Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, TysklandWeingut Jakob Schneider bor helt passende på adressen Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser. Det er omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området. Vi smager her en Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken fra Schneider på Winzerstraße.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. Den samlede produktion på Weingut Jakob Schneider ligger på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Her smager vi Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling, som selvfølgelig er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en varmestråling til Riesling druerne.

Vinen hører til Schneiders Trockene Lagenweine … niveauet lige under hans Premiumweine og vinen er vinificeres i store, gamle egefade, im großen Holzfass, men ellers anvender Jakob også ståltanke i produktionen af nogle af de andre vine.

Duftmæssigt en pivskarp næse med masser af citron og grønne æbler, suppleret med svag petroleum, men ellers kølig, stenet og mineralsk. Der er måske lidt svagt lidt eksotisk frugt og der fornemmes midt i det stringente også lidt varme og krop.

I munden er det umodne grønne æbler, masser af citronsyre, lemon og endda også en anelse grape. Der er salt, sten, mineraler og vinen står spændstig, syrerig og knivskarp. Det er citronpressende surt på den fede måde, ung og meget frisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Viña Errazuriz, Viñedo Chadwick, Maipo Valley, Chile

2016 Viña Errazuriz, Viñedo Chadwick, Maipo Valley, ChileVi sluttede med en af de andre ikoniske vine fra Viña Errazuriz, nemlig vinen Viñedo Chadwick, der som eneste vin ved denne MasterClass ikke er lavet med druer fra Aconcagua, men derimod fra Maipo Valley ved familiens Chadwicks hjem. Vi smagte vinen i seneste årgang 2016.

Druerne kommer nemlig fra en mark, hvor Eduardo far Alfonso Chadwick Errázuriz havde sin helt egen polo bane. Faderen var nemlig en ret abil polo spiller, og var endda regnet som en af de allerbedste i hele Chiles historie.

Han var kaptajn på det nationale landshold og ledede et hold, som vandt mesterskabet hele 19 gange. Alfonso havde derfor også anlagt en polobane på en del af de 25 hektar jorder ved familiens hjem ved Puente Alto i Maipo Valley.

Alfonso havde købt ejendommen i Maipo Valley fra San José de Tocornal i 1945 og havde der bygget familiens hjem, og altså også lige en polobane … på noget af de bedste jord til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Den elskede polobane blev dog efter faderen død tilplantet med Cabernet Sauvignon stokke og projektet Viñedo Chadwick opkaldt efter den glade, gamle polospiller. Samlet udgør markerne til dette projekt 15 hektar af den allerbedste jord og den første Viñedo Chadwick vin kom på markedet i 1999.

Denne årgang 2016 er lavet på 97% Cabernet Sauvignon og 3% Petit Verdot. Druerne høstet med håndkraft og sorteret to gange inden vinifikationen, som er sket i små rustfrie ståltanke ved 24-28 grader med en efterfølgende maceration på 18-30 dage afhængig af det enkelte lot. Derefter har vinen lagret 22 måneder på 80% nye barriques, 10% brugte barriques og 10% foudres.

Som med Seña er dette også en af de vine, som har opnået 100 point og generelt i dag ligger højt på skalaerne år for år.

Næsen i Viñedo Chadwick er intens … meget intens, kompleks med gæret frugt, solbær, blåbær, jordbær, røg, jord, blomster, roser, rosmarin, lidt umami, kanel, læder, grafit, lidt lakrids, nødder og tør kakaopulver.

I munden er der virkelig finesse, kompleksitet, mere lethed end forventet, selvom vinen dog slet ikke virker så let i tråddet som Seña, men den har mange lag og nærmest smelter i munden. Sikke en kraft og lethed, tanninerne er bløde og det smager virkelig godt, men er selvfølgelig også en dyr mundfuld. Eftersmagen er lang og fortsætter næsten i det uendelige.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 4.675 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Viña Seña, Seña, Aconcagua, Chile

2016 Viña Seña, Seña, Aconcagua, ChileViña Seña er en historie helt for sig selv og en unik vin. Det er endda Chiles nok mest ikoniske vin, og den har vundet ved et utal af blindsmagninger … mest udtalt ved en Shanghai smagning i 2012, hvor den i forskellige årgange besatte de 5 øverste pladser foran vine som Château Haut Brion, Latour, Margaux og Lafite-Rothschild. Her smager vi Seña i en 2016’er.

