Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, TysklandSå dukker denne Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg fra Weingut Heribert Boch igen op i mit vinglas, men denne gang i en årgang 2017.

Jeg har lige skrevet om vinhuset, da jeg smagte 2015 udgaven af Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg. som er lavet ved, at druerne efter høst afstilkes, hvorefter druerne ligger 4-8 timer inden presning. Gæring sker langsomt i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer og vinen modner også i ståltankene.

Trittenheimer Apotheke er placeret på en bakke, som har en hældning på op imod 70%, en sydvest eksponering samt en undergrund med masser af den karakteristiske grå skifer.

Vinstokkene på Trittenheimer Apotheke er over 100 år gamle og der dyrkes kun Riesling og Laurentiusberg er navnet på en del af marken, den del, som Michael Boch synes er bedste stykke og i øvrigt registreret som Grosse Lage.

Næsen er luftig let, der er godt med melon, lidt fersken, karamel, Københavnerstang, Kung-Fu is, kalk, mandler, svag muskat og dermed igen lidt sødme som i 2015’eren. De mellemøstlige krydderier dukker også i eftersmagen.

Smagsmæssigt har vinen krop og fylde, lidt fedme endda, hvid peber, abrikos, mango fersken med et varmt udtryk og lidt sødkrydret. Som med 2015’eren, så er vinen noget syrefattig,  mangler syre, rygrad og skarpere mineralitet til at sikre en bedre nerve.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., men har kunnet købes til 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Schmitges, Crémant Riesling Brut, Mosel, TysklandFra den mørke kælder på adressen Hauptstraße 24 i Erden skal vi nu smage denne Riesling Qualitätsschaumwein Brut Crémant. Kendere vil allerede på den særprægede etiket ha’ spottet, at det er endnu en vin fra Andreas Schmitges på Weingut Schmitges.

Den gode vingut Andreas’ Crémant Riesling Brut har jeg tidligere smagt i både årgang 2014 og 2015 … begge har jeg også skrevet om tidligere på Houlbergs Vinblog og været ganske begejstrede for.

Crémant Riesling Brut er lavet af 100% Riesling, som kommer fra Erdener Herrenberg marken. Den er lavet med blid presning og alene brug af 1. pres, altså helt fritløbende druesaft.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke i 3 måneder efterfulgt af flaskegæring i mindst 15 måneder efter den traditionelle champagnemetode. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det gule æbler, som er most en smule, lidt abrikos, fersken og et lille flor af blomster, gæret dej, ristede hasselnødder, citros og svag mineralitet. Det dufter virkelig godt … en forførende aroma, hvor de gule æbler dominerer.

Boblerne er friske uden at blive voldsomme, der er let sødme, abrikos, svag grape med en smule bitterhed, men samlet er det en fyldig, blid og rund crémant med god balance. Det bliver ikke for sødt eller for syrligt, selvom den bestemt er til den tørre side. Igen endnu et møjlækkert alternativ til champagne.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, ItalienProduttori dei Colli et ikke en vingård i Piemonte, men et projekt aka samarbejde mellem Solera, Cantina Clavesana og vinkonsulenten Gianfranco Cordero, der er bl.a. også arbejder for G.D. Vajra og andre producenter. Denne Langhe Rosso er en af vinene fra samarbejdet og lavet på kooperativet Cantina Clavesana.

Cantina Clavesana ligger i byen Clavesana lidt sydvest for Monforte d’Alba og er grundlagt tilbage i 1959 af 32 initiativrige vinbønder anført af Enrico Gallo. Det har specialiseret sig i at producere vine på Dolcetto og tæller i dag omkring 340 medlemmer med samlet 515 hektar vinmarker.

De øvrige partnere i Produttori dei Colli projektet er – som nævnt – Gianfranco Cordero, som er en anerkendt italiensk ønolog, der tidligere fra 1979-1986 har arbejdet på en lang række vingårde i Italien.

Men siden har han igennem 25 år arbejdet som vinkonsulent, i dag primært gennem sit konsulentfirma Cordero Consulenze og har derudover en række poster med forskning indenfor den italienske vinindustri. Det er i øvrigt Gianfranco Cordero, som I kan se på billedet ovenover.

Solera er et norsk foretagende, som siden 1924 har stået for vinimporten til det vor nordiske broderfolk. De samarbejder med importører i 34 forskellige lande og er altså også en af initiativtagerne til projektet Produttori dei Colli.

