Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2011 Domaine Saint Préfert, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2011 Domaine Saint Préfert, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNæste vin var en rigtig Châteauneuf-du-Pape, hvis man da ellers kan snakke om noget rigtigt eller forkert. Vi er hos det charmerende vinhus Domaine Saint Préfert, som ligger i selve Châteauneuf-du-Pape by, så mere i hjertet af området kan vi næppe komme.

Saint Préfert blev grundlagt i 1920 af Fernard Serre, som var en farmacut fra Avignon. Han havde besluttet sig at skifte pillerne ud med vinproduktion. Vingården gik efterfølgende i arv, først til hans datter Camille og senere igen til barnebarnet Suzanne Serre, som solgte resterne af domænet – et på det tidspunkt noget misrøgtet domæne – til Isabel Ferrando i 2002.

Isabel Ferrando arbejdede før sin tid som vinproducent i en bank i Avignon. Her kom hun ofte i kontakt med vinproducenter og besluttede sig til at skifte erhverv. Rousse, men købte efterfølgende det kun 13,2 hektar store Domane Saint Préfert.

Som nyuddannet ønolog fra Universitet i Suza la Rousse var det en stor udfordring, Isabel Ferrando stod overfor, og hun søgte derfor hjælp hos områdets to største kapaciteter, nemlig den verdenskendte vinkonsulent, Phillippe Cambie, og den legendariske vinbonde, Henri Bonneau. Investeringen lønnede sig. Allerede fem år senere blev Domaine Saint Préferts Coleccione Charles Giraud tildelt 100 point af den amerikanske vinguru Robert Parker.

Debutårgangen var den vanskelige årgang 2002, men allerede siden årgang 2003 har Isabel Ferrando med hver årgang markeret sig mere og mere, som en af de bedre producenter i Châteauneuf-du-Pape. Selv om hun er en tilflytter, synes hun at være “godkendt” og respekteret af de “lokale”. Hun er ikke kommet til appellationen for at tjene penge på navnet, men for at udleve en passion.

Isabel Fernando har siden tilkøbt yderligere 2,5 hektar til Domaine Saint Préfert, så det i alt tæller 15,7 hektar, som alle siden 2010-årgangen er konverteret til økologisk vindyrkning.

Domaine Saint Préferts store force er markernes forholdvist store mængde af meget gamle vinstokke, hvoraf de ældste er op til 100 år gamle. Dette giver et udbytte på ned til 17 hl/hektar, men til gengæld har mosten et enormt indhold af phenoler og aromastoffer.

Her har vi husets Classique Châteauneuf-du-Pape, lavet på 80% Grenache, 10% Cinsault, 5% Mourvedre og 5% Syrah. Fra lieu-dit Les Serres og 50% lagres i cementtank og resten i 3-årige demi-muids i 15 måneder.

Duftmæssigt er vinen også lidt animalsk, og der er sødme, solbær, mørke kirsebær, lakrids … men også godt med grønne toner og en stor mineralitet. Smagen er blød og cremet med solbær, blommer, men igen meget grøn … ville måske vinde noget ved at ligge nogle år. Endnu lidt for grøn i min optik, selvom det på mange måder er en imponerende vin. Vi fik også vinen, da den lige var trukket op … og efter min erfaring, så vinder Châteauneuf-du-Paper rigtigt meget ved en dekantering og godt med luft … gerne et par timer inden den skal drikkes. Tror denne også vil åbne sig mere op … og med det i mente får den en halv karakter mere, så vi havner på 5 Thumbs Up.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Mas Coutelou, Le Vin des Amis, Languedoc, Frankrig

2011 Mas Coutelou, Le Vin des Amis, Languedoc, FrankrigEndnu et skridt opad stigen … i kategorierne indenfor økologi, biodynamik og naturvin, nemlig med en rigtig naturvin … og en vin, som virkelig skilte vandene. Rigtigt mange brød sig faktisk slet ikke om vinen, mens andre … herunder jeg selv … synes den var meget charmerende.

