Den sidste ret i december måneds Set Menu på Østergade 1 blev en vildt lækker dessert af Macaron, kirsebær, vanilje samt mandel og fik tankerne hen til risalande. Dertil fik vi et glas af denne Kreuznacher Paradies Riesling Auslese fra Weingut Korrell Johanneshof.
Vingården ligger på Görzstraße i Bosenheim ved Bad Kreuznach i vinregionen Nahe 40 kilometer sydøst for Mosel.
Familien Korrell har drevet vingården op stedet siden 1832, men familien har haft deres familievåbenskjold med løven siden 1483, hvor de bosatte sig i Spanien. I 2003 overtog Martin Korrell dog ejerskabet og driver i dag vingården sammen med Britta og sammenlagt 4 børn.
Martin er uddannet vinavlsteknikeren og har reelt været ansvarlig for produktionen siden 1995, hvor han vendte hjem efter praktik hos vinproducenter i Australien. Men da han vendte hjem, så fandt han sin far i en rullestol efter et grimt fald.
Høsten var lige om hjørnet, så derfor kastede den dengang 19-årige unge vinmager sig ind i produktionen fra den ene dag til den anden … og endda med stor succes.
Samlet har familien 26 hektar vinmarker, bl.a. på markerne Kreuznacher Paradis, Norheimer Dellchen og Kirschheck samt Schlossböckelheimer Felsenberg og Niederhäuser Klamm.
Her smager vi husets 2018 Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, hvor druerne selvfølgelig kun kommer fra marken, som Korrell ejer 9,5 hektar af og har en stejl hældning på op til 52%. Marken har en porøs undergrund af skalkalksten og Riesling vinstokkene er op til 40 år gamle. Det er en vin, deralene er vinificeret på ståltanke … gæring stoppet, så vinen kun har 7,5% alkohol og 127,1 gram restsukker pr. liter.
I næsen er der ikke så megen tvivl om druen … det stinker vidunderligt af petroleum, diesel og oliegennemvædet tvist, men de terpentinske dampe overdøver imidlertid også frugten en del, men lidt gemt finder man svagt nogle nødder, pærer, kandiseret abrikos samt kold grøntsagsbouillon og urter.
Smagsmæssigt er det en dejlig rank, frisk og sød dessertvin, hvor sødmen selvfølgelig er udtalt, men der er også en saftig æblemost, æblefrisk og frugtsød med mineralske noter. Det er måske ikke så dybt eller kompleks, men meget forfriskende og tiltalende. 91 point.
Har tidligere været forhandlet af Vinbasen.dk,. hvor en flaske på 0,375 liter kostede 159 kr., men den ses ikke længere i sortimentet.