Viña Seña er opstartet i 1995 som et joint-venture mellem Robert Mondavi og Eduardo Chadwick. Mondavi havde  forvejen vist stor interesse for vinene fra Chile og det blev til projektet Viña Sena med Errazuriz … med målet om at lave en af verdens bedste vine.

Den første årgang 1995 blev frigivet i 1998 og partnerskabet med Mondavi åbnede for alvor dørene til øget eksport af topvin fra både Errazuriz og hele Chile. Efter Robert Mondavis død i 2004 har Chadwick dog været eneejer af Viña Seña.

Seña har i alt 42 hektar vinmarker, der ligger sådan halvvejs mellem Aconcagua Costa helt ude ved Stillehavet og Errazuriz’ marker Don Maximiano længere inde ved Aconcagua Alto. Markerne dyrkes efter biodynamiske principper, men er ikke certificeret.

Seña laves med Bordeaux som forbillede, men har – for at være tro mod det chilenske ophav – udover Cabernet Sauvignon også lidt Carmenere i blendet. I denne årgang 2016 er blendet dog på 55% Cabernet Sauvignon, 20% Malbec, 12% Petit Verdot, 8% Carmenere samt 5% Cabernet Franc.

Druerne er gæret i rustfri ståltanke ved 23-28 grader afhængig af druesort og med 3 daglige pump-overs, en maceration på 15-30 dage for Cabernet Sauvignon, Carmenere, Malbec og Cabernet Franc samt  8-12 dage for Petit Verdot. Det endelig blend er så lagret 22 måneder på franske egefade, heraf 73% nye.

Vinen har fået tonsvis af høje point … 2015’eren de magiske 100 point af James Suckling, mens denne 2016 har fået 98 af Suckling og 97 af Parker … hvem de nu end er ;o) Generelt ligger vinen dog blandt anmelderne normalt i det højere luftlag.

Og – uha – hvor det dufter interessant. Vinen har duftmæssigt nærmest en moden dekadence, solbær, kirsebær, enebær, men samtidig meget let i udtrykket. Det suppleres med engelsk lakrids, kakao, chokolade, egenoter, ristede noter og lidt blomster. Det er klart en lidt mørk og tæt stil.

Imidlertid er smagen slet ikke tung på nogen måder, men smager fandeme nam nam. Det er sådan middel i lethed, måske på vej mod den kraftige side, men alt er blødt, blidt og cremet, selv tanninerne er bløde, syren tilsvarende og alligevel bliver alt sammen leveret præcist, for alt er spiller sammen i skøn og smuk forening.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua, ChileDon Maximiano Founder’s Reserve var den første ikon vin, som Eduardo Chadwick lavede efter han startede hos Viña Errazuriz i 1983. Så den vin skulle vi selvfølgelig også smage ved MasterClass seance og i seneste årgang 2016.

Det er en vin, som er inspireret af Bordeaux med Cabernet Sauvignon som den primære drue. Blendet varierer lidt fra år til år, men i denne årgang består det af 69% Cabernet Sauvignon, 12% Malbec, 8% Petit Verdot, 8% Carmenere og 3% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer selvfølgelig fra Don Maximiano marken, der ligger i Aconcagua dalen og helt præcis fra de ældste parceller Max I, Max II og Max V, hvor vinstokkene er plantet fra 1978 til 1993.

Druerne er selvfølgelig plukket manuelt og hver druesort vinificeres separat i bedste Bordeaux stil. Gæringen sker i rustfrie ståltanke for at tillade størst muligt kontakt mellem skind og saft, suppleret med tre gange pump-overs. Der sker maceration i 8-30 dage og lagring sker i 22 måneder på franske barriques, heraf 65% nye fade.

Cabernet Sauvignon blendes med Malbec, Petit Verdot, Carmenere og Cabernet Franc for at tilføre den endelige blanding kompleksitet og udtrykke terrioret i Aconcagua dalen.

Don Maximiano Founder’s Reserve har jeg smagt tidligere i årgang 2009, hvor jeg ratede den til 5 Thumbs Up, men lad os se, hvad seneste årgang 2016 kan trække.

Næsen byder dig på varm og moden frugt, langt mere moden end forventet i forhold til den unge alder. Det er solbær, blåbær samt tranebær og virker en anelse animalsk. Der er tør eg, måske endda lidt cigaræsker og der er klart nogle Bordeaux referencer, men meget fuldmoden, tæt og tyk frugt, næsten undervejs til lidt marmelade.

