Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, Chile

2013 Casa Marín, Litoral Syrah, San Antonio Valley, ChileVi napper sgu da lige en ekstra vin fra Viña Casa Marín og den er endda 10 år ældre, men fortsat fra Casa Marín serien. Det er denne 2013 Litoral Syrah, som skulle gøre mange Nordrhône vine misundelig … men det kigger vi på lige om lidt.

Litoral Syrah er lavet på 100% Syrah fra enkeltmarken Litoral, der ligger 4 kilometer fra Stillehavet i Lo Abarca. Det er et – for Chile – unikt koldklima terroir, hvor temperaturerne i sommerperioden ikke kommer over 28 grader og hvor kølige havbriser og tåge også gør sit til at bringe friskhed og elegance til vinene.

I vineriet er druerne efter høsten først nænsomt afstilkes inden presning og spontangæring alle med druernes naturlige gærceller og med løbende punch downs og overpumpninger.

Efter endt gæring får vinen lov til yderligere at trække smag i 3 dages ekstra maceration inden at vinen anbringes i brugte franske egetræsfade, hvor den lagrer i 16 måneder.

Jeg tænkte straks, at en sammenligning med det nordlige Rhône nok var at tage munden for fuld, men når jeg dufter til vinen, så giver det faktisk mening og jeg bliver sgu ret imponeret af vinmager Maria Luz Marín, for der er en lidt mælket note, laurbærblade, sorte oliven og en frugt af blommer, blåbær, hindbær og ribs.

Der er dog samtidig også drøn på fadnoterne … og helt sikkert mere end normamt for Nordrhône. Der er røgede noter, flæsk, bacon samt kardemomme, vanilje og en smule mælkechokolade.

Smagen er heller ikke helt Nordrhône, men lidt varmere i udtrykket sammen med en blåbæragtig note med jern og skovbund, har klart nogle ribs og egentlig god frugtintensitet, hvor man på ingen måder mærker, at vinen har 10 år på bagen. Tværtimod giver det en saftig, frisk og letkrydret vin, der måske – hvis man er tilgivende – nok godt kan minde en lille smule om en blød Saint-Joseph. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileFra den dugfriske 2023 årgang smagte jeg dernæst endnu en Sauvignon Blanc vin fra Viña Casa Marín og det var deres Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc.

Denne Sauvignon Blanc er også tidligere af Decanter blevet udråbt Best Sauvignon Blanc in the World. Den er lavet med druer fra selve marken Cipreses Vineyard, som ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning. I denne årgang er druerne fra 59 små mikro-parceller, der høstes enkeltvis.

Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien og er lavet ved, at 2/3-dele af druerne efter høsten presses let og så gæres, mens den sidst 1/3-del først undergår en 3 dages koldmacerationpresning inden gæring.

Gæringen sker mestendels på ståltank ved kølige 9-12 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret primært sur lie i ståltanke og 27% på egefade … både brugte og 3% helt nye fade.

Igen er det syrepræcis Sauvignon Blanc … blot med et sløret og lidt comfortagtig og rockwooldæmpende blidt lag henover. Det er skam fortsat grønne asparges, grønne pebre, hyld, solbærblade, græs, hø, grapefrugt, stikkelsbær, ærter, kiwifrugt og en smule flintesten, men det virker nu mere sart og forsigtigt … afdæmpet, kontrolleret … og absolut fortsat med druens friske karakteristika.

Det er måske mest i smagen, at enkeltmarken og den delvise fadlagring slår igennem, for vinen har en dybere intensitet og mere afslebne kanter. Vi vipper fortsat med røven ude på kanten af stolen med en fin rank, sur, syrlig, stringent frugt, stikkelsbær, grape, bitter lemon, gin og tonic, hyld, bitterhed, rene og saltet mineral, grønne grene og friske urter. Smukt … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileNår vi nu er ved Viña Casa Marín, der er kendt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine, så skal vi da også smage dem og den første blev deres helt nye 2023 Cartagena Sauvignon Blanc.

