Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Vincent Charlot, Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut, Champagne, Frankrig

2011 Vincent Charlot, Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut, Champagne, FrankrigOg lad os da bare fortsætte med endnu mere champus fra den gode Vincent Charlot, nemlig en lyserød én af slagsen, champagnen Le Rubis de la Dune Rosé de Saignée Extra Brut.

Det er en årgang 2011 og dér står navnet Vincent Charlot også på etiketten i stedet for det gamle navn Charlot-Tanneux, mens navnet på champagnen; Le Rubis de la Dune vel nærmest betyder noget i retning af “rubinen i klitten eller rubinen i ørkenen”, selvom mit franske ikk’ er specielt imponerende. Her referer La Dune dog til navnet på marken.

Men det er jo også en lille rød rubin … lavet med maceration af druerne i 14 timer, hvilket har givet champagnen denne lyserøde – ja vel meget passede rubinfarvede – kolorit. Druerne er da såmænd også 20% Pinot Noir samt 80% Pinot Meunier … den klassiske champagnedrue, som tyskerne jo også kalder for Schwartzriesling og nogle gange også Müllerrebe, men det er en helt anden historie.

Druerne kommer fra den lille Lieux Dit … altså parcel/mark, som faktisk hedder La Dune, der er på 0,28 hektar og ligger ved Mardeuil, altså tæt på vingården.  Vinstokkene på La Dune er plantet tilbage i 1955. Og det giver altså den røde rubin fra marken La Dune.

Vinen er lavet med 8-9 måneder lang bâttonage, hvor der løbende røres i fadene og derefter modning på flaske i en periode over 36 måneder. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering og en dosage på 4 gram pr. liter.  Produktionen ligger på 1.900 flasker årligt.

Næsen er mere biodynamisk i udtrykket end foregående champagne, mere rå … men hvor dufter det dog fantastisk. Det er jordbær, godt med jordbær endda, svag kirsebær, koriander, karamel og små strejf af jern eller noget i den boldgade.

Syren er blid og boblerne ikke så markante … nærmest mere tætte i strukturen. Der er grape, jordbær, bitterhed, lidt jern og den virker mere letbenet samt knap så kompleks og dyb som foregående champagne fra Vincent. Men herlig champagne med en næse, der er lige så imponerende som Depardieus store snydeskaft.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 275 kr.

Rating 5/7 

2006 Charlot-Tanneux, Cuvée Micheline Tanneux, Champagne, Frankrig

2006 Charlot-Tanneux, Cuvée Micheline Tanneux, Champagne, FrankrigNår du sejrer, fortjener du champagne og når du taber, har du brug for den, har Napoléon Bonaparte sagt. Han har sikkert åbnet en del champagner med sin sabel. Gode gamle Winston Churchill sagde om champagne, at den er bedst når den er tør, kølig og gratis.

Madame Lilly Bollinger sagde noget i samme boldgade, nemlig; Jeg drikker kun champagne, når jeg er lykkelig eller når jeg er ked af det. Nogle gange drikker jeg den, når jeg er alene … og når jeg er sammen med andre, betragter jeg den som helt nødvendig. Jeg nipper til den, når jeg ikke er sulten, og drikker den, når jeg er. Ellers rører jeg den aldrig – undtagen når jeg er tørstig.

Og der er noget specielt ved champagne … fuld af bobler og livsglæde. Den bruges altid til specielle stunder i livet, fx ved bryllupper, når sejre skal fejres eller i magiske øjeblikke. Og så kan champagne – som denne Cuvée Micheline Tanneux fra den lille champagneproducent Vincent Charlot – smage helt formidabelt.

Vincent Charlot holder til i udkanten af den lille by Mardeuil ikke ret langt fra Épernay i Champagne. Han stammer fra en familie, som har været vinavlere i Champagne gennem generationer, men købte i 2001 en vinpresse og overtog driften, som omfatter 4 hektar vinmarker fordelt på 6 kommuner og 33 forskellige parceller.

Huset hed oprindelig Champagne Charlot-Tanneux, men er i dag blot opkaldt efter Vincent Charlot. Og den gode Vincent er virkelig en vaskeægte vinnørd med en brændende passion for at lave biodynamiske og exceptionelle champagner. En biodynamisk bondemand med jord og lort under neglene.

Alle markerne drives økologisk og biodynamisk og Vincents viden om biodynamisk produktion er ligeledes exceptionel. Du kan spørge ham om brug af røllike te eller afkog af ager padderok … han ved alt, som der er værd at vide om biodynamik.

