Min fridag i Aarhus torsdag 3. oktober sluttede på Jysk Vinbar i Vestergade, hvor jeg deltog i en producentsmagning af vinene fra Weingut Jakob Schneider fra Nahe og de blev præsenteret af Laura Schneider, der besøgte Danmark i forbindelse med Jysk Vins store vinfestival.
Efter både den store Thistledown Wine smagning på Pinot Bar og mit besøg på S’vinbar blev Schneider smagningen således tredje og sidste i denne dags Kinder Æg af vinøse oplevelser.
Laura er Ehefrau til – altså gift med – Jakob Schneider Junior og hun er på vingården ansvarlig for markedsføring, handel og eksport. Hun er selv oprindelig fra Pflaz, har læst vinøkonomi og skulle denne aften på Jysk Vins flotte vinbar i Aarhus guide os igennem et udvalg af de vine, som deres laves på vingården i Nahe.
Weingut Jakob Schneider
Weingut Jakob Schneider bor helt passende på adressen Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser. Det er omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området.
Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen.
I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste og 9. generation i form af den unge Jakob Schneider Junior med hjælp fra hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.
Familien har samlet 24 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.
Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.
Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder.
Det gennemsnitlige udbytte ligger på 60 hektoliter pr. hektar og det betyder en samlet produktion på Weingut Jakob Schneider på omkring 180-200.000 flasker vin årligt.
De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.
Jakob Schneider er også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.
Vinene i smagningen
I programmet var der reklameret med, at vi skulle igennem 7 vine, men vi endte nu med at smage 9 Riesling vine fra Schneider og det var samlet disse vine:
To af vinene havde jeg smagt før og der har jeg blot linket til mine tidligere anmeldelser. De øvrige anmeldelser kommer selvfølgelig – som vanligt – i de kommende indlæg.
Samlet var det en rigtig hyggelig aften … og med masser af Riesling, masser af syre og en sød Laura Schneider, der på god, betryggende og varm måde guidede os igennem de vine, som hendes mand også får store anerkendelser fra.
Jeg har heldig efter aftenen at få et lift retur til Randers med Flemming fra Jysk Vin, da han selv bor i Randers og skulle sætte Laura af på Hotel Randers, så hun kunne være frisk til den store vinfestival … stor tak til Jysk Vin for invitationen.