Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2012 Weingut Heymann-Löwenstein, Riesling Schieferterrassen, Mosel, Tyskland

weingut-heymanWe Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.

Weingut Heymann-Löwenstein holder til i byen Winningen, som ligger i den nordlige del af Mosel ikke langt fra Koblenz. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Reinhard Löwenstein sammen med hustruen Cornelia Heymann-Löwenstein. De første år lå vingården i Lehmen, men i 1983 flyttede de til nuværende adresse i Winningen.

Inden Reinhard blev vinbonde havde han tilbragt en del år som aktiv kommunist i det franske kommunistparti, og havde også arbejdet som frivillig hjælpearbejder i Cuba. Han startede beskedent med 5 hektar marker ved Winningen.

Omkring Winningen ligger vinmarker ikke så højt – ja faktisk bliver det ofte kaldt Untermosel, men det passede Reinhard godt, da han var af de overbevisning, at det ville godt de bedste tørre vine … og det var præcis hvad han gik efter.

I dag har vinhuset dog også en lang række stejle vinmarker … samlet 14 hektar med druesorterne Riesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau og Elbling. De bedste marker er Winninger Röttgen, Winninger Uhlen, Hatzenporter Kirchberg, Hatzenporter Stolzenberg, Valwiger Herrenberg, Winninger Hamm og Winninger Brückstück.

Og nogle af markerne er virkelig stejle. På hver af de hundrede år gamle terrasser, der er skåret ind i klipperne, vokser ofte kun 1-2 rækker vinstokke. Markerne Kirchberg, Stolzenberg, Röttgen, og Uhlen var allerede på Napoleons tid anset for at være de bedste i området. Fra disse vinmarker skaber Löwenstein nu nogle af de mest karakterfyldte vine i Tyskland, som hver især afspejler den skifer, der findes i markernes undergrund. Derfor er de vidt forskellige og Reinhard taler om skiferens klang.

weingut-heymann-lowenstein-ii

I vinifikationen bruger Reinhard minimalistiske, naturlige metoder til at indfange hver vinmarks udtryk. Han høster ekstremt sent og lader vinene gære spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinen en større fylde og kompleksitet, end det ellers kendes i regionen.

Og klasse fornægter sig ikke … i næsen svag petroleum og den oser næsten af Riesling. Der er en lækker frugtaroma, fersken, frugtsten, mineraler, sødme, intensitet, nødder … er det valnødder? Der er måske også lidt appelsin … virker en smule eksotisk og mineralsk i næsen, og den dufter saftsusende godt.

Smagsmæssigt virkelig en vin i balance, syren danser sammen med frisk frugt, sødme og let bitterhed fra både lemon- og grapefrugt. Der mærkes citrus, salt og en blid jernagtig mineralitet. Flot vin … og det er endda alene en “Guts-Riesling” … altså en entry-level Riesling fra den gode Weingut Heymann-Löwenstein. Måske er det også derfor, at huset af Riesling.de er ranket som værende blandt Tyskland 10 bedste Riesling producenter.

Forhandles af Atomwine, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Lukas Krauß, Pornfelder Rosé, Pfalz, TysklandPå S’vinbar startede vi frækt, syndigt og lyserødt med en Pornfelder Rosé … og denne uartige, lille sag med to halvnøgne fruentimmere på etiketten kommer fra Weingut Lukas Krauß, en frisk, ung vinmager, som kalder sig Mann Mit Hut, fordi han altid render rundt med en gammel hat.

Faktisk er Lykas email-adresse da også hut@lukaskrauss.de … og den gode vingut … eller måske rettere Weinhut Lukas Krauß holder til i byen Lambsheim, som ligger i Pfalz omkring 10 kilometer vest for byen Mannheim og heller ikke langt fra Heidelberg.

