Tag-arkiv: Champagne

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Helgé Brut, Champagne, FrankrigVi skal da smage mer’ mousserende vin og næste blev skam en vaskeægte champagne … en Non Vintage Helgé Brut, der også er en af Laurent Godard champagnehusets bedste champagner.

Champagnehuset Laurent Godard ligger på Rue André Brion i byen Verneuil og  drives af Laurent Godard, men det er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Helgé er lavet på et blend af 60% Chardonnay, 20% Meunier og 20% Pinot Noir, som kommer fra nogle af ghusets bedste parceller på flere marker i Verneuil, nærmere bestemt fra Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Der er ikke så vildt mange oplysninger om produktionen af selve basisvinen, men det kunne dufte som om, at der er lagret på egefade inden flaskning og andengæringen, så er sket over 40 måneder inden degorgering med en dossage på 7,2 gram.

Meget ædel duft … sådan nærmest med overmodne æbler, kandiseret citron, gær, hævet dej, ristede nødder og en virkelig luftig og let blomsterduft, der gør champagnen feminin, fin og spændende. Der er lidt sandeltræ, mandler, marcipan og en smule honning og ellers bare rålækker.

Smagen er også fin, sart og feminin, hvor boblerne hurtigt fader og afslører en saftig, læskende og venlig champagne. Det er kandiseret grapefrugt, en sødbitter lemon og friske æbler, frisk, saftigt bid på en cremet og blød facon, der vil tiltale rigtig mange … herunder altså også denne flittige vinblogger. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. M. Hostomme, Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, FrankrigDen næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.

Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.

M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.

Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.

Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om  bæredygtig vinbrug.

Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.

Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.

Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.

Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.

I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.

Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Vincent d’Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

2015 Vincent d'Astrée, Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigTrip, trap, træsko kunne man nærmest sige med de 3 smagte champagner fra kooperativet Vincent d’Astrée. De første havde lagret 3 og 5 år i husets kælder, mens denne 2015 Blanc de Blancs Brut har lagret 7 år.

Det er en årgangschampagne, der selvfølgelig – som navnet siger – er lavet på Chardonnay, der er høstet med håndkraft, presset og så ellers gæret på temperaturstyrende ståltanke. Der sker – som hos de foregående 3 champagner – selvfølgelig ingen malolaktisk gæring.

Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 7 år inden degorgering i oktober 2022 med 5 gram dossage.

Duftmæssigt virker den sidste hvide og rene søster en tak mere rolig og blid, har denne lidt kridt- og kalkagtige uskyld, virker meget luftig, har både ristede hasselnødder, fersken, pærer og en duft af nyvasket sengetøj, bløde blomsterdufte og et strejf af citroner.

I munden er bruset det samme … har et godt angreb, men smagen er slet ikke så tør som medsøstrene, for champagnen er blød, blid, rund, cremet og en lille sødme sniger sig også ind. Det er igen æbler, pærer og fersken, men derudover kommer der en smule syrlige citroner og bitre lemons med i eftersmagen, men samlet en dejlig, venlig samt velsmagende champagne. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Extra Brut, Champagne, FrankrigDen næste champagne fra kooperativet Vincent d’Astrée var også på Pinot Meunier og Chardonnay, men det var deres mere tørre Assemblage Extra Brut.

Her skulle forholdet mellem de to druesorter vistnok 50% Pinot Meunier og 50% Chardonnay, der er høstet med håndkraft og er gæret i temperaturstyrende ståltanke. Vinen er så lavet med en andengæring på flaske i kooperativets gamle kælder over 5 år inden degorgering i december 2022 med 3 gram dossage.

Duftmæssigt er Assemblage Extra Brut mere landlig og animalsk end den knap så tørre lillesøster. Frugten er endda også en kende mere tropisk med fersken, abrikos, ananas og pærer, der suppleres med toast, nødder, kringle og tørrede blomster.

