Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Château Saint-Roch, Roubials Rouge, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Roubials Rouge, Roussillon, FrankrigChâteau Saint-Roch er en gammel vingård beliggende i Agly dalen omkring 4 kilometer øst for den lille by Maury, tæt på floden af samme navn og i appellationen AOC Maury Sec i området Côtes du Roussillon. Og herfra smager vi nu denne Roubials Rouge.

Projektet Château Saint-Roch er etableret i år 2000 af Jean-Marc Lafage i et samarbejde med den amerikanske vinimportør Eric Solomon, da Lafage købte vingården i det område, hvor han som dreng arbejde sammen med sin far i markerne.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes. Lafage far var altid ærgerlig over, at de efter arbejdet i marken skulle gå tilbage til landsbyen … og ikke blot kunne bo ved markerne … vågne op og kigge udover vinmarkerne med de gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

I hele hans liv drømte faderen om at bo på mas à Maury … området omkring landsbyen, så han kendte hver eneste vingård. Så da Jean-Marc købte den gamle vingård og fortalte faderen om købet, så blev det lidt en skuffelse for Jean-Marc … for faderen kunne slet ikke huske Château Saint-Roch.

Jean-Marc Lafage er en kendt vinmager i Roussillon og driver selv Domaine Lafage aka Maison Lafage, som ligger en kende mere mod øst end Château Saint-Roch, nemlig lige svag nordøst for Perpignan helt ud mod Middelhavet.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

På Domaine Lafage har Jean-Marc og Eliane omkring 200 hektar jord, men heraf dog kun omkring 160 hektar vinmarker. Jean-Marc er det, som franskmændene kalder en terroiriste, altså meget bevidst om vingårdens forskellige jordbundsforhold.

På vingården ved Perpignan laver han derfor også vine fra 3 forskellige områder, nemlig Terroir de l’Agly, Terroir Perpignan-Méditerranée samt Terroir des Aspres.

Og så har Jean-Marc Lafage altså siden år 2000 også ejet Château Saint-Roch i Maury, hvor der samlet er 44 hektar vinmarker på ler-, skifer- og kalkholdige skråninger, der ligger i 120 til 470 meters højde … og flere af markerne endda med op til 100 år gamle vinstokke med Grenache og Carignan.

Målet på Château Saint-Roch er at lave vien af høj kvalitet til fornuftige priser, og der laves en lang række vin, både hvidvine, rosévine samt selvfølgelig rødvine. En af disse er altså denne Roubials Rouge.

Vinen er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, som fra området Vallée de l’Agly tæt på landsbyen Maury omkring 40 kilometer fra Middelhavet. Druerne er høstet fra 50 år gamle vinstokke med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes ved maksimal modenhed, hvorefter de sorteres og lægges i små kasser, som skånsomt bliver transporteret ned til vingården, hvor de får lov til at ligge og tørre yderligere på riste, altså på samme måde som i Veneto. Efterfølgende sker fermentering forholdsvis koldt og så lagrer vinen 16 måneder på egefade.

Næsen er skarp syrlig, krydret med klare Rhône referencer … men med lidt luft i glasset aftager noget af det kantede. Det er mørke bær sammen med granatæbler, hyben, enebær,  sorte kirsebær og måske endda lidt blommer. Derudover så emmer vinen også nærmest af en elektrisk, sitrende  og blomstret syrlig nerve, som er ret lækker.

Og hvor er vinen dog herlig blød med en enestående koncentreret bærintensitet. Der er sød lakrids, ja i det hele taget en sød fyldighed, som leveres cremet, blød og centreret, men alligevel med lidt peber, krydderier og magiterning kraft. Skal man komme med en eneste anke, så er blommesødmen måske en anelse for stor, men hold op, hvor smager denne vin godt og meget venligt. Der er blødt med blødt på. Det bliver et sted mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Bodegas Rosario Vera, Rosario Vera, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Rosario Vera, Rosario Vera, Rioja, SpanienMed næste vin er vi atter tilbage hos Juan Gil Bodegas Familiares, altså den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien. Denne Rosario Vera er fra deres nyeste projekt i Rioja.

Familien Jil købte vingården Bodegas Rosario Vera i Rioja i 2016 med dens tilhørende marker i både Rioja Alta og Rioja Alavesa. Den er sidste skud i samlingen af vinerier, som også tæller Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla og Bodegas Tridente.

Familien Jil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og er i dag efterhånden en større vinproducent i Spanien.

