Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2022 Dominio del Bienamado, Lucas Pastor VS, Toro, Spanien

2022 Bodega Dominio del Bienamado, Lucas Pastor VS, Toro, SpanienDominio del Bienamado  ligger i Morales de Toro i Zamora området i Toro vinregionen og er en del af Pastor familien og det er derfra, at denne fine 2022 Lucas Pastor VS kommer.

Pastor-familien har været i vinbranchen i over 125 år og startede oprindelig i Spanien og udvidede senere med vingårde i Frankrig og Chile. De kalder selv deres vingårde for Diamond Level vingårde og det er også årsagen til, at alle vinene kommer i speciel flaske, som de selv kalder for Diamond Bottle Cut.

Koncernen kalder de Group Billøn, som i Spanien ejer vingården El Soleado samt Dominio del Bienamado, mens de i Chile også driver vingården Viejo Sabio på ved Andesbjergene og i Frankrig er det Rayons Du Soleil, der blev grundlagt i 1982.

Vinene markedsføres i dag også under Billøn navnet og alle vinene udgives i den diamantinspirerede vinflaske. De laver deres vine i 2 serier og det er serierne Victoria og Esperanza

Det er David Pastor Rodriguez, der står i spidsen for foretagendet, som sælger deres vine over hele verdenen. Han har bl.a. indført en økologisk drift af alle marker og indført kvalitetsprincippet PRDS for at højne vinenes kvalitet og sporbarhed ned til den enkelte flaske via systemet NFC (Near Field Communication).

Jeg kan ikke se, hvor mange vinmarker Group Billøn selv ejer, men det virker som om, at de også opkøber deres druer hos en række af vinavlere, som driver markerne efter deres anvisninger. Det er dog primært marker med Tinta de Toro aka Tempranillo, Grenache og Monastrell.

Selve Dominio del Bienamado projektet startede David i Santa Ana Pinares ved Morales de Toro i 2018. Der har han 50 hektar marker beliggende på en bakke med udsigt over Bajoz-dalen og derfra laver David en række premium-vine i begrænsede mængder og dermed anderledes end Billøn vionene.

Dert er vine som Marmaria, Caray Viñedo Selección, Biografo del Vino og Lucas Pastor VS og det er netop den sidstnævnte, som vi nu skal smage … en specialvin, som David Pastor Rodriguez har tilegnet sin søn Lucas Pastor, som forhåbentlig skal overtage tøjlerne efter David en skønne dag.

Lucas Pastor VS er lavet på Bodega Dominio del Bienamado og er lavet på ren Tempranillo druer fra Pagos de la Laguna Mata i Las Cirajas og Los Pinares de Santa Ana i Morales de Toro.

Efter høsten er druerne sorteret, hvor der sker en udvælgelse i hånden efter en klassifikationstabel for at eliminere usunde eller umodne druer … kun de bedste kommer med i vinen.

Gæringen og macerationer sker spontant med druernes egne gærceller i store gæringskar. Efter endt fermentering er vinen  lagret 12 måneder på 225 og 500 liter franske og amerikanske egefade, hvor vinen også opnår malolaktisk gæring. Der er kun lavet 8.768 flasker af vinen, som udover den flotte flaske også har en etiket med velouragtig stoflighed.

Er du til Ribera del Duero eller bare spansk Tempranillo, så er det absolut en vin for dig, for allerede i duften får du masser af ristede fadnoter med vanilje, sød tobak, toast, kakaopulver, chokolade, våde fade samt en sødlig, fyldig og mørk frugt af blåbær, blommer, tørv, tjære og lidt ristede kastanjer.