Det kontroversielle vinhus hedder Mas Coutelou, ligger ved byen Puimisson, ejes og drives af Jean Francois Coutelou. Huset laver kun nature wine, økologisk dyrket og efter visse biodynamiske principper, men det var nu Jean Francois’ far, som indførte disse principper i en tid, hvor man så med stor skepsis på de økologiske principper.

Hans far var ved certificeringen i 1987 én af blot syv vinbønder, der tilsammen dyrkede et areal på 40 hektar økologisk. Dette skal ses i lyset af, at der i området på daværende tidspunkt var ca. 100.000 hektar vinmarker.

Yderligere valgte Jean Francois’ far at løsrive sig fra det lokale kooperativ og han tilplantede en del af sine vinmarker efter middelalderlige principper, hvor man planter de forskellige sorter ind mellem hinanden uden opbinding. Meget besværligt … men skulle give bedre biodiversitet.

Jean Francois har valgt at forfølge sin fars principper med en endnu større intensitet, hvorfor der ud over de 14 hektar vinmarker er plantet 400 oliventræer udelukkende med det formål at forbedre biodiversiteten i det ellers flade og stærkt opdyrkede landskab, hvor jordbunden hovedsagligt består af ler og kalksten.

Mas Coutelous vine kendetegnes ved en kølig elegant stil og en utrolig renhed i frugten, hvilket skyldes, at størstedelen af vinen kun tappes med druernes naturlige indhold af SO2, øhhh altså svovl … et vovestykke, som kun en håndfuld andre franske vingårde gør Jean Francois efter.

Mas Coutelou har i den engelske presse modtaget flotte anmeldelser, og Decanter Magazine har givet Le Vin des Amis 2010 19 point ud af 20 mulige. Her har vi den dog i en årgang 2011. Vinen er lavet på druerne Cinsault, Syrah, Grenache og Mourvèdre. Lad os da endelig smage vinen.

Duftmæssigt er der endelig godt med kostald … sådan, ren bondegård, nytårskrudt, solbær, brombær og svag svovl og lakrids. Smagen er en smule speciel, meget tynd, nærmest med lyserøde frugter og meget frugtdrevet. Der er virkelig tale om druesaft, som i eftersmagen er let krydret med spidskommen … eller derhenad.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine du Séminaire, Valréas Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Aftenens første røde vin var økologisk … og kommer fra Domaine du Séminaire, som ligger på Route de St Pierre, smukt blandt gamle egetræer og lavendelmarker i bakkerne ovenover den lille landsby Valréas, og drives af familien Pouizin, nemlig af Hervé Pouizin, som overtog den daglige ledelse i 2003 … som fjerde generation.

Ejendommen er på hele 100 hektar, hvoraf de 40 hektar er udlagt som vinmarker, som man langsomt er ved at omkonventere til økologisk dyrkning. Ved økologiske vine laves vinene selvfølgelig af økologisk dyrkede druer, dvs. at der ved dyrkningen af druerne ikke anvendes kunstgødning, og der er ikke sprøjtet med pesticider mod ukrudt og insekter.

Enkelte midler er dog godkendt i økologisk sammenhæng, f.eks. er det tilladt at sprøjte med svovl og den såkaldte Bordeauxvæske, som består af kobber, kalk og vand, for at undgå svampesygdomme.

I selve produktion af de økologiske vine begrænses brugen af en række tilsætningsstoffer, man normalt anvender i den konventionelle vinproduktion, fx forbydes sorbinsyre og der stilles krav om et betydeligt lavere indhold af sulfitter sammenlignet med konventionel vin.

I vinkælderen vil den økologisk indstillede vinmager foretrække den gær, der sidder uden på vindruerne, men der er ikke nogen regler om, at man ikke må tilsætte gær, som er forædlet.

