Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USA

2021 Ravines Wine Cellars, Cabernet Franc Finger Lakes, New York State, USACabernet Franc er faktisk én af de druer, som man har stor succes med i Finger Lakes området, så selvfølgelig laver Morten Hallgren også en sådan vin på Ravines Wine Cellars … så her smager vi hans 2021 Cabernet Franc Finger Lakes.

Det er også en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018 samt 2019. Cabernet Franc er også en drue, som Morten har kæmpe erfaring med fra sin tid i Bordeaux, hvor han blev meget inspireret af Bruno Prats, som drev Cos d’Estournel tilbage i 1990’erne og bl.a. også mestrede Cabernet Franc druen.

I denne årgang 2021 kommer druerne til vinen fra 2 marker, nemlig  den kalkholdige White Springs Vineyard og den ler- og skiferholdige 16 Falls Vineyard.

Efter den manuelle høst er druerne afstilkes inden gæring med skindkontakt over 3 uger i åbne ståltanke med daglig punch-down. Efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder i store 2.000 liter fade, der er 6 år gamle og fra Østrig og Ungarn. Morten startede i årgang 2017 årgangen at bruge de store, gamle fade for at mindske egenoterne og det er han fortsat med.

Uha jeg bliver glad af duften … dejlig lys, virkelig blomstret og helt parfumeret med balsamiske noter og en lys frugt af blåbær, hindbær og kirsebær, violer, læder, cedertræ, cigaræsker og blyanter. Vinen virker så let, lys samt frugtrig … virkelig frisk med et lille touch af både mynte, vanilje og kanel.

I munden har Morten virkelig ramt essensen af Loire vinene … har samme lette syrlighed, nærmest med hindbær, ribs, tranebær og lidt lemon. Sikke et bid, der har disse balsamiske noter, en vild frugtsyre, der sparker røv, hvilket giver en europæisk, vibrerende og energisk frisk vin med fine og tørre tanniner, lys bælledygtighed samt strejf fra noget beaujolaisk bondskhed. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ravines Wine Cellars, Pinot Noir Finger Lakes, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, Pinot Noir Finger Lakes, New York State, USADe næste 3 vine fra Morten Hallgren var rødvine og den første var hans basis Pinot Noir Finger Lakes, som jeg smagte i en årgang 2020 og lavet med druer fra 2 vinmarker ved Seneca Lake.

Pinot Noir druerne kommer nemlig fra de to marker 16 Falls Vineyard på den østlige side af søen og White Springs Vineyard på den vestlige side … og samlet er der brugt 5 forskellige kloner af Pinot Noir druen.

Druerne er høstet med håndkraft og 85% af druerne afstilkes, mens der anvendes 15% hele klaser. Vinificeringen starter med en kølig pre-maceration i 7 dage inden gæringen i åbne ståltanke med 3-4 ugers skindkontakt, manuel pigeage og overpumpninger.

Efter endt fermentering er vinen lagret 11-12 måneder på 2.000 liter fem år gamle østrigske egetræsfade.

Duftmæssigt virker frugten faktisk en smule europæisk med lidt modne jordbær, hindbær, rabarber og tranebær, har klart tørrede blomster, tørrede rosenblade og violer, en smule blæk, flæsk, lidt lakrids, mulle blade i skovbunden samt ganske let lidt mentol.

I munden er der også jordbær, hindbær og tranebær, hvor sidstnævnte bidrager med en smule bitterhed, lidt lemon, nogle kalkede mineraler, let peber og tørre tanniner, der lige markerer og sikrer, at du ved, at de bestemt er tilstede. Det er god Pinot Noir, da man slet ikke får den lidt overekstraherede sødme … bare godt med drikkefryd, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Ravines Wine Cellars, Gewurztraminer Finger Lakes, New York State, USA

2021 Ravines Wine Cellars, Gewurztraminer Finger Lakes, New York State, USANæste hvidvin fra Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars blev så en spændende 2021 Gewurztraminer Finger Lakes … på en druesort, som jeg måske ikke lige havde forventet i New York State.

Denne vin er lavet med druer fra en enkelt mark og det er nemlig White Springs Vineyard, der jo ligger i den nordlige ende af Seneca Lake.

Gewurztraminer druerne er høstet i de tidligere morgentimer, hvorefter de afstilkes, knuses, nedkøles og gennem en meget kold pre-maceration natten over i en membranpresse.

Vinen har derefter gæret i temperaturstyrede ståltanke inden en lagring sur lige i flere måneder inden aftapningen på flaske i maj 2022. Vinen har 6 gram restsukker pr. liter.

Hold nu kaje … herlighederne fortsætter sgu med en parfumeret og samtidig let nøddet aroma. Der er eksotisk frugt med mango, melon, papaya, ananas og kokosnødder, spidskommen, blomstervand, roser, cashewnødder og let peanutbutter. Vinen har denne storblomstrede side, der er aromatisk, let mineralsk og sødkrydret.