Der er fortsat et godt brus og ellers er smagen mere stram med umodne grønne æbler, kvæde, grillet citroner og kandiseret lemon, men samlet en tæt og citronsur syre, der med en kalket mineralitet gør vinen skarp, præcis og frisk … flere var mere til denne end den forrige knap så tørre lillesøster, men jeg synes, at niveauet her er nogenlunde det samme, så dermed 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Vincent d’Astrée, Assemblage Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Vincent d'Astrée, Assemblage Brut, Champagne, FrankrigMaison Vincent d’Astrée er et champagnehus eller måske rettere champagnekooperativ, der ligger i byen Pierry lige syd for Epernay og ejes i dag af 220 vinavlere. Jeg smager nu 3 champagner fra dem startende med denne basis Assemblage Brut.

Kooperativet blev grundlagt i 1956 af en håndfuld vinbønder, der ønskede at producere og promovere vine på deres druer, men dengang hed foretagendet blot Coopérative de Pierry.

Det var først efter 60 år, at man besluttede at ændre navnet til Vincent d’Astrée med et håb om beskyttelse fra stjernerne og Sankt Vincents vilje …  skytshelgenen for vinproducenter i Frankrig.

I dag er der 220 vinavlere tilknyttet Vincent d’Astrée og de har sammenlagt 85 hektar vinmarker i Coteaux Sud d’Épernay med de 3 traditionelle druer Chardonnay, Meunier og Pinots Noir. Alle vinene laves i en 200 år gammel vinkælder i Pierry.

Kooperativet støtter og opmuntrer deres medlemmer til bæredygtig vindyrkning, så i dag kommer 31 % af druerne fra vinavlere, der er certificeret som High Environmental Value eller Sustainable Viticulture i Champagne.

Siden 2002 er vinene blevet lavet af vinmageren Sébastien Lapierre, der ønsker at lave friske champagner, der udtrykker terroirets lokale mineralitet. Han kombinerer lidenskab, tålmodighed og knowhow for at forbedre karakteristikaene ved hvert plot.

Denne Non Vintage Assemblage Brut er lavet på Pinot Meunier og Chardonnay … vistnok med 70% Pinot Meunier og 30% Chardonnay, som alle er høstet med håndkraft og er gæret i ståltanke. Vinen er så lavet med andengæring på flaske i kooperativet gamle kælder over 3 år inden degorgering i oktober 2022 med 7 gram dossage.

Det dufter sgu ganske spot-on … dej, gær, toast og den har en dejlig luftig og nærmest kalket aroma, hvor der også kommer frugt af lidt grønne æbler, citrus … og dertil en smule blomster, hvilket gør duften ganske frisk, let og elegant.

I munden er der først et stort brus, mens champagnen i smagen har en smule med lidt faxe Kondi og marcipanbrød – god kombi – pærer, lemon og citroner, flot balance og i det hele taget en venlig, rund og meget kapabel champagne, der bare leverer varen. 93 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Le Mesnil, Blanc de Blancs Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Le Mesnil, Blanc de Blancs Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigGert E startede med denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut, der stammer fra det store kooperativ Le Mesnil, der har sit navn efter den store Grand Cru Chardonnay vinmark  Le Mesnil i Champagnedistriktet.

Kooperativet Le Mesnil er grundlagt i 1937 og det er beliggende i hjertet af den skønne champagneby Le Mesnil-sur-Oger … nabo til legenden Salon.

De 525 tilknyttede medlemmer af kooperativet råder nemlig over en stor del af den bedste Grand Cru vinmark Le Mesnil og via alle disse vinavlere har man 297 hektar af Champagnes absolut bedste vinmarker og man laver kun Grand Cru Champagne.

Druerne til denne Blanc de Blancs Grand Cru Brut kommer fra forskellige parceller i Mesnil-sur-Oger og man blander forskellige årgange for at få en harmonisk champagne med fokus på finesse og elegance. Der indgår altid reserve champagne fra de tidligere store vintage årgange i denne cuvée.

Denne nyeste udgave af vinen er lavet med 90% Chardonnay druer fra høsten 2018, men 8% er fra 2016 og 2% fra 2014 … den samlede vin er tappet på flaske i marts 2019 og lagret 3 år kælderen. Vinen er degorgeret i  begyndelsen af 2022 med en dosage på 9,6 gram pr. liter.

