2017 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalDen nyeste årgang af de 3 Vintage Port fra portvinshuset Rozès’ gaveæske med Vintage Selection var årgang 2017 … og klart den mest friske i trioen.

Vinen er også lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Mere frisk frugt, mere parfumeret, mere krydret og der er også masser af eg, læder, en gammel hvilestol, stærk tobak, frugten ikke helt så definerbar, men det er mørk frugt, blommer, svesker … og så brænder den faktisk lidt i næsen.

Smagen er også som de forrige fed, olieret og cremet, masser af sødme, men også friskhed, brændende alkohol, måske endda mere brændende end hos 2016’eren og dermed også 2015’eren. Vinen smager sgu virkelig, men smagt sammen med de andre, så mangler den faktisk mere modenhed … men det kan jo løses med en smule tålmodighed.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalFra den lille, spændende gaveæske fra portvinshuset Rozès med de 3 årgange af deres Vintage Port – alle smagt ved siden af hinanden –  så får I her mine noter på 2016’eren.

Selvfølgelig lavet som 2015’eren, altså på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen er gæret på ståltanke med gæring sammen med skind og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Modenheden er her klart mindre, men i stedet fanger man først både blæk, læder, eg og røg. Næsen er klart mere hård, frugten dyb, solbær, blåbær, svesker, lidt tobak … virker mere koncentreret end 2015’eren, men på ingen måder så eksplosiv.

Smagen har klart nogle af de samme elementer som 2015’eren, blot med flere tanniner, som sætter sig specielt på fortænderne. Smagen er også cremet, men alkoholen er her ikke så stærk, smagen klart mere rå og lige på, direkte og powerfuld.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalRozès er et portvinshus, som oprindelig blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, som var en en god vinforhandler, som også startede med at importere og markedsføre portvin. Jeg smager her en lille sjov gaveæske med tre Vintage Port fra Rozès i årgangene 2017, 2016 og 2015. Men hvilken årgang er bedst?

Det var dog Ostendes søn Edmond Rozès, som i 1930’erne virkelig fik handlen af de importerede portvine i gang via etablering af deres eget brand Porto Rozès og en meget karakteristisk flaske i gammel portugisisk stil, indpakket i svovlholdigt papir op til halsen og en prop forseglet med voks.

Dermed markerede portvinene sig med en egen identitet og de fik hurtigt status som kvalitetsvine. Den store succes medførte også, at Edmon i 1938 og selv blev producent med købet af deres vingård i Vila Nova de Gaia i Douro dalen.

Rozès familien drev vinhuset i sammenlagt 4 generation – kun afbrudt af en pause under anden verdenskrig, men i 1974 solgte familien hele foretagendet til Pedro Domecq, som igen i 1977 solgte aktiviteterne til Moet Hennesy koncernen.

Siden 1999 har Rozès dog været en dele af den store Vranken Pommery Monopole. De har derefter købt en del quintaer herunder Quinta de Grifo samt São Pedro das Águias. Det er med andre ord i dag et stort portvinshus, hvis vine nu eksporteres til mere end 40 lande i hele verden.

Vinen er sjovt nok lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Moden frugt, svesker, blommer, hasselnødder, sød tobak, læder, noget mynte og eukalyptus, nogle brændte elementer, eg, gamle aviser … lettere bedaget og samtidig dragende. Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt for modent til mig, men den vinder med mere tid og luft i glasset.

I munden fed, sød med lidt brændende alkohol, men egentlig på en ganske behagelig måde. Vinen har en cremet, oliefed og stærk smag, appelsinskal, mynte, men smagen er nok alligevel den bedste af alle de smagte 3 årgange … alderen gør klart nogen godt for vinen. Det er ubetinget 4,5 portvinsrøde fingre med stor pil op.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, Spanien

2016 Celler de Capçanes, Mas Donís Old Vines, Montsant, SpanienCeller de Capçanes er et kooperativ, som ligger i byen Capçanes i Montsant syd for Priorat i Catalonien. Det er derfra, at jeg nu smager denne Mas Donís Old Vines.

Celler de Capçanes er grundlagt i 1933 af nogle få vinfamilier, som så nødvendigheden i at stå sammen. De overbeviste efterfølgende 80 vinavlere til at tilslutte sig og investere i kooperativet og startede med af lave kosher vine efter mevushal metoden, og det blev en succes for kooperativet.

Ved mevushal metoden bliver vinen næsten kogt … opvarmet til 74-90 grader, da kosher reglerne ikke forbød kogt vin og de forbud, som sagde, at en kosher vin skulle serveres af en religiøs jøde for at forblive kosher.

