Vi fortsatte ufortrødent og i rask tempo, så snart var næste vin i glasset og det var en 2021 Sandstone Chardonnay fra Six Eighty Cellars i Finger Lakes.
Vinhuset er ejet af David og Melissa Pittard, der købte den attraktiv ejendom med udsigt til Cayoga søen i 2020.
Begge er selv opvokset i Skaneateles, der også ligger i Finger Lakes i toppen af selve Skaneateles søen, der er en del af “fingrene”. De var dog allerede i 2014 købt deres første vinhus, nemlig Buttonwood Grove Winery, der faktisk ligger nabo til Six Eighty Cellars på den vestlige side af Cayoga Lake.
I Buttonwood Grove Winery har man selv beskedne 10 hektar vinmarker, men køber så druerne fra en række udvalgte vinavlere, mens man efter købet af Six Eighty Cellars hurtigt i samarbejde med vinmageren Ian Berry besluttede, at man ville lave anderledes vine,
Så i stedet for den traditionelle brug af ståltanke, betontanke og egefade, så har man i stedet importeret en række franske terrakotta krukker samt ægge- og cigarformede ler-, beton- og sandstenskar og -fade, der bruges til at lave og lagre vinene.
Denne Sandstone Chardonnay er netop lavet i en krukke lavet af sandsten og druerne kommer fra husets egne marker og 15 år gamle vinstokke. Efter en maskinel høst er druerne presset og saften er så overført til ståltanke, hvor den har hvilet natten over og derefter overført til 1.000 liter krukken, hvor den har gæret spontant.
Det er den krukke, som man faktisk kan se bag Ian Berry på billedet nedenunder.
Dér er vinen så også lagret 9 måneder sur lie inden aftapning på flaske. Der er alene lavet beskedne 115 kasser.
Produktionen i sandstenskrukker kan næsten duftes … eller i hvert fald har vinen en anderledes aroma, meget bondsk og landlig med en sjov kant og tertiære noter … lidt som stearinlys, glycerol, marcipan, mandler, anis, grønne æbler, lemon, ananas og ingefær.
I munden er vinen blød … meget blød og har virkelig en meget lav syre som om, at vinen har fået en svag oxidering. Smagen ligger dybt langt inde i munden, virket lidt vokset som tyktflydende linolie, men det smager sgu ret godt, så 91 point.
Vinen koster 32$ på vingården … svarende til 218 kr.