3. Cru slottet Château Giscours var repræsenteret af Laure Bastard, som også senere på aftenen sad ved samme bord som mig. Men om eftermiddagen smagte jeg Margaux 3. Grand Cru Classé i hele 3 årgange startende med denne årgang 2015.
Château Giscours er en af de store Margaux producenter og er beliggende i den sydlige del af Margaux lige op ad Route de Medoc, hvor man ejer omkring 165 hektar jord, hvoraf 102 hektar vinmarker. Slottet er som skrevet ét af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen fra 1855.
Château Giscours har haft vinmarker helt tilbage til i hvert fald 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte det til Pierre de l’Homme, men dets daværende storhedstid begyndte, da bankmanden Comte de Pescatore købte det i 1845 og derefter ansatte Pierre Skawinski til at lede arbejdet. Han skulle vise sig, at være én af de bedste til at lave Médoc vine i 1800-tallet og han opfandt bl.a. også en plov, der i dag har hans navn.
Det var også under Jean-Pierre Pescatores ejerskab, at slottet blev 1 af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen. Men senere skiftede slottet ejere, hvor det bl.a. blev overtaget af Edouard Cruse og senere efter de to verdenskrige var slottet i virkelig dårlig stand, hvor kun omkring 10% af stokkene som gav benævnelsesværdig frugt.
Det ændrede sig i 1952, hvor Nicholas Tari købte ejendommen og investerede både tid og store summer, men siden 1995 har slottet været ejet af forretningsmanden Eric Albada Jelgersma, men er i dag drevet af hans børn Dennis, Derk og Valérie.
Siden Eric Albada Jelgersmas overtagelse i 1995 er vinslottet gået en ny og kvalitetsorienteret æra i møde. Slottet har høstet tårnhøje ratings fra de store internationale vinanmeldere, og i dag befinder slottet sig blandt de mest eftertragtede i hele Margaux.
Vi smager først husets primære vin i årgang 2015, hvor den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petit Verdot. Alle druerne er sorteret … både via optisk og manuel sortering, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader over 35 dage i beton- og ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.
Det er umiddelbart en rank duft … med en lidt bitterhed i frugten, der mest er sorte kirsebær, tranebær, hindbær, har en tør friskhed, noget tobak, laurbærblade, sort te og nogle krydrede noter, men virker utroligt balanceret og intens på en lys og fin måde.
Hvor smager den også godt … smelter nærmest på tungen og omgående bemærker man den næsten perfekte doserig af alle elementerne. Smagen er fast, tæt og frugtrig, der er modne sorte blommer, solbær og tætte koncentrerede tanniner. Der er lidt toast og ristede noter, har lidt krop, frodighed og fylde … poleret og imponerende. 96 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske i magnumstørrelse koster 1.895 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 1.495 kr.