I munden er vinen noget anderledes … mere tynd, slank, spinkel og det giver samtidig vinen en syrligere side uden at blive sur, men gør  til gengæld vinen meget frisk med lemon, citroner og melon. Den får således en smag med friskpresset æblemost, en kalket mineralitet samt meget stor renhed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USA

2020 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USAI smagningen af vinene fra Ravines Wine Cellars var den første vin denne Chardonnay Finger Lakes 2020, som blev en fabelagtig start i det lille New York State raid.

Her kommer Chardonnay druerne fra 3 forskellige marker i Finger Lakes og faktisk er hovedparten på 84% fra den ler- og skiferholdige mark 16 Falls Vineyard på østbredden af Seneca Lake.

Derudover kommer 9% af druerne fra den kalkholdige White Springs Vineyard og 7% fra den højtliggende mark Hobbit Hollow ved Skaneateles Lake. Vinen er lavet med 2 forskellige  og samtidige vinificeringer … 80% presses uden afstilkning og gærer på franske egetræsfade, hvoraf 16% er helt nye fade.

De resterende 20% har gennemgået en koncentreret lufttørring over en periode og de dehydrerede druer presses først nænsomt og fadgæres. Vinen gennemgår fuld malolaktisk gæring, som blødgør syren og lagrer derefter 9 måneder sur lie.

Det er ikke en overtung fadpumpet amerikansk næse, men dog fyldig og intens med et frugteksplosion af liftlig, luftig og eksotisk frugt med fersken, mango, abrikos, pærer, melon, tørre nødder og spinkle smørnoter samt let lakridskonfekt. Wauw for pokker.

I munden er der også frugteksplosionsfest … syltede lemon samt grillede citroner, pæresaft … meget ren og samtidig med en rigtig smørlækker krop, der har fylde, ristede mandler og hasselnødder, noget melon dukker også frem … god og sitrende syre, som gør vinen meget levende i munden. Det er hjertegod Chardonnay, som lige har stjålet mit hjerte lidt over 100% … så 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Jean Gagnerot, Nuits-Saint-Georges 1er Cru, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Nuits-Saint-Georges 1er Cru, Bourgogne, FrankrigJeg sluttede det lille trekløver af Jean Gagnerot vine og det blev med denne røde 2014 Nuits-Saint-Georges 1er Cru … og det blev sgu absolut et fint og elegant punktum.

Til denne vin kommer Pinot Noir druerne fra en række udvalgte 1er Cru parceller i berømte Nuits-Saint-Georges.

Druerne høstes med håndkraft og efter let knusning, så får de en kold premaceration ved 8 grader inden den traditionelle gæring på ståltanke ved 25 grader med løbende pigeage.

Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, heraf 40 til 50% helt nye fade.

Allerede hældt op i glasset bliver man glad, for vinen har medium transparent farve. Fint finish af de 3 Jean Gagnerot vine … duften er moden, let og nærmest parfumeret, støvet, rundslebet, blød, delikat og en frugt med jordbær, hindbær og lyse kirsebær. Der er også lidt visne blade, bark, skovbund, umami, teaktræsolie, kaffe og blid vanilje.

I munden er vinen blød, tilbagelænet, moden og lige en kende lysere end de fleste Nuits-Saint-Georges vine, for den har en lysere frugt af hindbær, jordbær og lidt ribs, en fortsat frisk syre trods alderen, men også tørre tanniner, som dog også virker lyse og blide. Vinen er i det hele taget blid, selvom syren er frisk og næsten livlig … blødt, lyst og elegant og slank med Pinot Noir druens ynde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 379,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, FrankrigJeg nappede et glas mere hvid burgundisk vin fra GCF Groups brand Jean Gagnerot og det var denne 2018 Mâcon Charnay … en vin, som jeg har smagt før i årgang 2019.

Som jeg fortalte sidst, så er Mâcon-Charnay en lille og ukendt appellation, der ligger klods op ad Pouilly-Fuissé og næsten kun laver hvidvine. Der findes kun 59 hektar marker i Mâcon-Charnay, så det er også en appellation, der er nem at overse … og ud af de 59 hektar er der faktisk kun 4 hektar rød Pinot Noir.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 10 måneder sur lie inden aftapning.

Duften minder meget om 2019’eren … clean med en lille smule ristede hasselnødder, melon, fersken, mirabeller og pærer. Igen er der nærmest ingen fadpræg, men en lidt neutral, spinkel og mager aroma med blomster, skyllemiddel, en smule spidskommen, men sammenlagt meget blid, hvid og sart.

Sådan smager vinen faktisk også … mere rank, skarp med modne æbler, umodne grønne pærer, citroner og lemon. Den har helt som 2019’eren en svag og let bitterhed, har frisk frugt og ellers blid og medgørlig med en kridtagtig mineralitet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Jean Gagnerot, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc, Bourgogne, FrankrigJean Gagnerot er jo et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group og nu smager jeg et par vine derfra, hvor den første er denne 2018 Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc.

