Tag-arkiv: 5½

2004 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Bosconia Reserve, Rioja, Spanien

2004 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Bosconia Reserve, Rioja, SpanienNæste vinhus R. López de Heredia Viña Tondonia minder på mange måder om forrige vinhus … helt klassisk Rioja og gammeldags, old-school produktion med lang, lang lagring på fade fra eget bødkeri. Fra det spanske vinhus smager vi deres enkeltmarksvin Viña Bosconia Reserve.

Det legendariske vinhus, der ligger i Haro tæt ved floden Ebro, er grundlagt tilbage i 1877 af Don Rafael López de Heredia som byggede en stor, unik vingård, som er på over 53.000 kvadratmeter, og bl.a. omfatter en massiv, stor underjordisk vinkælder 15 meter under jorden med plads til bl.a. 12.900 barriques og kæmpestore egefade, hvor de mindste er på 60 hektoliter og de største 640 hektoliter.

Vinhuset laver alene vine fra egne marker og vigtigste mark er Viña Tondonia på over 100 hektar og navnet på marken indgår sågar i dag også i navnet på vinhuset … R. López de Heredia Viña Tondonia,

Derudover ejes også Viña El Bosque på 15 hektar, Viña Cubillas på 24 hektar samt Viña Zaconia, som også er på 24 hektar. Der laves en lang række vine fra Crianza, Reserva vine og både som hvid, rosé og rødvin, men vinhusets stolthed er Grand Reserva vinene, som kun laves i de allerbedste år. Siden 1890 er det kun sket 20 gange.

I dag drives bodegaen af seneste generation, nemlig søskende Maria José, Mercedes og Julio César López de Heredia. Og de fortsætter med at lave vinene som deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre før dem.

Her har vi fat i husets Viña Bosconia Reserve, hvor druerne kommer fra marken Viña El Bosque, som ligger i en højde på omkring 465 meter, helt tæt på Ebro floden og omkring 1 kilometer fra vingården. Den er lavet på 80% Tempranillo, 15% Garnacha, mens resten består af Mazuelo og Graciano.

Gæringen foregår i 24.000 liters åbne egefade med over 130 år på bagen. Eftersom fadene har fået lov at beholde et lag af vinsten, så fungerer dette lag som et perfekt sted for den vildgær, der sørger for en uproblematisk spontangæring af den nye høst.

Til lagring anvendes hovedsageligt gamle barriques af amerikansk eg. Filtrering anvendes ikke – her omstikkes blot et par gange årligt – og resten klares med klaring på gammeldags manér med æggehvider.

Lagringen sker i 5 år op fadene og derefter hvilket vinen yderligere hele 6 år på flaske, før den frigives til salg, hvilket selvfølgelig er langt, langt længere lagring, end loven foreskriver.

Trods lang lagring er næsen stoppet med syrlig frugt, tobak, nærmest fersk kød, lidt mejeriprodukter samt animalske noter, gammel kælder, kul, gæret frugt, søde bær, boysenbær, gazebind, hospitalsgang. læder, skovbund, mentol, lakrids og samtidig også lidt kanel og vanilje. Det er spændende næse … ganske kompleks.

Smagsmæssigt er det en utrolig let Rioja vin … nok den letteste Rioja vin, som jeg har smagt. Det er en blid, rund og meget frugtrig vin, som næsten er krisp i udtrykket … virkelig frisk, let og utrolig frugtdreven.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 La Rioja Alta, Gran Reserva 904, Rioja, Spanien

2007 La Rioja Alta, Gran Reserva 904, Rioja, SpanienDe to sidste vine var – sjovt nok – begge fra Rioja, og Steffen havde taget en stor klassiker med, nemlig Gran Reserva 904 fra det gamle klassiske Rioja vinhus La Rioja Alta.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1890 af 5 lokale vinfamilier som Sociedad Vinícola de La Rioja Alta. Den første leder af vinhuset var Doña Saturnina García Cid y Gárate … måske fordi de 5 mandlige familieoverhoveder ikke kunne blive enige, De ansatte også en ansvarlig vinmager, den franske ønolog Monsieur Vigier.

I 1904 blev vinhuset sammenlagt med vinhuset Ardanza, som var ejet af Don Alfredo Ardanza … en af medstifterne af La Rioja Alta. Vinhuset registrerede senere Ardanza som officielt varemærke, og det blev da også senere vinhusets største salgssucces.

I dag er huset fortsat ejet af de respektive familier og har deres hovedsæde i byen Labastida, hvor de i 1996 byggede et stort og moderne vineri. Det omfatter også eget bødkeri, hvor der laves egefade af træ fra primært Amerika … og siden starten har de lavet over 30.000 fade, som selvfølgelig nummereres.