Denne 2017 Rosario Vera er lavet på 100 % Tempranillo fra 15 til 60 år gamle stokke på marker i kommunen La Guradia. Der er markerne er rig på kalksten og ler, hvilket medfører et lavt udbytte pr. hektar.

Efter høsten fermenteres druerne i ståltanke over 15 dage ved 27 grader, hvorefter den malolaktiske gæring gennemføres på fransk egefade og sidenhen 10 måneders fadlagring.

Næsen er dyb, mørk med klart fadpræg, alligevel en vis friskhed over den mørke frugt og det bliver heldigvis aldrig for meget fad, hvilket ellers ofte er tilfældet med  Rioja vinene. Frugten er blåbær og brombær, men derudover lidt kakaopulver og lakridsrod.

I munden er Rosario Vera en fyldig, rund og cremet vin med en rigtig pæn portion sødme og der er nærmest en smule Ribera del Duero feel over vinen. Tanninerne er blide, men –  som med duften – fortsat med friskhed i frugten.  Smagen er rund med et lille peberbid og egentlig stor tørhed, men samlet er vinen venlig, fyldig og fint balanceret. Det er god spansk vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, PortugalTilbage i juni smagte jeg den hvide udgave af denne Amphora Tinto fra vinhuset Herdade do Rocim, der ligger lidt nordøst for den lille by Cuba i Alentejo regionen. Men nu er turen altså kommet til den røde.

Vinen er lavet på  50% Aragonez, 30% Trincadeira, 10% Moreto og  10% Tinta Grossa. Alle druerne kommer fra Vidigueira området i Alentejo. Hele vinificeringen er sket i store amphora lerkrukker uden den mindste kontrol af temperaturerne. Der anvendes også alene druernes naturlige gærceller og gæringen er sket helt uden indblanding. Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i 2 måneder.

Det er en sjov næse, hvor der er blomster, roser, lerjord, granatæbler, hyben og kirsebær, meget lettere end forventet og samtidig med en fin syrlighed. Der er også lidt altheabolsjer, syrlige, bitre drops og grønne urter … samlet er det bestemt interessant.

Smagen er let, ren og har masser af frugtsyre, direkte jernholdige noter, vedkommende og dejlig frisk. Der er lidt fennikel, jern, ren og syrlig frugt og det er faktisk en rigtig fin let og cremet vin og lidt utroligt, at den kommer fra et varmt område som Alentejo.

Importør er AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86419600.

 Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Bodegas Neleman, Nucli Tinto Organic, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Neleman, Nucli Tinto, Valencia, SpanienVi napper da bare lige en mer’ vin fra Derrick Neleman på Bodegas Neleman og denne gang den røde udgave af hans Nucli vin … Nucli Tinto Organic.

Vinen er produceret på 90% Tempranillo, 5% Syrah og 5% Petit Verdot … alle selvfølgelig – som navnet siger – dyrket økologisk på husets marker i 700 meters højde ved Cases del Rey i det østlige del af Valencia.

Nucli er det catalanske ord for central eller kerne … og derfor har Neleman ordet som hans forståelse for essensen af god vin. Dette er også illustrativt vist med en række cirkler på etiketten.

Nucli Tinto Organic er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, en kort maceration og gæringen er sket i betontanke og med kort lagring.

Som søstervinen Tempranillo Monastrell er vinen dejlig grumset og uklar i glasset. I næsen er vinen også fin animalsk og bondsk, men så fornemmes der alligevel en vis spændstighed. Der er kirsebærsten, jordbær, granatæbler, meget frisk i frugten, en snas peber, fennikel, røg, vanilje … meget intens, inderlig og vibrerende.

Smagen har både pænt meget sødme og syre, men sødmen sidder forrest på traktorsædet. Frugten er frisk og slet ikke så mørk, som jeg måske havde forventet ud fra duften. Der er pæn saftighed og selvom det er en rustik vin, som har den bondsk charme. Det er bestemt ikke en gemmevin, så 1-2-3 drik.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodegas Neleman, Nucli Blanco Organic, Valencia, Spanien

2018 Bodegas Neleman, Nucli Blanco, Valencia, SpanienSå er vi tilbage hos den ihærdige og innovative hollænder Derrick Neleman på Bodegas Neleman og denne gang med denne hvide Nucli Blanco Organic.

Sidst smagte jeg husets robuste og bondske 2018 Tempranillo Monastrell og skrev samtidig lidt om hollænderen og hans vinhus.