Denne Côtes du Rhône Villages fra Domaine du Séminaire er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah. Den vinificeres med så lidt indblanding som overhovedet muligt på store cementtanke – en vinificeringform som er yderst velegnet til Grenache, og som stadig benyttes af nogle af de førende ejendomme i Châteauneuf-du-Pape.

Druerne til vinen bliver høstet fra 50–70 år gamle vinstokke med et udbytte på 30 hl pr. ha. Vinmarken har en syd/ syd-østlig eksponering og en jordbund, der er en blanding af ler og limsten, hvilket holder perfekt på vandet – en egenskab, som er meget vigtig i den lange, varme og tørre sommerperiode.

I glasset er vinen godt mørk … og lidt uklar … klart tegn på en ufiltreret vin. Duften er ren Rhône … næse med krydderier, lavendel, mynte, eukalyptus, brombær … men ikke så animalsk, man måske kunne forvente af en økologisk vin … jo, let animalsk måske. Smagen er solbær, brombær og en lidt let bitterhed … måske også lidt kantet og lidt vandet. Der er lidt sødme, svage tanniner, bitter chokolade og svag peber. Ganske okay Rhône vin … uden at dupere.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2002 Domaine Roger Sabon, Châteauneuf-du-Pape Les Olivets, Rhône, Frankrig

2002 Domaine Roger Sabon, Châteauneuf-du-Pape Les Olivets, Rhône, FrankrigEndnu en vin fra Rhône … og igen fra Sabon familien. Sjovt, som aftenens vine følger et vist tema … selvom vi smager dem skjult, og gætter området. Denne gættede vi skam også, idet vi skød på, at det var en Châteauneuf-du-Pape, og ganske rigtigt, nemlig fra Domaine Roger Sabon, som jo blev grundlagt af den yngste af Seraphins tre sønner.

Roger Sabon grundlagte nemlig domænet tilbage i 1952, hvor han købte 15 hektar marker i Châteauneuf-du-Pape. Siden da er der blevet tilkøbt yderligere et par hektar i Châteauneuf-du-Pape, således at markarealet nu er oppe på 17 hektar, og der er desuden blevet tilkøbt en ejendom, Chapelle De Maillac på den modsatte side af Rhône floden, hvor domænet har 12 hektar i Lirac, 6 hektar i Côte de Rhône og 10 hektar, hvor der laves almindelig Vin de Table.

I dag er det Roger Sabons tre sønner, der står i spidsen for domænet, nemlig Jean-Jacques, Denis og Gilbert Sabon. Jean Jacques er den ældste søn. Han har ansvaret for den kommercielle del af driften. Vinificeringen er siden 2001 overladt til Didier Négron, som er svigersøn af Jean-Jacques Sabon. Denis og sønnen Julien har ansvaret for vinmarkerne og Denises datter Delphine kan ofte mødes i receptionen. Roger selv døde for nogle år siden, nemlig i 2011.

Domaine Roger Sabon er en af de gamle hæderkronede Châteauneuf-du-Pape producenter og har i de senere år opnået en næsten kultagtig  status, hvor vinene hvert år bliver udsolgt, inden næste årgang er klar. Vinene fra Domaine Roger Sabon er enestående og elegante, ikke mørke,  men alligevel koncentrerede og opnår med alderen en næsten burgundisk  dybde og kompleksitet.

Roger Sabon er allermest kendt for sine Châteauneuf-du-Pape, som han laver en stribe af. Entry level cuvee er Les Olivets, efterfulgt af en Cuvee Reserve og Cuvee Prestige samt topvinen, som hedder Le Secret des Sabon. Den har jeg tidligere smagt … uden den dog gjorde et uudslettelig indtryk på mig.

Denne Châteauneuf-du-Pape Les Olivets er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah og 10% Cinsault og lagres i ca. 15 måneder i foudres.