Så vidt jeg kan se, så laves der to vine i dette samarbejde … en Barolo og så denne Langhe Rosso, som dels udgives på flaske samt i en 3 liters bag-in-a-box.

Vinen er et skønt mix på 50% Barbera, 25% Nebbiolo samt 25% Dolcetto. I nyere årgange er der også lidt Pinot Nero i. Vinifikation sker på rustfrie ståltanke, men Nebbiolo druerne har lagret 12 måneder på egefade, men de øvrige sorter blot er lagret på ståltankene.

Denne Produttori dei Colli Langhe Rosso har i glasset en pæn mørk farve, så det er klart både Barbera og Dolcetto druerne, som giver vinen de mørke nuancer.

Næsen er ganske animalsk, først lidt babybræk – på den fede måde – roser, læder, violer, italiensk syre samt kirsebær. Der er klart nogle Barbera karaktertræk i duften … fyldige, rustikke og landlige.

Smagen er meget syrlig på en lidt blomstret måde, virkelig tør med blåbær, brombær, pænt med tanniner, men det bliver samlet set en kende kantet og rustikt. Den bider lidt af mig, men det er vel en af kvaliteterne i nogle af de italienske vine.

Forhandles af Megavin.dk, hvor en flaske normalt koster 129 kr., men i uge 17 kommer op tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Weingut Andreas Bender, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Andreas Bender, Pinot Noir, Pfalz, TysklandOn a roll … så vi fortsætter med mer’ af den forførende tyske fredagsdruevæske med denne Pinot Noir fra Weingut Andreas Bender, som holder til i Leiwen i Mosel.

Vinen er dog ikke lavet af druer fra Mosel, men fra Pfalz … men det vender jeg tilbage til. Lad os først se lidt nærmere på Andreas Bender. Han er selv født i Leiwen, hvor hans far arbejdede med podning af vinstokke og solgte stiklinge til de lokale vinbønder. Andreas lavede sin egen vin allerede som 13-årig i sin fars vinkælder og han har således altid vidst, at han skulle være vinproducent.

Familien har da også stolte traditioner som vinbønder i Leiwen og kan spore deres navn helt tilbage til 1700-tallet, så derfor ligger det helt naturligt i blodet, at Andreas også skulle gå den vej.

Andreas Bender er også helt traditionelt uddannet fra Geisenheim og har arbejdet nogle år for producenter i både Tyskland, Frankrig, Italien og USA førend han i 2008 vendte tilbage til Leiwen og startede sit eget projekt med sin families vinmarker.

Banken sagde egentlig nej til ham, da han bad om et lån for at opfylde sin drøm om at blive vinbonde. Men qua hans fars enorme berøringsflade, så endte Andreas alligevel med at låne penge, blot af en flok private investorer. De troede på ham og hans projekt.

Den centrale del af vingården var familiens vingård i Leiwen, hvor Andreas Bender startede med 3,5 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Schweicher Annaberg, Kallstadter Saumagen og Klüsserather Bruderschaft.

Men udover de elegante Riesling vine fra Mosel, så producerer han også røde, hvide og rosévine fra druer fra Pfalz. Der har Andreas lavet dyrkningsaftaler med en række vinavlere for yderligere omkring 20 hektar vinmarker.

Vinavlerne dyrker druerne efter Benders specifikationer og anvisninger i løbet af året, så derfor pendler Andreas hele tiden fra Mosel til sin nye kærlighed i Pfalz. Vinene laves dog fortsat i vinkælderen i Leiwen.

Ved produktionen af vinene kombinerer Andras dyderne fra den traditionelle og klassiske vinfremstilling med moderne produktionsmetoder, mens han også selv står markedsføring, hvor han tilstræber et ungt, elegant, klart og moderne udtryk.

Det betyder, at Bender i marken har respekt for terroir, bruger masser af tid hos vinstokkene, passer vinstokkene godt, foretager grøn høst, mens høsten altid sker ved håndkraft og druerne behandles naturligvis blidt.

I vinkælderen anvendes moderne metoder med temperaturstyrede rustfrie ståltanke, koldgæring på druernes naturlig gærceller, mens nogle af vine også modnes i barriques.