Denne Nucli Blanco Organic er lavet på 75% Macabeo og 25% Sauvignon Blanc, som kommer fra Bodegas Nelemans kalk- og skifterholdige holdige marker i 700 meters højde i Valencia.

Efter høst presses druerne blidt og mosten køles ned til 10 grader, og når alle urenheder er bundfældet, så  omstikkes mosten. Herefter får mosten lov at stige langsomt i temperatur og spontangæringen starter og holdes ved omkring en temperatur på 21 grader.

Sikke en dejlig næse … masser af saftige cantaloupe meloner, passionsfrugt, tropisk frugt, fedme, blomster og syltede citroner.  Det dufter herlig, virkelig aromatisk og lækker. Det er en fyldig og dragende aroma.

I munden er der masser af citroner samt nogle jern- og kalkagtige noter, men syreniveauet er lavere end lige forventet. Men det glider nemt ned med spansk charme … olé.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, Spanien

2015 Bodega Sei Solo, Preludio, Ribera del Duero, SpanienVi skruer lige Ribera del Duero volumenknappen en tak op med næste vin, en 2015 Preludio fra Bodega Sei Solo … et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto.

Javier Zaccagini er tidligere præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … et slags eksportråd for området. Han var også sammen med Mariano Garcia med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998, og nu har han grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to supervine … Preludio og Sei Solo.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Preludio er andenvinen i projektet, lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra 9 små plots i La Horra området i Burgos provinsen. Der er vinstokkene omkring 60-90 år gamle og det betyder et ekstremt lavet udbytte.

Efter høsten bliver druerne afstilket, hvorefter den sker en kold maceration. Derefter sker gæring spontant med druernes naturlige gærceller i små trætanke på 2500 kg kapacitet.

Efter endt fermentering sker der en malolaktisk gæring dybt under jorden ved kun 10 grader, hvor vinen også lagrer 18 måneder i brugte egefade. Modsat vinene fra Aalto, så får ingen af de to Sei Solo vine nye egefade.

Næsen er langt mere alvorlig end forrige Ribera del Duero vin Mario. Det er sorte oliven, tør engelsk lakrids, mørk og gæret frugt, blåbær, kul, tjære, kamfer, gamle jernbanesveller, andefond, garvet læder, lidt blomster … og så samtidig med en frisk syrlighed, som lige løfter hele indtrykket en tak yderligere op.

Smagen er koncentreret mørk frugt med en elegant syrlighed og tonsvis af smag. Det er blåbær, masser af tanniner, som sætter sig i munden og en virkelig lang eftersmag med lidt krydderier og peber. Det er klart en mere stram, frugtrig og syrlig vin end for Ribera del Duero normalt, men balancen er enestående og det smager bare virkelig godt. Det er 5,5 fede fingre med svag pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, Spanien

2015 Vega Clara, Mario, Ribera del Duero, SpanienSå er vi atter tilbage hos den unge, smukke, vilde og passionerede Clara Concejo, som driver Bodega Vega Clara i Quintanilla de Onesimo ved Valladolid i Ribera del Duero. Denne gang smager vi hendes 2015 Mario … og hvis du er til god Ribera del Duero vin, så bliver du ikke skuffet.

Clara Concejo grundlagde Vega Clara i 2005, da hun arvede 5 hektar vinmarker med gamle vinstokke fra sin bedstefar Mario, som hun også i respekt har opkaldt denne vin efter. Hun har i dag 8 hektar vinmarker, som ligger tæt på vingården og nabo til andre kendte vinhuse som fx Bodegas Arzuaga Navarro og Vega Sicilia.

De 8 hektar er fordelt på de to parceller på markerne Los Almendros og Carretuerta, men derudover har Clara også kontrol over 5 hektar yderligere via aftaler med en håndfuld vinavlere i forskellige områder i Ribera del Duero.

Vinene fra Vega Clara laves i samarbejde med vinmageren Juan J. Ayuso, mens Clara også får hjælp til markarbejdet af Alex Soria. Og det bliver samlet til 3 forskellige vine, nemlig en Diez Almendros – som jeg tidligere har skrevet om – vinen Dacan og så Mario.

Mario er lavet på 73% Tempranillo og 27% Cabernet Sauvignon … og Cabernet druerne kommer fra nogle af de ældste Cabernet stokke i hele Ribera del Duero … langt over 50 år, mens Tempranillo druerne er for nogle af vinhuset yngre stokke.

Fermentering og maceration er sket i egefade over 21 dage, hvorefter vinen er lagret 16 måneder på 75% franske fade og 25% amerikanske egefade. Der er lavet 19.410 flasker af vinen.