Hans vinmarker er også et sandt vrimmel af mikroskopisk dyreliv, der vedligeholder og beriger jorden. Små grønne parceller fulde af liv, blomster, insekter, høns og diverse løg og urter … i skærende kontrast til de fleste af nabomarkerne.

Charlot er nemlig heller ikke tilhænger af pløjning mellem vinstokkene, men anvender i stedet alternative planter, som giver diversitet og gør at vinstokkene i stedet sender deres rødder dybt ned i undergrunden, hvor den virkelig terroir bor … som Vincent selv udtrykker det.

Alle 33 parceller vinificeres separat og blandes herefter ud i de mange forskellige cuveer eller også ender de som enkeltmarksvine … en retning Vincent går mere og mere efter.

Vincent laver omkring 30.000 flasker om året, alt er enten økologisk eller biodynamisk.  Al vinifikation af de blå druer, altså Pinot Noir og Pinot Meunier, sker i gamle Bordeaux fade, mens der til de hvide druer anvendes gamle Sauternes fade.  Gæringen sker spontant ved hjælp af den naturlige gær og der foretages aldrig malolaktisk gæring.

Denne Cuvée Micheline Tanneux – opkaldt efter den gamle bedstemor, som også troner glad på etiketten – er lavet af druer fra en 1. Cru mark i Pierry, og den er lavet på 70% Chardonnay samt 30% Pinot Noir. Ingen malolaktisk gæring, ingen filtrering, ingenting! Dosage er på 4 gram pr. liter og der er alene produceret 650 flasker af denne betagende champagne.

Og hold nu op … det er sgu da godt. Bæstet forkæler din næse med en ganske aromatisk og bondsk aroma med gærede æbler, modne æbler, svag harpiks, brunet smør, franskbrød og toast samt et lille slag af noget mineralsk. Paf.

Smagen er blød, boblerne blide … man forundres øjeblikkeligt af dybden i vinen med modne æbler, godt med moden frugt, kridt, mineraler, blød frugtsødme og … dybde. Imponerende og en af de bedste champagner, som jeg har smagt.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 295 kr.

Rating 6,5/7 

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigBobler på en torsdag … og første af slagsen blev denne Crémant d’Alsace Brut fra den lille alsaciske producent Christophe Lindenlaub, som holder til midt i byen Dorlisheim omkring 15 kilometer sydvest for Strasbourg, altså den nordlige del af Alsace.

Vinhuset er grundlagt af Lindenlaub familien tilbage i 1759, men drives i dag af Christophe Lindenlaub. Han overtog driften efter hans far Jacques Lindenlaub  i 1999. Han passer husets 10 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Husaren, Stierkopf og Rangenberg. Alt drives certificeret økologisk og flere af markerne drives endda også biodynamisk. Christophe er også selv meget aktiv i markerne.

Derudover er han en rigtig gavtyv, der gladelig springer rundt imellem fadene, snakker og skænker vin. Han elsker vin og med en smøg i kæften fortæller han røverhistorie eller  historier om damer. En fantastisk energisk og afslappet mand på en og samme tid … ren hygge og livet leves uden de store bekymringer.

Christophe Lindenlaub producerer omkring 50.000 flasker om året, hvoraf de 30.000 sælges direkte fra huset, altså primært huset basisvine, mens de sidste 20.000 er mere specielle vine … naturvin og lignende. De sælges til smarte barer i Frankrig og så en lille smule til Danmark.

Denne Crémant d’Alsace Brut er en almindelig traditionel Crémant, men økologisk dyrket og med 6 gram sukker. Det fremgår ikke, hvilke druer, som vinen er lavet på … men mon ikke der er noget Pinot Blanc i den lille, boblende vin.

Duftmæssigt lidt æbler, lidt citrus, svag gærende noter, nogle mineralske elementer samt et vist animalsk udtryk. I munden er boblerne nærmest brusende og frugten meget ren, stålsat, stringent og frisk. Smager ganske fint.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4,5/7 

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, Tyskland

2012 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior, Baden, TysklandUnder vort ophold i Oberbergen i Kaiserstuhl besøgte vi også byens store kooperativ, som hedder Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl. Og en mørk mandag aften i sommerhuset åbnede jeg en af vinene, som jeg havde købt på kooperativet … deres topvin Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior.