En gæring på druernes egen gær kan tage alt fra 3 måneder til to år. Kun gæren ved hvornår den har tænkt sig at blive færdig. Efter endt gæring, tilsættes alle hans Riesling-vine svovl for at undgå malolaktisk gæring.

Omkring Benders vine fra markerne i Mosel er hans filosofi meget anderledes. I stedet for at følge den almindeligt accepterede tyske model, hvor de øverste og normalvis bedste vinmarker vinificeres og tappes til separate vine, så blander Bender druerne fra alle marker i henhold til tre forskellige stilarter, som han selv kalder Dajoar, Paulessen og Hofpäsch.

Andreas er helt sin egen og hader bureaukrati … vil bare have lov at lave vin. Derfor ingen medlemskaber af diverse foreninger, ingen certificeringer, intet der vil kunne henlede opmærksomheden på, at han eksisterer.

De første vine kom på markedet i 2010, og i dag er Bender gældfri, hvilket har givet ham mulighed for at øge sine markarealer i Mosel, således han i dag ejer 15 hektar vinmarker. Det skyldes bl.a. også sin fars mange kontakter. Flere har ringet til Andreas, hvis de fx grundet pension skulle sælge marker, så det har givet adgang til parceller, som man ellers kun kunne drømme om.

Nogle af de tilkøbte parceller er således på den djævelsk stejle terrasseanlagte Leiwener Laurentiuzlay, parceller på Mehringer Blattenberg samt flere parceller på Sweicher Annaberg, som er lidt en glemt mark. Marken er speciel, da den består af rød skifer som Ürziger Würzgarten. Den røde skifer løber faktisk i et bånd mellem de to marker, som passerer gennem byen Wittlich.

I modsætning til mange af bønderne på Würzgarten, som synes rød skifer er bedst til restsødme i Riesling vinene, så synes Andreas, at rød skifer giver en alt for opulent Riesling, til at den kan kapere sødmen, så hans yndlingsudgave er tør.

Men her er det altså ikke Riesling, men en 2016 Pinot Noir, som netop er lavet med opkøbte druer fra vinavlere i Pfalz, men dyrket efter Andreas’ specifikationer.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering lagret delvis på rustfrie ståltanke og egefade.

Næsen er mere grøn og rustik end foregående, knap så fin … men byder på røg, nelliker, kirsebær, brombær, eg, blæk, mørk chokolade og godt med krydderier. Det er klart en robust og rustik Pinot Noir, hvor de klassiske dyder dog klart fornemmes.

I smagen er det også en krydret Pinot Noir, hvor frugten ikke er lys, men mere ovre i lidt brombær. Smagen er tannisk, grøn og krydret, meget stringent i frugten, lidt hård i filten, maskulin og har faktisk lidt Franken karakter. Den spiller med musklerne, men det er der også behov for engang imellem og samlet en god Pinot Noir.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDem som kender det houlbergske univers – blogmæssigt eller in real life – ved, at fredag immer ist Spätburgunder tag i det houlbergske hjem.  Og her til aften har jeg i al hast åbnet en ærketysk Spätburgunder Trocken fra Weingut Hanewald-Schwerdt og dermed atter opfyldt min strenge vinøse uskrevne rettesnor, ledetråd og lov for en fredag.

Weingut Hanewald-Schwerdt holder til i byen Leistadt, som ligger lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz og ejes af Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen. De havde hver især drevet deres respektive huse siden 1995.

Vinhuset drives dog af næste generation, nemlig de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011. Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på.

De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder … en storesøsteren til denne fredagsvin.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim. Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fin Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … 7 dobbeltværelser og 1 enkeltværelse.

Nå, men her er det altså drengenes almindelige Spätburgunder … en almindelig Gutswein, som er vinificeret i åbne kar med maceration, gæring og er efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern, altså både store og små egetræsfade.

I glasset dejlig lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder væske med en lidt krydret næse. Der er lidt jordbær, hindbær, kirsebær og svagt mørkere bær, kanel, tobak, blomster, bolsjesødme, røg og måske endda også lidt skovbund. Faktisk en fin næse.

