Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2014 Weingut Josef Rosch, Klostergarten Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Josef Rosch, Klostergarten Riesling Kabinett, Mosel, TysklandEt glas sød Riesling som velkomst … Klostergarten Riesling Kabinett fra Weingut Josef Rosch, som holder til i byen Leiwen, som vel ligger 10-15 kilometer sydvest for Bernkastel-Kues ved  Moselfloden.

Gården er har været i familiens eje siden 1825, og drives i dag af Werner Rosch, som overtog driften efter hans far Josef Rosch i 1985. På daværende tidspunkt var ejendommen fortsat på beskedne 1,5 hektar. I mellemtiden er ejendommen nu vokset til 7,5 hektar, og beliggenheden på de stejle skråninger, der har et meget stort indhold af skifer, giver frugtholdige, mineralske vine med lav alkoholprocent og slank elegance.

Inden Werner Rosch overtog familiens vingård, så var han fodboldstjerne i tysk bold … og så siges han som vinbonde at være stabil som en tysk bil.

Vinmarkerne har flotte navne som Trittenheimer Altärchen, Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke, Leiwener Klostergarten, Klüsserather Bruderschaft og Dhroner Hofberger.

Hos Weingut Josef Rosch har man specialiseret sig i dyrkning af Riesling, og vinene fermenteres spontant, og fremstilles primært på stål. Der sker kun lagring på klassiske egetræstønder for omkring ti procent af husets vine, hvilket sikrer Rosch en enkel og mineralsk stil. Der produceres ca. 60.000 flasker årligt på vingården.

I den tyske “vinbibel” Eichelmann 2010 får Rosch fem stjener, hvilket er maksimum. Ud af 949 vingårde er kun 8 vinbønder i denne klasse, der har betegnelsen Weltklasse.

I næsen er der fersken, let nøddet og der fornemmes noget sødme og lidt eg i vinen. Det er klart Riesling, men med sødme og duften er klart bedre end smagen, som er pænt sød … og sådan blindt tænkte jeg lidt Spätlese eller Kabinett … måske Halbrocken.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 125 kr. ved 1 flaske og 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2015 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, Danmark

2015 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, DanmarkSå er vi der igen … hos den gæve danske vinbonde Frank Buch, som fra hans lille – men seriøse – hobby vinbrug laver vin på Solaris druen … her seneste årgang 2015.

Frank mit der ganzen familie holder til ved Sejerøbugten, tæt på den lille stationsby Hørve i den sydligste del af Odsherred, 4 km nord for Svinninge, 20 km vest for Holbæk og 4 km syd for Fårevejle i Odsherred Kommune. Vinbruget er grundlagt i 2013, hvor Frank plantede 800 vinstokke med Solaris. Dette er dog i 2014/15 suppleret med yderligere 400 vinstokke med den røde druesort Cabernet Cantor, som man i 2017/18 forventer begynder at give druer, som kan bruges til vinproduktion.

Min vinbuddy Jesper er i familie med den hørvesiske vinbonde (eller hvad man kalder godtfolk fra Hørve), og Jesper med følge – det er fruen og børnene – var sidste år i Hørve for at hjælpe Frank med høsten.

Dengang havde han Franks Solaris årgang 2014 med hjem og den smagte jeg en dag ovre ved Jesper … og skrev selvfølgelig også om den her på bloggen. Spændende vin med potentiale … tror jeg skrev noget om, at det var godt forsøg … og at dansk vin er bestemt på vej.

Her er den altså 2015’eren, hvoraf en lille andel af druerne således er høstet af Jesper. Og man må sige, at Frank fandeme har taget … ikke bare et … men satans mange skridt i den gode retning og virkelig fået udviklet hans lille hobbyvin.

Vinen kommer i en lang, slank flaske … klar glas og nu med etiket, hvor navnet Agerbo også står vikingestolt med runer. Sådan … og et indhold, som har en lys, bleg farve med et svagt grønligt skær, som dermed passer perfekt til os blege danskere. Vinen er tappet på Vineriet ved Vejrhøj Vingård

agerbo-vingaard-ii
Her lige et fedt foto taget fra Franks hjemmeside … håber det er ok

I næsen er vinen klart mere fokuseret end 2014’eren … ingen krudt og samtidig også med langt flere nuancer. Næsen er nærmest som en efterårsmorgen … frisk, ung, grøn og med lidt hyld, hø og græseng. Virker spændstig, frugtrig og med tydelig syre.

