Tag-arkiv: Frankrig

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin er en god og prisbillig bordeauxvin … en velsmagende 2018 Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron.

Vinslottet ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre og nordlige side af Dordogne floden.

Blaye er ikke den mest kendte region i Bordeaux, men har en beliggenhed overfor de berømte kommuner Saint Julien og Pauillac lige på den anden side af floden.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992, men er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige basis rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon.

Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 13 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade. Vinen er flasket i april 2020.

Meget klassisk Bordeaux næse … solbær, sorte kirsebær, muldjord, gammel kælder, lidt chokolade og kaffebønder. Frugten virker meget moden og rund, mens fadpræget af afdæmpet, hvorved der kommer lidt træ, vanilje, tobak, lakrids og kanel.

I munden er det en flot og moden Bordeaux vin, har igen både solbær, mørke kirsebær, lidt hindbær måske endda også, virker lidt opulent, rund og fyldig, men fortsat med en lille bitter syre. Den er i denne årgang 2018 bedre end 2015’eren, som jeg smagte for et par år siden. Den er mere balanceret og eftersmagen også længere og mere behagelig, så klart 4,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDenne Côtes du Rhône fra brødrene Gilles og Thierry Faravel på Domaine la Bouïssiere i Gigondas ved foden  af bjergkæden Dentelles de Montmirail er næste lille røverkøb.

Vinen smagte jeg sidste år i årgang 2018 … men 2019’eren er bare lige en tak bedre.

Den er lavet på et mix af Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er selvfølgelig høstet med håndkraft.

Derefter er vinene igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

Dejlig rund og klassisk Rhône næse, lidt kølig og flæsket med både lakrids, tørt træ, gammelt træ, tjære, asfalt, lejrbål, ristede og nogle brændte noter, lidt grannåle, svag lakridskonfekt endda, vanilje og en frugt med kirsebær og brombær, peber samt tørre krydderier.

Hvor smager den godt … har både tørhed, kraft, saft og runde hjørner med tør engelsk lakrids, røget bitterhed og en mørk, tung frugt med brombær og solbær, virkelig tør og som 2018’eren også stærk og kraftfuld. Tanninerne er også tørre og markante, hvorved munden efterlades smålam, men fuck det er godt. Af en almindelig Côtes du Rhône er dette virkelig rhônesaft af solid kaliber.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, FrankrigDe næste 2 vine er fra helt forskellige områder i Frankrig, men de har både prisen og Jysk Vin som importør til fælles … og så er begge vildt gode vine til prisen. Den første er denne beaujolaisvin Morgon Tradition fra Domaine de Colette

Vinen har jeg smagt tidligere i en årgang 2016 … og dengang var jeg også begejstret og skrev samtidig en masse om vinhuset.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke fra husets marker i Morgon. Den er lavet med hele drueklaser, som gærer efter macération carbonique metoden i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på egefade i 8-9 måneder. Derefter flaskes vinen.

Halleluja for en landlig, mørk, animalsk og bondsk duft … bondebulder af bedste slags med blomsterpollen, blomsterstøv, ensilage, sved, kul og blæk. Frugten er igen sorte kirsebær, blåbær, gæret og småfed suppleret med søde krydderier, kardemomme og let kanel samt masser af tørt træ.

Men mest fantastisk er smagen, som har denne saftige lethed, masser er kirsebær, saft og kraft med en lille syrlighed. Den er klart mere ren og syrlig end 2016’eren, har lidt mere bitterhed, en større lethed og næsten en blomstret smag. Der kommer også lidt jern og mineraler, men den lyse saftighed er fabelagtig. Til prisen er det beaujolais tyveri … smukt og karakterfuld vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Etienne Sandrin, A travers Celles Extra Brut, Champagne, Frankrig

2017 Etienne Sandrin, A travers Celles Extra Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Etienne Sandrin er et lille familiedrevet foretagende beliggende i Celles-sur-Ource i hjertet af Aube i Champagne. Men det er derfra, at Houlberg nu smager deres 2017 A travers Celles Extra Brut.

Huset er drevet af ægteparret Etienne og Anne Sandrin, som i 2006 overtog domainet, der har været drevet af familien i flere generationer. Oprindelig solgte familien blot druerne til det lokale champagne kooperativ, men det ændrede Etienne i 2014, da han besluttede sig for at stoppe med at sælge druerne og i stedet begynde at lave og flaske sin helt egen domaine champagne under navnet Etienne Sandrin.

Samtidig startede Etienne også med at omlægge hele driften til økologisk drift og derudover arbejder han også efter biodynamiske principper. Champagnehusets 10 hektar vinmarker – opdelt på 12 forskellige parceller – blev økologisk Demeter certificeret i 2018.