Smagen er også voksenguf … blød, cremet og fed … det flyder bare igennem halsrøret med tyk viskositet. Der er fuldvoksne, småtykke og tydelige tanniner, masser af ristede og toastede noter og alligevel med en god og småblød syre. Frugten er blommekompot, blåbær og brombærmarmelade … det smager hjernedødt godt og venligt, så dermed en vin, der vil gøre alle Tempranillo-lovers glade. 93 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 199 kr., mens du kan snuppe 2 flasker for 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, Spanien

2018 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, SpanienTilbage i november sidste år serverede Keeper denne Valbuena 5° fra Bodegas Vega Sicilia og dengang var det i årgang 2014. Efter min vin – en Giorgio Primo IGT fra La Massa – havde Keeper som byggesjakkets første vin taget Valbuena 5° med igen, men nu i en årgang 2018.

Hvis du vil læse mere om Bodegas Vega Sicilia, så kan du læse mere om det i min anmeldelse af 2014’eren … her kigger vi bare nærmere på 2018’eren. Valbuena 5° er primært lavet på Tempranillo tilsat lidt Merlot og i denne 2018 er andelen af Merlot på 6%. Vinen gærer helt spontant i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke.

Efter malolaktisk gæring lagres vinen derefter i nye og brugte franske og amerikanske fade i forskellige størrelser, og herefter hviler den til sidst 5 år på flaske før frigivelse, hvilket også har givet vinen dens navn Valbuena 5º.

I glasset er der godt med farve … duften er berusende lækker med oksefond, sødbrændte fade, kakao, kaffe, vanilje og virker krydret, fed og pænt fadlagret. Frugten er mørk med sorte kirsebær, solbær, figner og derudover kommer der blæk, cedertræ og let peber med en smule granagtige noter … lækkert, rundt og virkelig afbalanceret.

I munden smelter vinen … men virker samtidig tør og har godt med balsamisk sorte teblade bitterhed, ristede noter med en fløjlsagtig frugt af mørke bær, solbær og bagte figner. Syren er mere livlig end i 2014’eren, men forenes alligevel i dette velvære af blød, soft, følsom og cremet frugt, hvor alt vender helt rigtigt. 97 point.

Forhandles fx af Finewines, hvor en flaske koster 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2023 Bodegas y Viñedos Fontana, Mesta Tempranillo Rosé, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Bodegas y Viñedos Fontana, Mesta Tempranillo Rosé, Castilla-La Mancha, SpanienSom frygtet kom der også en rosévin … en decideret skrækkelig 2023 Mesta Tempranillo Rosé fra Bodegas y Viñedos Fontana, der ligger i byen Fuente de Pedro Naharro i Cuenca området i det store Castilla-La Mancha vinregion.

Vinhuset ejes af Cantarero Morales-familien, der har stolte traditioner og over 30 års erfaring i vinbranchen. Samlet har huset over 500 hektar vinmarker beliggende i 700-800 meters højde og alle markerne drives bæredygtigt uden brug af pesticider og andet skidt.

Vinene laves af den newzealandske vinmagerr Sam Harrop og spanske vinmagerTomás Buendía. De står også bag denne 2023 Mesta Tempranillo Rosé, der er lavet på ren Tempranillo med en smule skindkontakt for at give den meget røde farve … men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er det her slet ikke mig … det er rabarbersaft med candyfloss, klassisk Tivoli krymmel og det er ærlig talt af for trutti-frutti for mig … nærmest mest beregnet til unge teenager og dakke-dak musik.

Sådan er smagen faktisk også … trutti-frutti, intetsigende hindbær saftevand og kirsebærjuice … noget sød slask, så det bliver et stort PAZZZZZ for mig, som Gary Vaynerchuk engang ville ha’ sagt, så dermed 72 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 100 kr., men fås på tilbud til 79 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

1974 Barros, Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, Douro, Portugal

1974 Barros, Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, Douro, PortugalEt af symbolerne for nellikerevolutionen – udover nellikerne – blev folkesangen Grandola, Vila Morena, som kupmagerne fik spillet i radioen om natten til den 25. april 1974.