Smagsmæssigt er der fortsat denne lidt spændende olierede fornemmelse … som giver vinen en slags fylde, selvom vinen er frisk, frejdig, grøn og sprød. I starten fornemmes først lidt sødme, som dog hurtigt overtages af en stram syre. Ganske habil vin … og virkelig flot, flot udvikling fra 2014’eren. Thumbs Up.

Vinen kan købes på vingården, pris 185 kr.

Rating 4,5/7 half_thumb

2006 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, Frankrig

2006 A. Clape, Cornas Renaissance, Rhône, FrankrigSå skruede vi volumenknappen yderligere op … bedste vin i fredags var klart denne Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône = A. Clape.

Og hvor er god Rhône dog exceptionelt godt når det får lidt alder, som denne 2006’er, som jeg havde gemt i mit vinkøleskab gennem en del år.

For en uge siden drak jeg Côtes-du-Rhône fra Clape, og der skrev jeg lidt om vinhuset, så det skal jeg spare jer for igen. Vi kigger derfor i stedet lidt nærmere på denne Renaissance, som jeg har smagt tidligere, bl.a. i årgang 2007.

Cornas Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på 100% Syrah. Vinstokkene har en alder på henholdsvis 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.

Og er det så klassisk stald, læder og hængt kød? Ja for helvede, animalsk med dyb kælder, mejeri, bacon, tørret kød, blåbær, brombær … sådan rigtig våd og dyb frugt, pibetobak, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.

Smagsmæssigt har alderen afrundet vinen, så den ikke længere river i munden, men er blød, rund og stadig med tonsvis af frugt. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, grafit … fortsat tørt og tanniner snerrer også fortsat, men mener det ikke alvorligt. Det hænger bare skide godt sammen og smager himmelsk.

Forhandles bl.a. af Bichel Vine, hvor en årgang 2012 koster 419,75 kr. Så kan du jo bare vente yderligere 6 år. 2006’eren kan ikke længere fås herhjemme.

Rating 6,5/7 

2010 Weingut Dr. Heger, Spätburgunder Winklerberg GG, Baden, Tyskland

2010 Weingut Dr. Heger, Spätburgunder Winklerberg GG, Baden, TysklandDenne vin købte jeg på vingården hos Weingut Dr. Heger på vores roadtrip til Kaiserstuhl specielt til min smagning i fredags.

Jeg skal selvfølgelig ikke trætte jer med yderligere info om vinhuset, for det kan læses i mit stadigt varme blogindlæg om besøget hos Weingut Dr. Heger.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Spätburgunder Winklerberg Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra den fantastiske mark Ihringer Winklerberg, som regnes som én af de varmeste marker i Tyskland.

Ihringer Winklerberg marken er opdelt i 4 stykker, nemlig Vorderer Winklerberg, Winklerberg Wanne Häusleboden, Winklerberg Winklen Rappenecker samt Winklerberg Hinter Winklen Gras im Ofen.

Det er primært på marken Winklerberg Wanne Häusleboden, at Dr. Heger har hans vinstokke med Spätburgunder … og en smule på Vorderer Winklerberg og druerne til denne Spätburgunder Winklerberg GG kommer netop fra Vorderer Winklerberg.

Vinen er lavet med en maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade. Birgit Schillinger fra vinhuset fortalte, at det var husets bedste og mest drikkemodne vin i øjeblikket.

Og som da jeg smagte vinen i årgang 2004 er det herlige sager … næse med animalsk mødding, klassisk sød hestestald, lidt mejeri og egentligt også lidt fersk kød, granatæbler, hindbær, boysenbær, babybræk, eg, kanel … uhmmmmmm.

Det smager sgu da helt fantastisk … blødt, cremet, let, men fortsat med god syre, ribs, let peber, hindbær og har samtidig lidt tyngde og fylde. Der er også mineralske elementer, bitterhed og den polerede syre sikrer god længde på eftersmagen.

