Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2011 Viña Errazuriz, Syrah Single Vineyard, Aconcagua Valley, Chile

Hvor har jeg dog drukket meget Errazuriz igennem tiden … herunder deres topvin La Cumbre flere gange. Men mærkelig nok ikke i lang tid, og tilsyneladende ikke i løbet af de seneste år, for jeg har ikke skrevet meget om vinhuset Viña Errazuriz her på bloggen. Det roder vi bod på med denne Syrah Single Vineyard fra vinhuset.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden. Med Cabernet Sauvignon Estate, kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, og Viñedo Chadwick, som vandt en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux, er målet tæt på at være nået.

Druerne til Errazuriz Syrah Single Vineyard høstes på Manzanar vinmarken, 12 kilometer fra Stillehavet. Her får man hver aften en kølig brise ind fra havet, så gennemsnitstemperaturen i januar (som svarer til vores juli, da vi er på den anden side af ækvator) er på kun 18,4 grader.

Dette forlænger den phenoliske modning, så der opbygges flere smags- og aromastoffer i druerne, og vinen dermed opnår en større kompleksitet. Manzanar vinmarken er hovedsagligt tilplantet med en klon af Syrahdruerne, som giver mindre og mere kompakte klaser, men hvor mosten opnår en større kompleksitet og intensitet på bekostning af udbyttet.

Druerne presses, hvorefter mosten lægges på store rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring gennemføres ved temperaturer mellem 24 og 28 grader. Efterfølgende lægges vinen på franske egetræsfade – heraf 10% nye – hvor den lagrer i 14 måneder.

Og det er sgu da en ganske herlig lille vin. Duftmæssigt har jeg godt med brombær, boysenbær, sødme … lidt rustik … næsten lidt naturvin i næsen og herudover lidt salvie og vanilje. Virker meget indbydende. Smagen er også rigtig fin med lidt peber, solbær, god tørhed og en meget direkte frugt, som måske lige bliver en anelse skinger. Men det ødelægger ikke indtrykket af en fin vin, som rigtig mange vil kunne lide.

Købt i Vinspecialisten, pris 180 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Cisterzienser Weingut Michel, Spätburgunder S Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

Fredag er Spätburgunder dag … og denne fredag er en rigtig fredag. Og årets første. Hvad er så mere passende end denne Spätburgunder S Kalkstein Trocken fra vinhuset Cisterzienser Weingut Michel, som holder til i den lille by Dittelsheim-Heßloch i Rheinhessen.

Og fedt navn; Cisterzienser Weingut Michel. Det skyldes, at vingården er bygget på resterne af et gammelt Cistercienser-munkekloster, nemlig Cisterzienser Kloster Otterberg – et søsterkloster til det verdensberømte Kloster
 Eberbach.

Cisterzienser Kloster Otterberg blev grundlagt i 1108. Allerede dengang startede de drikfældige hvide munke med at producere vine omkring Heßloch, for – som de hed i klosterets regler – skulle munkene selv forsøge sig med brød og drikke.

Efter reformationen og bondeoprøret i 1553 måtte munkene imidlertid forlade klosteret. En del år senere i 1645 overtages administrationen af forfædrene til de nuværende ejere, nemlig Ulrich og Karen Michel. De er 8. generation af i selve vinhuset og et par unge og dynamiske mennesker. De driver i dag vinhuset med god hjælp fra den ældre generation af familien.

Ulrich Michel har studeret ønologi på Geisenheim og har derudover arbejdet i både New Zealand og Sydafrika inden han vendte hjem og overtog tøjlerne i familieforetagendet. Karen er landbrugsuddannet … og det passer jo som fod i handske. Parret laver en række fine arketypiske vine blandet med en moderne stil, der viser, hvad tysk vin med høje ambitioner kan levere.

Familien har 20 hektar vinmarker, bl.a. markerne Liebfrauenberg og Mondschein i Heßloch samt Filetstück Löwenberg i Bechtheim. Her dyrker de sorterne Riesling, Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc samt de røde Spätburgunder, Frühburgunder, St. Laurent, Dornfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Husets rødvine er opdelt i 3 serier, nemlig Trockene Rotweine, Feinherbe Rotweine og Barrique Rotweine. Denne Spätburgunder S Kalkstein Trocken kommer fra sidstnævnte … dvs. en vin, som har lagret på barriques. Hvor lang tid fremgår dog ikke.