Duftmæssigt svage animalske noter, Rhône krydderier, anis, blomster, lavendel og sort te. Smagsmæssigt overraskes man en smule af vinens lethed … er slet ikke så maskulin og mørk, som man normalt finder Châteauneuf-du-Pape, og herudover lidt chokolade, godt med syre … en smule skarp, og mangler lidt “den runde sødme”, som man også ofte finder i en Châteauneuf-du-Pape. Lidt for tynd for en Châteauneuf-du-Pape.

Forhandles af Coop, Brugsen m.fl., hvor en nyere årgang koster omkring 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2002 Delas Frères, Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon, Rhône, Frankrig

2002 Delas Frères, Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon, Rhône, FrankrigMed næste vin blev vi i Rhônedalen, nemlig med en vin fra et vinhus med samme ejer som aftenens første vin, Champagnen fra Deutz. Begge huse – både Deutz samme dette Rhônehus Delas Frères – ejes i dag nemlig af Champagnehuset Louis Roederer, som nok mest er kendt for deres ikoniske Cristal Champagne.

Delas Frères blev grundlagt i 1835 i Saint Jean Muzols, der ligger i  hjertet af Saint-Joseph. Vinhuset startede som en vinhandel og et negociantselskab, da Charles Audibert og Philippe Delas købte firmaet. Vinhandlen havde tidligere heddet  Maison Juniquem men de to herrer omdøbte det til Audibert og Delas.

Forbindelserne mellem de to familier blev yderligere knyttet, da Delas to sønner Henri og Florentin giftede Audibert to døtre, og da Henri og Florentin i 1924 overtog ledelsen omdøbte de vinhuset til Delas Frères. De udviklede samtidig forretningen, bl.a. ved yderligere vinhandel og ved at købe vinmarker i både Châteauneuf -du-Pape og Hermitage. Dette sikrede brødrene en konstant produktion af kvalitetsvine.

Efter anden verdenskrig havde vinene fra Delas Frères et samt “boom” på eksportmarkederne. De blev solgt i tønder til London , Bruxelles, Amsterdam, Geneve og USA. Den næste generation af Delas, Michel Delas overtog ledelsen i 1960 og udvidede forretningen yderligere, bl.a. ved salg til nye eksportmarkeder i bl.a. Syd -og Mellemamerika, og han købte også i 1974 flere vinmarker, bl.a. i Côte Rotie, og på Clos Boucher på Condrieu.

I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte  Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har  man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige,  så Delas Frères i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i  Rhônedalen.

Endvidere har man udvidet Delas’ kapacitet for at kunne  imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har  bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i  nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også opkøber en vis mængde  druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.

Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas Frères har i  Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de  varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme så godt  som muligt til udtryk i de forskellige vine.

En af årsagerne til Delas’ store succes går tilbage til 1997, hvor den unge ønolog Jacques Grange blev ansat. Jacques Grange er født og opvokset i Bourgogne, og han har  gennem sin relativt korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag  flere af distriktets 100 points-vine.

Siden Jacques’ entré i Delas’  kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter  tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal.

Louis Roederer overtog både Deutz og Delas Frères i 1993.

Vinen her Côte-Rôtie Seigneur de Maurigon … og navnet refererer til, at druerne til vinen kommer fra marken Seigneur de Maugiron i Côte Rôtie. Vinmarken ligger på højre side af Rhône floden og er fordelt over de tre kommuner Saint-Cyr-sur-Rhône, Ampuis og Tupin-Semons og har en beliggenhed, så der høstes 70% på Côte Brune og 30% Côte Blonde, navne som stammer fra middelalderen (den brune og den lyse bakke).

Vinen produceres udelukkende på Syrah-druen og den årgang 2002 har lagret omkring 20 måneder på 50% nye egetræsfade samt 50% ét år gamle fade. Der laves årligt mellem 15.000 – 20.000 flasker af vinen. 2002 var en svag årgang i Rhòne, men producenten har holdt lavt udbytte og – efter sigende – hældt sin normale topvin ned i denne flaske … lad os se, om det også kan smages. Wine Spectator rater årgang 2002 i det nordlige Rhône til 82 … til sammenligning rates årgang 2005 med 94 og 2009 med 96 og 2010 med hele 98 point.