I glasset en tæt og mørk væske … næsen er tør og sødkrydret med egenoter, brændte egefade, vanilje, kanel blåbær, brombær, solbær, sød pibetobak, Läkerol kaktuspastiller, chokolade, virkelig dyb, tæt og ganske mørk, sød og omfavnende.

Det sødkrydrede går igen i smagen sammen med brændte noter, masser af mørk, fed frugt, tydelige taninner, cosy og venlig, men en lille friskhed holder vinen rank på sporet. Det er mainstream og fadpræget Ribera … men smager monstergodt. Det er klart 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Neethlingshof, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaNu smager vi igen en vin fra det sydafrikanske vinhus Neethlingshof, som vi to gange tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog. Denne gang er det med husets Sauvignon Blanc.

Da jeg smagte Neethlingshofs Bordeaux inspirerede The Caracal skrev jeg også lidt om vingården, så det skal jeg spare jer for denne gang og blot kigge nærmere på denne Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra vinstokke plantet mellem 1997 og 2009 på en sydøstlig bjergside nær False Bay.

Den permanente havbrise har en kølende effekt på vinstokkene i sommermånederne, hvilket forlænger modningsprocessen. Og lige dér står solen midt på dagen i nord, så derfor er en sydvendt skråning med til at forlænge vækstsæsonen.

Man høster også i februar, hvilket er sket med håndkraft. Druerne presses derefter blidt, hvorefter gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 13-15 grader og udvalgte gærtyper. Derefter er vinen lagret i tankene sur lie en kort periode inden aftapning på flaske. Der er lavet 29.000 flasker af denne vin.

Duften er grønne blade, masser af grøn peber, græs, asparges, ananas, estragon og lidt grape. Smagen er lidt i samme boldgade, grøn, syrlig med en vis fylde. Det er sur og bitter grape, umodne æbler og lemon … nok til at få dig op af stolen. Det er frisk, surt og en vin, som bør nydes til lidt mad. Jeg tænker lidt fisk eller kylling.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Vietti, Nebbiolo Perbacco, Piemonte, Italien

2016 Vietti, Nebbiolo Perbacco, Piemonte, ItalienPå den fabelagtige restaurant Le Case della Saracca i Monforte d’Alba bestilte jeg mer’ Nebbiolo saft … og det blev denne Nebbiolo Perbacco fra vinhuset Vietti.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trivles i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi husets Langhe Nebbiolo, som Vietti kalder Nebbiolo Perbacco, hvor druerne kommer fra forskellige marker i både Barolo og Barbaresco området. Hver mark vinificeres separat og den alkoholiske gæring varer 3-4 uger.

Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring så lagrer vinen hele 2 år på en kombination af både barriques og store slavonske egefade … og først derefter blandes de forskellige produktioner i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske.

Næsen er lækker landlig, rustik og animalsk. Der er violer, læder, tobak, kirsebær, lidt maskulin måske … har mørk, balsamiske noter, blomster, sæbe og skovbund, alt i et herligt mix.

Smagen er kraftig og fyldig … klart en fyldig og mørkere Langhe Nebbiolo med nogen fedme, masser af tætpakket frugt, som dog har en rigtig fin renhed. Det er cremet, blødt og har runde tanniner, men der mangler en smule lethed og elegance … men for pokker hvor den kraft og saft.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2009 Conterno Fantino, Barolo Chinato, Piemonte, Italien

2009 Conterno Fantino, Barolo Chinato, Piemonte, ItalienSmagningen med Fabio Fantino hos Conterno Fantino sluttede med lidt af en specialitet, nemlig vinen Barolo Chinato … en almindelig Barolo, som efter endt fermentering bliver suppleret med tilsætning af blomster, krydderier, sukker og alkohol.

Det giver en lidt mærkelig vin og jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt noget lignende. Der kommes omkring 50 forskellige blomster, urter og krydderier i vinen og de ligger i vinen omkring 40 dage. Derefter tilsættes der både sukker og alkohol, og så lagrer vinen derefter på egefade og derefter et år på flaske.

Det dufter som lidt af en blanding mellem bitteren Dr. Nielsen og en Barolo, masser af lakrids, overmodne mørke bær, et meget gammelt museum, kanel og tørret appelsinskal. Smagen er sød og krydret … med et sprittet spark. Hmmmm det skal jeg vist tænke over.

Forhandles af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 26,50€ … svarende til 197 kr.

Vinanmeldelse 3/7