For helvede da også – pardon my french – hvor er denne vin da spændende. Det er en biodynamisk fætter vi har fået fat i på S’vinbar i Århus … vinen Arbois Rouge DD fra vinhuset Bénédicte & Stéphane Tissot, som tidligere hed Domaine Andre & Mireille Tissot.
Andre & Mireille Tissot grundlagde vinhuset i 1962, men siden 1990 har det dog været deres søn Stéphane, som sammen med hans hustru Bénédicte har drevet den lille vingård, som ligger midt i den lille by Montigny-lès-Arsures i Arbois området i Jura i Frankrig.
Derudover ejer familien også en forretning med deres vine midt i Arbois.
Og Tissot familien er stor i den lille by Montigny-lès-Arsures, hvor der findes hele 3 vingårde ejet af grene af famililien. Udover Stéphane findes der også vingårdene Domaine Jean-Louis Tissot samt Domaine Jacques Tissot.
Samlet driver Stéphane og Bénédicte Tissot omkring 46 hektar vinmarker, som alle drives fuldstændig biodynamisk, økologisk, Fair Trade, bæredygtigt og uden brug af tilsætningsstoffer eller sulfitter til vinene. Lidt på samme måde som Peggy & Jean Pascal Buronfosse og Julien Labet … blot for at nævne nogle, som har samme tilgang i området og jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.
De bedste marker er Les Bruyères, La Mailloche, En Barberon, Clos de la Tour de Curon. Og med 46 hektar er Stéphane Tissot også Jura området største biodynamiske producent, og han laver da også hele 35 forskellige cuvéer … egentlig ganske mange vine af en producent af den størrelse. Og én af disse vine er altså denne Arbois Rouge DD, som er lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.
Trousseau og Poulsard er to røde druesorter, der primært dyrkes i Jura regionen. Trousseau giver relativt lette, lidt krydrede vine og kendes også under navnet Bastardo i Portugal, hvor den bruges i portvine. Forskning i druens DNA har vist, at Trousseau oprindelig stammer fra druen Savagnin, og dermed er en slags søskende til Chenin Blanc og Sauvignon Blanc.
Poulsard findes faktisk kun i Jura, og findes også nogle gange under navnet Ploussard. Poulsard er en drue med meget tynd skind, og druen afgiver alene meget små mængder af farve og phenoler. Det giver meget blege rødvine, selv med lang maceration og derfor bruges druen også nogle gange til at producere hvidvine eller Blanc de Noir vine … eller som her blandet med andre druer.
Denne Arbois Rouge DD er altså lavet på et blend af Trousseau, Poulsard og Pinot Noir, og fordelingen skulle efter sigende være en 1/3 del af hver druesort. Vinen er lagret 3 måneder på store egetræsfade og er flasket uden klarering, filtrering eller brug af sulfitter. Der laves årligt 9.000 flasker af vinen .. og 1.500 magnumflasker.
Og det er sgu da bare en tæskelækker vin, som i glasset er lys, bleg samt herlig uklar og grumset. Næsen byder på et sandt fyrværkeri af … ja faktisk en smule nytårskrudt, vilde bær, ribs, rabarber, svag jordbær, mineraler og lidt blomsterstøv. Næsen er virkelig rustik og landlig, virkelig en naturewine næse med en vis syre, som tegner godt.
I munden fortsætter de vilde bær, hindbær, vindruekerner, lime, citrus, bitre elementer … syrlig, stram, mineralsk med lidt parfume og tør jord. Det er en let og utrolig frisk vin, meget vedkommende og lige mig. Mums.
Købt på S’vinbar til 450 kr., hvilket er en ganske god pris på en vinbar. Gladvin.dk dansk importør, og sælger vinen for 175 kr.
Rating 6/7