Vor battle aka fight night konkurrence sluttede magisk med en Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti 2022 fra dronningen af Teroldego … Elisabette Foradori.
Det er et fabelagtigt vinhus, som jeg også har skrevet om før … og denne Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti har jeg skam også smagt i både årgang 2012, 2016 og 2020.
Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, der er på små 2,5 hektar og beliggende ved Campo Rotaliano i Mezzolombardo.
Vinen er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen sker i store store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien og varer omkring 8 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.
Uha … landlig og amimalsk i næsen, der er blomster, ymer, yoghurt, mælkede noter, våde vaskeklude, tobak, flæsk, bacon, blæk, engelsk lakrids samt en frugt, der er blåbær, kirsebær, tranebær med en leret mineralitet. Jeg læste et sted, at vinen har burgundisk finesse med piemontesisk krydderi samt dybde og så sommerlet frugt nærmest på beaujolais nouveau. Det giver god mening … der er vildskab, virker aromatisk og parfumeret med meget tørt og støvet udtryk.
Smagsmæssigt er der en frisk, direkte, spændstig og sjov … samtidig vild og animalsk, balsamisk og tør med tanniner, der går Barolo vine i bedet … bare mere frugtdrevet. Syren er vild, fin, frisk, stram, barsk, irettesættende og nådesløs. Der er tranebær, umodne kirsebær, ribs og rabarber … masser af frugt og bid … shit det smager godt. 97 point.
Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske i årgang 2021 koster 325 kr.