Det er en vin, som jeg før har smagt i årgang 2021 og 2022 … hvor druerne kommer fra nogle kølige og kystnære vinmarker ved Lo Abarca i San Antonio Valley.

Vinen er lavet med 8 timers skindkontakt før presning og kølig gæring på ståltank og med vinificering af hver druesort separat efter først afstilkning og presning. Efter endt fermentering er vinen så blandet og lagret kort i ståltanke uden malolaktisk gæring.

Uhhhh atter præcis, grøn og arketypisk Sauvignon Blanc med en syrespids, rank og frisk duft af grøn peber, græs, hø, solbærblade og tomatstilke, stikkelsbær, hyld, ny bælgede ærter, ærteskud, lime, en smule mineraler … og så alligevel med et lille skud sødme, der lige sparker lidt balance og venlighed ind i aromaerne.

Smagen er også rank – igen med en svag sødme – med masser af grapefrugt, lemon, citroner, sure stikkelsbær og grønne æbler, der lige suppleres af salte mineraler og hvid peber. Det er tørt, syrligt og utrolig frisk … kantslibende barberknivsskarp og samtidig har vinen også en svag sødme, der lige binder tingene fint sammen. Det er sgu fremragende Sauvignon Blanc, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, Chile

2023 Casa Marín, Cartagena Riesling, San Antonio Valley, ChileViña Casa Marín ligger nord for Lo Abarca 4 kilometer øst for kysten lidt nordøst for Cartagena og byen San Antonio i San Antonio Valley og er efterhånden kendt her på bloggen … specielt for deres knivskarpe Sauvignon Blanc vine .. men er det dog deres 2023 Cartagena Riesling.

Vinhuset er grundlagt i år 2000, da ønologen og iværksætteren Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede hele sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og vingårdsejer i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne omfatter bl.a. parceller på markerne Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard.

Huset laver deres vine fordelt på 4 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca, Cartagena og Iconos. Denne Cartagena Riesling er selvfølgelig fra Cartagena serien, som samtidig er huset bedste sælgende vine.

Cartagena Riesling er ikke en typisk Chile vin, for der dyrkes ikke meget Riesling i Chile, men her kommer 60% af druerne fra nogle granitholdige skråninger, mens de øvrige 40% kommer fra mere sandholdige og lavere beliggende marker.

Halvdelen af druerne presses direkte som hele klaser, men resten afstilkes før presningen. Herefter gærer vinen blot køligt ved 12-14 grader og efter endt fermentering er den så blot lagret måneder sur lie i ståltankene. Vinen har omkring 10 gram restsukker pr. liter.

Duften er først sådan lidt mineralsk og stenet … flint, en snert af noget petroleum og linolie samt gule æbler med en svag modenhed. Med mere luft og varme i glasset er der en mere tropisk frugt, melon, pærer, fersken og dåseananas suppleret med bagepulver, søde krydderier og sådan lidt tæt i aromaerne.

I munden er det en ren, klar og frugtrig vin, hvor der mest er grønne æbler, grape og citronsyre. Virker klart mere frisk end duften lovede og det giver bid, let bitterhed og så alligevel med dybde fra lagringen sur lie, hvilket samtidig giver noget fylde, krop … men bestemt uden at miste alt det friske. Dermed bliver det egentlig meget aromatisk og mundfyldig Riesling med lidt oversøisk fornemmelse. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, Spanien

2020 Compañía Vinícola del Norte de España, Contino Garnacha, Rioja, SpanienVi fortsatte med spansk Grenache på den lette måde, men næste vin var alligevel mindre moderne og mere klassisk, for det var Contino Garnacha 2020 fra Compañía Vinícola del Norte de España i Rioja.

Høsten er foregået med håndkraft … og først med en sortering af druerne i marken og derefter på vineriet, hvorefter de ligger til kold udblødning i franske fade indtil gæringen så sker spontant i fadene over cirka 8 dage.