Det var et tegn til de involverede om at starte opstanden og sangen er siden blevet sunget ved særlige lejligheder … som fx i april i år, hvor 50 året for revolutionen blev fejret.

Portugal havde været et diktatur siden 1926  … og i årene 1932 til 1968 blev det styret med hård hånd af premierminister og de facto-diktator António de Oliveira Salazar med støtte fra militæret. Men da nellikerevolutionen fandt sted den 25. april 1974 var det med Marcelo Caetano i rollen som diktator efter Salazar.

Opstanden var organiseret af gruppen MFA som står Movimento das Forças Armadas og bestod af laverestående officerer under ledelse af major Otelo Saraiva de Carvalho.

Diktaturet på under ét døgn og uden større modstand og kun 4 mennesker omkom … og alle endda civile, som havde trodset alle advarsler om at holde sig inden døre, da MFA omringede det hemmelige politis hovedkvarter.

Betegnelsen Nellikerevolutionen skyldtes, at der symbolsk for opstandens fredelige karakter blev sat nelliker i alle soldaternes geværløb og det endte med, at magten derefter blev overdraget til general António de Spínola fra Juntaen til Nationens Frelse, der herefter organiserede valg og genindførte demokratiet.

Så for portugiserne betyder året 1974 frihed … et markant vendepunkt i Portugals historie. Netop dét har Barros valgt at fejre med udgivelse af denne 1974 Colheita 50 Anos de Liberade Special Edition, som er en 50-årig portvin fra netop 1974 og først tappet i 2024  …. og designmæssigt den fået fuld skrue.

Flasken og æsken er nemlig udsmykket af den nye, unge og stærke portugisiske kunstner Teresa Rego, hvis farverige og optimistiske kunstværker ret godt afspejler denne livskraftige vin.

Portvinen er lavet på lige dele af de fire vigtigste portvinsdruer, hvilket betyder 25% Touriga Nacional, 25% Touriga Franca, 25% Tinta Roriz aka Tempranillo og 25% Tinta Barroca. I modsætning til foregående Tawny, så er alle druerne til denne Colheita portvin jo fra én årgang, altså fra 1974.

Druerne er knust og har gæret i åbne kar, hvorefter der tilsættes destilleret vinalkohol, der stopper gæringen og hæver alkoholen til omkring 19-22% samtidig med, at der bevares en del af sukkeret i vinen. Så er den lagret i små egetræsfade i en længere periode.

Førend en Colheita kan betragtes som en vintage portvin, så skal den være lagret i minimum 7 år … men denne er lagret i 50 år, for den er først tappet på flaske her i 2024. Den har 150 gram restsukker pr. liter. Der er kun kommet sølle 300 flasker til Danmark.

1974 er i øvrigt en fremragende årgang hos Barros og den har scoret topkarakterer hos diverse anmeldere, og bl.a. høstet 98 point ved IWSC og 95 point hos portvinseksperten Richard Mayson.

Afdæmpet, sagte, stille, rolig, tilbagelænet og harmonisk … er første indtryk af duften. Man fornemmer en vis modenhed, der er ædeltræ, mahogni, linolie og en frugt med gule blommer, svesker og en smule dadler og kirsebærsauce, men man fornemmer, at frugten også bare virker afdæmpet og ultrablød, Der kommer atter nogle nødder, lidt chokolade, kanel og vanilje.

Men det er særligt i smagen, at vinen viser sig prægtige styrke … voksen, seriøs, mundsmeltende og netop også afdæmpet. Der er dog fortsat liv i kludene, for alkoholen er viril, stærk og levende, men blot virkelig godt integreret … giver dog lidt varme på en kold dag. Det er med til at gøre portvinen livlig, adræt og livfuld. Frugten er syltede gule blommer, tørrede abrikoser og har noget kirsebærkompot og sød mandarinmarmelade. Det er hygge portvin … til fordybelse, forkælelse og fornøjelse … 96 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 1.495 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Barros, 10 Years Old Tawny, Douro, Portugal

N.V. Barros, 10 Years Old Tawny, Douro, PortugalGrupo Sogevinus SGPS SA er én af verdens største portvins-koncerner, som ejer brands som bl.a. Calem, Burmester, Kopke, Velhotes, Quinta da Boavista, Hutcheson, Gilberts, Rocha, Symington, Graham’s, Dow’s,  Warre’s og Barros.

