Vi fortsætter lige i Sauvignon Blanc sporet, men rykker til den lille by Göttlesbrunn i regionen Carnuntum i Østrig, hvor vi jo finder Weingut Markowitsch, som jeg også har skrevet om nogle gange.
Vinhuset er grundlagt tilbage i 1750 og drives i dag af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau Christine.
Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter som Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende hvide sorter er både Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.
Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.
Siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.
Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri … en 2.500 kvadratmeter state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.
Denne Sauvignon Blanc er lavet med druer, der høstet med håndkraft i midten af september og så sorteret af flere inden presning i vineriet. Omkring 90% af mosten er gæret køligt ved 18-20 grader og de sidste 10% ved 22-24 grader i barriques. Efter endt fermentering er vinen samlet og lagret i ståltanke inden aftapning.
Duftmæssigt absolut Sauvignon Blanc med græs, grøn peber, stikkelsbær, citrongræs og ellers mere venlig og tropisk frugt med fersken, hyld og mango, men også en dejlig tør, stenet mineralitet, der samlet set skaber en ganske fin balance.
Efter første slurk laver du kyssemund, masser af skarp og præcis syre, som en Sauvignon Blanc også skal have. Det er umodne æbler, grapesaft, sure og gnavne citroner, bitter lemon, salte mineraler og alt er så privfrisk, spids og akkurat med sitrende energi. 91 point.
Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.