Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2018 Paritua Vineyards & Winery, Syrah, Hawkes Bay, New Zealand

2018 Paritua Vineyards & Winery, Syrah, Hawkes Bay, New ZealandParitua Vineyards & Winery ligger på Maraekakaho Road tæt ved byen Hastings i Hawkes Bay på New Zealand. Vi smager her deres 2018 Syrah.

Paritua er grundlagt tilbage i 2001 af Brianne og Gary Fischer fra USA. Specielt Brianne havde en stor kærlighed til vin og fandt gennem intensiv søgning lidt jord i Brigde Pa området i Hawkes Bay.

Der kunne hun lave den stil af vin, som hun fandt spændende og typisk for området. Markerne blev plantet til i perioden 2003-2004 og de første årgange fra egne marker, kom på markedet i 2007. Alle marker har fra starten været drevet med fokus på bæredygtighed og optimale energiløsninger på vingården.

Vingårdens navn Paritua er en hyldest til Paritua vinden, der fejer henover husets vinmarker og den nærliggende Ngaruroro flod, der løber gennem landskabet. Paritua er således et navn, der har stor  forbindelsen til landet og befolkningen i New Zealand.

Samlet har vinhuset 54 hektar vinmarker, som i dag er i gang med omlægning til økonomisk drift … og allerede fra starten har vinmager Jason Stent stået for produktionen af vinene. Han laver dynamiske vine med fokus på Bordeaux Blends, elegante kølige Shiraz vine og endelige stramme og friske Chardonnay vine.

I 2011 solgte Brianne og Gary Fischer imidlertid Paritua Vineyards & Winery til en række kinesiske investorer. Det medførte, at alt vin herefter blev solgt til Kina, men heldigvis kom huset i 2018 tilbage på new zealandske hænder.

Med denne 2018 Syrah er druerne først afstilket og hovedparten knust, da man ønsker 20% hele druer med i gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med temperaturer under 30 grader og en samtidig maceration. Derefter sker der malolaktisk gæring i tankene og så er vinen lagret 12-14 måneder på en blanding af 225 liter barriques og 500 liter tonneaux, hvoraf 50% er nye fade.

I starten er vinen faktisk lidt neutral og fadtung, men den åbner hurtigt op med luft i glasset. Så bliver frugten faktisk ret let med hindbær, hyben, blommer, brombær, en smule vanilje og kanel, hvid peber, våde fade samt lidt sødme.

Smagsmæssigt er vinen langt lettere og lysere end forventet med lys samt koncentreret frugt, meget frisk i frugten, hindbær blommer, en saftig let og flowerpowerhippiegirl vildskab … meget lækker, let vin, som virkelig har karakter. 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 209 kr. mod en normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Granat, Alto Adige, Italien

2016 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Granat, Alto Adige, ItalienVi smagte også Franz Gojers Südtiroler Lagrein Granat med lidt mere alder i form af årgang 2016.

Som jeg skrev før, så kommer druerne fra 2 forskellige marker og er høstet med håndkraft og så gæret med kontrollerede temperaturer i store fade, der er let ristede. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret en periode i fadene.

I næsen minder vinen næsten fuldstændigt om 2019’eren, altså krydret med jod, jern, solbær, voks … men mere flomme, fyldig og rund, mens fadpræget også er tydligere med kanel, vanilje og lidt chokolade. I munden er det lidt det samme, kraftig og kødfuld, men mere rund, moden og omgængelig.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 165 kr. mod en normalpris på 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Granat, Alto Adige, Italien

2019 Franz Gojer Glögglhof, Südtiroler Lagrein Granat, Alto Adige, ItalienVi skulle også smage vin på druen Lagrein fra Alto Adige og det blev denne 2019 Südtiroler Lagrein Granat fra Franz Gojer Glögglhof.

Franz Gojer driver vinhuset, som også er kendt under navnet Weingut Glögglhof … og kendt som Azienda Vinicola Glögglhof nu da vi jo er i Italien eller helt præcis i St. Maddalena området nordøst for Bolzano i området Alto Aldige i nordlige Italien.

Vingården Glögglhof stammer tilbage til 1400-tallet og har været i familien Gojers eje i generationer. I dag er det Franz og hustruen Marie Luise Gojer, som driver gården sammen med deres søn Florian.

