Afslutning med manér … kultvin og ikonvin. Over 1.000 kr. for en vin fra Toro. Er det sindssygt eller giver det mening? Vi er tilbage hos Bodegas Numanthia i Toro, og deres absolutte topvin, som er denne Termanthia … en rent Tempranillo kraftværk. Sammen med Pintia er Termanthia nok noget af det ypperste fra Toro.
For kommentarerne om Bodegas Numanthia henviser jeg til de tidligere blogindlæg, nemlig ved vinene Termes og Numanthia, som vi også smagte til byggemødet. I stedet vil jeg i dette indlæg blot koncentrere mig om denne Termanthia.
Icon of the Toro appellation. Den Kult-Blockbuster Termanthia aus der Bodega Numanthia. Termanthia is the pinnacle (højdepunktet) of Tinta de Toro. Termanthia er den ultimative topvin fra Bodegas Numanthia.
Robert Parker skrev om 2004 årgangen af Termanthia; Hvis du har en sjæl, så sælg den til djævelen for et par flasker af denne ekstraordinære væske.
Lovpriserne om vinen er mange. Dette er blot nogle af de mærkater, som der er sat på denne vin.
Vinen er som nævnt på Tinta de Toro (Tempranillo), der er høstet fra ca. 120 år gamle upodede prephylloxera vinstokke, der vokser på en lille parcel på 4,7 hektar på Teso de los Carriles ved den fjerntliggende by Argujillo i 850 meters højde.
Der er 3 meter mellem planterne således, at der ikke skal kæmpes så hårdt om fugten i de ekstremt varme og tørre sommermåneder, og med kun 1.100-1.200 vinstokke pr. hektar, så er høstudbyttet fra denne mark det laveste i kommerciel vinproduktion … ikke blot i Toro, men i hele Spanien.
Druerne plukkes i små 7 kilo kasser og køres indenfor to timer de 26 kilometer ned til vingården i Valdefinjas, hvor de afstilkes og gæres i 10 dage i 1 lodretstående 2.000 liters fad og 5 lodretstående 500 liters egefade. Alle 10 dage behandles vinen med “pisado” (fodtrampning i den gærende most) 2 gange dagligt.
Vinen får en dobbelte barrique lagring. Først omstikkes vinen til 100% nye franske fade, hvor den modner i 8 måneder med to omstikninger undervejs. Herefter omstikkes vinen til endnu et sæt 100 % nye franske fade, hvor den – efter yderligere 12 måneders modning – tappes på flaske uden forudgående klaring og filtrering.
Vinmager er – som på husets øvrige vine – Manuel Louzada. Der laves 3.000 flasker af denne top vin hvert år.
Termanthia 2004 fik de magiske 100 point af Parker … og det er måske dét, som smitter af på prisen. Ellers er de højeste Parker ratings givet for 2007 årgangen, som fik 97 point, mens Wine Spectator gav 2007’eren mere beskedne 93 point. Derimod gav Wine Spectator 2002’eren og 2004’eren 96 point. Parker gav 2006’eren 96 point, men der gav Wine Spectator 95 point.
2009’eren her har både Parker, Wine Enthusiast og Guia Penin givet 95 point. Nå, men hvem siger også, at de er klogere end os? Nok point, lad os gå til smagningen af vinen og spørgsmålet; Er det sindssygt eller giver det mening?
Duftmæssigt lidt af et kraftværk med power, blæk, trøffel, toast, sorte bær, tranebær, blåbær, blommer, figner, kakao, egefade, røg, blomster og lakrids. Godt med nuancer med andre ord. I munden også godt med kraft, fløjl og cremet, fyldig og rund med solbær, lidt krydderier og en smule mineralitet, som virkelig klæder vinen … men fortsat meget ung, hvilket mærkes på tanninerne, som snerrer og bider dig lidt i haserne og en anelse eg, som med tiden vil blive dæmpet. Det er power og godt … men skal nok ha’ lidt flere år i kælderen … efter min vurdering.
Så svaret på spørgsmålet må være, ja … det er en fremragende vin. Om vinen holder til prisen? Tja, pris er jo et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Havde jeg pengene, så ville jeg måske vælge en Bonneau, Barolo eller Bourgogne … men fedt, at Flemming havde valgt denne.
Købt hos Supervin, hvor prisen er 1.050 kr. ved køb af 6 stk., ellers er prisen ved 1 flaske 1.150 kr.
Rating 6/7