La Rioja Alta har samlet ikke mindre end 400 hektar vinmarker i Rioja, hvor de dyrker Tempranillo, Graciano, Garnacha og Mazuelo.

Men derudover har vinhuset også investeret i yderligere vinhuse. Således købte huset i 1988 vinhuset Fernández Cervera Hermanos i Rías Baixas i Galicien. Det hedder i dag Lagar de Cervera og er senest i 2013 udbygget med et nyt vineri … en investering til 2,8 millioner euro.

I 1990 opkøbte La Rioja Alta også lidt jord i Ribero del Duero, hvorefter de tilplantede markerne. I 2000 byggede de også et tilhørende vineri, nemlig Áster. Samlet har de i dag 95 hektar vinmarker i Ribero del Duero fordelt på 5 forskellige marker.

Yderligere har vinhuset også i 1995 købt et andet vinhus i Rioja, nemlig Torre de Oña i Páganos med stort vineri, en overdådelig villa og 45 hektar vinmarker.

På La Rioja Alta laver de 5 forskellige vine, Viña Ardanza Reserva, Viña Arna og Viña Alberdi samt de to Grand Reserva kaldet 890 og 904, hvor det altså er sidstnævnte vi her har fået i glasset.

Vinen har sit navn eller nummer … 904 efter det år, hvor vinen første gang blev produceret, hvilket var i 1904, så dette er altså 104. gang, som vinen er produceret.

Gran Reserva 904 er lavet på 90% Tempranillo og 10% Graciano fra marker i Briñas, Labastida og Villalba med 60 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med den alkoholske gæring i store rustfrie ståltanke ved 28 grader i 15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 98 dage.

Derefter er vinen lagret 4 år i brugte egetræsfade – som  lavet i eget bødkeri – og flasket efter yderligere et halvt år i ståltanke. Vinen bliver derefter liggende på flaske i flere  år inden vinen endelig kan frigives 10 år efter høsten. Med andre ord er Gran Reserva 904 en vellagret vin, som er lavet klassisk som i gamle dage. Den har i øvrigt fået 95 Parker point.

Næsen er nærmest gærede bær, kirsebær, mandelmælk, kærnemælk, mejeri, sødme, kakao, mælkechokolade, tobak, sødbrændte fade, godt med eg – hvilket jo ikke er underligt – vanilje, læder og derudover krydderier samt nogle grønne noter.

I munden er vinen blød, blid … er slet ikke så tung, som duften ellers kunne indikere. Det bliver aldrig for opulent eller for overgjort, for vinen har en dejligt, stringent og let frugtsyre … måske lidt harsk og tør, men samtidig også med en vis saftighed. Det er en tæt, smagfuldt og intens vin, som har fin harmoni og tilstrækkelig syre … selv efter 10 års lagring.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2013 Weingut Dreissigacker, Spätburgunder Wunderwerk, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Dreissigacker, Wunderwerk Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFredag er Spätburgunder dag og jeg synger glad John Mayer sangen Your Body Is A Wonderland. Men skulle Jochen Dreissigacker fra Weingut Dreissigacker synge sangen, så vil den lyde noget i retning af; Mein Wein ist ein Wunderwerk … i hvert fald hedder næste vin Spätburgunder Wunderwerk.

Weingut Dreissigacker ligger ved byen Bechtheim i Rheinhessen omkring 20 km syd for Mainz. Vingården drives af Jochen Dreissigacker, som i 2001 overtog driften fra hans fader Frieder, der havde drevet gården siden 1991.

Vingårdens historie går dog langt længere tilbage, faktisk helt til 1728, hvor forfaderen Jacob Sauer grundlagde vingården. Det var dog først i starten af de 20. århundrede, at vingården begynder at satse fuldt ud på vinproduktionen, da Adolf Sauer begyndte at eksportere vine til England.

I 1952 efter 2. verdenskrig blev driften af vingården overtaget af Philipp Dreissigacker, som havde giftet sig med Christa Sauer og dermed kommet ind i vinfamilien. Deres søn drev derefter vingården videre sammen med sin hustru … og det var Frieder og Ute Dreissigacker, altså Jochens forældre.

Jochen er selv uddannet vinmager og har inden overtagelsen af familieforetagendet stået i god lære hos både Weingut Keller i Flörsheim-Dalsheim og hos Weingut Bergdolt/Klostergut St. Lamprecht i Neustadt.