Franz overtog driften tilbage i 1982 efter faderen Anton Gojer, men i dag har Florian tilsluttet sig faderen efter sin uddannelse til ønolog og uddannelsesophold hos Jim Clendenen i Santa Barbara. Og i dag er det Florian, som er den ansvarlige vinmager på vingården.

Glögglhof har selv 5 hektar vinmarker og har derudover forpagtet yderligere 2,5 hektar marker, bl.a. marker som Furggl, Karneid og Rondell.

På markerne dyrker familien druesorterne Vernatsch … også kaldet Schiava sammen med Lagrein, Weissburgunder, Sauvignon Blanc og Kerner. Alt dyrkes uden brug af kemikalier, pesticider og mineralsk gødning, ligesom der i kælderen kun anvendes den naturlige gær fra druerne.

Det er en lille producent, som alene laver omkring 55-60.000 flasker vin hvert år, og én af disse flasker er Südtiroler Lagrein Granat, som jeg først smagte i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra 2 forskellige marker og er høstet med håndkraft og så gæret med kontrollerede temperaturer i store fade, der er let ristede. Derefter er der sket malolaktisk gæring og så er vinen lagret en periode i fadene.

Næsen er krydret, har jod, jern, mørke bær, solbær, voks, lidt bondsk og rustik, har aroma af lidt våde papkasser, blæk, blomster samt godt med fad. I munden er det en kraftig og kødfuld vin, solbær, sødme og syre, lidt bitter chokolade, jern og kraftig syre.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 165 kr. mod en normalpris på 185 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, Schweiz

2017 Hauksson Weine, Alpberg Pinot Noir, Aargau, SchweizNæste vin … en spændende 2017 Alpberg Pinot Noir er lavet af den islandske bankmand Hoss Hauksson, der er sprunget ud som vinproducent i Aargau på nordsiden af de Schweiziske alper.

Hoss besluttede pludseligt efter små 20 år bag ved sit skrivebord i banken, at han ville noget nyt, så nu laver han spændende vine fra sin vingård i Remigen og er totalt biodynamisk i sin tilgang.

Han har marker ved Remigen på nordsiden af Alperne i form af parceller på markerne Alpberg, Horn og Rütiberg med Pinot Noir, Kerner, Riesling and Chardonnay samt ved Döttingen i nærheden. Derudover har han parceller på den sydlige side … Gordemo, Gudo og Sementina med Merlot og Cabernet Franc.

Hans naturlige tilgang og intense arbejde giver lækre rene og ranke vine. Han har endda egenproduktion af urter naturlige sprøjtemidler og så høstes de hvide druer tidligere end normen og gæres med skindkontakt og meget batonage.

De røde høstes også forholdsvis tidligt og får en lang marceration og lang tid på brugte fade. Hauksson bruge alene de fineste ege fade fra førende franske bødkere samt fade af kastanjetræ til hans Merlot vin. Og hans vine sælges primært på Island og i Schweiz.

Her smager vi Haukssons top Pinot Noir med druer fra Alpberg marken og lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret 1 år på franske barriques.

Dejlig lækker Pinot Noir næse, lækker svævende aroma med sød frugt, et klart fadpræg med kanel, vanilje, lidt nelliker … måske lidt vamset, fyldig og varm, men fortsat med elegance og samlet set er den sød, elegant og varm.

I munden er vinen ganske tør og overraskende rustik, har langt flere tanniner end foregående tyske vin. Der er grafit, sten og virker rank, stringent, røget og mineralsk med tranebær og kirsebær. Det er sgu godt gået af en schweizisk islænding.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 295 kr. mod en normalpris på 345 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Dr. Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Corvers Kauter, Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandDenne 2017 Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir fra det lille Rheingau vinhus Weingut Dr. Corvers Kauter blev aftenens store overraskelse.

Vinhuset ligger passende på Rheingaustrasse i Oestrich-Winkel og grundlagt for 30 år, hvor Birgitte Kauter fra Winkel og Herr Dr. Mathias Corvers fra Geisenheim giftede sig og lagde deres respektive familiers 2 små vinbrug sammen.

Begge vinfamilier havde inden sammenlægningen til Weingut Corvers Kauter over 250 års vinfremstillingstradition, men i dag er det parrets søn Phillip, som med fuld fart driver vingården.