Vi besøgte faktisk stedet på førstedagen i Oberbergen … inden vort fremragende besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Da temperaturen i Kaiserstuhl var over 35 grader, da vi tilfældigt slentrede forbi, så var et besøg i den aircondition kølede butik næsten en frelse og en vinøs oase  … lidt normale temperaturer og masser af vine.

Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaíserstuhl eG er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen og skabe økonomisk levedygtighed både på kort og lang sigt.

Siden er kooperativet vokset markant, bl.a. overtog det i 1998 også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis samlede vinareal udgør omkring 350 hektar alles zusammen.

wg-oberbergen-bassgeige
Her ses kontrabassen som logo foran butikken/smagelokalerne

Kooperativet ligger lige nedenfor vinmarken Baßgeige … marken, der har form efter en kontrabas og derfor har fået dette musikalske navn. Den store bas er også blevet et symbol for både kooperativet … ja endda hele Oberbergen.

Kooperativet har således kontrabassen som deres officielle logo og den går igen i både butikken, på flaskernes etiketter … ja endda har de en flaske formet som en kontrabas … den såkaldte Baßgeigen-Formflasche. Kooperativet bruger således kontrabassen i deres markedsføring, bl.a. med sloganet Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser.

wg-oberbergen-bass
En stor kontrabas prydet på bedste vinøse facon

wg-oberbergen-indenfor
Den store butik

wg-oberbergen-indenfor-2
Flot og køligt vinlokale

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet.

Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der Spätburgunder Weißherbst, et par Spätburgundere samt et par specialiteter og lidt sekt.

wg-oberbergen-flaske
Selv en af flaskerne er formet som en kontrabas … hvem sagde souvenir? Den fås med enten Grauer Burgunder eller Spätburgunder

Denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Edition Terrior er som nævnt husets bedste og dyreste Spätburgunder. Den er fra serien Edition Terrior, som omfatter to vine … denne Spätburgunder  samt en Grauer Burgunder.

Det er selvfølgelig en enkeltmarksvin, hvor druerne alene kommer fra marken bag kooperativet … den legendariske Oberbergener Baßgeige. Vinen har lagret 2 år på barriques og indeholder 3,3 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen er vinen knap så transparent som den typiske tyske Spätburgunder … nok en anelse mere lilla i udtrykket, men det er altså alene små nuancer. Men, man er vel kender?

Næsen har heller ikke den typiske søde tyske, animalske stald … mere nogle dominerende grønne, stenede og røgede noter. Der udover er der eg, en svag note af vanilje, svag lakrids samt krydrede elementer.

Smagsmæssigt godt med syre … ribs, tørre og faste tanniner, bitre elementer og syrlig frugt. Syren river lidt, meget stringent med noter af jern, stål og mineraler. Virkelig en streng og formanende overlærer, bitter og slet ikke imødekommende. Med lidt varme i glasset bliver den mere imødekommende … men hvem gør ikke det med lidt varme?

Købt på kooperativet til 25€ … eller omkring 186 kr., hvilket synes i den dyrere end for denne vin.

Rating 4,5/7 

wg-oberbergen-skilt
Winzergenossenschaft Oberbergen im Kaiserstuhl

wg-oberbergen-produktionPå den anden side af hovedvejen ligger selve produktionslokalerne

2014 Langå Søgård, Orion, Jylland, Danmark

2014 Langå Søgård, Orion, Jylland, DanmarkOrion er – udover et stort og klart stjernebillede på den nordlige himmelkugle, et bo- og rehabiliteringscenter, et billigt hotel i den græske by Rethymnon, en erotisk shop samt en spejdergruppe og sikkert mange flere ting – også en grøn druesort … ja faktisk den mest plantede grønne drue i Danmark. Den er meget modstandsdygtig overfor sygdomme og giver syrlige og aromatiske vine.

Her har vil netop en dansk vin på Orion og fra Langå Søgård, som jeg besøgte igen for et par uger siden. Og dermed er jeg – ifølge ejeren – en fast besøgende slash stamkunde … de fleste overlever nemlig ikke det første besøg. Det var nu sagt med et glimt i øjet, for vingården – som alene drives på hobbybasis – er faktisk begyndt at lave ganske udmærkede vine.

langaa-01
Vinstokke på den stejle lille bakke

Du kan læse mere om Langå Søgård i mit blogindlæg Besøg på dansk vingård … Langå Søgård fra september 2014.

