Tag-arkiv: Jan

2012 Domaine Vacheron, Belle-Dame Sancerre Rouge, Loire, Frankrig

WTF … rød Sancerre på Pinot Noir! Det er vist første gang i lang tid, selvom der det seneste år ellers har været mange blogindlæg om de røde Cabernet Franc vine fra Loire. Denne Belle-Dame Sancerre Rouge kommer fra vinhuset Domaine Vacheron, som holder til i en kælder i den centrale del af byen Sancerre.

Vinhuset drives af de to fætre Jean-Dominique og Jean-Laurent Vacheron, som arvede vingården, der har været i familiens eje gennem generationer. Både Jean-Dominique og Jean-Laurent er uddannede vinmagere udenfor Sancerre, idet Jean-Dominique er udlært i Châteauneuf-du-Pape, mens Jean-Laurent fået sin viniøse opdragelse hos Aubert de Villaine ved Domaine de la Romanee-Conti.

Domaine Vacheron har i dag 46 hektar vinmarker beliggende tæt omkring Sancerre og de bedste marker er Les Romains og Belle Dame. Alle markerne er domineret af en undergrund med flint, ler og sandsten.

Og de to fætre har sørget for, at alle markerne er omlagt til biodynamisk produktionen, certificeret tilbage i 2005 og deres mål er at lave vin som i Bourgogne. Derfor er fætrenes fokus også lagt på Pinot Noir druen, som virkelig trives i den stenrige undergrund.

Denne Belle-Dame Sancerre Rouge er også – som nævnt indledningsvis – en ren Pinot Noir vin, hvor druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke på den fremragende Belle Dame vinmark.

Druerne er høstet med håndkraft, der sker alene gæring på det naturlige gær, ingen svovl før gæring, ingen filtrering og minimalt tilsat svovl ved flaskning. Maceration i 30 dage efterfulgt af 12 måneder på barriques og derefter yderligere 12 måneder på store 2.500 liters egefade.

Duftmæssigt er denne vin sgu ganske vild i udtrykket … tonsvis af grafit,  blæk, masser af rabarber, rabarbergrød, hindbær, jordbær, blomster, måske endda lavendel, ganske aromatisk med urter, syrlige mejeriprodukter, eucalyptus, eg, fad og en kasse skolekridt.

Og det smager lige så godt, som det dufter … syrligt, skarpt og samtidig ganske aromatisk. Det går således igen i både duften og i smagen. Der er lethed, syrlighed, hvid peber samt nogle stenede og jernholdige elementer, en mineralitet, renhed og præcision, som ellers er svær at finde. Far er meget glad.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 498,75 kr., mens den ved køb af 12 flasker koster 375 kr.

Rating 6/7

2014 Castell d’Encus, Acusp, Costers del Segre, Spanien

2014 Castell d’Encus, Acusp, Costers del Segre, SpanienOh My God udbryder Janice gennemtrængende og ofte i alles favoritserie Friends … og det samme fik jeg fandeme også lyst til, da jeg smagte denne Acusp Pinot Noir fra vinhuset Castell d’Encus.

Vi har fat i et virkeligt spændende vinprojekt … på historiske gamle vinmarker beliggende lidt nord for den lille by Talarn i provinsen Lleida i vindistriktet Costers del Segre … og det er jo i Katalonien, det nordøstlige hjørne af Spanien.

Der har været dyrket vin på stedet siden 1151, hvor de lokale munke overtog stedet fra greverne af Arnau Miro & Aurea. Navnet Castell d’Encus betyder borgen Encus … og den borg står der fortsat i dag – midt i byen – som en ruin til minde om de svundne tider.

den-gamle-borgruin
Den gamle borg Castell d’Encus i Talarn

For munkene forlod faktisk stedet i 1752 og siden har der ikke været dyrket vin på de tilhørende marker … i hvert fald ikke før 2001, hvor den spanske vinguru Raül Bobet købte stedet med 95 hektar jord.

Raül havde tidligere i 15 år været ansvarlig for den samlede produktion hos Torres og havde netop også startet vingården Ferrer Bobet i Priorat sammen med Sergi Ferrer.

Raül var på jagt efter et terroir i Pyrenæerne, hvor man kunne dyrke vin og et sted der fremtidigt ville være mindre påvirkelig overfor klimaforandringerne.