Og det er netop Barros, som vi nu skal kigge nærmere på, da jeg smager et par fabelagtige portvine derfra netop nu i år som en lille fejring af 50 året for nellikerevolutionen i Portugal, hvor diktaturet fra 1926 blev omstyrtet, hvorved landet blev frit og demokratisk.

Det er måske netop nu vigtigt at fejre demokratiet … specielt med den uro vi oplever i verden lige nu med et hårdt diktatur i Rusland og en Trump, der desperat selv ønsket at blive diktator og hvor man kan trække mange paralleller til Hitlers succes. Hvor har det frie valg det dog svært mange steder i verdenen. Jeg starter først med af smage en Barros 10 års Tawny.

Barros blev grundlagt i 1913 i Porto af António Barros e Cunha og hans bror. De ejede ikke selv vinmarker, men opkøbte deres druer fra udvalgte vinproducenter i Douro dalen. Fra starten fokuserede Barros på at producere kvalitetsportvine og hurtigt opnåede en god ry for deres håndværk.

Barros blev i 2006 en del af Symington Family Estates, en af de mest respekterede navne inden for portvin. Symington Family Estates er kendt for sin ekspertise og dedikation til portvin og ejer også andre anerkendte portvinshuse … og er i dag ejet af Grupo Sogevinus.

I dag kommer druerne til deres portvine fortsat fra tæt samarbejde med lokale vinavlere, hvilket sikrer, at kun de bedste druer bliver brugt i deres portvine.

Her starter jeg mit lille fejring af 50 året for nellikerevolutionen i Portugal og et slag for at værne om demokratiet overalt i verdenen med at smage 2 portvine … og denne Barros10 Years Old Tawny, der sådan set bare lidt opvarmning inden finalen.

Den er lavet på et blend af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz aka Tempranillo og Tinta Barroca. Alle druerne er høstet med håndkraft ved optimal modenhed, hvorefter gæringen er sket i store kar ved 28-30 grader og daglige overpumpninger.

I denne fase tilsættes destilleret vinalkohol, der stopper gæringen og hæver vinens alkohol til omkring 19-22% samtidig med, at den efterlader en betydelig mængde sukker i vinen. Derefter er vinen så lagret på egetræsfade, hvor vinen oxiderer langsomt og udvikler sine karakteristiske smagsnoter. Både oxidationen og kontakt med træet skaber de komplekse smagsnoter af nødder, karamel, tobak og tørret frugt, som jo er typiske for Tawny portvine.

Den 10 år gamle Tawny er jo lavet traditionelt som en blanding af vine, der til sammen skal have karakter af at være omkring 10 år gamle og derved består den både af yngre årgange, der bidrager med friskhed til vinen samt ældre årgange, der så tilfører kompleksitet og dybde.

Den kommer en i flot kasse, der er nem og åbne, har træ i bund og top, hvilket lige gør indtrykket meget eksklusivt. Men lad os smage og se, om det også smager eksklusivt.

Hvor er det en behagelig duft … sådan nærmest figner, svesker, kirsebærsauce, tørret abrikos, bløde blommer, sød mandarin skal, nøddekompot, brændt karamel, chokolade og lidt belgiske praliner suppleret med en snas vaniljesukker … det er sgu svært at se sig gal på sådan en lækkerfed aroma.