Efter endt fermentering har vinen så lagret på de 400-500 liter egefade sur lie i 14 måneder inden endelig aftapning på flaske. Der er lavet 10.667 flasker af vinen … denne er nummer 5.982. Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2018.

Det er ingen tung Rioja, men meget let og frugtrig … dog mærkes fadlagringen omgående, selvom vinen på ingen måder bliver hverken egemonster eller bamsefed.

Frugten er faktisk lys og frisk … masser af saftige kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, en lidt flæsket og mælket note. Frugten er – udover at være frisk – også dyb og suppleres med fadnoter af vanilje, lidt karamel, kul, umami og sød røg.

I munden er det en frisk vin med tyngde, ganske intens og koncentreret med tonsvis af kirsebær, tranebær, blæk, sødme og svag bitterhed. Syren er også sødbitter, meget frisk og dansende. Tanninerne er der, men bider ikke så meget, så sammenlagt er vinen cremet, blødt og pænt pakket ind med denne fine, lækre og friske frugtrigdom, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 230 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, Fuerza Bruta, Madrid, SpanienJeg har tidligere storrost vinen A Dos Manos fra det nye og spændende vinhus A Pie de Tierra drevet af Aitor Paul og David Villamiel. Nu smager jeg storesøsteren Fuerza Bruta og igen falder jeg omgående på halen … det er vildt godt dette her.

Fuerza Bruta er selvfølgelig også lavet på ren Grenache fra forpagtede vinmarker og vinen er vinificeret på naturlig vis med brug af spontangæring med druernes naturlige gærceller og kun hele klaser helt uden afstilkning.

Gæring og maceration sker over forholdsvis lang tid efterfulgt af malolaktisk gæring og derefter er vinen så lagret på store 2.000 liter kastanjefade og brugte 1.500 liter foudres. Aftapning er sket uden klaring eller filtrering.

Som med lillesøsteren er det vildt indbydende … let og med en lille Nebbiolo smell-a-like parfurmeret næse med rosenblade, violer, lemon og så ellers lyse bær, jordbær, hindbær, moreller, lyse kirsebær og små og store buketter af sommerblomster.

Det er som en sommerpige med lyst hår, løstsiddende kjole, blomsterkrans om det smilende ansigt. Forførende … og jeg ligger mig bare ned på ryggen og er glad. Luftig, let, æterisk med et leret, sandet udtryk og så vedvarende en lidt medicinske, hæfteplaster- og pilleglasagtige note, som helt sikkert vil kurere dig.

Smagen er let som Pinot Noir, læskende, saftigt og bondsk som Gamay samt elegant som burgundiske vine … meget moderne, lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk. Frugten lidt mere streng end lillesøsteren, men begge søstre er drønlækre. Jeg smager jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, men samtidig energisk, sitrende, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … omgående bliver jeg forelsker, så 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu næsten tyveri … men du kan gøre det hjemme i stuen foran computeren.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Monte Zovo, Calinverno, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Calinverno, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen med et glas af denne Calinverno fra vinhuset Monte Zovo, som Steffen også tidligere har serveret vine fra. Denne er lavet på nogle af de klassiske Veneto druer.

Vi har tidligere fra Monte Zovo smagt vinen Crocevento Pinot Nero Garda og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset, så derfor ser jeg blot nærmere på denne Calinverno.

Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvione, 20% Rondinella samt 5% Croatina og 5% Cabernet Sauvignon … de kommer fra vinmarker beliggende i 220-350 meters højde øst for byen Garda på østsiden af Gardasøen.

Vinstokkene er mellem 12 og 25 år gamle, og der høstes kun 8 tons pr. hektar. Der høstes med håndkraft, og til denne særlige vin høstes først, når druerne er overmodne, hvorfor høsten først begynder i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november afhængig af årgangen.