Det var egentlig ikke meningen, at Jochen skulle overtage Weingut Dreissigacker, da det var tiltænkt hans ældre broder Christian, som også er uddannet vinmager. I stedet blev Jochen uddannet revisor, men lysten til at producere vin var imidlertid alt for stor, så han glemte alt om tal og kastede sig målrettet ud i en uddannelse som vinmager og læretid hos nogle af de dygtigste tyske producenter.

Skæbnen ville derfor, at det blev Jochen, som i 2001 overtog familieforetagende, mens Christian nogle år senere i 2006 købte vinhuset Weingut Dr. Koehler, der ligger nabo til familien i Bechtheim.

Ved købet overtog Christian dog også nogle af Weingut Dreissigackers vinmarker, således forældrene delte sol og vind lige mellem brødrene. Med den løsning, så laver begge brødre således det, som de elsker … vin og kan samtidig udveksle erfaringer og hjælpe hinanden.

Siden overtagelsen af Weingut Dreissigacker har Jochen løftet kvalitetsniveauet i huset betydeligt. Han er et kæmpe talent, som laver meget intense hvide på Riesling, Weiss- og Grauburgunder samt krydrede, animalske og dybe Spätburgundere.

Han har også igangsat husets største investering nogensinde … et nyt, state-of-the-art, topmoderne vineri, som ligger midt i vinmarkerne, delvis bygget ind i en bjergskråning og opført efter alle moderne retningslinjer. Det er tegnet af Severain arkitekterne og skulle stå færdig i 2017/18, så der er dermed næsten lige færdigbygget.

Weingut Dreissigacker har i dag 28 hektar vinmarker, som ligger omkring Bechtheim, nemlig markerne Heilig-Kreuz, Stein, Geyersberg, Rosengarten og Hasensprung … og det er faktisk lige helt centralt imellem disse marker, at det nye vineri ligger.

Markerne er tilplantet med de hvide sorter Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay og Rieslaner, samt med de røde sorter Spätburgunder og St. Laurent.

Siden Jochen overtog driften i 2001 har alt været dyrket økologisk med græs mellem rækkerne af vinstokke og en sindssyg restriktiv grøn beskæring, som nogle gange betyder et udbytte på helt ned til 15 hektoliter pr. hektar for at sikre optimal intensitet i druerne.

Det har også betydet, at vinene fra Dreissigacker i dag er godt efterspurgte og Jochen har bl.a. fået sine vine på vinkortet i restauranter hos Gordon Ramsey, Kevin Fehling og Tim Raue, på Hotel Burj al Arab, Sansibar og Luis C. Jacob.

Wunderwerk er en lille serie af topvine fra Dreissigacker bestående af 3 vine på henholdsvis Riesling, Grauburgunder og Spätburgunder, som er lavet på unge vinstokke, men med druer fra nogle af de bedste marker og vinificeret som de bedste Lagenweine.

Denne røde Spätburgunder Wunderwerk er lavet med druer fra markerne Geyersberg og Rosengarten. Efter høsten er klaserne afstilket, hvorefter vinen gæres med klassisk gæring med skindet i omkring 3 uger.

Derefter er vinen lagret 2 år på barriques, hvor 1/3-del er helt nye fade, mens de sidste 2/3-dele er fade, som er anvendt én gang tidligere. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er let med både klassisk sød, animalsk aroma som kostald, lidt bagepulver, grannåle, kirsebær, nødder, læder, sødbrændte fade, kanel, tørre krydderier, hvid peber samt en ren og stringent frugtsyre, der signalerer … I got this shit under controle.

Smagsmæssigt er det også en let Spätburgunder uden dog at placere sig i det letteste felt. Frugten er lette og lyse bær, hindbær, jordbær og syre virker også let, pæn og med en lille sødme på toppen. Vinen nærmest smelter på tungen … virkelig flot afbalanceret, har fine tanniner, blomster og slutter med et mineralsk, frisk bid. Det er sgu god Spätburgunder.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 27€ … eller omkring 201 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Jeff Cohn Cellars, Hayne Vineyard Zinfandel, Californien, USA

2013 Jeff Cohn Cellars, Hayne Vineyard Zinfandel, Californien, Steffens første vin var rød … bloody amerikanerrød, nemlig vinen Hayne Vineyard Zinfandel fra Jeff Cohn Cellars.

Det er et vinhus, som Jan faktisk tidligere har haft vin med fra, nemlig vinen #Pure Yum … men nu er det altså ærkeægte Zin.

Jeff Cohn Cellars holder til i Sonoma i Californien og drives af mister Jeff Cohn himself, mens fruen Alexandra tager sig af det økonomiske. De grundlagde vinhuset i 1996 som JC Cellars og i starten alene med produktion af få vine.

