Vi skal smage endnu en vin fra den meget dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos og som vi næsten lige har stødt på. Her smager vi så hans 1853 Old Vine Estate Malbec i årgang 2017.
Vinen er lavet på tudsegamle Malbec vinstokke på en meget højtbeliggende enkeltmark La Consulta i Uco Valley. Stokkene stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af særlig høj karakter.
Det lykkedes i 2012 for Marcelo Pelleriti, at overtage marken fra en familie af vinglade italienske immigranter og siden da har han høstet druer af topkvalitet herfra til sin 1853-serie. Høst sker selvfølgelig 100% manuelt og herefter er druerne også sorteret.
Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.
Våd, fed og almægtig … en mørk satan med masser af umf, krop og nattesort fylde. Der er tyk lakrids, mest finsk lakrids, lakridsrod, en omgang kul, tørv, jod, tjære, rå champignon samt en frugt med både blåbær, solbær og svesker. Det suppleres med tobak, kakao, lidt harsk baconfedt og mørk chokolade og træagtige noter, meget fortættet og koncentreret med lille, syrlig friskhed i frugten.
I munden er der også en stor historie med en blød og mørk frugt, selvom der er også kommer et spark af alkoholvarme, peber samt tør og ren syre, der holder på de mange lag af brombær, solbær, blomme samt tjære, mørk chokolade, kakao, cedertræ og engelsk lakrids. Du får virkelig en dybsort og kraftig vin, som har en syre, der giver den et lille bordeauxagtig snit. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 189,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.