Udover vine producerer familien også lidt … sennep, ja du læste rigtigt. De laver nemlig en Silvaner-Kräuter-Sennep samt en Riesling-Sennep-Chutney. Men denne vin har nu intet sennep over sig. Duftmæssigt er vinen animalsk … første gode tegn. Der er sød kostald … ikke voldsom sød, men lidt krydret med kirsebær, stor tørhed, et styk plaster … eller i hvert fald en lille medicinsk note, egetræ og en anelse vanilje.

I munden giver vinen et varmt indtryk … måske en anelse kraftigere end nogle af den tyske søstre. Der er kirsebær, behagelig blødhed, krydderier og et lille peberbid i eftersmagen. Silkeblød og næsten helt cremet i udtrykket. Kan sgu godt li’ den. Men husk at nyde den nogenlunde kold … hellere et par grader for koldt end for varmt, for med lidt kølighed fremvises alle vinens smukkeste sider.

Forhandles af WineFLY, pris 140 kr.

Rating 4,5/7   

N.V. Champagne Jacquart, Brut Mosaïque, Champagne, Frankrig

Bobler skal der til, når nytåret skal skåles ind … ikke nødvendigvis bedste tidspunkt at smage dyre dråber … men bobler er bobler, og jeg havde taget en ægte champagne med, nemlig denne Brut Mosaïque fra champagnehuset Jacquart … og den klarede opgaven.

Ikke at vi på dette tidspunkt stillede de store krav udover, at det skulle være boblevand. For vi havde allerede hældet de første drinks op. Sådan oplever nogle flasker nogle gange en utaknemmelige skæbne.

Champagnehuset Jacquart ligger i midten af den historiske by Reims. Dér – i det tidligere Hôtel de Brimont, et mindre palæ fra 1896 tegnet af arkitekten Paul Blondel – har Champagne Jacquart siden 2009 haft deres hovedsæde. Midt i champagne land.

Selve champagnehuset er grundlagt i 1962 … som et kooperativ af 30 små vinfamilier, hovedsagelig fra Côte des Blancs, hvor man specielt dyrker Chardonnay. De besluttede at lave et champagnehus, og det blev startskuddet til Champagne Jacquart. Starten var vanskelig, men foretagendet havde et god leder, så inden længe voksede huset.

Jeg ved ikke, om det var forbi, at champagnehuset havde fart i ekspansionen, at de valgte den græske gud Pheme ridende på Pegasus som logo, men logoet har været på husets flasker fra starten i 1962. Pheme var i øvrigt datter af Gaia og i græsk mytologi personificeringen af berømmelse. I det græske samfund spillede hun ikke så stor en rolle, da man ikke mente, at berømmelse var noget, man nødvendigvis burde stræbe efter

I år 2000 omfattede kooperativet Champagne Jacquart ikke mindre end 700 medlemmer, og sluttede sig til CO.GE.VI … en forkortelse for Cooperative Génerale des Vignerons, også kendt som Group Alliance Champagne. De laver også champagne under navne som Champagne Collet og Champagne Moutaudon.

Samlet er det et af de allerstørste champagnehuse i Frankrig med sammenlagt 670 hektar egne vinmarker … hvoraf Jacquart har hele 350 hektar. Samlet skulle der vist være omkring 1.800 vinbønder tilknyttet alliancen og et samlet areal vinmarker på 2.400 hektar. Samlet står alliancen for ikke mindre end 7% af den samlede produktion i appellationen. Et ganske stort foretagende … og måske derfor mange af husets produkter også findes i supermarkeder rundt om.

Her har vi én af husets mange champagner, deres Brut Mosaïque, som leveres i en mosaikfarvet frakke … eller hvad man kalder en sådan hætte til flasken. Vinen er lavet på 35-40% Chardonnay, 35-40% Pinot Noir samt 25-30% Pinot Meunier. Druerne kommer fra nogle af husets mange marker i Côte des Blancs og Montagne de Reims. Det er en N.V. (Non Vintage), idet 20% af vinen er reserve … dvs. lagret længere tid end de øvrige 80% og for denne Brut Mosaïque faktisk over 3 år.