Vinhuset er reelt grundlagt i 1984 af Lukas Krauß’s fader Harald Krauß, selvom familien egentlig har været vinbønder i området i hundrede år. Lukas er dermed alene 2. generation på vingården, som samlet omfatter omkring 7 hektar vinmarker omkring Lambsheim, hvilket danner baggrund for en årlig produktion på omkring 30.000 flasker vin.

Lukas selv er lidt af en nørd, men en fremadstormende vinmager, som samtidig forstår at markedsføre sine vine og selv er meget aktiv på Facebook og Twitter. Han er ganske vist kun 28 år, og selvom Lambsheim ikke er centrum for vinproduktion, så er Lukas overbevist om, at han kan ændre disse fordomme.

Lukas er derudover er assisterende vinmager hos hos Müller-Catior et par dage om ugen, men resten af tiden arbejder han benhårdt i marken på egne, lånte og lejede parceller med at dyrke sunde druer med lidt inspiration fra bio & økologisk drift – dog uden at være hellig. Lukas har også arbejdet hos Johner i både Baden og New Zealand, og den gamle Johner er ret imponeret af hans vine.

Lukas laver en række vine, bl.a. på druer som Riesling, Grauer Burgunder, Scheurebe, Silvaner, Grüner Veltliner, Spätburgunder … og så Blauer Portugier samt Dornfelder, Og så laves der netop denne Pornfelder i en rød og rosé udgave, og den er netop lavet på PORtugieser samt dorFELDER, og deraf selvfølgelig navnet Pornfelder.

Pornfelder
I den kommende udgave skulle etiketten – jf. Karina og Sabina fra S’vinbar – imidlertid være med to halvnøgne mænd i stedet, og den glædede pigerne sig til. Vi nøjedes dog med denne årgang og den pivfrække etiket, som vi ikke ser nogen grund til at ændre. Det kunne vi hurtigt blive enige om.

Druerne til vinen er høstet ved håndkraft, hvorefter vinen er presset og efter en kort periode maceration er vinen gæret i rustfri ståltanke.

Den lille lyserøde sag byder i næsen på lidt tranebær, jordbær og et lidt letkrydret syre. I munden er vinen saftig med jordbær, ribs, kirsebær, svag bitterhed … og egentlig let og meget easygoing. Der er måske lidt kant og mineralitet … og med lidt luft i glasset kommer syren og de bitre noter også mere frem.

Købt på S’vinbar, men kan ikke huske prisen på vinbaren … tror det var 250 kr. for en flaske. I Tyskland koster en flaske 8,90€ i en vinhandel, hvilket svarer til omkring 66 kr.

Rating 4/7  

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut H.T. Eser, Riesling Oestricher Lenchen Trocken, Rheingau, TysklandFor en måneds tid siden smagte jeg lidt Riesling fra Weingut Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Nu er vi igen i byen og med endnu en Riesling, blot fra Weingut Eser … eller Weingut H.T. Eser, som de også hedder.

Ja, der findes faktiske en del Eser’e i Oestrich-Winkel, bl.a. vinhusene Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H. T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser. Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936.

Brødrene driver i alt 15 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen, hvor den første er den absolut bedste vinmark. Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Brødrene holder til i en gammel ejendom, der kan dateres tilbage til 1894 og hvor der gennem alle årene har været produceret vin. Denne villa har en dyb kælder, der har de perfekte forhold til fremstilling af vin med god kølighed og optimal fugtighed.

Nå, men denne vin i glasset er en Riesling Oestricher Lenchen Trocken, hvor druerne – som navnet indikerer – kommer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke.

Næsen er sådan lidt nøddeagtig, sødme, fersken, mirabeller, grønne æbler, frugtsten, god fylde og klart noter af Riesling. I munden er vinen sød, småkrydret og syren er forholdsvis blid. Der savnes klart noget syre, dybde og mangler også mineraler, men der er i stedet lidt bitterhed i smagsbilledet … uden det dog er skidt. Den virker lidt som en Spätlese i udtrykket.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 119,75 kr.