Smagen er let, saftig med både sødme og en smule mineralitet og jern, selvom det er ganske sagte. Der er modne kirsebær, krydrede elementer, men fandeme også stor drikkeglæde. Det er en billigere Spätburgunder, som passer perfekt på sådan en fredag … så kan det kun blive en god weekend. Giv den godt med luft … vi kravler op på 5 tomler i fredagsbaren.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Sur Andino, Mirla Bay Pinot Noir, Leyda Valley, Chile

2017 Sur Andino, Mirla Bay Pinot Noir, Leyda Valley, ChileLad os snuppe endnu en vin fra den store, chilenske vinkoncern Sur Andino, nemlig deres Mirla Bay Pinot Noir … søstervin til den Mirla Bay Sauvignon Blanc, som jeg skrev om tidligere på ugen.

Vinen er produceret af 100% Pinot Noir-druer, der er dyrket i  Leyda Valley i Chile … en del af vinregionen Aconcagua, som er en af Chiles 5 store vinregioner. Druerne til Mirla Bay Pinot Noir er håndplukkede, og vinen har været lagret på ståltanke for at bibeholde så megen frugt som muligt – dog har 50% af vinen været i kontakt med fransk egetræ i 6 måneder.

I glasset er vinen transparent … ikke den normalt lyse teglfarve, men mere bordeauxfarvet. Den er duftmæssigt lidt svær at komme ind på livet af og har heller ikke de normale Pinot Noir noter, men er præget af lidt eukalyptus, kaktus, røde kirsebær, grønne blade,  grønne krydderurter og krydderier.

Det smager okay … har klart en mere solvarm frugtsmag og sødmeniveauet virker også lidt højere end normalt. Dertil kommer en krydret bitterhed, nærmest en meget krydret syre. Dermed bliver vinen aldrig en let Pinot Noir og smagen slutter også anderledes med kanelsukkersødme.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2016 Chateau Ste. Michelle, Chardonnay 50 Years, Washington State, USA

2016 Chateau Ste. Michelle, Chardonnay 50 Years, Washington State, USAJeg smagte forleden denne jubilæumsvin … en vin som markerer, at det amerikanske vinhus Chateau Ste. Michelle nu har lavet vin i over 50 år. Vinen er deres Chardonnay 2016 … årgangen 50 år efter vingården opstod som Chateau Ste. Michelle.

Den amerikanske vinfarm ligger ved byen Woodinville i Columbia Valley i Washington States. De første vinstokke blev allerede plantet der ilbage i 1960’erne af den store, amerikanske – og nu afdøde – ønolog Andre Tchelistcheff som startede en vinproduktion under navnet Ste. Michelle Vintners.

Vingården har dog sine rødder helt tilbage til 1912, hvor gården blev bygget af tømreren og baronen Frederick Stimson, men det var altså først langt senere, at vinproduktionen begyndte på gården.

Det skete under navnet Ste. Michelle Vintners og ledet af den legendariske vinmager Andre Tchelistcheff fra Californien. De første vinstokke fra Ste. Michelle Vintners blev plantet på Cold Creek Vineyard i 1972 og denne vinmark er den dag i dag én af de ældste og mest anerkendte vinmarker i staten.

I 1976 blev der bygget et decideret slot til vingården – fransk inspireret selvfølgelig – og samtidig ændrede vingården også navnet til Chateau Ste. Michelle.

Vingården voksede herefter stødt, og ejer i dag 575 hektar vinmarker i Columbia Valley fordelt på 4 større lokationer, Cold Creek, Canoe Ridge, Horse Heaven og Indian Wells.

Chateau Ste. Michelle har deres produktion på 2 lokationer, hvor den ene vingård er afsat til hvide og en anden til de røde vin. På slottet, som ligger i byen Woodinville, laves de hvide vine, mens de røde vine laves på godsets vingården Canoe Ridge Estate Winery i den østlige del. I dag er den primære vinmager Bob Bertheau sammen med Raymon Mckee og Vendy Stuckey

Denne Chateau Ste. Michelle Chardonnay 50 Years fra Columbia Valley, hvor markerne ligger i læ fra Cascade Mountains. Druerne kommer fra forskellige marker og vinifikationen er sket på rustfrie ståltanke.

52% af vinen er derefter gæret malolaktisk og lagret sur lie 6 måneder på en blanding af franske og amerikanske egefade, heraf 10% nye fade. Derefter er vinen sammenstukket med den ikke malolaktisk gærede og ej faglagrede del for at give den en vis friskhed.

Næsen byder heller ikke på en fed, amerikansk faglagret Chardonnay, men er er langt rankere. Der er kvæde, abrikos, melon, endda lidt tørret i frugten, eg, røg, spegepølse samt et kalkagtig præg.