Imidlertid er smagen mere frisk end næsen indikerer, for her er der kirsebær, solbær, enebær, grafit … meget frugtrig og frisk. Syren er endnu ung, selvom tanninerne egentlig virker bløde og godt integrerede. Det er en elegant vin, men på en tung måde.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Viña Errazuriz, KAI Carmenere, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, KAI Carmenere, Aconcagua, Chile Carmenere forsvandt i Bordeaux i det 19. århundrede efter vinlusens hærgen og blev aldrig genplantet. Derfor var overraskelsen også stor, da druen dukkede op i Chile, hvor den bare stortrives. Hos Viña Errazuriz har de lavet en ikon vin på druen, nemlig denne KAI Carmenere, som bare smager monster, fucking godt.

Eduardo ønskede efter successen med både Don Maximiano Founder’s Reserve, Viñedo Chadwick og Seña også at lave en topvin på Carmenere … den bedste vin på druen i Aconcagua dalen og det blev til vinen KAI.

KAI står for plante på Mapudungun … det oprindelig sprog fra den indfødte Mapuche befolkning. Druerne kommer fra de bedste plots på marken Max V langs Aconcagua floden. Vinstokkene er plantet tilbage i 1992 og 1993 i ler og stenholdig jord.

Druerne er i denne årgang 93% Carmenere og 7% Petite Syrah, selvfølgelig høstet manuelt, sorteret hele 2 gange før gæring i både rustfrie ståltanke og egefade. Efter endt fermentering har vinen lagret 22 måneder i franske barriques, heraf 70% nye fade. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.

Vinen er lavet første gang i årgang 2005, men det er lykkedes Chadwick at skabe en vin på højde med de andre ikon vine fra Errazuriz. Således har KAI også klaret sig godt i nogle af de 21 blindsmagninger, som huset arrangerede, bl.a. med en 1. plads ved en New York smagning i 2010, hvor den slog en 2006 Opus One samt en 2006 Haut Brion på de næste pladser.

Næsen er ganske aromatisk med en sjov anderledes blomsterrig aroma, engelsk lakrids, solbær, grønne blade, jord, kanel, asiatiske krydderier, nelliker, soya, kaffebønder, dadler, chokolade, sorte trøfler … en anderledes og alligevel meget dragende duft.

Smagsmæssigt er den sindssyg blød, cremet og lækker. Det er sgu rent fløjl og nervøs velour med kæmpe tørhed. Samtidig er vinen tyk og fed, tæt og vildt flot balanceret, mens frugten er spillevende. Det smager vildt godt og tanninerne er bløde og polerede … en shine med microfiber klud og Turtle Wax.

Det er – for mig – lidt svært at forstå, at Parker har givet 2016 La Cumbre 93 point, mens han har givet denne 2016 KAI Carmenere 92 point … for KAI er på alle fronter bare en mere lækker vin med langt flere strenge at spille på. James Suckling er dog heller ikke enig med Parker, for Suckling er hostet op med 97 point … og det er mere retvisende.

But who cares … jeres trofaste vinblogger – der ellers ikke er til oversøiske vine – er alligevel noget imponeret og hoster op med 6½ af de fede fingre, ganske vist med en svag pil ned. Men når det er godt, så er det godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2016 Viña Errazuriz, La Cumbre, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, La Cumbre, Aconcagua, ChileVi fortsatte med en ren Syrah vin, nemlig Viña Errazuriz’ La Cumbre, hvor druerne primært kommer fra Max Vineyard marken længere inde i landet, mens en del dog også kommer fra samme område som forrige, altså det køligere Aconcagua Costa.

La Cumbre er en vin, som jeg oprindelig var meget begejstret for og lidt af en powerbasse. Jeg er i dag til mere elegante og slankere vine, men dette er fortsat et godt glas vin og de fleste vil bare knuselske La Cumbre.

La Cumbre er lavet første gang i 2001 og sidst jeg smagte vinen, var i en årgang 2010. Denne seneste årgang 2016 – som var et koldt år i Aconcagua – er lavet på 100% Syrah og er 100% afstilket, hvorefter druerne sorteres 2 gange inden de knuses og gærer ved 26-28 grader et sted mellem 6-28 dage i ståltanke.

Derefter lagrer vinen i franske barriques, heraf 68% nye fade og så lagrer den yderligere på flaske et års tid. La Cumbre har 2,49 gram restsukker pr. liter.