Som sidst fik vi en rundtur i markerne og derefter så vi produktionlokalerne og hørte lidt om produktionen. Vi smagte også 3 forskellige rosévine … som Langå Søgård er specielt præmierede for. Det var deres Rotling, almindelige Rosé samt deres Sweet Rosé, alle lavet på Rondo druen.

langaa-06
Her Sweet Rosé, almindelig Rosé og Rötling

Men jeg har nu ikke smagsnoter fra de vine. Jeg fik dog denne Orion hvidvin med hjem … og dermed var jeg ifølge ejeren Flemming én af de heldige. De uheldige fik en rødvin med hjem … igen sagt med hans sædvanlige godmodige glimt i øjet. Vi smagte nemlig også én af de røde og der er kvaliteten også langsomt på vej op.

langaa-07
Nogle af gårdens mange diplomer

Nå, men denne hvide Orion skulle hele den pukkelryggede familie selvfølgelig lige smage sidste weekend. Vinen er lavet med druer med den lille sydøstvendte skråning ved Langå Sø, er håndsorteret, presset og derefter gæret på ståltank. Efterfølgende er vinen lagret omkring 3 måneder inden tapning på flaske.

Duftmæssigt lidt en sjov størrelse. Der er lidt astronaut is, viskelæder, marzipan, modellervoks, hyben … god friskhed med nogle udefinerbare lyse bær, meget tæt i næsen og nærmest som om, at den er lidt lukket i udtrykket.

Smagen er meget sprød med grønne elementer, krydret og aromatisk. Jeg kan ikke sige hvilke krydderier, som er i vinen, men den smager faktisk ganske fint. Nogle i familien gættede på, at vinen var fransk … men så langt vil jeg nu ikke gå.

Kan ikke købes, da vingården alene drives på hobbybasis.

Rating 3/7 

langaa-04
Hobbithulen … a.k.a. en lille vinkælder

langaa-03
Rondo druerne er ved at være modne til høst

langaa-05Et eksemplar af alle de producerede vine

2011 Il Borghetto, Montigiano, Toscana, Italien

2011 Il Borghetto, Montigiano, Toscana, ItalienMed næste vin er vi igen retur på det totalt charmerende B&B slash vingård Il Borghetto udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze. Denne gang er det med vinen Montigiano.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, topvinen Bilaccio – som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen – samt denne Montigiano.

Vinen er på 100% Sangiovese, men druerne dyrkes ikke på Il Borghettos egne marker, men opkøbes hos nogle af de omkringliggende økologiske vingårde.

Vinen er lavet helt tradtionelt og 50% har lagret 12 måneder på cementtanke og de resterende 50% først 6 måneder på egetræsfade og derefter 6 måneder på cementtanke og yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt 13.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen til det lette side … ikke transparent, men let med orange/brunlige nuancer. Næsen har italienske karaktertræk … grøn syre, animalsk med lidt lakrids, tobak, tør jord, frisk frugt, ribs, hindbær, en smule kirsebær, mentol samt nogle balsamiske elementer og røg.

I munden virker bærene godt modne … selvom det fortsat er let frugt, stram italiensk syre, selvom det på ingen måder bliver ultra stramt eller syrligt. Taninnerne er lette, bider på ingen måde og sammenlagt er indtrykket en let, elegant og svagt syrlig vin. Som Leth  ville ha’ sagt det; arghhhh den kan jeg godt li’.

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 155 kr.

Rating 5/7 

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Hipping Trocken, Rheinhessen, TysklandUf … endnu et lille pletskud fra Huff, nemlig vinen Riesling Hipping Trocken til nur 5,90€ … eller sagt på en anden måde; god kvalitetsriesling til menneskepenge.

Vinen er faktisk købt på på vingården for et par måneder siden på mit vinøse roadtrip, men det alene blev et hurtigt stop, da det hverken var Stephanie, Daniel eller Stefan, som betjente os i smagelokalet, men en ældre dame, hvis engelske var ikke eksisterende og da vi samtidig ramte vinhuset lige ved starten af deres middagslukketid. Lidt pli har vi skam.

Så mit andet besøg på vingården blev således ganske kort. Du kan i stedet læse om vores første besøg i blogindlægget om vinen Tres Vites … der har jeg også nogle billeder fra besøget.

I stedet springer vi så direkte videre til denne vin … faktisk en enkeltmarksvin, hvo druerne kommer fra marken Niersteiner Hipping, som ligger på Der Roter Hang lige mellem markerne Oelberg og Brudersberg.

