Tredje skud fra det lille refugium, lodge, gourmetrestaurant og vineri Mimosa Lodge and Wines i glasset … og nu rammer de sgu antilopen i bulls-eye med denne Chenin Blanc Reserve.
Den schweiziske chefkok Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen – ham ser I på billedet ovenover -har lavet vinen fra marken Rawsonville Block tilplantet tilbage i 1972 … altså med knap 50 år gamle bushwine vinstokke. Vinen er spontangæret alene med druernes naturlige gærceller og ellers produceret med minimal indgriben og lagret 10 måneder på brugte egefade.
Der er alene lavet sølle 500 flasker af denne vin … hvoraf en flaske er havnet hos jeres flittige vinblogger, som har svært ved at skjule sin begejstring over denne Chenin Blanc … den kalkelskende drue, som primært hører hjemme i Loire, men faktisk også trives ganske godt i specielt Sydafrika.
Det meste Chenin Blanc fra Sydafrika er lidt kønsløs og uinteressant, for nøglen til gode vine på Chenin Blanc er seriøst håndværk og lavt høstudbytte … og det lader til, at det er netop det, som er lykkes for Mimosa Wines med deres Chenin Blanc Reserve.
I næsen har vinen en ren, grøn og luftig syre, lidt champagnebrus-is eller måske endda københavnerstang, pærer, melon, ananas og lidt tørrede abrikoser, hvilket suppleres med lidt salt, kalk, karamel, basilikum, nødder og brunet smør. Virkelig nice.
Smagen er meget blid, blød og cremet … nærmest rund i rund og syrefattig, men det bliver slet ikke generende, for vinen har udover vanilje fra fadene et lille friskt og grønt bid samt en dejlig tørhed. Jeg kan virkelig godt li’ denne vin, som jeg synes er afbalanceret og skruet godt sammen.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.