Vi fortsætter med endnu en Rui Roboredo Madeira vin, men nu ikke fra Douro, men fra Beira Interior og det er hans 2019 Beyra Tinta Roriz Vinha da Santa Maria.
Det er en 100% Tempranillo baseret vin, hvor alle druer er høstet manuelt fra den kalkede enkeltmark Santa Maria, som ligger i 825 meters højde nær den spanske grænse.
Efter høsten er fermentering sket i betontanke helt uden temperaturstyring, hvor mosten af de delvist afstilkede druer har spontangæret alene med druernes helt egne gærceller. Herefter omstikkes vinen og lagrer i 12 måneders … 50% på franske barriques og 50% betonæg inden aftapning på flaske uden filtrering.
BOOM … lækker, fed, mørk og kødfuld med beef jerky, røget kød og godt med ristede fadnoter. Frugten virker mørk, afstemt, kompleks med svesker brombær, solbær, tranebær og ellers toast, grannåle, garvet læder, sød tobak, mørk chokolade, nougat, kakaopulver og ristede kaffebønner.
Hvor er det blødt … vildt blød og virker endda meget modent og tilbagelænet. Frugten virker ren, tør og det er mest blåbær, hindbær, ribs og noget citrussyre, balsamico, tørre og markante tanniner. Der kommer også en ren, stenet mineralitet … stringent klippesaft, hvor der er grus, sten og er virkelig tør … smukt og 93 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 149,95 kr., hvis du køber 6 flasker.