Smagen er blød, dejlig og aromatisk. Igen nogle røgede elementer, cremet, blød og alligevel med en lille smule fedme, mens syren er lidt for vag og blid, men det er nok også den største anke. Samlet er det en Chardonnay, som smager rigtigt godt … og fint at det ikke bliver overdone og over-oaked. Lander lige et sted mellem 4½ og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, Italien

2011 La Guaite di Noemi, Solitario, Veneto, ItalienHvis man en aften helt alene,  tutto solo – under månens skær og til tonerne af Kys Hinanden med Dario Campeotto, skulle dele en flaske vin med den smukke Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi, så skulle det ubetinget være hendes Solitario. Den får den blødeste side frem i alle stærke mænd.

Det en hybrid, pærevælling og bastard af en vin. Et gadekryds, som ikke passer helt ind, men smager ganske fantastisk. Normalt ligger restsukkeret på 4 gram pr. liter i en Amarone, mens en Recioto mindst skal ha’ 70 gram pr. liter, men ofte ligger langt højere. Solitario har 21,2 gram restsukker pr. liter og så skulle man jo blot tro, at det er en sød Amarone.

Det kan lyde lidt klamt, men det er det på ingen måder, men det vender jeg tilbage til lige om lidt. Solitario er – som Amarone – lavet på 35% Corvina, 20% Rondinella, 35% Corvinone samt 10% af Oseletta og Croatina.

Druerne kommer fra husets vinmarker i Mezzane di Sopra og  alle druer høstes med håndkraft og fragtes til vingården i små kasser, så druerne tager så lidt skade som muligt. Herefter tørrer druerne i 3½ måned. Efter vinifikationen lagrer vinen hele 54 måneder i nye franske egetræsfade og herefter tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 30 måneder inden frigivelse.

Ved første snif tænkte jeg; åh nej … en totalt overmoden vin, hvilket også understøttes af en brunligere farve i glasset. Men vent et kort øjeblik, for så åbnes der for en ekstraordinær vinoplevelse. Næsen byder på en klar sød og nøddet aroma med masser af modne blommer, syltede sorte kirsebær, chokolade og vanilje.

Det dufter mer’ af dessertvin end af Amarone og med en – for dessertelskende søde mænd – meget berusende duft, som får dig til at trække på smilebåndet. Alligevel er vi ikke helt ovre i dessertland, for der er – sammen de flydende nødder og chokolade – også blandet en gammel og sød balsamisk eddike i gryden.

Smagsmæssigt er det også klart en anderledes vin og med den høje, nærmest dessertsødme i vinen, så tænkte jeg strakt på ost. Men vi dog ikke helt ovre i Recioto land, for der er også tanniner samt en vis grad af syre i vinen, selvom det hele leveres fløjlsblødt og cremet med en gammel, stoisk dekadence. Der er en smule Sagrantino Passito over vinen … blot med venetianske gener.

Det er som nævnt en vin lidt udenfor nummer … en vin, der er lidt sin egen. Jeg synger stadigvæk ost, ost, ost, jeg vil ha’ ost, måske endda en Gammel Ole. Mange vil måske være lidt forskrækkede over en sådan vin og måske sige, at den ikke passer ind.

Jeg er dog tilhænger af vinøs vildskab og vine, som udfordrer normen, og der er Solitario helt perfekt, for den smager simpelthen ganske fantastisk. Nyd den til lidt dessert eller ost. Fanden svær at rate … og så alligevel ikke, for det er en fantastisk oplevelse, selvom prisen også ligger i det højere luftlag.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 749 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, Italien

2013 La Guaite di Noemi, Tisbe, Veneto, ItalienNu tester Noemi Pizzighella på La Guaite di Noemi igen jeres flittige vinbloggers hjerte … ikke kun med hendes søde smil og betagende ydre, men mest af alt med endnu en 17% højoktan vin, denne gang vinen Tisbe på ren Cabernet Sauvignon.

La Guaite di Noemi ligger på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono. Vinhuset drives i dag af den unge, smukke Noemi Pizzighella, som I også kan se på billedet ovenover.

Det var hendes far Stefano Pizzighella, som i 1987 købte den lille ejendom for at starte en produktion af olivenolie fra de tilhørende olivenlunde på bakkerne ved byen. Men allerede efter nogle år, så begyndte familien også at plante vinstokke på den højeste del af markerne … den del, som kaldes Le Guaite.