Men at koge en vin er jo ikke ligefrem en metode, som fremmer vinens fine friske aromaer. I dag laver Celler de Capçanes imidlertid også mange almindelige vine og kosher vinene udgør alene 5% af den samlede produktion,

Samlet producerer kooperativet over 800.000 flasker vin hvert år fra de nu 125 medlemmers samlede 250 hektar vinmarker. Én af disse vine er denne Mas Donís Old Vines.

Den er lavet på 50% Grenache, 30% Merlot og 20% Syrah, som er fermenteret i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader i 8-14 dage og med hver druesort vinificeret separat. Den malolaktisk gæring er også sket i ståltankene, hvorefter vinen er lagret 9 måneder på brugte, amerikanske og franske barriques.

I glasset har vinen en lille brun kant … allerede godt moden og sådan dufter vinen også. Der er en meget moden frugt, sådan lidt sveske og blommer, rosiner måske endda også. Men kommer du henover disse modne aromaer, så fanger næsen også lidt blomster, lidt gammelt træ, en gammel vaniljestang, våd hund, en forfalden syre … men dufter som en vin, som skal drikkes nu.

Smagen er dog i mit spinkle periskop bedre end duften, for den er mere frisk. Det er bær til den modne side, men ikke så overmodne som duftmæssigt. Der er vist blåbær, brombær, nogen sødme, lidt krydderier, meget runde tanniner, en vis tørhed og sammenlagt absolut god spansk vinos.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Bodegas Atalaya, La Atalaya del Camino, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Bodegas Atalaya, La Atalaya del Camino, Castilla-La Mancha, SpanienLa Atalaya del Camino er en vin fra Juan Gil Bodegas Familiares … den store spanske Gil familie, som ejer en lang række vinerier over hele Spanien, herunder Bodegas Atalaya.

Jeg har tidligere smagt en vin fra Bodegas Atalaya, nemlig deres 2017 Alaya Tierra, der også af flere anmeldere er kaldt Den Spanske Amarone.

Men denne La Atalaya del Camino er også lidt af en fed og kraftig vin, som er lavet på 85% Garnacha Tintonera også kendt som Alicante Bouchet, mens resten er Monastrell aka Mourvèdre.

Garnacha Tintonera stokkene er plantet i ca. 750 meters højde, og Monastrell stokkene i ca. 100 meters højde. Druerne håndplukkes og efter sortering får en de bedste druer lov til at blive til denne La Atalaya Del Camino. Alle druerne kommer fra gamle vinstokke på 40-100 år. Vinen har fadlagret 12 måneder i franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det lidt af en powerkarl, fed mørk frugt, blommer, blåbær, blommer, svesker, godt med tør engelsk lakrids, lakridsrod og sød finsk lakrids. Vinen har samtidig en lettere parfumeret side, nogle kaktuspiller, eukalyptus, grønne urter, sødme og lidt stærk peber.

Uha, hvor det er en fyldig og sød bandit … der nærmest ligger kind mod kind med søstervinen den spanske Amarone Alaya Tierra med gumletyk, Epo fed mørk frugt, blommer, svesker, solbær, marmelade, chokolade, kanel, sød lakrids, nougat, peber … og vi er næsten på vej over i en højoktan dessertvin på 15%, men lidt ost til vil måske passe ret godt til vinen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne DOCG Chianti Classico, fra det gamle, toscanske vinhus Pagliarese , der ligger lidt syd for den lille by San Gusmè, smagte jeg første gang for omkring et år siden i årgang 2016. Nu har jeg vinen i glasset igen … blot en årgang nyere.

Da jeg smagte 2016’eren skrev jeg også en del om vinhuset og dets lange historie. Det kan du læse om i blogindlægget. Her kigger vi i stedet blot nærmere på denne Chianti Classico, som er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo.

Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Lækker balsamisk, italiensk syre, tørre grene, godt med blæk, kirsebær, brombær, tranebær, plaster, medicinskab, mynte, anis, lakridspulver, tør tobak, røg, grannåle, masser af tørhed og pæn strenghed. Det er virkelig fin Chianti streng vin.