Købt på vingården til 50€ … svarende til omkring 372 kr.

Rating 6/7 

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2010 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienI fredags forestod jeg arbejdsmæssigt en vinsmagning for en lille mandeklub af mad- og vinelskere … 10 forskellige vine, hvor jeg tidligere har skrevet om de fleste. Jeg serverede dog også et par vine, som jeg ikke tidligere har smagt, bl.a. denne 2010’er Barolo fra Andrea Oberto.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, og den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Delcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset “almindelige” Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 4 forskellige vinmarker på samlet 3,2 hektar i La Morra og Barolo.

Lavet med fermentering ved 32 grader, maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i barriques, 2 måneder i rustfrie ståltanke og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse. Dermed er Oberto vel at regne som en af modernisterne. Der laves årligt 13.500 flasker af denne Barolo.

2010 er en meget stor årgang i Barolo. Der blev høstet meget sent, hvilket har givet vine med en fantastisk balance og ret stor charme allerede i de unge vine. Der er dog ingen tvivl om, at vinene er meget længelevende og for de bedste vine vil 20-30 års lagring ikke være noget problem.

I næsen er skjuler vinen ikke sit ophav … der er violer, et lidt animalsk islæt med lyse, umodne bær, godt med syre, grønne noter, blæk, tjære, stramhed, blomster, roser, sæbe, lidt lakrids, røg og svag læder. Hvor er Nebbiolo dog elskelig.

I munden stor lethed, blødhed … men selvfølgelig med stor syrlighed, elegance, polerede tanniner og det lyse frugt ovenpå. Det er helt præcis vine … som på skinner og med kompleksitet, lethed, et stramt greb, lys frugt og elegance.

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 289,75 kr.

Rating 5,5/7

2013 Le Arche, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Le Arche, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienFra tilbudshylderne i Føtex kommer denne Amarone della Valpolicella fra Le Arche … ugens tilbud til 95 kr. mod en førpris på 199 kr., så der er vel gode penge at spare … eller er der nu også det?

For det første skal man gøre sig klart, at Le Arche ikke en idyllisk italiensk vingård, en kvalitetsproducent, hvor håndværket er i højsædet … endsige blot en vingård. Bag navnet står i stedet et stort italiensk selskab, nemlig Premium Wine Selection, som står bag en lang række af forskellige labels … faktiske hele 36 forskellige labels.

Dernæst vover jeg også den påstand, at vinen reelt ikke på tilbud … og at de 95 kr. er den reelle pris, da hovedparten af vinsalget i supermarkederne sker til tilbudspriser.

En lille søgning viser da også, at vinen kan fås i Bilka til 124,50 kr., mens førprisen der er 195 kr. Og med en pris på omkring 100 dask, så hører vinen indiskutabelt til blandt de billigste Amaroner, som man kan opdrive herhjemme … hvor de fleste Amaroner fra gode producenter ellers prismæssigt starter omkring 300 kr.

Men hos Premium Wine Selection er sortimentet også mest målrettet større supermarkedskæder, men de fleste af deres brands er nu ikke kendt herhjemme. Det er brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele … blot for at nævne nogle få. Det er faktisk nok mest Le Arche, som er mest kendt i Danmark … og specielt denne Amarone Le Arche.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Det er ham, som I ser på topbilledet. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.

Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.

Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 km. nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeters stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.

Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og derudover ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.

Under Le Arche brandet laves der vine fra Veneto, dvs. Amarone, Valpolicella Ripasso, Valpolicella Classico, Bardolino Classico, Pinot Grigio og Soave Classico. De har dyrkningsaftaler med en lang række vinavlere i et stort område i Veneto … helt fra den nordlige del af området til syd for Verona.

Og lad os kigge nærmere på denne Amarone della Valpolicella. Føtex oplyser intet om druerne eller sammensætning af druerne, men så vidt jeg kan finde ud af, så består det af Corvina, Molinara og Rondinella. Derudover siger Føtex, at druerne tørres mindst fire måneder, således at 40 % af vægten forsvinder, sukkerindholdet bliver mere koncentreret og at vinen derefter er lagret 18 måneder på fransk eg.