Sikke en dejlig duft … rå dej, ganske gæret, der er nødder, mandler, ristet rugbrød, æblemost, pæresaft, mirabeller, grillet lemon, citron, røg og lidt blomster.

Hvor smager vinen dog godt, kompleks, klar, ren og fin … flot balanceret med både syre og sødme. Det suppleres med kridt, kalk, sten med et cremet touch. Der kommer lidt bittersød lemon, men samlet er den letdrikkelig, fin og raffineret. 93 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2013 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigEfter de imponerende to årgange af Piper-Heidsieck Cuvée Rare og 2012 Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon, så blev vi i det højere luftlag med en 2013 Dom Pérignon.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere, da jeg efterhånden har smagt Dom Pérignon i årgang 1993, 2000, 2002, 2004, 2005, 2006 og 2012.

Hele historien bag Dom Pérignon er både lang og spændende …. bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om 2002’eren.

I årgang 2013 er Dom Pérignon som vanligt lavet på druerne Chardonnay og Pinot Noir … normalvis cirka 60% Chardonnay og 40% Pinot Noir, men det nøjagtige forhold for 2013’eren fremgår ikke nogle steder.

Vinen er dog sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens degorgering er sket i oktober 2022 efter 9 år i kælderen.

Man skulle måske ikke forvente, at den ville have samme niveau som 2012’eren, men det har den … næsten i hvert fald. Det er ikke helt så bred og faddomineret , men har en aromatisk, dejlig duft med bedre balance, hvor man først ligger mærke til denne ret luftige, kalk- eller kridtagtige lethed, der så suppleres af ristede hasselnøder, mandler, en smørfed frugt af Pære Belle Helene, blommer, abrikos og svag ananas.

Der kommer også lakridskonfekt, vanilje, røg, friskbagt franske croissanter, tørre krydderier, mynte, kardemomme og ristede noter med toast, butterdej og walesboller med flødeskum.

Smagen er fabelagtig, saftig og læskende med et kysselækkert blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen. Boblerne er blide og de fader også hurtigt ud og fremhæver frugten med pærer, gule æbler, lemon bitterhed og nogle grillede citroner.

Den har en mere feminin, let, kalket og smuk smag, selvom dybden måske ikke er helt så stor som i 2012’eren. Her er det nok mere den anonyme, usynlige, effektive og tætte snigmorder, der opererer i det skjulte, men får jobbet gjort med præcision og lethed. 97 point.

Forhandles flere steder, bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 1.750 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2008 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, Frankrig

2008 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, FrankrigOpvarmning med gode bobler er da lige til at holde til … og efter 2002’eren af denne Piper-Heidsieck Cuvée Rare, som bare sad lige i skabet, så smagte vi efterfølgende også 2008’eren, som er en del anderledes.

Læs om den spændende historie i min anmeldelse af 2002’eren … her skal jeg blot kigge nærmere på champagnen i årgang 2008.

Cuvée Rare er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir fra marker i Montagne de Reims regionen. Det er en champagne, som alene fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og hvis vinmageren vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Den første Cuvée Rare blev fremstillet i 1976 efter en utrolig intens varmebølge dette år. Siden da har Cuvée Rare kun været produceret 8 gange, nemlig i 1979, 1985, 1988, 1990, 1998, 1999, 2002, 2008 samt 2013, mens den tilsyneladende ikke er lavet i den ellers flotte årgang 2012. Der er kun udgivet 16 årgange på mere end 45 år.

Denne 2008’er er et blend fra 8 Grand Cru marker, hvilket for Chardonnay druerne bl.a. er Oger, Villers-Marmery og Avize og for Pinot Noir Verzy. Den har efter almindelig vinificering lagret mindst 60 måneder vinkælderen hos Piper Heidsieck inden første prøve disgorgement udføres.

Herefter frigives med mellemrum små håndtappede partier, der typisk er lagret mellem 74-108 måneder, men ellers så længe flasker haves. Det betyder naturligvis at de enkelte partier ikke smager helt ens og at oplevelsen forbliver Rare, men kompleksiteten er altid nær det ekstraordinære.