I næsen er der meget hidsige bobler, pærer, stikkelsbær, tyggegummi, mandler, sten og honning. I munden mærker man først de meget store og brutale bobler, hvilket efterfølges af skarp syre, grønne æbler, lidt nødder og ellers lidt neutral. Måske var min bedømmelse på dette tidspunkt en anelse svækket, men det var i hvert fald mine noter.

Men den klarede opgaven … året blev skålet i hus. Jeg ville dog hellere ha’ haft Weingut Auf Den Fünfzehn Morgens Riesling Brut Deutscher Sekt. Langt bedre til færre penge. Men sådan er livet en gang imellem.

Købt i Føtex, pris 150-200 kr. (kan ikke huske det, da den egentlig blev købt til nytårsaften året før)

Rating 3/7  

2005 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Formidable – som de synger i en af tidens reklamer – intet mindre. Jesper havde nytårsaften åbnet denne bombe gigantos … Ernesto Ruffos Basaltico Amarone della Valpolicella … en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2003 og 2004 og været ovenud begejstret for … og 2005’eren cementerede blot denne begejstring.

Azienda Agricola Ernesto Ruffo ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året.

Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin.

Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker. Ved ikke, om dette er ændret med 2005’eren … men det er stadigvæk en eksklusiv vin, hvilket prissedlen på vinen også bekræfter.

Men hvilken vin … et sandt kraftværk, powerplant, dynamo atomreaktor. I næsen er der røget bacon, gammel kælder, indkogt balsamico, frugt og mørke blommer samt let rosin. Hmmmmmmm, næsten vanedannende. I munden et sand eksplosion, som er en nytårsaften værdig. Der er mørke bær, blommer … nærmest bløde blommer, fylde, varme, chokolade og blid syre. Det mest imponerende er nok den utrolige intensitet og overdrevne klare frugt … meget atypisk for normale Amaroner. Og som sidst bliver man sgu i godt humør af denne vin.

Vores respektive fruer meldte begge pas til vinen … for stærk var én af kommentarerne. Sådan kan man være så heldig, så Jesper og jeg endte med at dele vinen. Hurra for kræsne fruer. Men det er måske også mest en mandevin? Klart aftenens bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 825 kr.

Rating 6,5/7  

2008 Weingut Knipser, Kirschgarthen Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

Til nytårsaften havde jeg også medbragt en rigtig skøn Spätburgunder … og en stor én af slagsen, nemlig denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs fra det klassiske hus Weingut Knipser, som jeg efterhånden har smagt en del vine fra … og skrevet om her på bloggen.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Laumersheimer Kirschgarthen Spätburgunder Grosses Gewächs er én af husets røde topvine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra “Grand Cru” marken Laumersheimer Kirschgarthen i den sydlige udkant af Laumersheim. Her er jorden meget kalk og mergelholdig og samtidig ligger marken lidt i læ af bjerget Orlenberg.

Marken har sit navn fra et gamle nonnekloster i Worm, som drev Weinguts des Klosters Kirschgarten, og marken er første gang nævnt helt tilbage i 1654. Vinstokkene er dog af nyere dato, nemlig omkring 30 år gamle. De udvalgte druer presses nænsomt i druepresse, og derefter gærer vinen med skind udelukkende med egen gær. Efter endt vinifikation lagrer vinen på nye franske egetræsfade.

Og hvilken herlig eliksir. I næsen er der sød kostald, vidunderlig animalsk … ikke ultrasød, men blot en let sødme sammen med flæsk, røg, varme og modne kirsebær, grannåle, mynte og let vanilje. Hmmmm, elsker bare den duft. I munden er der hindbær, jordbær og overmodne kirsebær … især kirsebærerne er markante … kommer næsten til at tænke på lidt kirsebærsovs. Herudover blid syre, let krydret og ganske “varm” i udtrykket … uden det går udover elegancen. Silkeblød og lækker. Flot, flot vin … lige mig.

Købt i Tyskland til omkring 33€ … eller omkring 250 kr. Sigurd Müller Vinhandel er dansk forhandler.