De overmodne druer til Calinverno tørres efter Appassimento- metoden, hvor klaserne lægges i små kasser i tørreanlægget hos vinkælderen i Tregnago. Her mister druerne mellem 10 og 20 % af deres vægt – hovedsageligt vand. På denne måde koncentreres den søde druesaft yderligere. Druerne presses i slutningen af november.

Vinifikationen foregår ved 20-24 grader og efter endt gæring og maceration lagres vinen 18 måneder på 225 liters barriques og 900 liters tonneaux fade af fransk eg og ligger efter aftapning på flaske yderligere 12 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er vi et blomstret univers … masser af tørrede blomster, hø, halm, blomsterstilke, sommerstrand, blæk, sandeltræ og en frugt af sorte kirsebær, blommer, hindbær og brombær … og måske endda også lidt solbær suppleret med sød lakrids og urter.

Smagen er langt mere tør end forventet … har lakrids, sort tobak samt sorte te-blade, kirsebærlikør, blommermarmelade, hindbær og nogle ristede noter og chokolade. 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2015 E. Guigal, Vignes de L’Hospice Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDe lette rødvine varede ikke ved hele aften, for Paul D’s næste bud blev en 2015 Vignes de L’Hospice Saint-Joseph fra det store rhônehus E. Guigal … en vin, som jeg sidst smagte i årgang 2005.

Dengang var det faktisk også til en af vore vinaftenener, men der var det Jan, som havde taget vinen med.

Den er lavet med druer fra to af de bedste Saint-Joseph marker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde Domaine Vallouit og Domaine Grippat.

Den ene af de to marker er Vignes de L’Hospice, som er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice og er lejet på langtidskontrakt af Guigal.

Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen fra vingården Les Anges, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.

Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle og er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.

Duftmæssigt er der det mørke bær, blåbær, brombær, sorte blommer, dyb sort lakrids, tobak, tjære, brændte noter, ristede fade, peber og lakridskonfekt. Det er en fed og mægtig aroma, hvor sorte oliven, ribs og røg også dukker frem sammen med en stenet og granitagtig mineralitet.

I munden virker frugten mere frisk … men fortsat i det mørke univers med brombær, blåbær, hindbær og ribs samt peber, der brænder lidt og suppleres af mørkbitter chokolade, masser af tanniner, der både er kraftige og runde. Det er tungt, imponerende og lækkert med denne mineralske, stenede nordrhônske jernnæve. 95 point.

Købt i Føtex, hvor vinen koster 535 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Kelley Fox Wines, Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir, Oregon, USA

2017 Kelley Fox Wines, Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir, Oregon, USAKelley Fox Wines er et nyt vinhus hos Jysk Vin og er også blevet storrost af Langdahl, så Jan havde taget denne store og flotte Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir 2017 med som hans andet bud.

Kelley Fox Wines er et relativt lille vinhus i Willamette Valley i Oregon og er grundlagt i 2007 af Kelley Fox, en passioneret kvindelig vinmager, der har dedikeret sig til at producere håndlavede vine af høj kvalitet. Hun har et særligt fokus på Pinot Noir, der trives særlig godt i Oregon’s klima og jordbund.

Kelley Fox har mange års erfaring og har tidligere arbejdet som vinmager hos en anden anerkendt producent i Oregon, Scott Paul Wines, før hun besluttede at etablere sit eget vinhus.

Kelley Fox Wines har adgang til druer fra forskellige vingårde i Willamette Valley, en region i Oregon, der er kendt for sine fine vine på specielt Pinot Noir.

Det er vigtigt at bemærke, at Kelley Fox Wines ikke ejer egne vingårde, men snarere arbejder sammen med nøje udvalgte dyrkere for at sikre, at de får de bedste druer.

Markerne tæller Maresh Vineyard i Dundee Hills, Montmazi Vineyard i McMinnville Foothills og Freedom Hill Vineyard i Oregon Coast Range. Klimaet er begunstiget af kølige nætter og solrige dage.

Kelley Fox er kendt for at følge bæredygtige og naturlige produktionsmetoder. Hun lægger vægt på at lade terroiret, druerne og vingårdens unikke karakter skinne igennem i hendes vine. Der anvendes ofte økologiske og biodynamiske principper i dyrkningen af druerne og produktion af vinene.