Han tilplantede 23 hektar med sorter som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franco, Merlot, Pinot Noir, Syrah, Petit Verdot, Sauvignon Blanc, Riesling, Semillon og Albariño, mens de resterende hektar stadig står uberørt hen, da de skal være en del af områdets og vinmarkernes biodiversitet.

castell-dencus-winery
Det nye vineri ligger med smuk udsigt midt i vinmarkerne

Markerne ligger alle i en højde på 850-1.000 meter og dyrkes alle biodynamisk. Derudover er der bygget et moderne vineri, hvorfra der er udsigt til det nærliggende Sant Antoni reservoir.

Raül har endvidere fundet et gammel udendørs gæringskar fra 1200-tallet, hugget ud i klipperne og muligt at tømme ved hjælp af tyngdekraften. Det anvender Raül til vinificering af flere af vinene fra Castell d’Encus.

castell-dencus-ii
Gæringskar fra 1200-tallet hugget ud i klipperne – ses også på øverst foto

Her har vi fat i vinen Acusp, som er lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra de øverste af husets vinmarker. Og en tredjedel af vinen har gæret i de gamle kar udhugget i klipperne, en anden tredjedel er vinficeret på rustfrie ståltanke og den sidste tredjedel i store egefade.

Derefter har vinen lagret 11-12 måneder på franske barriques, heraf 60% nye fade. Der er brugt minimalt svovl og vinen er heller ikke filtreret.

Og … Oh My God, hvor er det dog godt. Næsen er virkelig animalsk, naturewine i stilen med let prut, nytårskrudt samt friske hestepærer og komøg. Med lidt luft i glasset svinder de biodynamiske aromaer og lukker op for klare Pinot Noir noter med jordbær, hindbær, grønne blade, lakrids, blomster samt lidt eg. Hmmmmm.

I munden er vinen let og blid … og vi snakker altså let som en fjer, en balletdanser. Vi snakker virkelig, virkelig let og elegant med let frugt, hindbær … hold da op. Det er en blid og forførende syre, men den træder i baggrunden og sikrer vinen holder sig rank hele vejen gennem smagsspektret. FÅK det er godt. Bullseye. Og så Pinot Noir fra Spanien … den havde jeg ikke set komme.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor denne 2014’er koster 498,75 kr. ved køb af 1 flaske og 375 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 7/7 

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.

Vingården blev grundlagt i 1902 af Pietro Castellani der var både en passioneret og dedikeret drueavler samt vinmager. I dag drives vingården af fjerde generation med de to brødre Alessandro og Nicola Castellani i front. Alessandro er hovedansvarlig for vinifikation og kælderarbejde, mens Nicola, der er uddannet agronom, har ansvaret for markerne.

De fortsætter med samme engagement og passion for arbejdet, som oldefar Pietro for mere end hundrede år siden. Alle faser af produktionen – det være sig dyrkning af kvalitetsdruer, høst, vinfremstilling, lagring og markedsføring udføres direkte af familien.

Særlig opmærksomhed og pleje gives til den vanskelige proces med druetørring eller ‘appassimento’, der er afgørende for fremstillingen af Recioto og Amarone, regionens mest ædle vine.

Ca’ La Bionda råder over 29 hektar vinmarker på bjergskråninger i en højde, der svinger mellem 150 og 300 meter over havets overflade og med en østlig eksponering.

Gården er for nylig blevet renoveret og ombygget. Kælderen er topmoderne, men tilgangen er på mange måder stærkt traditionel og noninterventionistisk, dvs. der anvendes ikke kulturgær og vinene hverken klares, filtreres eller stabiliseres. Ca’ la Bionda anvender udelukkende de lokale druesorter, dvs. Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Brødrene på Ca’ La Bionda lægger vægt på at lave vine med saftighed, relativt lyse bæraromaer og en meget ren frugtkarakter … næsten med en sart, lys og burgundisk frugtighed og en skøn syrespændstighed. Også vinenes farve er relativt lys. De benytter sig af store fade og arbejder 100% økologisk.

Denne Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella er lavet på 70% Corvina, 20% Corvinone og 10% Rondinella. Druerne kommer fra den stejle skråning Ravazzol, som er anerkendt som en af områdets fineste. De håndsorterede druer fra gamle planter – 50-70 år gamle – undergår gennem omkring 100 dage en apassimento naturale i åbne tørrefaciliteter og mister ca. 40% af deres vægt.

Derefter er vinen fermenteret i rustfri ståltanke ved meget lav temperatur, omkring 10-15 grader, hvilket kun er muligt ved, at det sker i løbet af vinteren. Derefter lagrer vinen i 36 måneder på helt nye 3.000 liter egefade, og efter flaskning lagrer vinen endnu 8 måneder inden frigivelsen.

Og hvilken herlig Amarone … her er jeg altså også bare solgt. I glasset virker vinen for det første ikke som en ærketypisk Amarone … men er langt klarere og tyndere. Næsen har dog en vis modenhed med mejeri, kærnemælk, kød, lette blommer, brombær, sure kirsebær, tobak, lidt blomster, chokolade og ristede mandler. Men minder ikke om typisk Veneto.

I munden er vinen blød med modne frugter, solbær, kirsebær … men ikke tung på nogen måder, mere let, frugtrig og elegant. Det er selvfølgelig ikke en let vin, men den virker på en eller anden måde let i udtrykket, selvom de modne frugter kan smages sammen med jern, mineraliteter og fine tanniner … mens vinen også trækker de for Amarone typiske 16% volumen i alkoholen. Det er virkeligt blødt … og forførende, må det rigtige ord være. Og hvem vil ikk’ forføres?

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan havde vistnok købt den på vingården. Herhjemme forhandles den af VildMedVin, hvor den koster 445 kr.

Rating 6/7  

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USA

2012 Domaine Eden, Pinot Noir, Californien, USASom usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.

Domaine Eden ligger på en bakketop ved Saratoga i Californien og er købt af Mount Eden Vineyards i 2007, men var grundlagt i 1983 af Tom Mudd under navnet Cinnabar Winery. Tom havde tidligere selv arbejdet hos Mount Eden Vineyards og havde der bl.a. stået for tilplantningen af husets marker med Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Da Mount Eden i 2007 købte ejendommen fra Tom Mudd, så ændrede de navnet til Domaine Eden og ændrede fokus på ejendommen til primært druerne Pinot Noir og Chardonnay.

Mount Eden Vineyards er grundlagt tilbage i 1943 af Martin Ray. Martin var som barn vokset op i vinområdet ved Saratoga, hvor Paul Masson havde grundlagt det store vinhus The Paul Masson Champagne Company. Han blev snart ven med Paul Masson, som ikke selv havde børn og han lod Martin arbejde i vinkælderen sammen med de professionelle vinmagere.

Martin Ray blev imidlertid ikke selv vinmager … i første omgang, men i stedet en stor aktiehandler på Børsen i New York. Imidlertid gik han i 1936 – efter depressionen – ned med et nervøst nervesammenbrud og besluttede sig for en ny kurs i livet. Med en pæn optjent formue, så købte han derfor The Paul Masson Champagne Company, som var sat salg efter afslutningen af forbudstiden.

Paul Masson frarådede imidlertid Martin fra at købe vinhuset og opfordrede ham i stedet til at købe jorden ved siden af … på Mount Eden, men Martin var stædig og endte med at købe The Paul Masson Champagne Company. Men efter 6 år solgt Martin dog vinhuset igen til det store, internationale firma Seagrams og fulgte sin gamle læremesters råd og købte jorden ved Mount Eden.

Så gik han ellers i gang med at tilplante markerne med Pinot Noir og Chardonnay stiklinge fra Paul Massons La Cresta vineyard, et besværligt arbejde på de stejle marker. I en tid hvor man blandede al vin troede Martin Ray fuldt og fast på kølige vine baseret på en enkelt druesort – Chardonnay, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon.

I 1970 mistede Martin Ray imidlertid ejendommen til en gruppe investorer og han endte med at bo de sidste år af sit liv i en lille bolig i bunden en af husets mange vinmarker. I dag er vinhuset ejet af Jeffrey Patterson, som oprindelig startede på Mount Eden Vineyards i 1981 som assisterende vinmager. Han har haft en kæmpe indflydelse på udviklingen af vinene fra vinhuset og har også løbende fået mere og mere indflydelse … og langsomt siden 1986 også større og større ejerandel inden familien Patterson i 2008 overtog hele aktiemajoriteten.

Mount Eden er i dag absolut kult, ikke kun af historiske grunde, men også fordi de producerer nogle af landets bedste og mest raffinerede vine. De arbejder i dag økologisk, alt gærer på det naturlige gær og dette er nogle af de mest langtidsholdbare vine fra Californien, og det gælder selvfølgelig både vinene fra Mount Eden Vineyards og lillesøster Domaine Eden.

Denne Pinot Noir kommer fra en mosaik af forskellige marker og forskellige Pinot Noir kloner, bl.a. klonerne Dijon 777, 667 og 828 og fra parceller både på Mount Eden, Calera og Swan. Hver parcel er passet og plejet efter Mount Edens strikse standarder med bl.a. lavt udbytte … under 5 tons pr. hektar. Vinen er gæret på det naturlige gær, ca. 20% hele drueklaser. Efter vinifikationen er vinen lagret 11 måneder på franske burgundiske barriques både 1. og 2. års fade. Vinen er flasket uden klarering eller filtrering.

I glas og næse er det klart, at vi her har fat i Pinot Noir … aromaen let, elegant med hindbær, jordbær, men også mørkere bær som kirsebær, lette blommer og svag animalsk med sødme, hestestald og mejeri. Frugten er måske lidt mere moden end hos dens europæiske søstre, men har samtidig denne smukke lethed. Herligt. Der er også syrlige elementer med grønne blade, mynte samt andre friske urter.

I munden er vinen cremet, blød … og har samme lethed, som duften lover. Der er lysebær, modne kirsebær og meget afbalanceret syre. Der er også pæn sødme, som måske kammer en smule over, men godt smager det sgu.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 399 kr. ved køb af 1 flaske, men 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5,5/7 

2014 Bodegas Mengoba, Mengoba las Tinajas, Bierzo, Spanien

2014 Bodegas Mengoba, Mengoba las Tinajas, Bierzo, SpanienEfter boblende stikkelsbær hvad kunne så være mere naturligt end lidt orangevin … en vintype, som jeg ikke tidligere har berørt her på bloggen, men ellers er meget trendy. Det kunne selvfølgelig være fordi, at jeg ikke er  speciel trendy, men det vælger jeg nu ikke at tro på.

Denne Mengoba las Tinajas fra Bodegas Mengoba er netop en sådan én … en orangevin, lavet på grønne druesorter, her den lokale drue Godello. Men i stedet for at nøjes med at gære mosten, gærer man hele den knuste drue med skal og kerner, som man normalt gør til rødvin.

På den måde trækker ekstrakt fra drueskallerne ud i mosten. Resultatet er groft sagt en hvidvin med mørkere farve, fyldigere smag og en god tanninstruktur. Disse vine har som regel en hvidvins friske frugtsyre og milde aromaer, men fornemmelsen i munden og smagsindtrykkene er anderledes og kan sende tankerne i retning af rødvin. Ofte er denne type vin lavet i en let oxideret stil, og det er ved oxidering af fenolerne, at den orange farve kommer … deraf også navnet orangevin.

Selve vinhuset Bodegas y Viñedos Mengoba holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez. Han er har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998.

Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt. Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper (skifer, kvarts, kalk, grus) og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Trousseau du Jura og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion. Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Denne Mengoba las Tinajas er som nævnt lavet på druen Godello. Det er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo. Her kommer druerne fra to marker med gamle stokke på, nemlig Espanillo, hvor der er skifer i jordbunden, samt Los Quilos, hvor jordbunden mere er præget af grus.

Vinen har fået sit navn efter de lerkrukker, som vinen er vinificeret og lagret i … en slags store 300 liters amphora krukker. Dem kan man faktisk også se på etiketten. En del af klaserne kommes hele i lerkrukkerne, mens en anden del afstilkes og knuses. Vinen gærer og lagrer herefter 70 dage med skaller og stilke, hvorefter den presses og lagrer yderligere 6 måneder på Tinajas. Der er kun laves sølle 800 flasker af denne vin.

Og det er vin, som delte vandene. I glasset sin egen, lidt særegne farve … og samtidig en ganske grumset og uklar væske. Duften animalsk, biodynamisk i stilen og har også nogle let oxyderede noter, og umiddelbart var min første tanke, at det var noget fra Jura. Der er nærmest stikkelsbær, ensilage, strand og tang. Noget anderledes.

I munden egentligt frisk med en blød frugt, grønne frugter, en klar bitterhed … men måske også en kalde fladhed i smagsbilledet. Bitterheden går igennem i hele smagsspektret. Der er også noget eksotisk over vinen, nærmest lidt “musk” eller noget i den retning. Virkelig en sjov vin, som jeg bestemt godt kunne li’.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 299,75 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Cold Hand Winery, Crispa Boblende Stikkelsbær, Jylland, Danmark

2013 Cold Hand Winery, Crispa Boblende Stikkelsbær, Jylland, DanmarkLidt udenfor min by sker der noget rigtigt spændende. Det startede for lidt over 4 år siden som en skør idé om at forvandle de bedste danske æbler til dessertvin i verdensklasse, men i dag er idéen blevet en succes, som bare breder sig. Vi snakker nemlig om Cold Hand Winery.

Vores vinaften startede frækt på dansk grund, nemlig med en mousserende vin fra det lokale Cold Hand Winery, lavet på stikkelsbær … den gamle, glemte frugt, som jo ellers smager fantastisk som grøn stikkelsbærgrød og kan laves til kompot. Her hedder vinen Crispa Boblende Stikkelsbær.

Cold Hand Winery er et arbejdende værksted, hvor der eksperimenterer for at finde præcis de toner og noter, som kan blive basis for verdens bedste frugtvin. Æbler, pærer, kirsebær, solbær, ribs, rabarber, stikkelsbær, kvæde, jordbær, hindbær, blommer og hyldeblomster laves der vine på.

Grundsubstansen i alle produkterne fra Cold Hand Winery er en æblevin, som netop giver de kolde hænder. Straks efter høst presses frugterne og derefter fryser mosten. Herefter optøs isblokkene stille og roligt, og da frugtsukkeret ikke kan fryse, er det koncentreret sødme, syre og aroma, der tappes først. Tilbage bliver iskrystallerne, som smides ud.

På nuværende tidspunkt har Cold Hand Winery sendt 37 frugtvine på markedet. Alle flasker er blevet solgt, og de fleste er blevet overordentligt godt modtaget af både vinanmeldere, restauranter og forbrugere. Det er blevet så stor succes, at firma netop har gennemført en aktieemission for at finde investorer, således der kan bygges et nyt og større vineri. Sådan.

Hvor er det fedt med en dansk succes på vinfronten … og så lokalt i Randers. Cold Hand Winery har fået overskrifter som fx danskernes vin – et frugteventyr, ædle dråber af frugt og bær og en drik til det nordiske køkken, blot for at nævne nogle få. De seneste tre år har vinene fra det lille danske vinhus i alt modtaget 33 medaljer, hvoraf de ni var af guld!

Medaljerne viser, at potentialet er til stede, og at kursen mod verdensklasse i høj grad er sat.

Denne Crispa Boblende Stikkelsbær er lavet på stikkelsbær af sorten Invicta fra avler Hans-Christian Iskov på Sydlangeland. Stikkelsbærrene blev knust og chaptaliseret med økologisk rørsukker og gærede derefter til en tør grundvin. Denne vin blev blendet med en æblevin, for at få syren ned. Så er vinen flaskegæret i 4 måneder, anbragt i champagnereoler og håndvendt. Efter 20 dage i reolerne blev flaskehalsene frosset og vinen degorgieret. Vinen er tilført en transportlikør med 20 gram sukker pr. liter.

I glasset en sådan meget mørkegul farve … allerede der er vinen lidt anderledes. Dufter lidt som en biodynamisk vin var min første tanke … ganske animalsk af asparges, røget hø, grønt … stikkelsbær og meget sjov samt anderledes duft. Smagen er meget sådan læskende, har små tittebitte og tætte bobler med en vis syrlighed og mineraler. Der er lidt hyld og lime i smagen … er da lidt en charmetrold.

Virkelig god idé og helt perfekt på terrassen i det varme vejr.

Hvem medbragt vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Cold Hand Winery. Prisen er 185 kr., men er dog udsolgt fra producenten. Sådan.

Rating 4,5/7

2009 San Giusto a Rentennano, La Ricolma Merlot di Toscana IGT, Toscana, Italien

2009 San Giusto a Rentennano, La Ricolma Merlot di Toscana IGT, Toscana, ItalienFattoria San Giusto a Rentennano var oprindeligt et gammelt middelalderkloster, hvor der rendte cisterciensernonner forvirret rundt. Dengang – og vi snakker over 1.000 år siden – kaldte man det San Giusto alle Monache. I dag laves der vin i de gamle bygninger, bl.a. denne La Ricolma Merlot di Toscana IGT.

Vinhuset San Giusto a Rentennano ligger i det gamle kloster af etruskisk oprindelse i byen Gaiole In Chianti omkring 20 kilometer syd for Firenze, Klosteret var også i 1204 fæstning for florentinerne, der efter en fredstraktat brugte det som deres grænse mod Siena.

I dag står der kun rester tilbage af den gamle befæstning, bl.a. brystværnet, nogle massive stenvægge og en massiv underjordisk kælder, hvor vinhuset i dag – under de imponerende hvælvinger – lagrer deres vine.

Siden 1914 har den gamle middelalderejendom været ejet af familien Martini di Cigala og fra 1957 med Enrico Martini di Cigala i spidsen. Han fik 9 børn, men i dag er det dog alene 6 af børnene, nemlig Anna, Lucia, Elisabetta, Francesco, Alessandro og Luca Martini di Cigalapa, som ejer vinhuset, mens alene Elisabetta, Francesco og Luca står for driften.

Børnene overtog driften i 1992, men for at øge kvaliteten og forbedre vinene, så hyrede de i 1999 ønologen Attilio Pagli som konsulent og i 2007 også agronomen Ruggero Mazzilli til at hjælpe. Målet var at fremstille rene, præcise vine, der nøje udtrykker deres terroir.

Fattoria San Giusto a Rentennano har i alt 160 hektar jord, men kun 30,5 hektar er vinmarker, hvor de dyrker sorterne Sangiovese, Canaiolo, Merlot, Malvasia og Trebbiano. Der fremstilles omkring 55.000 flasker vin årligt, fordelt på 5 forskellige vine, nemlig en Chianti Classico, Chianti Classico Riserva Le Baroncole, Percarlo, denne La Ricolma og den søde Vin San Giusto. Derudover produceres selvfølgelig olivenolie.

Denne La Ricolma er lavet på ren Merlot … meget utypisk Chianti området. Vinstokkene er små 40 år gamle og blev oprindeligt plantet, da det i midt 1980’erne blev tilladt at plante franske sorter i Chianti. På San Giusto a Rentennano fandt man dog hurtig ud af, at Merlot ikke gjorde noget godt for husets Chianti Classico, hvorfor man havde valget mellem at rive vinstokkene op … eller lave en IGT vin på ren Merlot.

Og det blev denne La Ricolma, som er produceret på store, rustfri ståltanke med en macerationstid på omkring 19 dage, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske barriques. Flasken ufiltreret og ligger på flaske i 6 måneder inden frigivelse.

Merlot? Hmmmm … næsen er nærmest smuk med blyanter, blæk, violer, kul, muldjord, støv, velhængt kød, røg, smørblomster, mælkechokolade, en omgang bolsjer … ikke for søde og ikke for syrlige. I munden en mørk vin, mørke frugter, blåbær … stram og præcis med tjære, peber, cigaræsker, tobak og en sjat krydderier. Tanninerne er meget til stede … markante, spillevende og fortsat unge, stramme og lover et langt liv for vinen. Nok mest komplekse vin denne aften.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles flere steder, bl.a. Thorkild’s Vinhandel, Uhrskov Vine m.fl. Prisen er omkring 429 kr.

Rating 6/7   

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

2011 Alain Voge, Cornas Les Vieilles Vignes, Rhône, FrankrigVores vinaften sluttede i Rhône og én af Rhône vinene var denne Cornas Les Vieilles Vignes fra Domaine Alain Voge, som netop ligger lige midt i Cornas by. Alain Voge er én af kultproducenterne i Cornas og både Parker samt Wine Spectator regner Voge én af verdens bedste producenter.

Familien Voge har været bønder i Cornas gennem generationer, men vinhuset er reelt først grundlagt i 1958, hvor Alain Voge overtog gården fra sin far. Indtil da havde det været et almindeligt landbrug med forskellige afgrøder.

Men Alain besluttede udelukkende at satse på vinproduktion, så han omplantede en del af vinmarkerne, tilplantede marker, som ikke havde været brugt i 30 år, købte yderligere til og begyndte af producere vin under eget navn.

Sammen med hustruen Eliane besøgte han også de bedste restauranter i området for at gøre sine vine kendte. Og takket være vinenes fantastiske kvalitet, Alain kreative tilgang til produktionen og en hård arbejdsindsats, så steg vingårdens omdømme hastigt.

Og i dag er Domaine Alain Voge én af de mest respekterede vingårde i Cornas sammen med producenter som Auguste Clape, Thierry Allemand, Pierre Lionnet, Noël Verset og Jean-Luc Colombo.

I dag er Alain Voge en ældre herre, så i produktionen af vinene får han i dag hjælp fra vinmageren Albéric Mazoyer, som tidligere har været på Domaine  Chapoutier. Albéric Mazoyer startede hos Alain Voge i 2004 og hjælper mere og mere til. Sammen driver de vinhusets 12 hektar vinmarker i Mauves kommunen.

Det er nemlig 7 hektar AOC Cornas, 4 hektar of AOC Saint Peray samt en smule AOC Saint Joseph og lidt Côte du Rhône. Siden 2013 har produktionen været biodynamisk, men ellers foretrækker Alain Voge ikke at ændre noget i produktionen. Produktionen er meget som i gamle dage … ja faktisk er det hans og hans hustrus tro, at man ikke behøver at ændre hele tiden.

Der laves omkring 50.000 flasker om året fordelt på 4 hvide og 5 røde vine. De fire hvide er AOC Saint Peray, nemlig vinene Harmonie, Terres Boisées, Fleur De Crussol samt en mousserende vin. De røde er en Côte du Rhône Les Peyrouses, en AOC Saint Joseph Les Vinsonnes og endelig de tre Cornas vine Les Chailles, Les Vieilles Vignes og Les Vieilles Fontaines. Den sidstnævnte laves kun i de absolut allerbedste år.

Denne Cornas Les Vieilles Vignes er selvfølgelig ren Syrah, hvor druerne kommer fra 30-årige vinstokke. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … lang maceration på 4-5 uger, og derefter lagrer vinen 20 måneder på egefade, heraf 15% nye fade. Både Parker og Wine Spectator har giver vinen 95 point.

I glasset en herlig mørk vin … mørk som blæk. Og der er sgu smæk på drengen med mejeri, animalsk flæsk, bacon, råt kød, blæk, grafit, brombær, solbærsyltetøj, bitter chokolade og kakaopulver. Intens som bare pokker … virker kompleks og nuanceret.

Det samme går igen i smagen, som byder på en voldsom frugtrigdom med tons af mørke bær, en meget præcis syre, let peber, faste tanniner … som klæber til fortænderne, jernlåger, mineralitet og godt med længde på eftersmagen. Er fortsat en meget ung vin, som helt sikkert vil kunne klare mange år i kælderen … det ku’ denne ikke … men hvor herligt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af AK Vine, pris 449,95 kr., men 50 kr. billigere, hvis der købes 12 flasker.

Rating 6/7 

2004 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2004 Weingut Dr. Heger, Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandSpitzenklasse … Ach Du lieber Augustin, hvor smager denne Spätburgunder dog godt. En komplet vin og lige min kop te. Føj, hvor er det godt. Det er denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG fra Weingut Dr. Heger, som har fået mig op at ringe.

Jeg har tidligere smagt vine fra Dr. Heger slash Weingut Joachim Heger, bl.a. lillesøsteren Mimus Spätburgunder, som jeg var meget begejstret for og en almindelig Spätburgunder, som dog ikke var noget særligt.

Men med denne Ihringer Winklerberg Spätburgunder GG er der bestemt noget særligt i glasset, men herom senere.

Weingut Dr. Heger/Weingut Joachim Heger holder til i Kasiserstuhl … nemlig i byen Ihringen i Baden området. Hegers vingård er grundlagt i 1935 af landdistrikt lægen Dr. Max Heger.

Hans passion for vin kom egentlig fra hans patienter, hvor mange var vinavlere, og da han samtidig lå i et vinmæssigt smørhul i Kaiserstuhl, den sydvestlige spids af Tyskland, så opkøbte han nogle af de bedste marker som Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Fra 1949 til slutningen af firserne var det imidlertid Max’s søn Wolfgang Heger, også kaldt “mimus”, som drev vingården, men i 1981 overtog Wolfgangs søn Joachim Heger imidlertid driften.

Sammen med sin kone Silvia fortsatte Joachim Heger den strenge kvalitetsfilosofi, som hans far og farfar havde startet, men kombinerede det med moderne teknologi, en god portion entusiasme og urokkelig vilje til at producere kun de allerbedste vine.

For at kunne tilfredsstille den enorme efterspørgsel efter hans vine, grundlagde Joachim Heger i 1986 også Weinhaus Joachim Heger, og han har løbende udviklet produktionen med tilkøb af nye marker, ligesom der købes druer fra andre højt kvalificerede, ambitiøse vinavlere i området.

Og vinene markedsføres altså enten fra Weingut Dr. Heger eller fra Weingut Joachim Heger, selvom de reelt kommer fra samme vinkælder.

I 1997 tilkøbte Heger også vingården Fischer i nabobyen Nimburg-Bottingen. Dermed har Heger i alt omkring 26 hektar vinmarker, som primært består af Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder, Silvaner, Spätburgunder, men også andre sorter som fx Muscat, Scheurebe og Gewürztraminer trives fint her. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.

I 1998 blev Joachim Heger udråbt som “Shooting Star of the Year” på grund af hans højt beundrede hvidvine.

Joachim Heger blev også i 20013 tildelt titlen Winzer des Jahres af Gault Millau og chefredaktøren Joel Payne skrev om Joachim Heger; “Han har fra sin vingård i årtier produceret absolut top kvalitet inden for de hvide vin fra de fantastiske marker Ihringer Winklerberg og Achkarrer Schlossberg.

Nu er turen kommet til hans Pinot Noirs, som også har kvaliteterne til at nå op blandt eliten i Baden. Specielt er Hegers Pinot Noirs klassificeret som Grosses Gewächs særligt attraktive takket være deres enestående finesse og en perfekt afbalanceret struktur.

Og det er netop en Ihringer Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs, som vi her har fat i … og fra den fantastiske mark Ihringer Winklerberg, som regnes som én af de varmeste marker i Tyskland. Vinen er lavet med en maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

I glasset er vinen transparent teglfarvet. Herligt. Og i næsen den klassiske søde hestestald, animalsk som bare pokker og med lyserøde bær, hindbær, lyse kirsebær, svage blommer, svag vanilje, saftig, let og dansende. I munden meget vedkommende, afbalanceret syre, let peber, hindbær, jordbær, mineraler … den er bare så meget i balance. For satan, hvor smager det godt. Far er glad … meget glad.

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan har købt vinen på vingården, pris 50€ … svarende til omkring 372 kr.

Rating 6,5/7 

2007 Pio Cesare, Barbaresco Il Bricco, Piemonte, Italien

Lørdagen blev afsluttet med manér … Barbaresco Il Bricco fra Pio Cesare. Fornem afslutning på en dejlig aften.

Vingården Pio Cesare blev grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af ​​de allerførste vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af ​​Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget, omkring 50 f.Kr.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover at anvende druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse. Selvom Pio Cesare kun producerer i beskeden antal, så høster de altid de fineste anderkendelser og topscores rundt om i verden.

Denne Barbaresco Il Bricco er en enkeltmarksvin fra vinmarken Il Bricco, ja faktisk fra flere forskellige parcer af marken. Vinen er lavet med gæring i store rustfri tanke og en kort maceration på 15 dage. Herefter lagrer vinen 30 måneder på franske eg, heraf  70% i nye barriques og de resterende 30% i store 20 hektoliter fade.

Duftmæssigt lidt balsamiske noter i kombination med modne kirsebær, ristede noter, chokolade, kaffe, lidt lakrids, let tavlelak … i hvert fald lidt stram duft som fra en frisk maling, våde fade og cigaræsker. Rustik, animalsk og mørk i udtrykket. Smagen er blød … der er smæk på tanninerne, fin syre … uden det bliver for meget. Der er lidt vanilje, kirsebær og mynte i samspil, men ellers fremstår vinen meget maskulin. Meget anderledes end de meget feminine Barolo’er fra Pio Cesare. Men godt er det unægtelig.

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan havde købt sit eksemplar i Salling til 524,95 kr., men forhandles normalt hos Laudrup Vin.

Rating 6/7