Rating 6/7 

2012 Josten & Klein, Riesling, Mittelrhein, Tyskland

Da jeg smagte en Spätburgunder fra de to unge fyre Marc Josten og Torsten Klein og deres forholdsvis nye vinhus var jeg oppe at ringe. Kaldte det spitzenklasse. Og – mine damer og herrer – de to unge knægte kan sgu også lave Riesling, så fuglene synger.

Vinhuset Josten & Klein er grundlagt i 2011 og ligger i byen Remagen-Kripp i Rheinland-Pfalz, og huset har deres vinmarker i både Ahr og Mittelrhein. Den tidligere smagte Spätburgunder kom fra markerne i Ahr, mens denne Riesling er fra markerne i Mittelrhein.

Marc Josten er uddannet vinavlstekniker, mens Torsten Klein er ønolog. Sammenlagt har de over 25 års erfaring indenfor vinbranchen og er derudover kammerater fra barndommen.

De laver rødvine på Spätburgunder og Fruhburgunder fra deres vinmarker i Ahr samt hvidvine på Riesling, Sauvignon Blanc samt Grauburgunder fra vinmarkerne i Mittelrhein.

De har i alt små 6,3 hektar, hvoraf de 4,8 hektar ligger i Mittelrhein og resten i Ahr, hvor specielt marken Mayschosser Mönchberg er husets perle. Den er også VDP klassificeret som en Grosses Gewächs Lage.

Der laves i alt 12 vine fordelt i tre niveauer; Gutswein, Ortswein og Lagenwein.

De første vine blev frigivet i 2011 og har fra først smagning høstet store roser og fin anerkendelse. I 2014 er Josten & Klein valgt som Newcomer of the Year af det anerkendte tyske vin- og gourment magasin Falstaff.

Denne Riesling er en drengenes Gutswein … altså husets basisvin, men sikke et niveau for en basisvin. I næsen klassisk petroleum sammen med mineralitet og noget fugtigt. Der er let citrus, æbler og honningmelon. Sikke en skøn duft … perfekt. Smagen har god intensitet med lidt hyld, lidt sødme og blød syre … rund og syrlig … en flot, flot Riesling. Respekt.

Forhandles af WineFLY, hvor prisen er 100 kr.

Rating 5/7 

2004 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

Nytårsaften … og Jesper havde haft spenderbukserne på og investeret i en Dom Pérignon, den nok mest ikoniske champagne, som der findes på markedet og ét af vinbranchens stærkeste brands. Her i seneste udgave, nemlig årgang 2004 frigivet på markedet i det nu forgangne år.

Det er mit 3. møde med munken, da jeg tidligere har smagt champagnen i både årgang 1993 og 2002. Begge årgange er også beskrevet her på bloggen, men jeg skal selvfølgelig nok gentage historien om champagnen. Det er jo ikke så tit, at man smager denne eksklusive og dyre champagne.

Champagnen er opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester Pierre Pérignon, som levede fra 1638 til 1715 og var søn af en sekretær til en lokal dommer i byen Saint-Menehould i Champagne-distriktet i Frankrig.

Han blev også kendt for udtrykket: “Jeg drikker stjerner”, der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.

I en alder af 19 år blev han benediktinermunk i klosteret Abbey of Saint-Vannes i byen Verdun. I 1668 flyttede han til klosteret i Hautvilliers i nærheden af Épernay. Han arbejdede som kældermester i klosteret indtil sin død i 1715. Under hans ledelse blomstrede klosteret og fordoblede sit vinareal. Som et tegn på ære og respekt blev han begravet i den del af klosteret som traditionelt var forbeholdt abbeder.

På Dom Pierre Pérignons tid var eftergæringen, som giver boblerne i mousserende vine, et stort problem for vinmagerne. Temperatursvingninger i løbet af året gjorde bogstaveligt talt vinene til bomber, der kunne eksplodere hvornår det skulle være. Problematikken bestod i at når vinmagerne hældte vinen på flasker i det køligere efterår var det ikke altid at alt sukkeret i vinen var blevet omdannet til alkohol.

Idet temperaturen så begyndte at stige ved næste års forår og sommer, så begyndte den slumrende gær at udvikle kuldioxid, som i bedste fald blot pressede korkproppen ud af flasken. I værste fald eksploderede flasken på grund af trykket i flasken, og dette satte til tider gang i en kædereaktion, hvor naboflaskerne ligeledes eksploderede. Dom Pierre Pérignon brugte en stor del af sit liv på at undgå eftergæring i flaskerne.