Smagen er ren frugt, syrlige tranebær, syrlige kirsebær samt jern … masser af jern, stram syre og godt med tanniner.  Der er en meget ren, stram, tynd og stringent smag med nogen blækagtig bitterhed, tørre mandler … og både bitterhed samt tanniner sidder lang tid i hele munden. Vi rammer lige et sted mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Montepeloso, Eneo, Toscana, Italien

2015 Montepeloso, Eneo, Toscana, ItalienFabio Chiarelotto er en karismatisk, egenrådig, kompromisløs vinmager og vinfilosof, der går sine egne veje. Han laver sine vine fra vinhuset Montepeloso, men det er ikke et moderne vineri, men en gammel fabrikshal lidt syd for Suvereto i Maremmea Bolgheri. Vi smager her én af Fabios vine … vinen Eneo.

Fabio stammer oprindelig fra Schweiz, men købte vingården Montepeloso i 1999 med en doktorgrad i historie med i bagagen, en urokkelig beslutsomhed, en stor portion perfektionisme og et mål om at lave terroirtro og friske vine på franske og italienske druer, men samtidig med samme fylde og varme som i Bordeaux.

Mens de fleste af Maremmas producenter gerne dyrker i dalen, så laver Fabio vin op ad skråningerne, hvor vinene får mere mineralitet, nerve og liv på et helt andet niveau. Markerne med undergrund af ler og fossil kalk er perfekt til hans valgte druesorter.

Da han i 1999 købte Montepeloso af Willi og Doris Neukom, var vingården allerede etableret som en af Toscanas mest spændende ejendomme, men Fabio var overbevist om, at vinene ikke fik områdets terroir og potentiale frem.

Fabio Chiarelotto gik sine egne veje og ville ikke lytte til kloge ønologer. Han var besat af at lave vinene efter sit eget hoved og faktisk sket ikke interesseret i, hvad andre syntes om han eller hans vine. Han gik derfor i gang med at omlægge markerne, udskiftede flere tusinder vinstokke og accepterede et drastisk reduktion af udbyttet for at skabe større vin.

I kælderen arbejdede Chiarelotto på at gøre tanninerne i vinene blødere, forfine aromaerne og bedre integrationen af egefadene, og det gav pote. I dag betegnes Fabio som en virkelig en upcoming star i området og hans vine er stadig regulære kup i forhold til nabogården Tua Ritas 100-points vine.

I 2007 fik Fabio den schweiziske iværksætter Silvio Denz med som en investor i Montepeloso. Silvo er indehaver af adskillige Bordeaux-slotte, nemlig Château Péby-Faugères, Château Faugères, Château Rocheyron i Saint Emilion, Château Lafaurie-Peyraguey i Sauternes – og så er han også – sammen med Peter Sisseck – medejer af Clos d’Agon i Priorat og så ejer han også Lalique … den berømte glasproducent i Alsace.

Han bragte med sine penge til nye investeringer og frisk energi både fart og synergier til Montepeloso. Han har samtidig flair og erfaring i den internationale vinbranche, har samme lidenskab for enestående vine som Fabio og er dermed en perfekt samarbejdspartner.

Samlet har Montepeloso 30 hektar jord, men heraf er kun 14 hektar vinmarker med Montepulciano, Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Alicante, Marselan, Malvasia Nera og Alicante Bouschet.

Chiarelotto holder sig til sent modnende sorter og det er netop årsagen til at han aldrig har plantet Merlot ligesom næsten samtlige naboer i Val di Cornia og Bolgheri længere mod nord.

Denne Eneo i årgang 2015 er lavet på 45% Sangiovese, 35% Montepulciano, 15% Alicante og 5% Malvasia Nera. Druerne kommer fra 8-20 år gamle vinstokke, høstes manuelt, hvorefter vinen gærer ved kontrolleret temperatur og maceration over 14-22 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 12 måneder på brugte franske barriques og så 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Der er lavet 26.000 flasker af denne vin, som Wine Advocate har givet flotte 95 point og James Suckling 93 point.

Næsen emmer af mørk frugt … blommer, sorte kirsebær, ja næsten som mørk og sød balsamisk kirsebærlikør, figner, sød tobak, læder, røg, cedertræ, vanilje, blomster, engelsk lakrids, bitter kakao, lidt krydderier, rosmarin … og så samtidig en vis kølighed, som bare ingenlunde gør næsen tung, men virkelig  interessant.

Smagsmæssigt er det sgu ikke helt skævt, hvilket på jysk betyder, at vinen smager herregodt. Der er en stærk vin med en tyk fed power, kraft, balsamiske mørke bær, ristede noter, godt med tanniner, men de er godt integreret og polerede.