Det er niveauet over husets Riesling Roter Hang Trocken, men er ellers lavet på samme måde, dvs. på ren stål og uden lagring på eg eller andet.

Næsen har æbler, tropisk frugt, fersken, kvæde, mineraler, kridt og igen fin intensitet og ganske indbydende næse. Ikke så animalsk og der er heller ingen petroleum. I munden er vinen en anelse mere cremet end lillesøsteren og er rund, blød med en blid syre, god balance med citrus og bitterhed.

Købt på vingården, pris 5,90€ … svarende til 44 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandKærlighed ved første blik hedder det, når det romantiske lyn slår ned og der findes såmænd også en film, som hedder kærlighed ved første hik … og nu giver det også mening om at snakke om kærlighed ved første sip.

Det er selvfølgelig endnu en vin fra den tidligere vindronning, vinzerprinsesse, Weinkönigin Julia Bertram, nemlig vinen Dernauer Spätburgunder … bestemt en dronning værdig og jeg ka’ atter ikk’ undgå at blive en smule imponeret. Og som første gang jeg smagte Spätburgunder fra Julia Bertram er det kærlighed ved første sip.

Jeg har jo skrevet om den dejlige Julia flere gange, bl.a. ved vinene Handwerk Spätburgunder, Ahrweiler Spätburgunder og selvfølgelig den totalt overbevisende Ahrweiler Forstberg Spätburgunder.

Denne Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Smagsmæssigt ligger den også lidt på linje med Arhweileren, hvor næsen er lidt bourgundisk i udtrykket med grønne noter og lidt støvet med lette bær, ribs, jordbær, hindbær, grafit og mineraler. Vinen har heller ikke – som søsteren – en voldsomt animalsk næse, men mere ren frugt, mineraler og grønne blade.

I munden er der ren, mineralsk frugt, grønne elementer … det er lyse umodne kirsebær, hindbær, kridt, svag peber og grønne blade. Det er sgu bundet godt sammen med lethed, elegance og igen et meget feminint udtryk. Kærlighed ved første sip.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 145 kr.

Rating 5,5/7 

2008 Casa Vinicola Botter, Maravigna Biferno Reserva, Molise, Italien

2008 Casa Vinicola Botter, Maravigna Biferno Reserva, Molise, ItalienDenne vin sælges med ord som; forførende dråber af Syditalien og en dejlig vin fra et særdeles interessant område i Italien. Vinen har den store industrielle importør Taster Wine kaldt Maravigna Biferno Reserva og bagetiketten afslører, at den er lavet af R.D.G., som ligger byen Fossalta di Piave i Veneto området.

Imidlertid kommer vinen ikke fra Valpolicella eller andre områder i Veneto, men derimod fra appellationen Biferno, som ligger i det mere ukendte vinområde Molise et godt stykke nede i Italien på østkysten syd for Abruzzo og nord for Apulien. Området er præget af utrolig anonyme og masseproducerede vine … ofte høstes der mere end 300 hektoliter pr. hektar, hvilket jo er omkring 750-1.000% mere end gode italienske kvalitetsproducenter.

Så på den måde kan man jo roligt sige, at vinen kommer fra et spændende område!

Et søgning på internettet afslører, at producenten R.D.G. er lig med Casa Vinicola Botter, som er en stor vinproducent, som laver vine fra mange områder i Italien og samarbejder med en lang række vinavlere over det ganske land. De har også flere andre vine, som har den sjovt formede etiket som denne Maravigna Biferno Reserva.

Casa Vinicola Botter er grundlagt i 1928 af Carlo Botter som et engrosfirma indenfor vin, men først efter 2. verdenskrig begyndte Carlos sønner Arnaldo og Enzo Botter at sælge vin på flasker, men i dag er virksomheden ejet af 3. generation, som selvfølgelig er opkaldt efter grundlæggeren Carlo Botter.

Det store foretagende laver over 10 millioner flasker vin årligt, bl.a. under brands som Botter, Vivolo, Bottero di Cello, Il Palù, Cale, Lunate, Picco del Sole, Tor del Colle, Divici, La di Motte, Gran Passione, Verso og Doppio Passo. Derudover laver de specialproduktioner til bl.a. Danmark som fx denne Maravigna Biferno Reserva.