På markerne dyrker de primært Pinot Noir og det fylder omkring 80% af markerne, mens resten er Pinot Blanc samt sølle 0,2 hektar med Chardonnay. Produktionen er meget begrænset og udgør omkring 10.000 flasker årligt.

I vinkælderen er Etienne meget sin egen … han anvender slet ikke egefade i produktionen og anvender meget lidt sukker i degorgering af champagnerne og ønsker de mest naturlige vine. De ønsker at lave usminkede vine og for Etienne og Anne betyder biodynamikken en livsstil med tålmodighed, kærlighed og respekt for mennesker og naturen.

Her smager vi Etiennes A travers Celles Extra Brut, som er lavet på 80% Pinot Noir og 20% Pinot Blanc. Normalt laves den som en Non Vintage, men her er alle druerne fra årgang 2017 og kommer fra et par af husets forskellige marker. Pinot Noir er således fra Mouille-Brant, hvis terroir består af kalksten samt fra parcellen Vieuc Moulin, der består af hvid og brun ler.

Pinot Blanc druerne kommer derimod alene fra vinmarken Grille-Besace, der ligger på et blæsende kalkstenplateau. Der var i april 2017 en del nattefrost, hvorfor udbyttet for 2017 er småt men samtidig ganske optimalt.

Druerne er presset nænsomt og derefter førstegæret på ståltank, hvor mosten har været lagret sur lie frem til maj 2018. Herefter er mosten hældet på flasker og andengæringen er påbegyndt. Vinen er degorgeret 15 juli 2020 med en liqieur d’expedtion med beskedne 3,5 gram sukker pr. liter og det gør champagnen en extra brut.

I næsen er det en syndflod af nedfaldsæbler, godt med nødder, gær, toast, lidt Nutella, ristede noter og samtidigt med en klædelig landlig og animalsk stil. Det suppleres med både blomster, lime, timian og lidt grapefrugt.

Smagsmæssigt er det en utrolig lækker champagne med godt og blidt brus med små prikkende bobler, meget blide på tungen, godt med æbler, citroner og grape, men også en lille sødme, som giver den en utrolig flot balance. Sødme, røg og ristede noter blander sig flot sammen og det giver champagnen både elegant og venlig.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 515 kr., men pt. kan fås på tilbud til 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2019 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigDen næste vin er fra Rhône, nemlig vinen Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Kooperativet et er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN og var først en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet. Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil og tegnet af arkitekten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab, men denne Le grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape. Der er ikke ret meget info om produktionen, men den er lavet på Grenache og Syrah druer og efter endt fermentering lagret 6 måneder på betontanke.

I næsen dejlig frisk, lys og ren Chateauneuf du Pape uden tung fadpræg, men dog med god tyngde i frugten, blommer, kirsebær, solbær, lakrids, sødme, grafit, blyanter og grønne grene.

Smagsmæssigt er det til gengæld en del mere opulent og hvor smager den egentlig godt. Måske har jeg ubevidst savnet at smage Chateauneuf du Pape. Der er tyk og intens frugt, modne brombær og kirsebær, marmeladefede, saftige samt pænt med peberbøssen.  Sødmen er måske lidt på den forkerte side af den nyklippede hæk, men for pokker den smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Patrick Lesec, Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton, Rhône, Frankrig

2018 Patrick Lesec, Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton, Rhône, FrankrigVi snupper lige 2 små Châteauneuf du Pape vine og den første er en Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton 2018 fra Patrick Lesec.

Patrick er franskmand og i dag bosiddende i Avignon, men har tidligere arbejdet i Californien og har også drevet restauranter i Los Angeles i 19​​80’erne samt i  begyndelsen af 19​​90’erne.

Han blev løbende mere og mere frustreret over, at så mange vine i hans hjemland ikke levede op til deres sande potentiale og ikke gav forbrugerne det, de virkelig ønskede sig.

Derfor besluttede han, at han selv ville gøre noget ved det og slog sig i 1993 ned i Avignon og grundlagde et negociantfirma og kunne så et par år senere udgive sine første vine.

Det sker ved, at Patrick Lesec har langtidskontrakter om at købe druer og vin fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Châteauneuf du Pape. Og vinene laves så hos store firmaer som fx Les Grandes Serres syd for Châteauneuf-du-Pape.

Og det er også der, at denne Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton er lavet. Den er lavet på 90% Grenache suppleret med en blanding af Mourvèdre, Counoise, Terret, Vaccarese og Muscardin.

Alle druer håndhøstes fra 85 år gamle vinstokke på det unikke terroir Le Cristia, der smyger sig tæt op ad berømte Le Rayas. Vinen gærer over en periode på 20 dage med hele klaser for at give den mere struktur. 90% af vinen modner i betontanke, mens de sidste 10% opnår krydret elegance fra modning på helt nye 228 liter bourgognefade.

