Vinhuset Gustave Lorentz er grundlagt i 1836 og har været drevet af Lorentz familien i 7 generationer. Vi smager her deres 2016 Riesling Biologique Evidence Vielles Vignes.
Vinhuset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion. I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation.
Vingården har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.
Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.
Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.
Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.
Her smager vi en af husets økologiske vine, som netop har fået navnet Evidence, idet Gustave Lorentz har fået synligt bevis for effekten af omlægning til økologi. Det er nemlig Ikke kun i form af sundere vinplanter og druer, men også fordi vildtfuglene er vendt tilbage vinmarkerne! Fuglefjerene på vinens etiket er således en glad hyldest til biodiversiteten.
Riesling Evidence er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne, økologiske drevne marker og vinen er også vinificeret alene i temperaturstyrede ståltanke.
Næsen byder på en lille smule petroleum, meget blid og sagte, nærmest neutral … dog med en smule karamel. I munden er der pænt med citronsyre, en lille smule skarpe kanter og der er måske heller ikke voldsom dybde, men en okay Riesling.
Forhandles hos Nemlig.com, hvor en flaske koster 199,95 kr., men du kan nappe 2 for 230 kr.