Rating 3,5/7

2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienFaldt forleden over denne Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, en vin under appellationen Friuli Isonzo DOC i vinområdet Friuli-Venezia Giulia, som jo ligger i den øverste og østligste del af Italien, klemt op imod Østrig mod nord og grænsen til Slovenien mod øst. Vinhuset kaldes I Feudi di Romans, men hedder rettelig Azienda Agricola Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr.

Det er nemlig grundlagt i 1991 af Enzo Lorenzon og han driver det sammen med sønnerne Davide og Nicola. Vinhuset ligger i Provincia di Gorizia … knap en kilometer udenfor byen San Canzian d’Isonzo og lige ved floden Soča, som løber ud i bugten ved Trieste blot omkring 5 kilometer længere mod syd.

I startede ejede familien alene 15 hektar, men det er i dag udvidet til sammenlagt 120 hektar i Friuli Isonzo DOC zonen. Selve vineriet er ligeledes udvidet i løbet af alle årene og fremstår i dag topmoderne med nye rustfrie ståltanke, teknologisk udstyr og solceller på over 700 kvadratmeter.

Huset laver 5 serier vine samt en stor Bag-In-Box, kaldet 5 Sendi. Serierne hedder Lorenzon, Lorenzon Spumanti, I Feudi di Romans, Tenuta Casate samt Borgo dei Vassalli. Sidstnævnte serie består af denne Pinot Grigio samt to andre hvidvine på henholdsvis Ribolla Gialla og Sauvignon Blanc og 3 rødvine på henholdsvis Refosco, Merlot og Cabernet Franc.

Druerne til Borgo dei Vassalli Pinot Grigio høstes i begyndelsen af september. Druerne afstilkes og presses umiddelbart efter ankomst til vineriet. Druerne presses let med det samme for at undgå, at mosten tager farve af druerne. Druemosten afkøles til 16ºC og dekanteres i løbet af en nat. Herefter tilsættes gær. Gæringsprocessen sker ved 16-18º grader i 10 dage. Vinen lagres herefter i rustfrie ståltanke i tre måneder og omrøres en til tre gange om ugen afhængig af vinens udvikling.

Næsen er sådan lidt eksotisk med abrikos, modne æbler, papkasser, nødder og en smule sødme. I munden er vinen præget af lidt æbler, citrus med sødme og fylde. Den er måske også en kende flad i udtrykket, og det hele bliver en smule kedeligt og neuralt.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 99,75 kr.

Rating 3/7 

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.

Vingården blev grundlagt i 1902 af Pietro Castellani der var både en passioneret og dedikeret drueavler samt vinmager. I dag drives vingården af fjerde generation med de to brødre Alessandro og Nicola Castellani i front. Alessandro er hovedansvarlig for vinifikation og kælderarbejde, mens Nicola, der er uddannet agronom, har ansvaret for markerne.

De fortsætter med samme engagement og passion for arbejdet, som oldefar Pietro for mere end hundrede år siden. Alle faser af produktionen – det være sig dyrkning af kvalitetsdruer, høst, vinfremstilling, lagring og markedsføring udføres direkte af familien.

Særlig opmærksomhed og pleje gives til den vanskelige proces med druetørring eller ‘appassimento’, der er afgørende for fremstillingen af Recioto og Amarone, regionens mest ædle vine.

Ca’ La Bionda råder over 29 hektar vinmarker på bjergskråninger i en højde, der svinger mellem 150 og 300 meter over havets overflade og med en østlig eksponering.

Gården er for nylig blevet renoveret og ombygget. Kælderen er topmoderne, men tilgangen er på mange måder stærkt traditionel og noninterventionistisk, dvs. der anvendes ikke kulturgær og vinene hverken klares, filtreres eller stabiliseres. Ca’ la Bionda anvender udelukkende de lokale druesorter, dvs. Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Brødrene på Ca’ La Bionda lægger vægt på at lave vine med saftighed, relativt lyse bæraromaer og en meget ren frugtkarakter … næsten med en sart, lys og burgundisk frugtighed og en skøn syrespændstighed. Også vinenes farve er relativt lys. De benytter sig af store fade og arbejder 100% økologisk.