Dejlig blød, rund og imødekommende duft, klart med sødme, mælkechokolade, røde bær, kirsebær, blommer, hindbær, lakrids, grønne blade og grene, mentol, estragon, kørvel … lidt stærke noter, peber, lavendel, trøfler samt kaffelikør.

I munden er det mere fyrværkeri over vinen, masser af smag, både sødme, sød frugt, intens frugt, jordbær, sorte og modne kirsebær og brombær, saft og kraft, let marmelade … men først og fremmest en vild lang eftersmag. Det er vildt cremet og lækker, meget kompleks, fyldig og selv tanninerne er polerede og runde. Det er sgu ganske lækker Châteauneuf du Pape.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 499,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 369,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Beaujolais Rosé, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Beaujolais Rosé, Bourgogne, FrankrigVi skal igen lige forbi den gode Pauline Passot på Domaine de la Grosse Pierre lidt øst for byen Chiroubles og denne gang med noget så eksotisk som en rosé fra Beaujolais … en 2019 Beaujolais Rosé.

Vinen er selvfølgelig – fristes man til at sige – lavet på 100% Gamay druer, som kommer fra 60 år gamle stokke på marker i 500 meters højde og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Efter høst er vinen gæret spontant alene med de naturlige gærceller på både stål- og betontanke med en malolaktisk gæring og lagring frem til april 2020, hvor den er flasket uden filtrering.

Vinen har en frisk duft … sådan med en semi-mini landlighed, svagt lidt surkål, grønne blade, hyben, hindbær, stikkelsbær, lime samt en smule lakrids.

I munden har vinen godt med syre, en grøn bitterhed med grape, ribs, jern og citronsyre. Den er anderledes, men bestemt en syrlig og grøn bandit … en rosé med karakter.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Chateau de la Tour de l’Ange, Saint-Véran Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Chateau de la Tour de l'Ange, Saint-Véran Blanc, Bourgogne, FrankrigSaint-Véran ligger i det sydlige Bourgogne mellem Mâconnais og Beaujolais. Tidligere blev mange Saint-Véran vine solgt under navnet Beaujolais Blanc, men i dag er det et særskilt appellation, der støder op til Pouilly-Fuissé. Netop derfra smager vi en hvid af slagsen fra Chateau de la Tour de l’Ange.

Der er ikke mange oplysninger om Chateau de la Tour de l’Ange, men mit bud er, at det er en del af bourgognehuset Francois Martenot, der igen er ejet af den store vinkoncern GCF Group aka Grands Chais de France.

Det passer med, at der på etiketten står, at vinen er lavet og flasket af FM i byen Vignoles ved Beaune … samme adresse som Chateau de la Tour de l’Ange er registreret under.

Druerne er her høstet med maskiner, men derefter presset i en pneumatisk presse. Fermenteringen finder sted i rustfri ståltanke, der er termoreguleret ved 16 grader og lagrer derefter 10 måneder i tankene sur lie … altså med bærmen.

Duftmæssigt er vinen en anelse parfumeret og samtidig aromatisk med klare kalkede aromaer, varme og grillede citroner og masser af blomster, lidt ristede nødder og brunet smør. Det er bestemt ikke en fuldfed Chardonnay, men lysere og med vandmelon, lidt urter, rosmarin samt estragon.

I munden er vinen blid, blød og cremet … her kommer Chardonnay druen mere frem. Det giver lidt sødme sammen med en blid og lidt varm syre, igen de grillede citroner og en smule lemon, der bringer en svag bitterhed med. Det er en ren, rund, sødkrydret og meget behagelig burgundisk Chardonnay … fin, kalket og samtidig til fordelagtig pris.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Sélection Laurence Féraud, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2016 Sélection Laurence Féraud, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigUdover den fremragende 2016 Gigondas, som Laurence Féraud fra legendariske  Domaine du Pégau laver på opkøbte druer, så laver hun også også en Châteauneuf-du-Pape på samme vis under brandet Sélection Laurence Féraud … og den smager jeg nu.

Det er en netop frigivet årgang 2020 og ikke – efter normal Châteauneuf du Pape forhold – særlig gammel, men er lavet på 80% Grenache, 15% Mourvèdre og 5% Syrah høstet fra kalkholdige marker.

Vinen gærer i temperaturstyrende ståltanke med 50% afstilkede druer og 50% hele klaser og lagres derefter en periode på de store, traditionelle egetræsfade.

Som med Gigondas’en er det ingenlunde en tung og mørk Châteauneuf du Pape, men er både lysere end normalt og har samtidig en forholdsvis lys frugt kombineret med et stort fagpræg, så dermed er det frugt med jordbær, kirsebær og blommer, urter og en kæk vaniljesødme. Den har både luftighed, lethed og lyst sind, let parfumeret og viser et venligt ansigt.