Uha … det smager sgu lige sådan … blød, sød, fed og cremet … og den smelter sgu næsten i munden, men sparket fra alkoholen bestemt er der og giver et kick, men er kontrolleret fint og behagelig. Frugten er igen kirsebærsauce, blommer og tørret frugt … figner, tørret abrikos, hvorved alt er sød og lækkert. Der er dog fortsat en frisk syre, som fungerer styrende i baggrunden og giver en flot, eksklusiv og meget balanceret portvin, som du ville kunne drikke spandevis af. 93 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Castello d’Alba Reserva, Douro, PortugalJamen lad os blive i Portugal og igen smage en vin fra Rui Roboredo Madeira og denne er også fra Douro området … hans 2022 Castello d’Alba Reserva.

Castello d’Alba Reserva er i denne årgang lavet på 50% Touriga Nacional, 40% Touriga Franca og 10% Tinta Roriz aka Tempranillo.

Druerne kommer fra nogle østvendte marker i 300 meters højde på terrasser og vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Druerne er plukket manuelt og er derefter afstilket, knust og så gæret alene med druernes naturlige gærceller i små ståltanke ved 28 grader og hver druesort er vinificeret separat.

Gæringen er sket med forlænget skindkontakt og derefter er vinen lagret 8 måneder … halvdelen på ståltank, mens resten opnår ekstra dybde via lagring på brugte franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en ung vin med lidt gærede noter og ellers en tør, mørk og tæt aroma, der suppleres med cedertræ, cigaræske, lidt violer, tobak og tør engelsk lakrids og letbitter kaffe. Frugten præges af solbær, blåbær og lidt pågående ribs.

Smagen er nærmest endnu bedre … blød, mørk og har samtidig en balsamisk søde, hvorved den breder sig i munden og smelter stille og roligt på tungen. Tanninerne er markante, intense og alligevel bløde, der kommer lidt peber sammen med blommer, brombær samt sorte kirsebær, hvilket giver behagelig saftighed. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens bedste pris er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2022 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalJamen lad os tage den 3. vin i streg fra Rui Roboredo Madeira og denne gang er det atter en Beira Interior vin, nemlig hans Beyra Reserva, som jeg smager i årgang 2022.

Jeg har smagt vinen de seneste mange årgange … både i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021. Det er en vin, som i denne årgang er lavet på 80% Tempranillo, 15% Touriga Nacional og 5% Mencía fra marker i 700 meters højde og selvfølgelig høstet med håndkraft.

Først er druerne afstilket og knust, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter er der sket en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 6 måneder lagring på egetræsfade.

Duften er mørk og frisk … lidt landlig og rustik med en ung frugt med brombær, solbær og friske kirsebær, tørre og grønne krydderier, tørt træ og en plade mørk chokolade, vanilje og mentol.

Smagen er temmelig tør … har stor tørhed, mørk bitterhed, godt med knastørre tanniner, lidt frisk sødme, en frisk syre og en frugtrig smag med kirsebær, brombær og jordbær … lækker bondsk hverdagsvin, der har let peberbid. blomster og flot balance. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria, Beira Interior, PortugalVi fortsætter med endnu en Rui Roboredo Madeira vin, men nu ikke fra Douro, men fra Beira Interior og det er hans 2019 Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria.

Det er en 100% Tempranillo baseret vin, hvor alle druer er høstet manuelt fra den kalkede enkeltmark Santa Maria, som ligger i 825 meters højde nær den spanske grænse.

Efter høsten er fermentering sket i betontanke helt uden temperaturstyring, hvor mosten af de delvist afstilkede druer har spontangæret alene med druernes helt egne gærceller. Herefter omstikkes vinen og lagrer i 12 måneders … 50% på franske barriques og 50% betonæg inden aftapning på flaske uden filtrering.

BOOM … lækker, fed, mørk og kødfuld med beef jerky, røget kød og godt med ristede fadnoter. Frugten virker mørk, afstemt, kompleks med svesker brombær, solbær, tranebær og ellers toast, grannåle, garvet læder, sød tobak, mørk chokolade, nougat, kakaopulver og ristede kaffebønner.