Og i 2002 var markerne så produktive, at familien startede med at lave vine, ærketypiske Valpolicella vine, men allerede i 2006 overtog Noemi ansvaret for vinproduktionen. Derfor hedder vingården i dag også La Guaite di Noemi.

La Guaite di Noemi har samlet 10 hektar vinmarker, men olivenolie fylder også fortsat godt, hvorfor familien har hele 3 hektar med oliventræer med sorter som Grignano, Leccio di Corno og Casaliva, som giver basis for de efterspurgte olivenolier.

Noemi laver forskellige vine, en bl.a. en Rosso, en Valpolicella Superiore, en Ripasso, en Recioto og Amarone della Valpolicella, men har også tidligere eksperimenteret lidt … bl.a. med denne Tisbe, lavet på Cabernet Sauvignon med efter Amarone metoden med tørrede druer.

Cabernet Sauvignon druerne kommer fra vingårdens marker ved Mezzane di Sopra i Valpoliella. Efter høst har druerne tørret i 3½ måned og efter endt fermentering i rustfrie ståltanke er vinen lagret i nye franske egetræsfade 36 måneder og sidenhen mindst 16 måneder i flasken inden frigivelse. Der produceres kun en yderst begrænset mængde af denne vin.

I næsen er det tyk, sort frugt, men en snert af frisk syrlighed masser sig frem imellem den tykke aroma af fede noter, hengemt gammel balsamico, kaffe, chokolade, blåbær, solbær, eg samt noget let og blomstrende. Der er potens i duften.

Og sikke en power i munden … samtidig med, at frugten virker fuldstændig frisk, nærmest blåbær med lagret friskhed, hvis man kan sige sådan? Det er vildt cremet og blødt med svag peber, fede tanniner, intens mørk syre, som bliver ved med at sidde og kildre din drøbel i lang tid, men den høje alkohol mærker du faktisk ikke noget til … i hvert fald ikke førend du drukket flasken. Smagen efterlader munden med en syrlig og sød lang eftersmag. Det er Cabernet Sauvignon på epo i 6. potens.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 499 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, Frankrig

2015 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvee Prestige, Rhône, FrankrigI starten af marts måned smagte jeg en lækker Côtes du Rhône Villages Vieilles Vignes fra Château du Mourre du Tendre, men nu gearer jeg op med en vaskeægte 2015 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige fra vinhuset.

Den første flaske havde egentlig en nasty stank af prop, men blev uden problemer byttet hos de flinke folk hos Andrup Vin … og denne flaske fejler heldigvis intet, men leverer varen på lige præcis den facon, som man forventer af en god Châteauneuf-du-Pape. Det er svært at blive træt af … god neuf er altid godt.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige er Château du Mourre du Tendres topvin og lavet på 90% Grenache og 10% Mourvedre. Druerne kommer fra vinstokke kommer fra parceller på markerne La Crau, les Bédines og Les Saintes Vierges, hvor vinstokkene er mellem 70-100 år gamle.

Druerne er høstet i med håndkraft og afstilkes slet ikke, men undergår gæring i 35 dage i hele klaser på rustfrie ståltanke, hvor vinen faktisk også lagrer 30 måneder, altså en lagring helt uden brug af egefade. Efter en ufiltreret aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse.

I næsen byder vinen på nogle af de klassiske Châteauneuf-du-Pape dyder, men slet ikke på en tung og mørk facon. Der er ganske vist en meget moden, blød og mørk frugt, men med en virkelig smuk og næsten dekadent syrlighed. Frugten virker endda sådan lidt gæret, animalsk og landlig, næsten over mod noget, som kunne være biodynamisk … landlig, charmerende og samtidig fin.

Smagen er rund og blød … det smelter sgu nærmest i munden. Det kan med det samme smages, at dette er god Châteauneuf-du-Pape, flot balanceret og som med duften på ingen måder mørk, overfed og overekstraheret, som man ellers tit kan finde i den nyere stil. Her er der lyst og delikat, men fortsat med neuf’ernes normale power og intensitet.

Det smager altså bare godt og thumbs up for at lave Châteauneuf-du-Pape i en let stil. Det er klart 5½ af de store houlbergske fingre og endda med klar pil op. Yammy.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7