Sidste vinøse raket nytårsaften på slaget 12 og indgangen til det nye år blev denne Champagne Brut Classique fra champagnehuset Alfred Gratien, der ligger i udkanten af Epernay by.
Champagnehuset er grundlagt på den nuværende adresse Rue Maurice Cerveaux i 1864 af Alfred Gratien. Han grundlagde også et vinhus Gratien & Meyer i Saumur i Loire, men i dag ejes champagnehuset dog af Henkell, den store tyske Sekt producent, som faktisk er en del af Dr. Oetker imperiet. Det i sig selv lyder jo ellers ikke specielt romantisk.
Det enestående ved champagnehuset Alfred Gratien er imidlertid, at det er et lille hus, som alene producerer 250.000 flasker champagne årligt, laver det ganske klassisk, har en tårnhøj kvalitet og har haft samme familie af vinmagere i 4 generationer helt tilbage til 1905.
Champagnerne hos Alfred Gratien laves nemlig af Jaeger familien, hvilket startede i 1905 med Gaston Jaeger, som blev efterfulgt af hans søn Charles i 1951 og han overdrog ansvaret til hans søn Jean-Pierre i 1966.
I dag er Nicolas Jaeger, som laver champagnerne som 4. generation. Han startede i lære hos sin far i 1990 og har siden 2007 været ansvarlig for hele produktionen.
Denne Champagne Brut Classique er lavet på 45% Chardonnay, 43% Pinot Meunier og 12% Pinot Noir. Den har gæret på 228 liters egefade og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Begge dele er sjældent – det eneste andet hus, der bruger disse meget traditionelle metoder, er Krug. Vinen har lagret 5 år på gærresterne efter flaskegæringen.
Sikke en herlig næse med gær, liflighed, franskbrød, rugbrød og surdej, æbler, tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler … en intens og dyb frugt, sødme, blomster og et strejf af grape.
Smagen er syrlig og tør … langt mere tør end aftenens første extra brut champagne. Boblerne er også pænt aggressive og et dejlig smag med masser af æbler, næsten mostet i det og derudover med toast, klart mineralsk bid og god eftersmag.
Forhandles hos Bichel Vine, hvor en flaske koster 395 kr.