Duftmæssigt er let animalsk med klassisk Rhônenæse, der er lidt krydderier, lavendel, mint, lidt røget men også lidt kantet. Det lidt “kantede” går også igennem i smagen, hvor der er kirsebær, et let bitterhed, svag lakrids, grønne toner og ellers godt med syre og lidt krydderier. Ikke en vin i super balance, men smager ganske godt … selvom der nok mangler lidt rundhed til at samle indtrykket.

Vinspecialisten forhandler vinen, og jeg kan huske, at den for en del år siden var op tilbud til 235 kr., mener jeg. Købte selv én dengang. I dag kan vinen i årgang 2002 findes hos Pedersborg Vin til 349,95 kr., men Vinspecialisten forlanger 525 kr. for en nyere årgang 2010 af vinen.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2003 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière, Rhône, Frankrig

2003 Domaine de la Janasse, Vin de Pays Principaute d'Orange Terre de Bussière, Rhône, FrankrigNæste vin … nærmest en klassiker … på flere måder. Dels kommer vinen fra én af de store, traditionsrige familier i Rhône, nemlig Sabon familien, og dels er denne Vin de Pays Principaute d’Orange Terre de Bussière blevet berømt, specielt i denne årgang 2003, som nok er bedste årgang af vinen nogensinde.

Sabon familien står bag domæner som Rober Sabon (naturligvis), Clos Mont du Mont-Olivet, Domaine Chante Cigale og så også dette Domaine de la Janasse, som ejes og drives af Christophe Sabon, som i 1990 overtog vingården efter sin fader Aime Sabon, som etablerede gården tilbage i 1973.

Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar.

De mange Sabon vinhuse i Rhône og specielt Châteneuf-du-Pape stammer nemlig alle fra Seraphin Sabon og Marie. De fik 3 sønner, nemlig Joseph som grundlagde Clos du Mont Olivet, Noël som grundlagde Domaine Chante Cigale og Roger som grundlagde Domaine Roger Sabon.

Christophes far Aime Sabon stammer også herfra, men jeg har ikke kunnet se, om Aime var søn af Joseph, Roger eller Noël. Jeg gætter på Noël, men igen … et rent gæt. Hvis du ved dette, så skriv endelig info her på bloggen.

Domaine de la Janasse råder i dag over i alt 55 hektar, hvoraf 15 hektar er AOC Chateauneuf du Pape, som er beliggende i den nordøstlige del meget tæt på Domaine Beaucastels marker.

Selve bygningerne ligger i den lille by Courthezon i udkanten af distriktets østlige ende. I dag deltager søsteren Isabelle Sabon – der også er uddannet ønolog – også i driften.

Denne vin har navnet ”Terre de Bussière” efter stednavnet for druerne Syrah og Merlot. Vinen er lavet på 55% Merlot, 25% Syrah, 10% Grenache og 10% Cabernet Sauvignon … lagrer 12 måneder på eg, heraf 30% nye fade. Der laves årligt 80.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt mørke bær, brombær, rosiner, blommer og chokolade. Smagen er solbær, lakrids, svag peber og en flot syre, som giver vinen en god rygrad, selvom det er en meget fyldig og kraftig vin. Alderen på 10 år klæder samtidig vinen helt fantastisk. Thumbs Up igen.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen i dag på en årgang 2010 ligger på 92 kr.

Vinanmeldelse 5/7    

2001 Domaine La Réméjeanne, Côtes du Rhône Les Chèvrefeuilles, Rhône, Frankrig

2001 Domaine La Réméjeanne, Côtes du Rhône Les Chèvrefeuilles, Rhône, FrankrigFredag fik jeg denne vin af Steen René … og lørdag røg proppen … hurtig ekspedition. Og sikke et godt valg til en lørdag. Vi er med vinen ved den lille by Sabran, få kilometer vest for Bagnols-sur-Cèze og omkring 20 km. Vest for Orange i Rhône. Vi er hos Domaine La Réméjeanne, som drives af Remy Klein sammen med konen Ria og sønnen Oliver.

