Jeg har sagt det før … de portugisiske vine er på vej frem og vi kommer til at høre meget mere til vinene. Derfor har jeg nu også indgået et samarbejde med Portugal Vineyards om test af lidt vine løbende … og starter med denne Loureiro Reserve Branco fra vinhuset Quinta do Regainho.
Quinta do Regainho har været ejet af familien Campelo i årtier og ejes i dag af grundlæggerens børnebørn, der har etableret firmaet Sociedade Agrícola da Quinta do Regainho Lda., der laver vine fra flere områder i Portugal.
De ejer selv 20 hektar vinmarker, som er tilplantet med Loureiro samt Alvarinho vinstokke og derfra laver de vine under navne som Quinta do Regainho, Vinhas Baixas og Moinho Velho.
Her smager vi deres 2020 Loureiro Reserve Branco … selvfølgelig lavet på 100% Loureiro fra Minho aka Vinho Verde regionen. Vinen er lavet af vinmageren José Novais Miranda.
Efter høst er alle druerne presses i pneumatisk presse og har så gæret i rustfrie ståltanke med streng kontrol af gæringstemperatur. Derefter er vinen blot lagret en kort perioden inden aftapning på flaske.
Meget imødekommende næse, en blid og rund frugt med meloner, både honningmeloner, cantaloupe meloner, grillede citroner og lidt laurbærblade samt en nærmest vaniljeagtig sødme.
I munden er vinen også omgængelig om end mere spinkel end duften lige indikerede. Syre er der heller ikke meget af, men en let, venlig og høflig tone … lidt citronsaft fortyndet med vand, hvilket gør vinen totalt let drikkelig. Houlberg lander lige på 4 spinkle tomler.
Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske kun koster 3,93€ … svarende til 29 kr. Det er sgu billigt og selvom der løber fragt på, så betyder det fx kun 324 kr. for 6 flasker leveret direkte til dig eller sølle 54 kr. for en flaske … og billigere, hvis du køber flere.
Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.