle. De anvender de gamle fade, da de ikke ønsker tydelige trænoter og der er 8,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Efter endt fermentering lagres vinen i fadene … de bedste måske endda i den gamle Doctorkeller, som ligger under den legendariske kælder, der er hugget ind i klipperne og i gamle dage blev brugt til opbevaring af isblokke.

Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch har ejet kælderen i over 180 år og har i vinhusets tid alene været anvendt til lagring af deres allerbedste vine. Kobberporten til kælderen er dekoreret med fortællingen om ærkebiskoppen Bömund II af Triers helbredelse efter at have smagt et par flasker vin med druer fra marken, som herefter blev kaldt Doctor.

Kælderen holder en fast temperatur på 8-9 grader og har ideelle betingelser for modning og opbevaring af vinene. Jeg kan ikke helt se, om de ejer kælderen alene eller det er sammen med Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef.

Vi fik vinen sammen med lidt hvide asparges, rejer m.m.

I næsen er vinen næsten fed, olieret, tyk og krydret … og så er der tonsvis petroleum, oliedampe, autoværksted og småfarlige væsker. Det dufter så himmelsk og der kommer også ganske svagt nogle lette oxiderede noter, mens frugten virker tørret, saftig, fyldig og totalt indbydende. Dufter vildt godt på en fyldig facon.

Smagen er også fed og cremet, lidt Mosel sødme og fylde, nogle krydrede elementer, eksotisk frugt, abrikos, grape eller måske endda grillet grape, hvor den værste bitterhed er forsvundet. Vinen har en stor fedme, meget rund og vildt lækker. Det er sgu god Mosel saft.

Jeg har ikke fundet denne vin herhjemme, men på vingården koster den 24,50€ … svarende til 183 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Champagne A. Robert, Charles Dhuys Brut Reserve, Champagne, Frankrig

N.V. Charles Dhuys, Champagne Brut Reserve, Champagne, FrankrigEn herlig vinaften forleden hos vinbuddy Gert blev indledt med et lille glas champagne … en Brut Reserve fra Charles Dhuys. Der findes dog intet champagnehus med det navn og i det hele taget er champagnen lidt af et mysterium.

Men i den nederste sorte kant på etiketten foran på flasken, næsten helt ulæselig, fremgår det dog alligevel, at der er tale om champagnehuset A. Robert i Fossoy. Det passer med godt med, at den lille flod La Dhuys – der er en biflod til Marne – ligger tæt på champagnehuset og måske har givet inspiration til navnet Charles Dhuys.

Champagnehuset A. Robert er ellers et traditionelt og gammelt hus, der siden 1722 har været drevet af Robert familie og de fleste med et fornavn, som starter med A … Andre, Alain og i dag et det Arnaud Robert, som driver vinhuset.

A. Robert har samlet 14 hektar vinmarker fordelt på 68 parceller, hvor de selvfølgelig dyrker de sædvanlige sorter Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay.

De laver samlet 9 forskellige champagner med en klassisk serie, en special serie og så 2 eksklusive topchampagner. Denne lille Charles Dhuys Brut Reserve er ikke en del af A. Roberts sortiment og – som nævnt – umulig at finde oplysninger om.

Jeg vil gætte på, at det er en champagne, som champagnehuset A. Robert har lavet på opkøbte druer. Den ser ud til, at være lavet på et mix af både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, men ellers har jeg slet ingen oplysninger om vinen.

Duften er imidlertid ret lækker … måske ikke sådan fuldstændig arketypisk champagne, men i stedet et sandt overflod af brændte og ristede noter, primært ristede pinjekerner, ristede hasselnødder, lidt mandler, rugbrød på toastristeren, tørrede abrikoser og frugten i det hele taget sådan lidt sekundær og moden i det. Jeg kan faktisk rigtig godt lide den meget ristede duft, som denne champagne har.

Smagsmæssigt er vinen måske lidt mere mainstream … rund, blød med søde, tætte og modne bobler, moden frugt, æbler, pærer med et strejf af mere tropiske frugter. Den er ikke på nogen måder en ultra tør eller småsur champagne, men derimod en sød lækker, moden champagne, som alle vil kunne lide.

Ikke fundet vinen nogle steder og prisen er også ukendt.

Vinanmeldelse 5/7