Phillip overtog driften i 2013 og har siden ikke set sig tilbage. Han har bl.a. opkøbt flere marker, således vinhuset i dag har 31 hektar vinmarker, bl.a. parceller på velkendte marker som Rüdesheimer Berg, Winkeler Hasensprung, Oestricher Doosberg og Assmannshäuser Höllenberg.

Vinhuset er økologisk certificeret, arbejder biodynamisk og ekstremt præcist, samt med enormt fokus på de enkelte terriors og forskellige jordbunde. De har en smittende stolthed og glæde over deres vine, som også afspejles i det endelige produkt.

Udover vinproduktionen, så driver familien en lille Gutsausschank aka restaurant … en Innengastronomie og Außengastronomie, altså indendørs- og udendørsrestarant, der styres med hård hånd af mor Birgitte.

Her smager vi Weingut Corvers Kauters 2017 Assmannshäuser Höllenberg Pinot Noir, hvor druerne kommer fra Höllenberg marken og den har Corvers Kauter 4 parceller på, heraf  3 helt oppe i toppen samt en i bunden tæt på floden. Denne vin er sammensat af disse 4 og er efter endt fermentering lagret på nye egefade fra Bourgogne.

Allerede fra første snif imponeres du omgående … det er sgu parfume for sjælen, så lys, sart og delikat frugt, hindbær, jordbær med et let fadpræg, sød vanilje og kostald, virkelig feminin, let og har samtidig et let strejf af mentol.

Uhmmm hvor det også smager godt, har en lille syrlighed, som måske ikke gør megen væsen af og virker lidt skjult, men hænger bare i munden i mega lang tid. Vinen har en fin, ren og doseret frugt med jordbær, en svag bitterhed og en fint bid. Det er klassevin og Houlberg er imponeret.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, Canada

2018 Château des Charmes, Gamay Noir Droit, Ontario, CanadaHenrik Tachau Kristensen fra Coolwines havde lavet et fedt program med spændende vine fra Cool Climate områder. Den næste var fra Canada … Château des Charmes og deres Gamay Noir Droit 2018.

Château des Charmes ligger på adressen York Road, Niagara-on-the-Lake … og det er kun 10 kilometer nord for de berømte vandfald og samtidig kun små 5 kilometer syd for Lake Ontario.

Vinhuset er grundlagt i 1978 af Paul Bosc, som er en 5. generations franske vinavler. Paul og hans familie ankom til Niagara i 1960’erne med den tanke, at dette område var perfekt for vinproduktion og med en fast overbevisning om alene af lave vine på egne druer.

Han var en pioner i vinproduktion i Ontario området … og i dag er der mere end 175 vinhuse i området med over 6.000 ansatte og omkring 1,8 millioner besøgende gæster hvert år.

I dag har vinhuset 62 hektar vinmarker, hvor de to største og vigtigste marker er St. David’s Bench Vineyard samt Paul Bosc Estate Vineyard. De driver fortsat af Paul … i dag dog med hjælp fra sønnen Paul-André og svigerdatteren Michèle.

Her smager vi husets Gamay Noir Droit, hvor alle druerne kommer fra St. David’s Bench Vineyard … og det er endda en særlig klon eller mutation af Gamay druen, som Paul Bosc fandt i  1980’erne og siden har taget stiklinger af, plantet og formeret. Det er således en helt speciel Gamay, som ikke findes andre steder.

Netop på grund af, at denne Gamay er specielt, så har familien besluttet, at vinen slet ikke skal lagres på egefade, så vinen er derfor alene lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt en dejlig blød, rund om end flad aroma … lys, blød og rund frugt og virker slet ikke så bondsk, som Gamay fra Beaujolais ofte gør. Her er næsen klart lysere, mere rund med trandbær, sorte kirsebær, afrundet og moden suppleret med blomsterpollen, jod og solcreme og svagt en anelse eukalyptus.

Og det samme gælder smagsmæssigt … virkelig blød, cremet og nærmest smeltende i munden, lidt mælkede noter og så afdæmpet, fin og elegant med en fræk lille sødme. Det smager drøngodt og til prisen et lille røveri … WAUW.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 199 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Lukas Krauß, Rotes Landschwein, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Lukas Krauß, Rotes Landschwein, Pfalz, TysklandRotes Landschwein kalder Weingut Lukas Krauß aka der Mann Mit der Hut sin vin lavet på et skønt mix af Portugieser, Dornfelder og Schwarzriesling og endda lavet som naturvin.