Remy Kleins bedstefar udvandrede i 1870 fra Alsace-Loraine til Tunesien, og Remys far Francois Klein blev efter landbrugsuddannelse leder af et større landbrugsfirma i Marocco. Som mange andre franskmænd måtte han i 1960 vende tilbage til Frankrig i forbindelse med afkoloniseringen og han købte derved den ejendom, der i dag er Réméjeanne.

Ejendommen var dengang alene på 5 hektar, men i dag har ejendommen 38 hektar vinmarker, 2 hektar med oliventræer samt 0,5 hektar med figentræer. Man begyndte selv at lave vine og aftappe dem på gården i 1975.

Remy overtog tøjlerne i 1988 og har siden kørt ejendommen stille og roligt frem til en international topposition. Højt beliggende marker giver et klima med kølige nætter, mindre nedbør og læ for de barske vinde, der hærger selve dalen – vigtige faktorer, når målet er høj kvalitet. De kølige nætter hindrer nedbrydning af frugtsyren i vinen, der giver vinene et mere rankt præg samtidig med den modne frugt. Stigende fokus på at lave kølige og elegante vine.

Hovedparten af produktionen er Côtes du Rhône, mens de sydligst beliggende marker er Côtes du Rhône Village. Remy har også plantet figen- og oliventræer og forskellige løv- og nåletræer – som ren landskabspleje – for at give landskabet større diversitet.

Denne Côtes du Rhône Les Chèvrefeuilles er lavet på 40% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvedre, 10% Carignan, 10% Cinsault og 10% Counoise. Grenache, Syrah og Mourvedre er fra yngre vinstokke. Lavet med 6-8 dages maceration og derefter lagring i cementtank.

Duftmæssigt helt klar en skøn Rhône næse … hvordan sådan én ser ud? Man kommer vel umiddelbart til en tænke på Gérard Depardieu, men der er intet skævt her, for der er krydderier, lavendel … men alt sammen meget dæmpet sammen med lidt kælder og rosmarin. Man kan vel kalde det en lille eller blid næse.

Smagen er ultra blid og blød … blide tanniner, som sammen med kirsebær giver en elegance, som sjældent findes på dén måde i den sydlige del af Rhône. Årene har virkelig været god ved denne vin, som smager pokkers godt.

Réméjeanne forhandles hos Bichel Vin, hvor nyeste årgang af denne vin koster 99,75 kr. I dag endda rent økologisk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 PlumpJack Winery, Syrah, Californien, USA

2010 PlumpJack Winery, Syrah, Californien, USAIgen PlumpJack … og igen ren drikkeglæde fra Napa Valley. I øvrigt ligger PlumpJack Winery ganske tæt på andre kendte vingårde i Napa, fx blot en kilometer fra Opus One, Dominus Estate og Robert Mondavi … og derudover også ganske tæt på Stap’s Leap og Montelena. Sidstnævnte ligger vel blot 10 kilometer længere mod nord. Lyder som et område, der er værd at besøge.

Læg dertil, at PlumpJack også driver Carneros Inn, et stort ferie-resort med hotelværelse, hytter, huse, restauranter, café, spa, butikker … alt sammen selvfølgelig med udsigt til skønne amerikanske vinmarker. Derudover driver PlumpJack faktisk et tilsvarende resort PlumpJack Squaw Valley Inn længere mod nord ved North Lake Tahoe.