Hvor er det blødt … vildt blød og virker endda meget modent og tilbagelænet. Frugten virker ren, tør og det er mest blåbær, hindbær, ribs og noget citrussyre, balsamico, tørre og markante tanniner. Der kommer også en ren, stenet mineralitet … stringent klippesaft, hvor der er grus, sten og er virkelig tør … smukt og 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 149,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Luis Cañas, Reserva Seleccion de la Familia, Rioja, Spanien

2018 Bodegas Luis Cañas, Reserva Seleccion de la Familia, Rioja, SpanienNormalt finder man kirken Santa Trinita Dei Monti på toppen af Den Spanske Trappe, men hos Bodegas Luis Cañas er en af vinene  på det øverste trin denne Reserva Seleccion de la Familia, som jeg har smagt i årgang 2018.

Reserva Seleccion de la Familia 2018 er lavet på 85% Tempranillo og 15% Cabernet Sauvignon, der kommer fra 54-55 år gamle vinstokke og efter den manuelle høst, så sker der først en kølig premaceration over 72 timer inden gæring ved 26 grader i  forseglede betontanke.

Der trækker vinen farve, smag og tanniner fra drueskindet over 18 dage med løbende overpumpninger inden presning og så malolaktisk gæring i nye egefade. Så er vinen lagret 20 måneder på 50% franske og 50% amerikanske egetræsfade … alle nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 24 måneder.

Igen er duften langt dybere, koncentreret og mørk … her lidt mere nøddet i aromaerne suppleret med fede fadnoter af lakridskonfekt, sød finsk samt tør engelsk lakrids, blommer, solbær, sorte kirsebær, klare mælkede noter, kanelsukker og kokos. Frugten er moden, helt fantastisk, balanceret og sødkrydret. Det dufter vildt godt og man kan godt mærke, at vi er røget et par niveauer op.

Smagen er også koncentreret, mørk og alligevel frisk … der er godt med solbærsaft, blommemarmelade og kirsebærsauce. Vinen har en syre, der er præget af lemon, citroner og ribs … giver godt bid, mens den har vilde og tørre tanniner, der sætter sig øverst i munden godt oppe i ganen. Selvom det er en moden vin, så er der sgu liv i kludene, masser af rank og frisk syre med denne tørre, dybe mørk smag, så dermed klart 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Bodegas Luis Cañas, Reserva, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Luis Cañas, Reserva, Rioja, SpanienVi kravlede videre op af Den Spanske Trappe – den med ekstra store trinflader og højder – for den næste vin fra Bodegas Luis Cañas blev så deres 2017 Reserva.

Vinen er lavet på 95% Tempranillo og 5% Graciano fra 40 år gamle vinstokke, som først er sorteret inden de afstilkes og knuses før en 21 dages gæring og maceration i ståltanke.

Derefter er vinen presses og så lagret 18 måneder på 60% franske og 40% amerikanske egefade, der alle er anvendt et par gange før og derefter er vinen blot tappes helt uden filtrering.

WAUW … nu er duften dybere og langt mere koncentreret. Det er tjærede jernbanesveller, sød finsk og tør engelsk lakrids, sød tobak, vanilje, kokos, nougat samt chokolade. Derudover er der ristet toast, cedertræ samt frugt af solbær, blommer og tyk kirsebærlikør og en smule gammel balsamico.

I munden er der også kraft og saft … men på en tør og intens måde, hvor der kommer grafit, tjære, blæk og hurtigt mærker du allerede, at tanninerne er småvilde, tørre og de sætter sig demonstrativt på dine fortænder. Det føles dog helt rigtigt, heftigt og vildt tørt, hvor de får følgeskab af peber og så den mørke frugt af solbær, brombær samt en smule ribs, hvilket giver syre og rygrad … 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7