Denne Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella er lavet på 70% Corvina, 20% Corvinone og 10% Rondinella. Druerne kommer fra den stejle skråning Ravazzol, som er anerkendt som en af områdets fineste. De håndsorterede druer fra gamle planter – 50-70 år gamle – undergår gennem omkring 100 dage en apassimento naturale i åbne tørrefaciliteter og mister ca. 40% af deres vægt.

Derefter er vinen fermenteret i rustfri ståltanke ved meget lav temperatur, omkring 10-15 grader, hvilket kun er muligt ved, at det sker i løbet af vinteren. Derefter lagrer vinen i 36 måneder på helt nye 3.000 liter egefade, og efter flaskning lagrer vinen endnu 8 måneder inden frigivelsen.

Og hvilken herlig Amarone … her er jeg altså også bare solgt. I glasset virker vinen for det første ikke som en ærketypisk Amarone … men er langt klarere og tyndere. Næsen har dog en vis modenhed med mejeri, kærnemælk, kød, lette blommer, brombær, sure kirsebær, tobak, lidt blomster, chokolade og ristede mandler. Men minder ikke om typisk Veneto.

I munden er vinen blød med modne frugter, solbær, kirsebær … men ikke tung på nogen måder, mere let, frugtrig og elegant. Det er selvfølgelig ikke en let vin, men den virker på en eller anden måde let i udtrykket, selvom de modne frugter kan smages sammen med jern, mineraliteter og fine tanniner … mens vinen også trækker de for Amarone typiske 16% volumen i alkoholen. Det er virkeligt blødt … og forførende, må det rigtige ord være. Og hvem vil ikk’ forføres?

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan havde vistnok købt den på vingården. Herhjemme forhandles den af VildMedVin, hvor den koster 445 kr.

Rating 6/7  

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, ItalienFuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2010, men her har vi vinen i årgang 2012, men skulle – på samme måde som 2010’eren – ha’ opnået 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2015.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er  lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Det er rigtig powervin med volumen, fedme, sødme, saft og kraft. I næsen er vinen – helt som sidst – mørk, sort med blommer, sorte modne bær, solbær, blæk, blyanter … en gul knækket skoleblyant foreslog Paul endda. Der er også flæsk, træ, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, tørhed og egenoter. Det er cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … næsten helt porno.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, Tyskland

2012 Weingut Schmitt’s Kinder, Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder GG, Franken, TysklandMed 4. Pinot Noir ramte vi endelig det europæiske fastland efter 3 x oversøisk Pinot, og her endda vaskeægte tysk Spätburgunder, nemlig topvinen Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som jeg sidste sommer havde med hjem fra ferien efter et stop hos vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder.

Weingut Schmitt’s Kinder holder til i den lille by Randersacker syd for Würzburg i det dejlige Franken. Helt præcis ligger vinhuset et par kilometer syd for Randersacker … tæt på den lokale sportshal og marken Sonnenstuhl, ja adressen er da også Am Sonnenstuhl 45.

Familien Schmitt har dyrket vin i Randersacker siden 1712, men vinhuset fik først sit nuværende navn Schmitt’s Kinder i 1910, den daværende Schmitt efterlod vingården til sine børn … der stik imod den traditionelle skik ikke delte markerne mellem sig, men i stedet slog pjalterne sammen og drev vingården i fællesskab, hvilket meget passende gav vingården tilnavnet Schmitt’s Kinder.

I dag ejes vingården af ægteparret Karl Martin og Renate Schmitt, men det er nu sønnen Martin Joh. Schmitt, som i dag står for vinproduktionen. Han er 10. generation og uddannet ønolog fra Geisenheim, og driver ejendommens 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller.