Der er tale om en Syrah på blanding af druer fra Jan Krupps Stagecoach Vineyard i de østlige bjerge i Oakville og Lee Hudsons Henry Drive Vineyard fra Carneros District. Udover at der kun kommer sublim kvalitet fra Lee Hudsons marker, er blandingen af Valley og mere kølig frugt en lille genistreg. Oveni er Stagecoach Vineyard almindeligt anerkendt for at frembringe den måske bedste Syrah-frugt i Napa Valley.

Vinen trækker en høj alkoholprocent på 15,2% og der er laves årligt omkring 1300 kasser af denne vin. Vinen har lagret 17 måneder på 40% ny eg og 60% eg, som var været brugt én gang tidligere. Alle fade er lavet af bødkere fra Bourgogne, henholdsvis François, Meryeiux, Gillet og Siruge.

Duftmæssigt var denne vin en fantastisk oplevelse … intet mindre. Der er kostald, blommer, røget bacon, nytårskrudt, sødme, kaktuspiller, oliven og lidt jord eller muld. Smagen er fyldig, cremet og samtidig rustik, der er svage pebernoter … men meget svagt, der er krydderier og fin tannin. Igen en ordentlig mundfuld, men meget behagelig. Smagen er lidt Rhône-agtig, og duften løfter vinen et godt hak opad. Thumbs Up.

Forhandles herhjemme af GoodGrape, hvor prisen er 349 kr. for en årgang 2007. På vingården i USA koster vinen 52 USD.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Clos Pons, Alges Tinto, Catalonien, Spanien

2009 Clos Pons, Alges Tinto, Catalonien, SpanienVidere til en vin med charme, nemlig endnu en vin fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vine fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 2011 Clos Pons, Sisquella Blanco og deres 2009 Clos Pons, Roc Nu Tinto.

Denne gang er det deres 2009 Alges, som jeg skal smage … og forventningerne er allerede store, for jeg har været meget fascineret af de to andre vine fra dette vinhus.

Vingården hedder som sagt Clos Pons, og ligger i Les Garrigues distriktet i området der hedder Costers del Segre, og som er en del af Catalonien. Landskabet er domineret af oliven-og mandeltræer, og udmærker sig ved sin meget tørre jord.

Pons familien har i generationer dyrket oliven med stor succes, så for nogle år siden ville de se, hvor gode vine det var muligt at producere på de tørre jorder. Målet var at vinene skulle udtrykke identiteten af jorden og det specielle klima i Les Garrigues, som er præget af lav nedbør, ekstreme temperaturer, og jord med mange forskellige mineralske sammensætninger, alt sammen noget som er medvirkende til at producere vine af høj kvalitet.

Respekten for naturen er styrende for arbejdet i vinmarkerne, der dyrkes efter kriterierne for økologisk landbrug. Udbyttet er samtidig meget lavt for at højne kvaliteten og vinens eget udtryk.

Denne Alges er lavet på druerne Tempranillo, Garnacha og Syrah, alle fra marken L’Albagés, som ligger i 500 meters højde. Vinen har ligget 9 måneder på eg, 80% franske og 20% amerikanske … og fordelt på nye og ét år gamle fade.

Duften er sgu ret lækker … lidt mælkeprodukter, mejeri samt blommer, solbær, kirsebær på én gang, søde krydderier, grønne noter og lakrids. Smagen er fyldig og varm … peberen brænder lidt på tungen og er ret gennemgående. Derudover sødme, stilke, syre. Frisk, varm og fyldig på én gang. Skøn spansk vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 119 kr. og på bud ved køb af 6 stk., så kan du få den til 89 kr. Det er billigt. Parker har i øvrigt givet den 90 point … but who cares?

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, Italien

2011 Peter Vinding-Diers Montecarrubo, Il Piccolo, Sicilien, ItalienSå kom der en italiener mere …. men med et dansk islæt, da vinen er lavet af den danske vinmager Peter Vinding-Diers … I ved, onklen til Peter Sisseck. Her er vi helt nede i Siclilien, hvor vi finder vingården Montecarrubo.