Duften starter med lidt mælkede noter, mejeri, modenhed og masser af kraft. Det er gæret sort frugt, solbær, blåbær og klart federe end forrige Syrah, mere marmelade feel og derudover godt med vanilje, kanel samt lidt rosmarin.

Smagsmæssigt er det en fed og flot balanceret vin med langt mere sødme end forrige, og måske også lige en kende for meget for mig, selvom det aldrig bliver helt voldsomt. Det er derudover simpelthen bare ultrablødt med fed mørk frugt, solbær, meget frugtrig … i det hele taget en meget rig vin og har også lidt kanel samt peber i smagen. Tanninerne er fine, alt er fløjl og velbehag i en stor mundfuld.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Syrah, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Syrah, Aconcagua, ChileMens Eduardo Chadwick i de to foregående Las Pizarras vine har haft Bourgogne som sigtekorn og referencepunkt, så har han med denne Las Pizarras Syrah helt sikkert haft det nordlige Rhône i tankerne.

Las Pizarras Syrah er lavet på ren 100% Syrah, som kommer fra 4 forskellige parceller på skråninger i det køligere Aconcagua Costa område, nemlig plot 96 Pizarra på 0,6 hektar, plot 97 Azul Celeste på 0,7 hektar, plot 110 Augurio på 2.3 hektar og endelig plot 115 Ceniza Santa på 2,6 hektar. De 4 parceller ligger dog knap så højt som hos de to foregående vine.

Druerne blev høstet med håndkraft, er derefter håndsorteret og har ligget 6-8 dage på skindet inden gæring på egetræsfade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen afskilt fra bærmen og har lagret 16 måneder … 15% på brugte barriques, 10% på nye barriques og resten i foudres.

Næsen emmer nærmest af sorte oliven, mørk frugt, engelsk lakrids, lidt flæsk, tørret kød, krydderier, tørhed, solbær, brombær, blåbær, kanel, kaffebønder, røg, mineraler og egenoter.

Smagsmæssigt mørk, tør og tannisk, men sikke en kraft pakket med utrolig elegance og et krydret bid. Det er igen langt fra oversøisk fed Syrah, men en kølig, mineralsk og frisk vin … stærk, ung men langt mere imødekommende end fx Cornas. Det er igen en lækker vin, og klart 5½ fede og sorte fingre. Igen er det nok en vin, som burde lagres i kælderen nogle år.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 725 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Pinot Noir, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Pinot Noir, Aconcagua, ChileVi skulle smage alle 3 Las Pizarras vine fra Viña Errazuriz, og næste var deres Las Pizarras Pinot Noir … igen en vin med et utroligt flot europæisk præg.

Druerne kommer fra forskellige plots på skråningen i Aconcagua Costa og 80% er afstilket, mens de resterende 20% afvendes som hele klaser.

Druerne blev håndsorteret inden de blev lagt direkte i små, åbne gærkar med en kold maceration ved 8-10 grader i f4-5 dage inden gæring, som udelukkende er sket med druernes naturlige gærceller efterfulgt af forlænget maceration i 20 dage, men daglig punch-down.

Derefter er vinen lagret i 13 måneder på franske egetræsfade, heraf 35% nye fade. Vinen har 1,93 gram restsukker pr. liter. Den har fået 94 Parker point, mens Suckling har været mere generøs med 98-99 point.

Næsen byder på herlig syrlige kirsebær, hindbær, jordbær … et lidt landligt aftryk, men det er bestemt ikke en oversøisk Pinot Noir næse, men vinen har – trods en vis kropsfylde – en utrolig lethed, nærmest en flyvende elegance, meget åben med blomster, sagte krydderier, sten, mineraler, lidt kanel og vanilje fra fadene.

Smagen er blød og meget frugtrig. Igen er der ingen oversøiske aftryk, men nærmere stilmæssigt som tysk Spätburgunder. Det er frisk, der er pæne og tydelige tanniner, men syren virker lidt krydret. Det er samtidig en vin, som vinder ved at stå lidt i glasset, så giv den tid til at folde sig ud … så kommer mere elegance, finesse og salte mineraler frem. Det er sgu god Pinot Noir og far bliver glad.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 875 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Chardonnay, Aconcagua, Chile

2017 Viña Errazuriz, Las Pizarras Chardonnay, Aconcagua, ChileDe 3 Las Pizarras vine fra Viña Errazuriz kommer alle fra området Aconcagua Costa længst mod vest ud mod Stillehavet. Vi starter med den hvide Las Pizarras Chardonnay … en vin, som James Suckling har kaldt Chiles bedste hvidvin.