Selvom vinen har mørk frugt, masser af power, så leveres det hele meget rent, køligt og stringent og her smager man for alvor Fabios særegen og unikke stil. Det er vildt elegant, vildt, kraftig med en mineralsk og ren nerve.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine la Collière, Rasteau Esprit D’argiles, Rhône, Frankrig

2017 Domaine la Collière, Rasteau Esprit D'argiles, Rhône, FrankrigRasteau Esprit D’argiles fra Domaine la Collière drak jeg sidst tilbage i 2015 og dengang i en årgang 2012. Nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2017.

Domaine la Collière drives af Georges Perrot og ligger netop i Rasteau by. Han grundlagde selv vinhuset i 2002, men historien om Domaine la Collière startede egentlig 9-10 år tidligere, hvor Georg startede med hjælpe sin svigerfar Michel Bommenel i vinmarkerne. George kom ikke selv kom fra en vinfamilie, men havde via sin hustru Delphine giftet sig ind i en. Han havde selv arbejdet som både frisør, kedelproducent, livredder og hospitalsdirektør.

Hos svigerfaderen hjalp Georg med arbejdet i markerne og med at sælge druerne til det lokale kooperativ … som svigerfar havde gjort igennem utallige år. I 2002 besluttede Georges og svigerfar imidlertid, at de ville starte deres egen vinproduktion.

De lejede sig ind i Andre Romeros gamle bygninger …  altså det tidligere hovedkvarter for Domaine La Soumade, som var flyttet til andre lokaler. Så gik de ellers i gang med at lave vine i fællesskab, men siden 2008 har Georges og Delphine dog videreført produktionen uden svigerfars hjælp.

Domaine la Collière har i alt 25 hektar vinmarker med vinstokke, som er mellem 45 og 60 år gamle. Stokkene beskæres meget hårdt om vinteren for at få lavt høstudbytte, da Perrot ikke tror på værdien af Green Harvest.

Vinmarkerne er fordelt på over 25 små parceller, næsten udelukkende i Rasteau appellationen. Og de mange parceller giver en god variation med tre helt forskellige terroirs, nemlig enten med galets med rød ler i jorden, gul ler eller med den berømte blå ler argile bleu, som ofte giver nogle af Rasteaus fineste vine.

Druerne høstes manuelt og sorteres. Markerne er ikke økologiske … det koster kassen … men der bruges ikke ukrudtsmidler og det har man ikke gjort i over 15 år.

Georges Perrot sælger fortsat lidt af sin druer til nogle af de store vinkøbmænd og det lokale kooperativ, men egenproduktionen bliver større og større. Han laver samlet 7-8 forskellige vine, herunder altså denne Rasteau Esprit D’argiles.

Vinifikationen er traditionel og sker med hjælp fra den store vinkonsulent Philip Cambie. Der sker total afstilkning af druerne, mens gæringen varer 3 uger og finder sted mellem 28 og 30 grader. Modningen sker typisk i cementtanke over to vintre. Vinene flaskes uden filtrering.

Jeg har faktisk mødt Georges Perrot tidligere, nemlig tilbage i november 2013 til én af Jysk Vins store vinfestivaler. Dengang var han mødt op med hjælperen Guillaume Richarz, og vi smagte et par af husets vine, men vistnok ikke denne. Det er Georges midten af billedet ovenover.

Denne Rasteau Esprit D’argiles er lavet på 80% Grenache og 10% Syrah og har sit navn efter jordbunden, idet Esprit D’argiles vel kan oversættes til noget i retning af lerens ånd eller ånden fra den blå ler. Druerne er høstet med håndkraft, sorteret og afstilket inden den efterfølgende vinifikation i cementtanke. Processen varer tre uger og finder sted mellem 28 og 30 grader. Herefter er vinen så lagret omkring 15 måneder på cementtanke og aftappet på flaske uden filtrering.

Næsen byder på flæsk, blæk, kanel og bacon – fed kombo – og faktisk endda masser af blæk … ren blæksprutte. Men derudover er der lidt kanel, muskatnød, godt nogle maltagtige noter, chokolade med højt kakaoindhold, tørret kød, blåbær og brombær.

I munden byder vinen på en sød/tør smag med blåbær, masser af mælkede elementer, tørret kød … meget kødfuld, tæt vin med pænt mange tanniner, nogen peber, men alt leveret meget smooth, blødt og cremet. Den er tæt Rasteau i et jerngreb … voldsom, fin og dundrende god.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Roots Wine Company, Klee Willamette Valley Pinot Noir, Oregon, USA

2017 Roots Wine Company, Klee Willamette Valley Pinot Noir, Oregon, USAKlee Willamette Valley Pinot Noir hedder næste vin, opkaldt efter kunstneren Paul Klee, der som medlem af Bauhaus skolen ville lave kunst til folket, ligesom ejer Chris Berg på Roots Wine Company vil lave vin til folket.