Dom Pierre Pérignon er sidenhen blevet tilskrevet opfindelsen af Champagne hvilket er en udbredt misforståelse. Ligeledes var han ikke den første til at lave Champagne. Mousserende vine blev fremstillet med vilje mindst 30 år forinden af den engelske videnskabsmand og læge Christopher Merret.

Man mener at skaberne af myterne om Dom Pierre Pérignon skal tilskrives Dom Groussard, der var Dom Pierre Pérignons efterfølger på klosteret i Hautvillers. I 1821 fortalte han, at Dom Pierre Pérignon opfandt Champagne og andre overdrevne historier om klosteret med henblik på at give klosteret og vinen prestige. Ligeledes er myterne omkring at Dom Pierre Pérignon var den første til at bruge korkpropper, samt at angive hvilken vingård hver enkelt drue kom fra blot ved at smage på druen, formentligt fra Groussard.

I dag ejes Dom Pérignon af Möet & Chandon, som er et meget gammelt vinhus, etableret i 1743. Selve Dom Perignon champagnen er imidlertid ret ”ny”, for først i 1936 lancerede Möet & Chandon en flagskibschampagne af de bedste druer, kaldet Cuvee Prestige og med Dom Pérignons navn på etiketten. Ikke fordi Dom Perignon oprindeligt arbejdede for Möet & Chandon, han døde nemlig 28 år før Möet & Chandon blev grundlagt, men fordi Möet & Chandon fik overdraget rettighederne til navnet af champagnehuset Mercier.

Det siges at den første Dom Pérignon egentlig var en årgang 1921 Brut Imperial som tappedes på flaske og lanceredes i 1936. Støt, men sikkert indtog gradvist Dom Pérignon tronen i det offentlige rum som verdens bedste champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon, og dermed Dom Pérignon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også omfatter modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en række andre virksomheder indenfor luksusvarer. En af hovedaktionærerne i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

I dag er det vinmageren Richard Geoffroy som fører legenden videre. Han er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer. Som han udtrykker det: “Det handler ikke nødvendigvis om koncentration, men om at ramme rigtigt og få alle de forskellige elementer frem i de rette proportioner”.

2004’eren her kommer fra en årgang, hvor vejret var mere stabilt end året før. Årgangen har dog særligt fået præg af de varme uger op til høsten, der efterlod druerne med en fantastisk modenhed.

Duftmæssigt er der noter af nødder, toast, citrus, æbler, fersken, kvæde og en lille svag note af lidt oxyderende. Smagsmæssigt meget behagelig med små perler, rund og cremet, mandler, citron, hasselnødder, pærer og en skøn blid syre. Blød og elegant og vinder ved lidt tid i glasset. Vi startede med vinen i champagneglas, men skiftede den ud med almindelige hvidvinsglas … hvilket åbnede mere for de mange nuancer. Dette her smager ganske enkelt bare godt.

Forhandles flere steder, og har de seneste måneder været på bud til knap 900 kr. Pt. kan den fås hos Uhrskov Vine til 899 kr.

Rating 6/7  

2012 Laurenz V, Forbidden Grüner, Kremstal, Østrig

Lidt sjov kom der dog på bordet i løbet af dagen … nemlig denne lille charmerende Grüner Veltliner fra vinhuset Laurenz V, som vi tidligere er stødt på her på bloggen. Vinhuset ejes og drives af Laurenz Maria Moser V – i daglig tale blot kaldt Lenz Moser.

V’et i Laurenz Maria Moser V er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Laurenz M. Moser skulle blive den femte og sidste generation på familievingården. For lidt over 10 år siden solgte han nemlig virksomheden, idet han ikke ville arbejde for banken og for familien.

Han ville lave sine egne vine … og alene på Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner. Og i 2005 stiftede han sammen med sine kammerater Dieter Hübler og Franz Schweiger således vinhuset Laurenz V … eller det lidt mere officielle og kedelige navn Laurenzfive Fine Wine GmbH.