Da jeg besøgte vingården var det nu hverken Karl Martin eller Martin Joh. Schmitt, som præsenterede husets vine og jeg fik en rigtig hyggelig snak med, men derimod en anden fra familien. Jeg fik ikke noteret hans navn, men en virkelig hyggelig fætter. Vi drøftede vinene fra området selvfølgelig og vin generelt.

Han havde tidligere smagt dansk vin, og da jeg senere spurgte, hvorfor Schmitt’s Kinder ikke eksporterede til Danmark, så svarede han kvikt, at det skyldes, at de simpelthen blev udkonkurreret af de danske vine. Fandme god humor.

Under besøget smagte jeg nogle af husets Silvanere, Rieslinge og selvfølgelig deres Spätburgundere. Virkelige lækre vine hele vejen rundt. Jeg smagte bl.a. denne topvin Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse, som netop i bladet Feinschmecker var kåret som Tysklands 2. bedste 2012 Spätburgunder. Det var de ganske stolte af … ganske forståeligt.

Schmitts Kinder - Feinschmecker
De fremviste stolt artiklen med deres Randersacker Sonnenstuhl Spätburgunder Große Gewächse på plads nr. 2.

Druerne kommer fra Sonnenstuhl marken … også altså fra den allerbedste del Große Gewächse. Vinen er lavet helt klassik, hvor vinen gærer på skindet og derefter lagrer et sted mellem 12-16 måneder på små franske barriques.

Og for nu at sige det ligeud på tysk; Das hat Klasse! I glasset den smukke, transparente teglfarve, som gør enhver Spätburgunder freak glad og det gælder også mig. Næsen er animalsk, sød hestestald, men med Franken kant … tæt, urtet og virker en tak mørkere end fx i Baden, Pflaz, Rheingau eller Rheinhessen. Der er modne kirsebær, hindbær, rosmarin, svag peber og lidt eucalyptus og en gennemgående syrlig nerve. Hmmm, til at blive glad i låget af.

I munden er vinen cremet, blød … fyldig, hvor er det dog godt. Syren er meget markant … har et godt greb og er lidt hård i filten, men på en virkelig elegant og forførende måde. Der er noter af jern, let metallisk med peber, grønt bid, kalk og sten. Trods lethed en virkelig kraftfuld vin med en meget lang finish. Wauw. Jeg er sgu nødsaget til at være gavmild … 7 fede tommelfingre … det må den sgu ha’.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt på vingården, pris omkring 32€ … eller omkring 238 kr., hvilket er billigt for denne vin.

Rating 7/7    

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USASom usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.

Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.

Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.

Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.

Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.

Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.

Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.

I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.

I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2010 Villa Giada, Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, Italien

2010 Villa Giada, Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore, Piemonte, ItalienNizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Vinhuset ligger i Ceirole bakkerne ved byen Canelli, lige midt mellem Torino og Genova i det dejlige Piemonte. Huset er grundlagt i 1934, og havde tidligere fungeret som et almindeligt landbrug. De gamle kældre på ejendommen stammer dog helt tilbage fra 1790 og var oprindelig bygget til vinproduktion.

Vingården drives af Faccio familien, og siden 1993 har det været seneste generation i form af den unge Andrea Faccio.

Han har udviklet vingården yderligere, bl.a. har den unge Andrea har udstyret vinkælderen med det mest avancerede udstyr til vinfremstilling, herunder moderne temperaturkontrollerede gæringstanke i rustfrit stål.

Modningen foretages i de gamle underjordiske kældre, gravet ud under gården for mere end to århundreder siden. Kælderen har en konstant temperatur på 14-16 grader og en optimal relativ luftfugtighed på omkring 80%.

Gården består af 25 hektar vinmarker, fordelt på 4 forskellige vinmarker, nemlig Cascina Ceirole a Canelli på 7 hektar, Cascina del Parroco a Calosso på 4 hektar, Cascina Dani ad Agliano Terme på 14 hektar og endelig juvellen Bricco Dani, en lille bjergskråning mod sydøst, hvor de bedste af vingårdens druer dyrkes.