Roots Wine Company ligger lidt nordøst for Yamhill i Oregon. Det er også 30-40 kilometer sydvest for den noget større by Portland. Vinhuset er grundlagt i 1999 af Chris Berg og startede egentlig som et hobbyprojekt, hvor han hjalp sine forældre, som havde købt en ældre vingård, med at plante vinstokke.

Han boede selv i Lawrence, Kansas og havde ellers efter sin uddannelse som bachelor i engelsk købt et produktionsfirma, men han fik interesse for vin og i 2001 flyttede Chris og hans kone Hilary ind på gården og overtog driften fra forældrene.

Den første høst kom i 2002 med beskedne 864 flasker Pinot Noir, men i dag er huset oppe på en produktion på omkring 60.000 flasker årligt, hvor druerne kommer fra egne marker samt opkøbte druer fra andre vinavlere, som Chris arbejder sammen med.

Han har også oprettet søsterfirmaet Racine Wine Company, hvor han også laver vine for andre huse, private labels vine og importerer vine fra Frankrig til salg hos både private og restauranter.

Vinene hos Chris Berg er opdelt i to serier, nemlig Racine som er husets topserie og opkaldt efter den by i Wisconsin, hvor han var født. Den anden hedder blot Klee og opkaldt efter hans ynglings kunstner, den schweiziske Paul Klee … og det er den serie, som vinhuset ubetinget producerer flest flasker af.

Denne Klee Willamette Valley Pinot Noir er én af Chris Bergs vine, hvor druerne kommer fra marken Mason Ridge Vineyard ejet af Dean Inman og Cancilla Vineyard ejet af Ken Cancille … begge beliggende i Willamette Valley.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er efter endt fermentering lagret 10 måneder på egefade, heraf 90% brugte og 10% nye fade.

I glasset er vinen fin transparent … ikke helt lys, men sådan lidt mere mellemtransparent i farven. Næsen er lidt til den varme og fyldige side, men ikke komplet, for der er heldigvis også lidt kølighed i vinen sammen med hindbær, tranebær, jordbær, blæk, røg, eg samt vanilje.

Den er smagsmæssigt imidlertid fin og let med hindbær, tranebær, ribs, let peber, kanel, rund, frisk, lækker, læskende og egentlig meget imødekommende. Der er ingen vild syre, ingen stram mineralitet, men alligevel er det lys og frisk Pinot Noir, som smager rigtig indbydende.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Tenuta Viglione, Primitivo Maioliche, Puglia, Italien

2018 Tenuta Viglione, Primitivo Maioliche, Puglia, ItalienAzienda Agricola Tenuta Viglione ligger midt i Santeramo In Colle i den øverste del af Puglia omkring 30 kilometer svagt sydvest for havnebyen Bari. Derfra smager jeg et lille forsigtigt glas af denne Primitivo Maioliche.

Tenuta Viglione er grundlagt i 1937 af Zullo familien og drives i dag af Giovanni Zullo, som er 3. generation på vingården. Da han overtog driften fra sin far havde familien alene 4 hektar vinmarker, men det har Giovanni løbende udvidet til i dag sammenlagt 130 hektar vinmarker beliggende på Murgian plateauet i 360-450 meters højde i kommunerne Santeramo, Acquaviva delle Fonti og Gioia del Colle.

Derfor har Zullo også bygget et nyt og topmoderne vineri, således vinhuset kan håndtere den årlige produktion på omkring 800.000 flasker vin. Og én af disse vine er altså denne Primitivo Maioliche, som jeg smager i en årgang 2018.

Det er 100% Primitivo, som kommer fra nogle af husets yngste stokke, som gennemsnitlig er omkring 13 år, dyrket økologisk og ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen. Det er en vin, som Luca Maroni har givet 94 point … but who cares?

I næsen er det stor fed plusvelour, blåbær, brombær, enebær, svesker, pænt med svesker endda, kanel, spidskommen, eukalyptus, bacon og grønne blade. Det er en overordentlig voluminøs næse.

Det er også en ordentlig mundfuld, fuldfed og tung at danse med … lidt som at danse med en trolden Shrek, lidt kluntet. Der er godt med sødme, marmeladesødme, svesker, blommer, abrikos og sorte oliven. Det er en ordentlig mundfuld, voldsom, varm og fed … og har du hang til søde, fede vine, så kan man varme sig med denne en kold vinterdag.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger