Tag-arkiv: Bordeaux

2007 Château Larose-Trintaudon, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2007 Château Larose-Trintaudon, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigOnsdag … fortsat varmt, og igen grill på terrassen. Burde måske havde fundet en kold hvid, men valget faldt i stedet på denne klassiske bordeaux fra Château Larose-Trintaudon.

Jeg er ikke den store Bordeaux-freak, men er efterhånden begyndt at sætte større og større pris på de gode vine fra dette velrenomerede område. Har tidligere smagt samme vin i både årgang 1999 og 2003, og her har vi den roste 2007-årgang.

Lige lidt om slottet, hvis historie går helt tilbage til 1719, hvor Jean-Pierre du Pontet – som i forvejen ejede ejendommen ​​Perganson – købte ejendommen på auktion. Omkring 1816 arvede Henry Delaroze, borgmester i Saint-Laurent, begge ejendomme og begyndte nogle år senere at anlægge vinmarker. I 1841 markedsførte han sine nye vine, nemlig 80 tønder af Larose Perganson og 60 tønder Larose Trintaudon.

Efter forskellige ejerskaber gennem tiderne, så bliver slottet i 1986 overtaget af det franske forsikringsselskab, Assurances Generales de France, som fluks ansatte et hold af specialister til at forestå vinproduktionen. I dag har slottet nogle af de største vinmarkeder i Medoc og producerer over en million flasker vin årligt. (175 ha.)

Mørk rubinrød farve med anelse af lilla. Næsen er klassisk Bordeaux, den lidt “mulle” jordduft blandet med solbær og vanilje. I munden fyldig, behagelig og fin balanceret vin. Måske en anelse flad, og eftersmagen ikke lang, men pæn struktureret. Et meget letdrikkelig glas vin, som man godt kan smage er fra Bordeaux … ja, det er jo let at skrive, men det er jo nogle af de få privilegier, som man har som skribent.

Vinen handles i Føtex … pt. på bud med 2 flasker for 199 kr. Det er et ganske okay køb.

Vinanmeldelse 4/7 

2005 Château Lamothe-Cissac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2005 Château Lamothe-Cissac, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigLige en update fra sidste weekend, en gammel kending, nemlig Château Lamothe-Cissac Haut-Médoc … her i den fremragende årgang 2005.

Slottet ligger i hjertet af Cissac, blot et stenkast fra 1. Cru slottet Château Lafite- Rothschild. Ejendommen ligger i kommunen Cissac, hvor man excellerer i at lave komplekse, velstrukturerede vine som ofte kan være svære at skelne fra vine fra Pauillac og Saint-Estèphe. Vincent Fabre er både ejer og vinmager og han har gennem flere år investeret både meget tid og mange penge på at få Château Lamothe-Cissac helt i top i Cissac.

Château Lamothe-Cissac anbefales år efter år af anerkendte tidsskrifter og vinguider som Wine Enthusiast, Decanter, Le Guide Hachette des Vins og La Revue du Vins de France. Herhjemme har vinene begejstret de danske vinanmelder især det sidste år med en sand medaljeregn til følge.

Jorden er ler og kalkholdig med et dybt, underliggende lerholdigt gruslag og grænser op til Pauillac og Saint-Estèphe. Vinen er klassisk bordeaux på 73% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 5% Petit Verdot og 2% Cabernet Franc. Vinen har lagret 15 måneder på fad, heraf 25% nye fade hvert år.

Duften er også klassisk Bordeaux, der er muldjord, solbær og eg. Smagen er også ganske klassisk, og når man smager denne vin forstår man godt, hvorfor Bordeaux er et berømt vinområde. Den er blød som silke, men fortsat med syre. Der er solbær, god saft. En vin, som jeg absolut gerne anbefaler.

Købt hos Philipson Wine til 100 kr. (for 12 stk.), men prisen i dag er allerede oppe på 170 kr. for vinen.

Vinanmeldelse 4/7 

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, Frankrig

2001 Château de Haux, Château Frère Premières Côtes de Bordeaux, Bordeaux, FrankrigTorsdagens sidste vin er en ægte klassiker, nemlig en bordeaux vin fra det danske slot Château de Haux i distriktet Premières Côtes de Bordeaux, ca. 25 km. sydøst for byen Bordeaux.

Château Frère var navnet på Château de Haux indtil 1899, og i dag er det navnet for slottets ”supervin”, lavet efter alle forskrifter for produktion af en ægte ”Grand Vin”. Her bruger man en selektion af de bedste druer på Haux, høstet på de ældste vinstokke, og så giver man vinen et længere ophold på fad.

Her har vi vinen i årgang 2001 – en i øvrigt fornuftig årgang på Haux – og med en klassisk bordeaux duft af muldjord, blandet med sure sokker og bærduft. Smagen er rund, bærdrevet, der er sødme og fin længde på eftersmagen. Der er lidt fløjl og læder, og det smager godt. Prisen kender jeg ikke, og vinene sælges primært til de mange aktionærer i Haux, men vinen kan bestemt anbefales.

Vinanmeldelse 4/7 

2004 Château La Cabanne, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2004 Château La Cabanne, Pomerol, Bordeaux, FrankrigEt kup … sådan betegner Phillipson Wine denne vin, købt til 99,95 kr, pr. flaske – ved køb af 12 stk. naturligvis – og en førpris på 499,95 kr., altså en besparelse på ikke mindre end 400 kr. pr. flaske … se det er noget, som vi danskere kan li’.

Om vinen nogensinde har kostet 499,95 kr. er så en helt anden sag, og her er jeg nok mere tvivlende. Men et godt køb er det … det skal der ikke herske tvivl om, og måske har man kunnet købe billigt ind, da årgang 2004 ikke hører til den største årgang i Bordeaux. Nå, men det må vi så bare nyde.

Vi er som sagt i Bordeaux, eller rettere sagt i i Pomerol, som jo er den lille kommune på Dordognes højre bred mellem Libourne og Saint-Émilion, og hvor vinene primært laves på merlot med et lille skavt cabernet franc.

Slottet er den lille Chateau La Cabanne, som har 10 ha vinmarker lige i hjertet af Pomerol. Navnet La Cabanne (en hytte) stammer fra dengang markarbejderne boede i små hytter i området. La Cabanne er en arketypisk Pomerol vin, og vinen er lagret i 18-22 måneder på egefad.

Nå, men til vinen i glasset denne fredag aften; en klassisk bordeaux duft af muldjord (den lidt mulle duft). Derudover teglsten, mørkbrændre bær og ellers bare intens og fyldig.

Smagen er også fyldig, men med masser af syre og tanniner. Vinen hænger ligefrem på fortænderne. Der er brændt egetræ, vanilje, en smule modne blommer … ikke meget, men lidt. Der er fortsat syre, og selvom jeg ikke er den store bordeaux ekspert, så vil jeg vurdere denne som en fornuftig én af slagsen. Jeg nød vinen og vil bestemt gerne anbefale den til prisen … altså den på tilbud.

Vinanmeldelse 4,5/7