2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, Spanien

2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, SpanienMed Jans vin nr. 2 gættede vi ikke druesorten, for det var en vin fra Bodegas Mengoba lavet på den for mig totalt ukendte drue Estaladiña. Den skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Bodegas Mengoba er jeg stødt på et par gange tidligere. Det holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez.

Grégory har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998. Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper med skifer, kvarts, kalk, grus og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Estaladiña og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, en skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion.

Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Men her har vi altså fat i en vin på Estaladiña, som også kaldes Pan y Carne. Det er en meget sjælden druesort, som alene findes i Bierzo i meget begrænset omfang – beskedne 2 hektar – og faktisk mest er kendt fra netop Bodegas Mengoba.

Det menes, at Estaladiña er lig med Trousseau fra Jura, men de er imidlertid ikke helt identiske, så de fleste mener, at Estaladiña er en sort, der er helt unik for Bierzo.

Druerne til Mengobas Estaladiña kommer fra en mark beliggende i Cacabelos i 540 meters højde. Der er vinstokkene omkring 25 år og druerne høstes i hånden, hvorefter de trædes/knuses med fødderne og gærer med stilke i en stor 400 liters amphora lerkrukke. Tappes på flaske efter 10 måneder uden filtrering eller svovl. Der er kun lavet 540 flasker af denne vin.

Næsen har en ultralet, stram syre med violer, læder, rosenblade, masser af blomster, eukalyptus, mynte, brombær, måske kirsebær og meget frugtrig på en lidt afdæmpet facon.

Smagen er også langt mere blomstret end forventet … det er næsten som om, at man vitterlig gnasker i sommerblomster hos den lokale blomsterbutik suppleret med bløde jordbær, let, stram, bidsk og flysk syre, en god mineralitet, masser af friskhed og nogle krydrede elementer. Blomsterbutikken er åben, men det er med balance og luftrig charme. Hvor er der forbandet svært ikke at holde af sådan en vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, SpanienPSI er en lækker vin. Basta. Den er opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet og samtidig forbogstaverne i Peter Sisseck, som er hovedarkitekten bag vinen sammen med Pablo Rubio. Steffen havde taget vinen med i en årgang 2016.

PSI er lavet på Tempranillo og i nogle år også tilsat en lille smule Grenache, typisk op til 10%. Alle druerne er opkøbt hos en række udvalgte vinbønder og lavet i samarbejde med Pablo Rubio, som er vinmager hos Peter på både Dominio de Pingus og Quinta Sardonia.

Peter og  Pablo startede projektet – som de kaldte Bodegas y Viñedos Alnardo – med at spotte og efterfølgende kontakte en lang række vinalvere med gamle vinmarker og tilbyde dem, at betale lidt mere for druerne, hvis de ville levere til dem og samtidig efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske og biodynamiske principper.

Den første årgang 2007 blev der alene produceret få tusinde flasker af og vinen var fra start markant forskelligt fra Pingus og Flor de Pingus. Det handlede ikke om at præstere endnu en imponerende vin, men derimod om at afsøge de muligheder, der lå gemt i de rodfæstede traditioner og vise det for omverdenen.

Derfor er høstudbyttet ikke ekstremt lavt og derfor er der skruet ned for fadlagringen, således druerne og deres terroir kommer i fokus.

Her er det 100% Tempranillo som høstes og sorteres manuelt. Vinen er gæret i beton og rustfrit stål , men vinen er lagret ved, at 80% er forblevet i de neutrale tanke, mens de sidste 20% er modnet 14 måneder på franske fade, heraf 10% nye.

Duftmæssigt en fed, landlig vin, animalsk, svedig og kødfuld, masser af mørke, dybe, frugtrige bær. solbær, brombær, blommer, kul, våde fade, violer, grafit, jord, eg, vanilje, chokolade og så dukker der også en lille rank, stoisk syre op, som lige får næsehårene til at vibrere nysgerrigt.

Smagen er lidt som duften, godt med voluminøs power, tyk, sød og krydret, har både finsk og engelsk lakrids, solbær, sorte kirsebær … men ikke helt så marmeladefed som 2014’eren, for her er syren lidt mere dominerende sammen med nogle mineralske elementer. Det er fortsat en saftig vin med kraft, men det smager jættegodt.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7