Siden 2005 har Eduardo Chadwick ledt efter et sted, hvor kan kunne dyrke kølige, elegante vine i europæisk stil. Sammen med den franske geolog Francoise Vannier-Petite fandt han et bakket område i netop Aconcagua Costa på den nordlige side af Aconcagua floden … og med perfekt stenet skifer i undergrunden, hvilket findes yderst sjældent i Chile. Det ligger kun omkring 10 kilometer fra havet.

Las Pizarras betyder tavler med reference til netop skiferplader, og vinene i serien skal være Grand Cru … de allerbedste vine fra Aconcagua Costa og fortolke netop det område.

Denne Las Pizarras Chardonnay er lavet med druer fra 3 parceller, nemlig plot 29 Pedregal Norte på 3,2 hektar, plot 39 Horno Chico på 1 hektar samt plot 40 Horno Grande på 0,7 hektar … alle marker beliggende på en stejl skråning.

Druerne er høstet med håndkraft medio februar måned og klaserne presses uden afstilkning. Generelt forsøger Errazuriz at lave sine vine med europæisk elegance og det betyder bl.a. at man høster tidligt. Et hus som fx Rothchilds Viña Almaviva starter først med at høste, når Errazuriz er færdig med høsten.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke og franske egefade med gæring udelukkende på druernes naturlige gærceller. Omkring 35% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring og vinen er derefter lagret 10 måneder på franske fade, heraf 15% nye fade. Der er 1,06 gram restsukker pr. liter.

Parker har givet vinen 98 point og skrevet; Awesome beyond belief! World Class White! Bravo, mens James Suckling har givet 97-98 point. Men who cares … for hvad siger den flittige, houlbergske vinblogger?

Næsen afslører med det samme, at det er fadlagret Chardonnay med fedme, men slet ikke en overfed, men meget mere let, luftig, mineralsk, kalket og blomsterrig. Frugten er drevet af friske citroner, lidt fersken og man fornemmer fadene med den traditionelle vanilje.

Smagsmæssigt er det stilmæssigt klart europæisk … masser af syre og friskhed, grønne umodne æbler, stikkelsbær, citron og helt uden fed tropisk frugt. Der er nogle grønne elementer, men vinen er utrolig rank, ren, præcis og frisk. Det er endnu en ung vin med masser af syre, masser af minaler og utrolig elegant.

Det er klart 5½ af de fede fingre og endda kraftigt med pil op … og nogle år i kælderen vil helt sikkert gøre meget godt for denne vin, for hold op, hvor den smager godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, Ungarn

2018 Mészáros Pál, Cserszegi Fűszeres, Szekszárd, UngarnLad os da bare nuppe endnu en vin fra det ungarske vinhus Mészáros Pál og denne gang en hvid af slagsen … vinen Cserszegi Fűszeres, som er navet på den for os ukendte drue, som vinen er lavet på.

Druesorten Cserszegi Fűszeres er en lokal ungarsk drue, som har sit navn efter oprindelsen ved byen Cserszegtomaj nær Keszthely. Druen er en hybrid eller krydsning mellem den ungarske Irsai Olivér og Roter Traminer. Dermed er den i familie med traminer-druer og således nærmest fætter til Gewürztraminer … og har faktisk også lidt af samme aromatiske noter.

Cserszegi Fűszeres er fremavlet i 1960 af Károly Bakonyi på Pannon universitetet for planteavl. Den modner meget hurtigt, hvorfor den også ofte giver lidt søde og krydret vine. Ordet fűszeres betyder faktisk også krydret.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, men mon ikke den lavet i rustfrie ståltanke som den roséfarvede søstervin, dvs. gæring ved lave temperaturer og aftapning efter endt fermentering.

Duftmæssigt er det en meget aromatisk, let parfumeret vin og ganske blomsterrig. Der er sæbe, astronaut-is, pærer, måske endda også lidt tropiske frugter og sødkrydrede elementer.

I munden er vinen sødlig med modne æbler og en halv dåse eksotiske frugter, meget easygoing og en vin, som rigtig mange vil kunne li’, da der er lidt saftevand-følelse. Der er klart stort bællepotentiale til sommer på terrassen og så har den også et krydret bid i eftersmagen. Det er klart 3,5 af de houlbergske tommelfingre og så endda med pil op.

Forhandles af Pannon Vin, hvor en flaske koster 71 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7