Vinificeringen er ekstrem traditionel … ingen tilsætningsstoffer og både plukningen af druer og flaskning sker efter den biodynamiske kalender – og sidst, men ikke mindst laves vinene med spontan- og helklasegæring og lagring på brugte fade.

Høsten sker altid tidligt om morgenen, så druerne ankommer kølige og friske til vineriet. Af denne årsag finder man det fx heller ikke nødvendigt med en koldmaceration.

Vingården producerer primært Pinot Noir-vine og Kelley Fox er kendt for at have en individuel tilgang til hver af hendes vine og lader naturens påvirkning komme til udtryk i hvert glas.

Denne Maresh Vineyard Star-of-Bethlehem Pinot Noir er en enkeltmarksvin og Maresh Vineyard er en unok mark beliggende på de historiske røde bakker på Dundee Hills i selve Willamette Valley. Marken tilhører Maresh familien og alle vinstokke er oprindelig plantet af Jim og Loie Maresh i 1970’erne.

Vinen er lavet ved, at 70% af druerne er afstilket, hvorved der således anvendes 30% hele klaser ved vinifikationen som er sket med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på burgundiske 228 liter neutrale barriques. Der produceres årligt kun 95 kasser af denne vin.

I glasset bliver Houlberg igen yderst glad … dejlig lys, transparent teglfarvet vin, der omgående indikerer Pinot Noir og sådan dufter vinen også … meget fin, sart og feminin aroma med en leret, sandet fornemmelse og samtidig en genert og ærbar pige, der ikke siger så meget, men er lidt forsigtig på en elskelig akavet måde. Der kommer dog en lys og let frugt frem til jordbær og lyse kirsebær, men virker samtidig varm og omfavnende, som et kram af den generte pige suppleret med blomsterpollen og lys tobak.

Hvor smager den fremragende … lys, svævende og helt burgundisk med denne fine, sarte og elegante syre, meget finkornet, læskende og samtidig med en frisk frugtsyre, kølig, ren og syrlig frugt og helt uden US sødme. Det er rasende elegant, ærbart, sart, feminint og så europæisk i stilen, at Bourgogne må ryste i bukserne. Tanninerne er også fine, præcise og lette … understøtter bare, at der her er tale om stor Pinot Noir vin fra øverste luftlag. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen er 729 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fries, Winninger Pinot Noir Réserve, Mosel, TysklandJeg har tidligere været totalt forelsket i Weingut Fries’ mind-blowing 2020 Winninger Spätburgunder, men nu havde Gert E sgu taget husets endnu bedre 2020 Winninger Pinot Noir Réserve og det er fandeme episk saft af bedste tyske skuffe.

 Druerne til denne vin kommer fra nogle af de stejle, skiferholdige parceller, hvor høstudbytterne helt naturligt er uhyggeligt lave og sammenholdt med Daniels mål om den ypperste kvalitet, så laves der kun ganske få flasker af denne vin.

Vinen er lavet en stor andel hele klaser og spontangæring alene med druernes egne gærceller. Vinen er efterfølgende lagret på barriques, hvor en del er helt nye fade.

Duftmæssigt er det forrygende … i glasset er det en utrolig let, transparent, lys og teglfarvet vin med et svagt orange skær, mens duften er landlig, luftig og æterisk med krudt, malerspand, acetone, blyanter, kul, tjære … virker samtidig lidt bondsk med rabarber, ribs, hindbær, granatæbler og lidt lakridskonfekt. Den har nærmest en sitrende nerve.

I munden er det igen lyse bær med rabarber, ribs, granatæbler, lemon og citroner … saltet, mostet med en virkelig stram syre samt en sitrende og skælvende energi … meget ren, et sindssyg syrebid og godt med mineraler og sten. Det er überklasse. 97 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 475 kr., mens prisen er 425 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7