Men vigtigst, hvordan smager denne Amarone? I næsen virker det faktisk ikke som Amarone, for der er ikke modne blommer, og næsen er slet ikke tæt og dyb … men derimod grønne noter, mentol, lakrids, gammel eg og en smule kælder.

Smagen er dog meget anderledes end duften … klart mere fyldig, fint cremet, men er meget sød med nogle bitre noter. Smagen er ikke dårlig, men bestemt ikke noget, jeg normalt forbinder med Amarone.

Jeg læste i forbindelse med dette blogindlæg en anden anmeldelse af vinen, at den synes jeg er meget passende; God kraftig Ripasso med Amarone præg – det er lidt kækt, at kalde vinen Amarone.

Men sådan er det vel … man får, hvad man betaler for? Køber du Amarone til 100 kr., så får du det billigste indenfor denne type vin. For 95 kr. kunne man ha’ fået noget af de bedste fra mere ukendte områder. Men sådan er vi jo – heldigvis – så forskellige.

Købt i Føtex til 95 kr.

Rating 3/7  

2015 Weingut Raddeck, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

img_4031Alle gode gange 3 … her nemlig sidste vin i denne omgang fra Weingut Raddeck, nemlig hans almindelige Gutsriesling, altså en lille, lillesøster til den foregående Riesling Edition 2Hügel.

Den har selvfølgelig Schraubverschluss = skruelåg, og ligger i et prisleje, hvor alle kan være med … 5,90€, eller samme niveau som Georg Gustav Huffs Riesling Hipping Trocken.

Måske er denne Raddeck Gutsriesling én af de vine, som de mange gæster på Raddecks vingård nyder ved fester på  stedet. I hvert fald tilbyder Raddeck, at der kan holdes både fester, bryllupper og andre arrangementer på den imponerende vingård,  som ligger smukt med udsigt over Nierstein og Rhinen.

Vinbuddy Gert og frue var i hvert fald ret imponeret over gården og placeringen, så de havde anbefalet mig, at vi besøgte den på vores roadtrip, som jo netop svingede forbi Nierstein. Imidlertid fandt vi den ikke og var presset på tid, så det besøg må vi ha’ til gode til en anden gang.

Det er nu – vel også med rette – et stykke fra storesøsteren, for her er duften mere simpel … so to speak. Der er lidt papkasser, hyld, fin dybde, lidt blomster og estragon. I munden er der en fin bitterhed, syre … balance og sødmen er ikke udtalt, men ligger gemt i lag med lidt lemon. Bitterheden er lidt mere ukontrolleret end hos Riesling Edition 2Hügel og udtrykket knap så kompleks og forfinet.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor prisen er 5,90€ … eller omkring 44 kr.

Rating 4/7

2013 Weingut Raddeck, Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Raddeck, Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift, Rheinhessen, TysklandHvor findes der dog meget godt Spätburgunder i Tyskland, og vi fortsætter med netop endnu en af disse … nemlig denne Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift fra Weingut Raddeck … ægte Spätburgunder fra Nierstein i Rheinhesssen.

Igen kommer druerne til vinen – ligesom foregående Riesling både fra marker på Rote Hang med den røde skifer samt andre marker omkring Nierstein, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og derefter – som navnet fortæller – lagret på barriques, men hvor lang tid oplyses ikke, hverken på etiket eller hjemmeside.  Vi springer derfor hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I glasset ganske let transparent … klassisk Spätburgunder i den henseende og duften skuffer heller ikke, for her er der sød kostald, eg … måske en anelse til den mørke side, lidt urtet med blæk, eucalyptus eller mentol, kirsebær og en anelse kanel.

Smagen er blød … der er godt med kirsebær, lidt kanel og den virker lidt fyldigere end mange andre medsøstre i Tyskland. Der er en tydelig syre, som dog ikke overtager smagsindtrykket og er meget behagelig. Der er også lidt peber samt en smule jern og mineralitet i eftersmagen.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr., og det er også billigt for denne vin.