I munden er vinen frisk, blød og rund … søde kirsebær, jordbær og næsten helt læskende. Der er lidt peber, lakrids, mælkechokolade og virker egentlig en smule landlig kombineret med det lette tråd. Den er allerede i denne unge alder en harmonisk og imødekommende vin med fin balance, okay koncentration, lette mineraler og sødme. Det er Châteauneuf du Pape med et lyst og glad ansigt.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 299,95 kr., men lige nu sælges den til en udsalgspris på 149,95 kr. og det er billigt.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Vignoble de l’Arbre Blanc, Les Petite Orgues, Auvergne, Frankrig

2015 Vignoble de l'Arbre Blanc, Les Petite Orgues, Auvergne, FrankrigVignoble de l’Arbre Blanc holder til i byen Saint Sandoux i det lille vinområde Auvergne. Det drives af vildmanden Frédéric Gounan, der blandt venner blot kaldes Le Fred. Det er derfra, at vi som næste vin skulle smage denne 2015 Les Petite Orgues Vin de Pays du Puy de Dôme.

Auvergne er en lille og oftest helt overset vinregion i Frankrig og faktisk er den slet ikke med på mange kort over hele landets vinregioner. Auvergne har også kun cirka 500 hektar vinmarker og ligger vel lige i midten af en trekant bestående af Beaujolais i Bourgogne samt Rhône og Bordeaux.

Frédéric Gounan drives Vignoble de l’Arbre Blanc sammen med sin hustru Caroline og vingården ligner med et gammelt autoværksted med mange gamle traktorer og landbrugsredskaber i laden, for Le Fred elsker at skrue i motorer.

Han har tidligere været mekaniker og var en af bagmændene bag motorcyklen Voxan, som eksisterede mellem 1995 og 2009. Le Fred designede rammen til den første prototype, men selvom han forlod motorcykelfirmaet, så er Frédéric Gounan fortsat mekaniker.

På gården arbejder han fx også i dag på en Lotus Seven, som han vil modernisere … og så skruer han også i de mange traktorer og ændrer flere af landbrugsredskaberne på gården.

Samlet har Frédéric knap 3 hektar jord, men heraf er der kun 1,6 hektar vinmarker … ja faktisk har han sat produktionen ned fra 2,3 hektar, da han ikke havde de rigtige redskaber til at lave arbejdet på de stejle marker med vulkansk undergrund, men det arbejder han på.

Le Fred startede på at lave vin, da han var overbevist om, at den lokale terroir er så fantastisk, at det kan laves fremragende vine her, selvom de fleste siden 1960’erne blot havde produceret vin ud fra et kvantitativ sigte, ofte med udbytter på 100 hektoliter pr. hektar.

Men Frédéric giv i stedet den modsatte vej, plantede vinstokke på flere af familiens gamle parceller og satsede på kvalitet, bl.a. med et reduceret udbytte på 30-35 hektoliter pr. hektar. I starten pløjede han ikke mellem vinstokkene og lod ukrudtet gro, men han indså hurtigt, at konkurrencen med græsset påvirkede stokkene.

Så i dag pløjer han, men driver ellers markerne både økologisk og efter biodynamiske principper, selvom han egentlig ikke er religiøse i forhold til Steiners metoder, men en sammenligning af jorden med en kollega, der bruger herbicider, har klart overbevidst ham.

Le Fred dyrker primært Pinot Noir, Pinot Gris og Sauvignon Blanc, mens han har revet nogle gamle Gamay stokke op … angiveligt fordi han trængte til udfordringer – og måske et mere stabilt udbytte.

Her smager vi så Frédéric Gounans 2015 Les Petite Orgues Vin de Pays du Puy de Dôme. Da der ikke findes officielle eller godkendte appellationer i Auvergne, så er al vin derfra Vin de Pays. Denne er lavet på ren Pinot Noir og produceret uden så megen indgriben i produktionen som muligt med spontangæring, lagring på  500-liter demi-muid og ingen tilsætning af svovl.

Næsen er dyb animalsk, ren bio bio med nytårsskyts, rustik, urtet, mælket med blæk, tranebær, morbær, drikkeyoghurt, røg fra en lille ildebrand, kul og saltlakrids.

I munden er vinen dog syrlig, tynd og næsten vandet med et tørt, grønt og urtet bid, meget grøn. Det er ikke helt som ventet, men det skyldes måske den biodynamiske tilgang uden tilsætning af svovl, så holdbarheden måske reduceret. Smagen levede dog ikke helt op til duften, men bestemt fortsat en spændende vin.

Forhandles af Volatil eller Pétillant, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7