I forhold til 2002’eren er duften mere ren … ikke helt samme dybde og ekspressive aromaer, men klart mere mineralsk og stenet … dog er der fortsat nogle af samme noter, blot mere afdæmpede som om, at de lige skal vågne op. Således er der fortsat toast, bløde brioche boller, smør, noget butterdej, karamel, hvide blomster, lidt grønne vinblade, hasselnøder, lemon, kiwi, mango, æbler og pærer.

Boblerne er også klart vildere, yngre, mere virile og brusende end hos 2002’eren og derudover er der langt mere syre, således man ikk’ lige fra første mundfuld får denne smeltende fornemmelse. Men til gengæld er alt så rent, præcist, flot og balanceret med citroner, en smule lemon og blomsterstøv … virkelig frisk.

Man får på en eller anden måde et mix af lidt sødt, lidt krydret og et strejf af bitterhed … næsten hedonistisk som et piskesmæld med en viril syrerygrad, der skærer gennem lokalet og ender engleblidt i munden. 97 point.

Forhandles flere steder … billigste er set hos VildMedVin, hvor en flaske koster 1.395 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, Frankrig

2017 Francois Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé, Champagne, FrankrigEfter at ha’ smagt et par flasker Non Vintage champagne fra champagnehuset Francois Girard, så slutter jeg trekløveret med en Grand Cru Blanc de Blancs Millésimé 2017.

Igen er det 100% Chardonnay fra en række Côte des Blancs Grand Cru marker … faktisk er den en blanding fra 4 Grand Cru marker og den er kun lavet med de allerbedste druer.

Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i et sted mellem 4 og 5 år inden degorgering i april 2022 med dossage på 5,2 gram og så yderligere 6 måneders lagring inden frigivelse.

Hellige makrel for en lækker duft … har en moden frugt som pærer, fersken, abrikos og syltede citroner, noget gær, smeltet smør og en stang wienerbrød af bedste slags med butterdej, gul creme, nødder og mandler. Der er noget luftig og virkelig elegant over aromaerne … nærmest som en blomstret blondekant på en brudekjole … eller i hvert fald kan man nærmest ikke finde en mere tillokkende og feminin, graciøsitet, smagfuldhed og flot vinøs stil.

Sådan smager vinen også … masser af let, fin, sart og feminin saftighed, der gør, at man hurtigt tørster efter mere. Der er sure og søde æbler, modne pærer og noget kalk eller kridt. Der er harmoni og finesse over smagen, der er balanceret til UG … smelter nærmest i munden og bobler aka moussen er blid, omfavnende og forstærker bare alle smagene … smager langt dyrere end prisen, 96 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. François Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Réserve, Champagne, Frankrig

N.V. François Girard, Grand Cru Blanc de Blancs Réserve , Champagne, FrankrigVi skal lige have et brusende gensyn med Philippe og Paul Girards champagnehus François Girard og det er med denne fine Grand Cru Blanc de Blancs Réserve.

Det er jo selvfølgelig 100% Chardonnay fra Mesnil sur Oger og 85% af vinen er fra årgang 2016, mens de sidste 15% er réservevin fra andre årgange.

Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i februar 2021 med dossage på 7 gram.

Dejlig tør næse med tørrede nødder, ristet rugbrød, gær, umodne Fillippa æbler samt grønne og umodne pærer … meget klassisk fin og elegant … har godt med blomster og en smule Jenka tyggegummi, for dem som kan huske det. Det er sgu spot on champagne.

Hvor smager den bare godt … har sådan et fint, venligt og nærmest smukt væsen, hvor man omgående mærker stor omgængelighed og kemi. Der er æbler, pærer, lidt lemon med sødlig bitterhed, toast og masser af kridt og kalk, hvilket gør smagen så ren, krisp og frisk, men hele tiden med en underliggende frugtsødme. Det er sådan en vin, som man kan drikke masser af … 93 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 243 kr., hvilket er sindssygt billigt for sådan én, der let vil kunne slå flere andre dobbelt så dyre champagner.

Vinanmeldelse 5,5/7