Rating 4,5/7 half_thumb

2015 Weingut Raddeck, Riesling Edition 2Hügel, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Raddeck, Riesling Edition 2Hügel, Rheinhessen, TysklandI sommers besøgtte vinbuddy Gert også Nierstein. De faldt bl.a. over vinhuset Raddeck, som ligger smukt med udsigt over byen og Rhinen. Derfra kommer denne flotte Riesling Edition 2Hügel.

Weingut Raddeck drives af ægteparret Stefan og Anna-Karina Raddeck, som overtog driften efter Stefans far. Vingården har været i familiens eje i over 300 år. Stefan er selv vinmager og fik bl.a. i 2001 prisen Bester Jungwinzer Deutschlands.

Weingut Raddeck har samlet 17 hektar vinmarker, bl.a. på Der Roten Hang og vinmarkerne omfatter parceller på Niersteiner Heiligenbaum, Oelberg, Orbel og Schloss Schwabsburg.

Der dyrkes sorter som Riesling, Sylvaner, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muller-Thurgau, Huxelrebe, Kerner og Scheurebe samt de røde Spätburgunder, Dornfelder, Portuguese og St. Laurent. Siden 2009 har alle marker været drevet økologisk.

Det moderne og imponerende vinhus på bakketoppen over Nierstein er opført i 2009.

Vinene er opdelt i 5 niveauer, først litervine, derefter Gutsweine, Trilogie Weine, Edition 2Hügel og til sidst Edition S, som er husets topvine.

Denne Riesling Edition 2Hügel er fra Edition 2Hügel serien … altså 2 bakker, og druerne kommer da også fra både marker på Rote Hang med den røde skifer samt andre marker, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.

Og allerede i næsen er der virkelig noget af komme efter … der er en smule petroleum, hvilket er smukt og utroligt for en 2015’er. Flot Riesling næse, ananas, lemon, fersken … og der fornemmes også en vis portion sødme.

I munden er vinen frisk, klart mineralske elementer, spiller rigtigt fint på tungen med lemon, syre … men også en dybde og sødme, som er balanceret rigtigt, rigtigt flot. Det er sgu virkelig god Riesling. Uha, det smager godt.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor prisen er 8,50€ … eller omkring 63 kr., og det er virkelig billigt for denne vin.

Rating 5,5/7 half_thumb

N.V. Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pétillant Dark Nat, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Kumpf et Meyer, Restons Nature Pétillant Dark Nat, Alsace, FrankrigHubertus var en syvårs fuldfed moppe, men her er det nu ikke Hubertus … men Albertus, som vi har fat i. Det er nemlig den fabelagtige Julien Albertus fra den Domaine Kumpf et Meyer i Alsace og igen med en hipstervin … en Pét-Nat, som er svag kommunistrød og bærer det kække navn Dark Nat.

Med Dark Nat betyder nu ikke sort nat, og dermed er vinen heller ikke i familie med Sort Guld eller andet i den retning, selvom flasken – som Carlsbergs ikoniske pilsnerøl – også kommer med kapsel på toppen og en underlig etiket.

Dark Nat refererer såmænd blot til, at det er en mørk Pétillant Naturel … mousserende naturvin med farve. Modsat søstervinen Restons Nature Pétillant Naturel, som er grumset som et akvarie, der ikke er renset i årevis, så er denne både mere klar i saften og har heller samme mængde bundfald.

At den er mørk slash roséfarvet skyldes, at den er lavet på Pinot Noir med 2 dages maceration, men derudover har jeg ikke så mange informationer om produktionen. Lad os derfor i stedet hoppe direkte over i mine smagsnoter.

Næsen er herlig … anderledes og spændende med mødding, lidt svedsker … meget naturewine i stilen. Der er gærede noter samt en smule hårvæske. Dufter vildt spændende.

Smagsmæssigt er Dark Nat dog langt efter sin hvide, sarte søster Restons Nature Pétillant Naturel, for denne er ikke så koncentreret, intens eller balanceret, men sådan lidt tynd, vandet med lidt peber og det bliver lidt tamt. Måske også fordi, at jeg havde sat forventningerne vildt højt.

Men den har da lidt ægte arisk kolinarisk rod … og det er jo heller ikke helt ringe.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 130 kr.

Rating 3,5/7