Vor behattede vingut Lukas Krauß holder til i Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for  Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’s fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år. Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske ung …. født i 1988 og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder … og så Blauer Portugier samt Dornfelder, bl.a. den sexede Pornfelder lavet på PORtugieser samt dorFELDER. Den smagte jeg for nogle år siden på S’vinbar og senere har jeg også smagt en 2015 Grüner Veltliner 2 Hut.

Senest er Lukas Krauß startet med at lave total økologiske naturvine uden brug af hverken gær eller andre midler … hverken filtrering og helt uden brug af svovl eller andet skidt og vinene kalder han selv for Landschwein … vist nok også på grund af hans kærlighed for grise.

Det er samtidig målet, at alkoholprocenten i Landschwein vinene skal være lav og denne Rotes Landschwein ligger da også på 10,5%. Derudover laves disse vine også med sjove etiketter, som Lukas har designet med en illustrator fra Düsseldorf

Denne Rotes Landschwein er – som skrevet – lavet på et mix af Portugieser, Dornfelder og Schwarzriesling. Druerne er gæret og macereret i rustfrie ståltanke alene på druernes naturlige gærceller, lagret på ståltanke og brugte fade … flasket inden hverken klaring, filtrering eller svovl.

Den naturlige og landlige tilgang kan sgu også duftes … der er armsved, virkelig bondsk og dufter nærmest også som Landschwein, kan minde en smule om Beaujolais med mørke druer, krop, popcorn, søde kirsebær, sur mødding, violer og alligevel let, luftig og meget indbydende.

Smagen er syrligere end forventet, men fortsat med en stor saftighed, rustik bondskhed, kirsebær, blåbær, tranebær og grønne jordbær, lidt jern, mynte og næsten uden tanniner. Det gør vinen ret saftig, letløbende og let … er sgu pjattet med den.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 169 kr. mod en normalpris på 195 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Ried Klausen, Steiermark, Østrig

2018 Weingut Neumeister, Sauvignon Blanc Ried Klausen, Südoststeiermark, ØstrigJeg var forleden til en cool climate smagning med masser af lækre vine. Vi startede med en Sauvignon Blanc Ried Klausen 2018 fra Weingut Neumeister.

Vinhuset ligger i det nederste østlige hjørne af Østrig tæt på Slovenien … i  Südoststeiermark i Styria tæt på byen Straden i et bakket landskab.

Weingut Neumeister er grundlagt tilbage i 1971, hvor vingården blev købt fra staten af Rupert Christie, men det er nu svigersønnen Albert Neumeister, som siden 1981 sammen med hustruen Anna Christie har ejet og drevet ejendommen.

I dag er det dog sønnerne Christoph and Matthias Neumeister, som varetager den daglige ledelse og produktionen af omkring 210.000 flasker vin årligt.

De ejer selv omkring 24 hektar vinmarker og har derudover kontrakter på druer fra yderligere 16 hektar fra andre vinbønder i området. Deres bedste marker har de opdelt i to kategorier, nemlig Große STK og Erste STK.

STK er kvalitetsmærke, som indikerer enkeltmarker af høj kvalitet, og det er et kvalitetsmærke som man deler med Gross, Lackner-Tinnacher, Neumeister, Erich & Walter Polz, Sattlerhof, Tement, Winkler-Hermaden, Hannes Sabathi, Maitz og Erwin Sabathi.

Hos Neumeister er markerne Moarfeitl på 2,9 hektar og Saziani på 5,8 hektar Große STK, mens markerne Klausen på 8,0 hektar og Steintal på 1,4 hektar er Erste STK. De øvrige marker Buchberg, Silberberg, Rosenberg og Waasen på i alt 5,9 hektar er uden kvalitetsmærket. STK står i øvrigt for Steirische Terroir- und Klassikweingüter … så er den vist sat på plads.

Der produceres primært hvidvin på Neumeister, omkring 88% af produktionen er hvidvin, og på markerne dyrkes Sauvignon Blanc, Welschriesling, Morillon, Weissburgunder, Grauburgunder, Gelber Muskateller og Traminer samt de røde Zweigelt, Pinot Noir, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Jordbunden i Südsteiermark er lige så forskellig som druesorterne. Fra sandsten og skiffer, til mergel og kalksten, men klimaet mest kan betegnes som middelhavsagtigt, hvilket giver en lang og stabil vækstsæson, men de kolde nætter udvikler frugtens aromaer, kompleksitet og syre.