Målet for foretagendet var at lave topvine på Grüner Veltliner og få dem solgt på verdensplan. Og der blev derfor investeret i marker, samlet omkring 85 hektar i vinområdet Kamptal i Kremstal samt i Weinviertel. Og i dag eksporteres omkring 91 procent af produktionen og til ikke mindre end 45 lande rundt om i verden, så man må sige, at Lenz Moser har nået sin målsætning.

Lenz siger selv, at Grüner Veltliner har Riesling’ens transparens, Chardonnay’ens rundhed og Sauvignon Blanc’ens friskhed.

Lenz’ bedstefar var også – som Lenz – en pioner for Grüner Veltliner. Han udviklede det ophængningssystem, som førte til stor udbredelse af druen i Østrig, hvilket paradoksalt nok gjorde den til en drue, man lavede mange lavkvalitetsvine af. Hans råd til hans barnebarn, var: “Koncentrer dig om de vigtige opgaver i livet og gøre dem godt, Kunsten ved god Grüner Veltliner er at dyrke perfekte druer og simpelthen ikke ødelægge dem i kælderen.”

Men i 1980’erne fandt kvalitetsbevidste vinbønder ud af at skære ned på udbyttet, hvilket førte til vine af langt bedre kvalitet – og med tiden har givet Grüner Veltliner ry for at kunne blive til virkelig god vin, på højde med store hvide bourgogner.

Hos Laurenz V laves der i alt 7 forskellige vine … alle med helt enkle etiketter … og alle selvfølgelig på Grüner Veltliner og med navnene Friendly, Charming, Sunny, Singing, Silver Bullet, Four og så denne Forbidden Grüner.

Druerne til vinen dyrkes hovedsageligt i løs grusjord i regionen Kremstal. Ved at tilføje nogle druer fra markerne i Weinviertel får vinen et mere krydret udtryk. Vinen har fået sit navn Forbidden Grüner Veltliner på grund af, at vinen er enkel, man stopper tidligt gæringen og det giver en lav alkohol på kun 11% og en god restsødme. Det gør vinen forbudt god og til fornuftige penge … hvilket lever op til vingårdens motto om Grüner og lutter fornøjelige vine.

I næsen godt med ananas, gule æbler, jasmin-blomster, vanilje … ganske blid og aromatisk. I munden er vinen rund, blid og blød. Den har et varmt og behageligt udtryk med sødme, modne pærer, tropiske frugter … meget saftig og en rigtig skøn vin. Faktisk overraskende god … og i min bog et tak bedre end husets Singing Grüner Veltliner.

Købt hos Gourmondo, pris 10,90€ … dvs. omkring 81 kr.

Rating 5/7  

2010 Pajar, Rosso Veneto IGT, Veneto, Italien

Stor frokost med masser af gæster, omkring 22 af slagsen … ja stor familie, så lidt vin skal der på bordet. Havde lige 6 flasker af denne Rosso Veneto IGT fra Pajar liggende … men hvad dækker dette Pajar over? For det er vist ikke et lille vinhus, som går og sysler med deres vine i en lille kælder.

Det er i stedet en vin lavet specielt for salg … big time, og så vidt jeg kan se … nok primært til det danske marked, for få søgninger på vinen resulterer næsten alene i danske hits. Det er da også en vin, som sælges af supermarkeder indenfor Dansk Supermarked.

Eller med andre ord en supermarkedsvin … ikke at det nødvendigvis er dårligt. Omkring 80% af al vin, som sælges i Danmark, sker via supermarkedskæderne ejet af Coop, Dansk Supermarked og Super Gros,

Dennne  Pajar Rosso Veneto IGT er lavet af Cottini S.p.a. Azienda Agricola Produzione Vini Pregiati  i deres kældre i området Caprino Veronese, lidt øst for Gardasøen og lidt nordøst for Bardolino. Det er vist – som jeg kan opklare – et ret stort industrielt firma, som laver vine under flere brands, ja helt præcis 18 forskellige brands.

Et af deres brands hedder Villa Annaberta, og disse vine er også kendte fra de danske supermarkeder, bl.a. deres Valpolicella Ripasso … som i øvrigt har en næsten identisk etikette som denne Pajar Rosso Veneto IGT. Det samme gælder Jairo, som forhandles af Coop supermarkederne … og disse vine sælges også med en identisk etikette og til billige priser.