Vinen er fremstillet på 100% Chardonnay, som høstes ved håndkraft fra marker ved siden af Corton-skoven lige ovenfor ikke lang fra det eftertragtende Gevrey-Chambertin. Markerne ligger relativt højt beliggende imellem 300-400 meters højde

Efter høsten et druerne presset med det samme og herefter gæres mosten på temperaturregulerede rustfri ståltanke ved 16 grader og efter endt gæring omstikkes vinen til brugte, franske egetræsfade, hvor den har lagret 10 måneder.

Duftmæssigt lidt tør aroma med nødder, en smule brunet smør, arme riddere, solcreme samt en frugt med mest melon, pærer, lidt modne æbler og et strøg af lidt mynte.

Smagen er egentlig blød med lidt citroner, godt med æbler, æblemost og masser af lemon … ellers lidt clean, lean, slank og man mærker faktisk ikke rigtigt fadlagringen. Det er sådan set en rar, fin og god smag, så vil behage rigtigt mange. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, FrankrigDenne 2018 Riesling Grand Cru Kanzlerberg 2018 fra Gustave Lorentz er søstervin til den 2018 Riesling Grand Cru Altenberg, som jeg tidligere har smagt og er ligeledes lavet med druer fra en af husets bedste marker.

Riesling Grand Cru Altenberg er lavet på druer fra 35 år gamle stokke på marken Kanzlerberg, der endda med 3,23 hektar er den mindste Grand Cru mark i hele Alsace. Her kommer druerne fra et lille plateau i 250 meters højde på Kanzlerberg.

Vinen har gæret på ståltanke alene med druernes egne, naturlige gærceller og så har den derefter lagret 12 måneder på store, gamle egetræsfade og så yderligere et par år på flaske inden frigivelse og har 5,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 5.749 flasker.

Imponerende duft … kan man vist roligt sige, for vinen har en let, luftig og overjordisk aroma, hvor der først kommer petroleumdampe og frugtig terpentin frem. Der er en afrundet fedme, fadnoter og så samtidig liflig, dansende og delikat frugt, der både er pærer, ananas, kantalupmelon og lemonskal … samt noget toast og nøddemasse.

Sådan smager vinen også … virkelig lækker og imponerende, virker rund og samtidig luftig, let på tå med sart, fin og elegant lys frugt af både pærer, ananas, mango, abrikos og lemon … men alt doseret så forsigtigt og sensibelt, følsomt og himmelsk. Syren er blid, men den bakkes op af en lemonfrisk syre med sødlig bitterhed og samlet set absolut henrivende vin. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienNæste vin i glasset blev en Ripasso kaldet løgneren, nemlig Cantine Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, som har fået sit navn Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den en løgner, da han troede, at det var en Amarone.

Il Bugiardo er kendt her på vinbloggen, da jeg har smagt vinen før … endda i både årgang 2009, 2014, 2017 og 2019… og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2021 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra 21 år gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fyldig vin, hvor der er lakridskonfekt, sød tobak, finsk lakrids, chokolade, vanilje, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, blæk … men alt doseret rigtigt fint, så intet bliver for dominerende … men med en lille alkoholvarme.

Smagen er også småstærk og alkoholvarm, har lidt peber, men samtidig er vinen fyldig og rund. Frugten er ikke overdimensioneret, men egentlig ret ren og rank, der er brombær, kirsebær og umodne blommer … alt doseret fint og faktisk den bedste årgang, som jeg har smagt af vinen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi i Nordrhône hos Domaine Guy Farge … eller rettere hos Domaine Farge, for i dag har sønnen Thomas overtaget driften af familieforetagendet fra sin far. Vinen er en 2020 Saint Joseph Terroir de Granit.

Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Farge familien ejer i dag 20 hektar fordelt på 8 appellationer, som giver en årlig produktion 60.000 flasker vin. En del af vinmarkerne ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Thomas med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Markerne ligger spredt fra den sydligste del af Saint-Joseph og endnu længere sydpå til Cornas og Saint-Peray … og de ældste vinstokke stammer endda helt tilbage fra 1904.

Thomas Farge – der er Guys ældste søn – overtog reelt driften fra faren i 2018 og lige siden er det ham, som har stået for driften og for produktionen … bl.a. af denne Saint Joseph Terroir de Granit.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Sådan … sikke en duft. Vi snakker tjære, jernbanesveller, mælkede noter, yoghurt, hængt røget kød, en peberbøf, sort peber, bacon, sort tobak, sorte oliven og en frugt, der faktisk virker frisk med hindbær, brombær, ribs og enebær. Oveni er der samtidig tørre, knuste sten og hvor dufter det egentlig bare fremragende.

Smagen er også fremragende … har denne svulstige saftighed, men samtidig rank og elegant med koncentreret og alligevel frisk kerne, hvor der er lakrids, mørk chokolade, peber … tanninerne er så tørre, vilde og ubarmhjertige på den helt rigtige måde, hvilket blot viser en nordrhönsk renhed. Der er ribs, tranebær, hindbær og brombær, men derudover tør kakaopulver, tør jord, sten og et tørt bid. Hvor smager den bare imponerende. 94 point med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 179,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7