Området er ligeledes kendt for at deres klapotetz … en slags vindmølle lavet af træ, der rytmisk laver klappelyde, som skræmmer fuglene væk fra vinmarkerne.

Denne Sauvignon Blanc Ried Klausen er således en vin lavet med druer fra Erste STK marken Klausen og dermed en del af de bedste vine hos huset. Klausen marken er stejl, jord gold og vinstokkene ret gamle. Vinen er lavet med lang maceration inden gæring og efter fermentering er den lagret 12 måneder på store, gamle træfade.

I næsen er der grønne og let græssede noter, men vinen er dog langt mere afdæmpet en Sauvignon Blanc normalt. Der er hyld, grillet lime og frisk lime, lidt blomster og lidt rustikke krydderier, men samlet en utrolig flot, luftig, let af stille aroma for en Sauvignon Blanc.

Smagsmæssigt er der medium fylde, æbler, grape og lemon. Der er også en rigtig fin syre, lidt krop og fylde, salte mineraler, sten, peber samt et virkelig godt og frisk bid. Det smager sgu da meget godt.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 240 kr. mod en normalpris på 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

1994 Tenuta Roveglia, Lugana Riserva Vigne di Catullo, Lombardiet, Italien

1994 Tenuta Roveglia, Lugana Riserva Vigne di Catullo, Lombardiet, ItalienMed den sidste vin hos Tenuta Roveglia skruede vi godt op for alderen, for det var nemlig lige husets Lugana Riserva Vigne di Catullo i en ældre årgang 1994 … altså med 27 år på bagen.

Det er selvfølgelig 100% Turbiana fra nogle af husets ældste vinstokke. Der er alene anvendt 50% af det frit løbende saft til vinen, som hargæret i ståltanke, men har efter endt fermentering lagret 24 måneder i tankene og herefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Denne har så blot været gemt i husets kælder indtil nu.

Men duften er dog noget oxideret med en sherryagtig note suppleret med gammel æblemos og nødder. Trods den tydelige oxidering, så er vinen bestemt ikke over-the-hills, for frugten er egentlig okay frisk og levende.

Men smagsmæssigt bliver den lidt flad, selvom der fortsat er syre tilstede i vinen, hvilket er ganske imponerede. Frugten er også ret tydelig i form af melon og nedfaldsæbler, men helt stort bliver det dog aldrig, men spændende at smage og flot, at en 27-årig hvidvin kan holde så fin syre og frugt.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i årgang 2017 koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2011 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, Italien

2011 Selva Capuzza, Lugana Riserva Menasasso, Lombardiet, ItalienMed de to sidste vine skulle vi smage Lugana med alder og Luca Formentini lagde ud med en 2011 udgave af hans Lugana Riserva Menasasso fra Selva Capuzza.

Det er selvfølgelig igen 100% Turbiana vin med druer høstet med 65 hektoliter pr. hektar fra de ældste vinstokke på Selva marken.

Det som produktionsmæssigt adskiller denne 2011 med 2017’eren er, at Luca Formentini i 2011 også brugte barriques til lagring. Så man har valgt den bedste tank fra høsten på Selva marken og så er vinen lagret 18 måneder på en kombination af ståltankene og barriques … dog fortsat med den overvejende del på ståltankene.

Derefter har vinen lagret 6 måneder på flaske … og samlet skal en Riserva jo lagre 24 måneder. Vinen har 3,6 gram restsukker pr. liter og der er årligt lavet 7.000 flasker af vinen.

WAUW for pokker … en smørfed duft med voks, grøntsagsfond, dåsepærer, abrikos, søde krydderier og den har sgu en helt speciel duft, som jeg ikke mindes at ha’ duftet før … lidt som varm pollen fra blomster eller noget i den retning, men det er voldsomt pirrende samt totalt indbydende.

I munden er det også herlig væske, meget kraftig og intens med masser af lag. Virker varm, olieret og salt, klart et modent mineralsk bid, tung og let på én gang, frugten dåsepærer og abrikos. Selvom der er mistet noget friskhed, så får man masser af velsmag og karakter, så derfor er jeg vild med vinen.

Vinene fra Selva Capuzza er ikke fundet herhjemme og denne årgang 2011 kan nok heller ikke findes til salg nogle steder længere.

Vinanmeldelse 6/7