Denne Pajar Rosso Veneto IGT er lavet på druerne Corvina og Rondinella fra marker tæt på Gardasøen. Druerne tørrer derefter 15-25 dage inden presningen. Derefter lagrer vinen 12 måneder på egefade og 6 måneder i flaske inden frigivelsen.

Og hvad er resultatet så? Ja, man har fået lavet en vin, som de fleste danskere vil synes om. Godt med fylde, mørke bær og sødme. Meget letdrikkelig. Smagsmæssigt er der først en fin blødhed, mørke bær, chokolade, svag syre og godt med sødme, men vinen er også lidt endimensionel i udtrykket … lidt flad og med lidt jern i eftersmagen.

Forhandles af bl.a. Netto, hvor prisen normalt skulle ligge omkring 50-55 kr.

Rating 3/7  

2012 Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen, Riesling Brut Deutscher Sekt, Rheinhessen, Tyskland

Er du træt af dyre og sure champagner … så er her måske nytårsboblerne til dig? Vi har fat i en tysk sekt … næææ, ikke sådan en sekt, men en Riesling Brut Deutscher Sekt fra vinhuset Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen, som ligger i den lille by Selzen i Rheinhessen.

Vingården med det underlige navn ejes og drives af Binzel familien, som siden 1620 har været vinbønder i området. Dengang hed familien Pinzelius, hvilket senere blev til Pintzel … og i dag Binzel.

Siden 1999 har det været ægteparret Frank og Petra Fuchs-Binzel, som har drevet Weingut Auf Den Fünfzehn Morgen sammen med de to sønner Michael og Dominik.

Navnet Auf Den Fünfzehn Morgen har vingården haft siden slutningen af 1800-tallet. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen.

Man sagde, at der gik 4 x morgen til en hektar, så Auf Den Fünfzehn Morgen må vel … og nu gætter jeg lidt … svare til, at vingården dengang havde 15 x morgen = 3,75 hektar vinmarker.

I dag har vingården dog flere marker … hvor meget har jeg ikke kunnet finde … men de er primært tilplantet med druerne Riesling, Grau- und Weißburgunder, Spätburgunder, Dornfelder, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Merlot.

Der er tale om et rigtigt landbrug, der både dyrker vin og andre afgrøder som hvede, byg og kartofler. Familien Binzel er således rigtige landmænd, men deres primære fokus er vinen og specielt deres Sekt, som de producerer i en høj kvalitet til attraktive priser. De har siden 1992 lavet sekt og i 2012 blev indsatsen belønnet med “Die Goldene Perle” for den bedste Riesling Sekt i Rheinhessen.

Sekt ... charmerende top
Proppen på den tyske sekt er flot dekoreret med et gammelt, charmerende motiv af vinbønderne. Klasse.

Her har vi nemlig en Riesling Sekt … årgang 2012 og lavet på ren Riesling … fremstillet på samme måde som champagner, dvs. med gæring i flaske i husets kælder i mindst 9 måneder, hvor gæren flyttes til flaskehalsen, som fryses og derefter adskilles via degorgering inden tilsætning af dosage.

Men er det så noget, som minder om champagne? Tja … både ja og nej.

Duftmæssigt meget frisk med lidt fersken, overmodne æbler, kvæde, lette nødder (det lød forkert) og blå himmel. Hvordan dufter en blå himmel, vil du sikkert spørge? Ja, det ved jeg heller ikke, men der er noget luftigt og frisk over vinen … næsten som en blå himmel. Ved ikke, om det gjorde dig klogere?

I munden er vinen let og ikke så intens. Der er dog ikke sure miner her, for den har en lidt nødagtig og krydret smag, næsten helt toastagtigt, og det er sgu meget godt. Der er godt med tørhed, æbler og kalk, nødder og en let sødme … næsten lidt med bolsjesødme.

Bevares, der er ikke lang eftersmag, men til gengæld er der en fin balance, bløde bobler og en lethed, som er så charmerende. Jeg kan sgu rigtigt godt li’ det her, og en flaske jeg kan anbefale til nytåret … både selve nytårsaften … og alle andre aftener i det nye år. Og så er prisen bare i orden.

Forhandles af WineFLY, pris 85 kr., meget attraktiv pris.

Rating 5/7