Og druerne – selvfølgelig 100% Barbera – kommer fra juvellen … marken Bricco Dani, der med sin sydøstlige eksposition har en perfekt beliggenhed. Druerne er håndplukket i begyndelsen af oktober. Efter endt gæring overføres vinen til små egefade, hvor den bliver i mindst 18 måneder. Efter tapning lagrer vinen yderligere i mindst 1 år på flaske, inden den frigives til salg.

Og hvilken herlig aroma, som vel kan siges at ha’ en lidt mørkere side end de foregående vine. Vi er her ovre i kul, blæk, sorte bær, modne frugter, mulle kælder, oliven, bacon, gamle fade, urter og vanilje. I smagen går de mørke bær igen sammen med en vis modenhed, men virker lettere i smagen end i duften, for vinen er frisk, syrerig og tør med gode, faste tanniner samt urter, bitter chokolade og god balance.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr., men 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7 

2011 Stark-Condé Wines, Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir, Elgin, Sydafrika

2011 Stark-Condé Wines, Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir, Elgin, SydafrikaSjovt nok havde jeg også valgt en Pinot Noir, som ikke var europæisk … endsige tysk. Helligbrøde fra en inkarneret Spätburgunder-dude. Skyldig! Vi har nemlig her fra i vinen Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir fra det sydafrikanske vinhus Stark-Condé Wines.

Stark-Condé Wines er grundlagt tilbage i 1998 og ligger i Jonkershoek dalen i Stellenbosch. Det er et samarbejde mellem den primære drivkraft José Condé og hans svigerfader Hans Peter Schröder. At vinhuset hedder Stark-Condé skyldes, at Josés moders pigenavn var Stark.

Den primære fokus ligger på at producere håndlavede Cabernet Sauvignon vine fra ejendommens egne vinmarker. Jonkershoek dalen har historisk været kendt som et af de bedste områder for Cabernet i Stellenbosch.

Alle vinene produceres i meget små mængder og samlede produktion ligger normalt kun på omkring 6.000 kasser. Alle Stark-Condé vinene tappes uden filtrering af nogen art, hvorfor et meget højt indhold af aromastoffer er bevaret i vinene.

Der laves vine i 4 serier, nemlig serierne Three Pines, Stellenbosch, Postcard Series og Lingen. Denne Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir kommer fra Postcard serien, som netop tidligere hed Pepin Condé serien. Navnet Pepin er Josés øgenavn, som bruges af netop venner og familie, og vinene laves med druer, som indkøbes fra andre vinavlere rundt om i Sydafrika. Altså en slags non-estate vin.

Druerne til denne Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir kommer fra Elgin området og selvfølgelig fra marken Rowey Vineyards. Druerne er Dijon kloner, som kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 9 år, altså forholdsvis unge stokke. Vin er lavet i åbne kar og har efter vinificering lagret 11 måneder på franske fade, 30% nye og resten en kombination af fade, som er 2 og 3 år gamle. Vinen er flasket med en let filtrering.

I glasset ganske transparent … måske endda med en lidt orange nuance. bare lidt. Igen klar Pinot Noir duft … virkelig herlig med en sød animalsk stald, mejeri, hindbær, jordbær, muskatnøder, eg og en vis fylde, volumen. Fornemmer også lidt babybræk, lak/fernis, men på den totalt fede måde. Uha, hvor den altså dufter godt.

I munden er der godt med sødme, måske også mere end forventet. Det er cremet, mild … som fløjl. Der er frugtsødme, god lækkerhed, og syren måske lidt skjult, ligger nærmest pakket lidt bag frugten, volumen og fylden i vinen. Det smager sgu godt, men er nok på nippet til at blive lidt porno eller overdone. Jeg kan nu herrens godt li’ den.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Brdr. Schmidt Vinhandel, pris 249 kr.

Rating 5/7