Den er lavet på 70% Montepulciano, 15% Trebbiano Toscano og 15% Aglianico … og alle druerne skulle være hentet fra marker tæt på floden Biferno, som gennemskærer regionen og samtidig lægger navn til appellationen.

Vinen er lavet med en maceration på 10-12 dage ved kontrolleret temperatur på 25–27 grader. Derefter skulle vinen – efter sigende – ha’ ligger 18 måneder på egefade efterfulgt af 18 måneder på tank inden flaskning og frigivelse.

Nok snak, lad os se, om det virkelig er forførende dråber af Syditalien. Næsen er sød, moden med blommer … men ellers ganske neutral. Dufter faktisk ikke af særligt meget. Smagen er lidt sød, pjasket med lidt røde bær, lidt peber men ikke rigtigt nogen eftersmag. Resten af flasken kommer sgu i maden.

Forhandles flere steder, bl.a. i Vin- & Delikatessehuset, hvor banditten koster 59 kr.

Rating 2/7 

2014 Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, Oberrotweiler Spätburgunder Trocken Maischegärung, Baden, Tyskland

2014 Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, Oberrotweiler Spätburgunder Trocken Maischegärung, Baden, TysklandPligt er et religiøst, filosofisk og juridisk funderet begreb, som angiver handlinger, man er tvunget til at udføre, hvis man vil undgå straf eller anden form for ubehag.

Og en fredag uden Spätburgunder giver helt sikkert et form for ubehag … så jeg påfører mig troskyldigt en omgang pligt og åbner denne Oberrotweiler Spätburgunder Trocken Maischegärung fra  det sydtyske  vinkooperativ Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil.

Med selvom pligten er et nøglebegreb i etikken …. nærmest som en slags moralforskrift, så føles det på ingen måder tyngende sådan en regnfuld oktoberdag … snarere tværtimod. Jeg tager pligten først og endda med rettidig omhu, så på den måde er jeg skam meget pligtopfyldende.

Så pligten tyngder ikke længere … har klaret dagens andre pligter, så jeg sidder sgu og nyder dagens dont (olieret køkkenbordet, renset blandingsbatterier, gjort rent, vasket tøj, løbet tur med sønnike og tusinde andre ting) til sagte toner fra Niels Frahms smukke album Screws fra 2012. Stille klaver, smukt, følsomt og lidt passende til hygge, regnvejr og god rødvin. Og enkle numre med titler som Do, Re, Mi, Fa, Sol, La, Si og Me. Delikat.

Jeg drak for 14 dage siden en Spätburgunder Weißherbst fra kooperativet i Oberrotweil, så jeg skal ikke skrive en masse om det … blot henvise til tidligere blogindlæg. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Oberrotweiler Spätburgunder Trocken Maischegärung.

Vinen er lavet af kældermester Leopold Laible og med druer fra marker omkring Oberrotweil. Vinen er lavet helt traditionelt og gammeldags med gæring af vinen sammen med bærmen … maischegärung, men der er ingen information om, hvor lang tid gæringen har varet eller hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfadene.

Jeg har dog fundet lidt supplerende oplysninger, bl.a. at vin har 1,6 gram restsukker pr. liter og vinen trækker en alkoholprocent på 13,9% eller 14%, som der står på etiketten.

Lad os smage dyret, som i glasset bestemt er transparent, som Spätburgunder også plejer … her måske dog en anelse mørkere, hvilket måske kunne tyde på, at macerationen har varet lidt længere tid end normalt … og også blot viser Badens solrige side.

Næsen har en aromatisk Pino sødme med både chokolade, vanilje, grannåle, frisk egetræ, søde kirsebær samt nogle søde krydderier. Krydderierne er temmelig tydelige i starten, men afrundes med lidt luft i glasset. Egetræsnoten er ligeledes ganske markant og bliver ved med at hænge i glasset.

I munden er der sødme, sød frugt og ellers fin tørhed med tanniner, rustik syre og godt med krydderier. Rustik og præget af megen eg, således smagen bliver lidt grov og uden den afgørende elegance. Alligevel smager den sgu ganske okay og bedre end Spätburgunder fra mange andre kooperativer.

Købt på kooperativet i Oberrotweil til 8,20€ … men da jeg selv hentede den på hylden, så fik jeg sammenlagt 0,50€ i abholvergütung … afhentningsrabat. Elsker sgu disse bombastiske tyske ord. Abholvergütung. Nå, men 8,20€ svarer til omkring 61 kr.

Rating 4/7