Susie og Peter Vinding-Diers overtog Montecarrubo i marts 2005 efter mere end ét års forhandling med ejerinden, frk. Pandolfini fra Melilli, hvor de boede. En ældre stramtandet dame, datter af en tidligere borgmester og tæt på sine penge. Gården var et vildnis med gamle upassede oliventræer, lasede mandeltræer og halvdelen af en gammel stald mod gærdet til naboen.

Montecarrubo er et stykke af en vulkan, som er gået ud for mere end to millioner år siden. Ved overtagelsen så halvdelen af jorden umiddelbart godt ud, mens den anden halvdel var fyldt, dels med store klippestykker og sten, dels med gamle græsgange. Men beliggenheden er helt speciel: Skrånende ned mod det Ioniske Hav med en konstant kølig brise, den såkaldte ”Gregale”, fordi den kommer fra Grækenland med oprindelse i Sibirien.

Selv på de varmeste dage i slutningen af juli og august blæser den sin kølige luft ind over markerne. Og jorden er også speciel: Loess (udvasket vulkansk ler), kalksten og sand, og helt oppe på det højeste punkt (150 m) ligger resterne af et koralrev.

For to millioner år siden lå vulkanen i havet, midt i en tropisk zone, men vulkanen var en ferskvands vulkan. PH ligger i dag på 7,5, og Peter Vinding-Diers måtte bore 160 meter ned for at få vand – 2 liter i sekundet, rent og lige til at drikke.

En god ven lånte Peter sin bulldozer, så de kunne rippe de store klippeblokke op af jorden. Til sidst fik de ryddet halvanden hektar – og jorden, som var kommet frem i dagens lys, var ca. 1 meter dyb, fyldt med humus og porøs med masser af ilt. Ideelt at plante vinstokke i!

Peter Vinding-Diers havde bestemt sig for at plante Syrah – mest fordi typen var kendt for at lave helt store vine i området, men også fordi han havde erfaret, at Nero d’Avola først kunne høstes midt i oktober, men regnen kom allerede i september. Peter bad en af sine venner, Pierre Marie Guillaume i Frankrig, om at finde en god multiklon af særligt udvalgte stokke – et valg, de ikke siden har fortrudt! De plantede 5.000 stokke pr. ha – 1,40 x 1,40 meter, så de kunne køre gennem markerne og rense ud på kryds og tværs. De valgte også at arbejde med busk vine (mere arbejde og mindre udbytte!) for at få så høj en kvalitet som muligt. Det har de heller ikke fortrudt!

Gården er certificeret biologisk og køres efter de biodynamiske principper – med de resultater, som nu for alvor dukker op, hvor folk har respekt for deres jord, er det vanskeligt at gøre noget andet. Stokkene bliver mere resistente overfor sygdomme – sejere og stærkere end naboens, der sprøjter for alverdens ting, og hvor kunstgødning giver enorme, men uinteressante høstresultater.

Topvinen på Montecarrubo hedder Montecarrubo Rosso di Sicilia IGT. Denne Il Piccolo er husets andenvin, men også lavet på Syrah-druen. Druerne til Il Piccolo kommer fra en anden vingård, nær Ispica på den sydlige spids af øen. Her har Peter Vinding-Diers forpagtet et par hektar hos en god ven, som får en skare folk fra Pachino til at komme og håndplukke druerne specielt til ham. Gæring sker på cement, både med druernes naturlige gær og via saccharomyces. Efterfølgende lægges vinen på Troncais egetræsfade, hvor den gennemfører den malolaktiske gæring og lagrer i 9 måneder, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt fik jeg noteret; lidt hengemt kælder, hindbær, brombær, grønne blade og godt med syre. Smagen har godt med frugt, hindbær …. der er godt med tannin, og der er også et lidt krydret udtryk som sammen med syren og en smule sødme holder vinen godt sammen. Sjovt nok, så er der ikke megen peber fra Syrah … det kan jeg rigtigt godt lide. Flot vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7