De har siden udvidet pænt og har specialiseret sig i vine på Zinfandel og derudover Rhône inspirerede vine. Jeff Cohn blev specielt kendt, da hans 2003 Rosenblum Rockpile Road Zinfandel i 2005 nåede en 3. plads på Wine Spectator’s Top 10, og han er da også siden blevet omtalt som Zinfandel guruen.

Cohn har dog også en særlig passion for Rhônedalens vine, og han samarbejder bl.a. tæt med Yves Gangloff, Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og Francois Villard om flere vine.

Jeff Cohn Cellars har selv en smule jord, men hovedparten af druerne købes fra en lang række vinavlere, som Cohn har indgået dyrkningsaftaler med og har samarbejdet med igennem mange år.

Produktionen er ikke voldsom stor … alene omkring 5.000 kasser vin årligt fordelt på omkring 20 forskellige vine, primært enkeltmarks vine på Zinfandel.

Vinene kan groft set deles op i Zinfandels, Rhône Reds, Red Blends, Rhône Whites, Rockpile Syrahs samt Library Wines, som er nogle af husets bedste vine.

Her er det Cohns Hayne Vineyard Zinfandel, hvor druerne kommer fra den legendariske Hayne vinmark i Napa, hvor vinstokkene er mere end 115 år gamle . Vinen er lavet i åbne kar, 10% af druerne er ikke afstilket og gæring med punch-down 5 gange daglig.

Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på 228 liters og 350 liters franske egefade, heraf 30% nye fade. Der er alene lavet 200 kasser af denne vin, som trækker en højoktan på 15,4%.

Næsen har godt med kraft, fedme, blomme, solbær, brombær, enebær, svedsker, figner, sødbrændte fade, gazebind, vanilje, engelsk lakrids og alligevel en kølig, markant syre med lidt blomsterdrys.

Smagen er blød og tør … faktiske ganske tør, og der er slet ikke den typiske amerikanske oversøde Zin smag, men virkelig stor tørhed og masser af tanniner. Der er syre og strenghed, selvom der også fanges en smule sødme under lidt krydderier og peber. Det er sgu amerikansk Zin i bedste ende.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske normalt koster 399 kr., men pt. er på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Monte del Frà, Bonomo Sexaginta Custoza Superiore, Veneto, Italien

2015 Monte del Frà, Bonomo Sexaginta Custoza Superiore, Veneto, ItalienSå for pokker … sikke en lille, sexet og lækker bandit. Bare navnet Bonomo Sexaginta Custoza Superiore kan næsten frembringe fugt … øhhh savl i mundkrogene. Vinen – jeg er oppe at ringe over – kommer fra vinhuset Monte del Frà, der ligger vest for byen Sommacampagna i Custoza området omkring 20 kilometer syd for Gardasøen i Veneto.

Selv den lille, buttede flaske med Monte del Fràs eget logo præget i flasken stritter af vellyst med en orangefarvet etiket, der hæver blodtrykket hos selv den mest afholdende, bornerte Santa Maria della Scala munk i cølibat … Bonomo Sexaginta Custoza Superiore.

Monte del Frà er grundlagt i 1958, men der har været dyrket vin på stedet i hvert fald helt tilbage til 1492, hvor netop munke i Santa Maria della Scala ordenen i Verona ejede stedet og lejede det ud til forskellige vinproducerende familier.

Dengang var markerne opdelt i små parceller, og lejen for de forskellige familier skulle altid betales til klosteret i Verona den 29. september på Mikkelsdag …  helligdagen til ære for ærkeenglen Mikael.

Lejen bestod af 2 tønder med blå druer samt 6 favne grøntsager.  Og historien med de gamle Santa Maria della Scala munke er formentlig også årsagen til, at vinhuset hedder Monte del Frà … der frit oversat betyder munkenes bjerg.

Senere lå munkene faktisk i krig med de forskellige familier omkring ejerskabet af markerne, men det ophørte i 1805, hvor Napoleon Bonaparte eksproprierede alle kirkelig besiddelser, som blev solgt på auktion … og det gjaldt også for Monte del Frà.

I dag ejes Monte del Frà af Bonomo familien, som samlet ejer mere end 140 hektar vinmarker i Bardolino, Lugana og Valpolicella … og seneste køb var vingården Tenuta Lena di Mezzo i hjertet af Valpolicella Classico.

Samlet ejer Bonomo markerne Tenuta Lena di Mezzo, Monte del Frà marken, Ca’ del Magro, Mascarpine, Grottino, Staffalo, Colombara og Monte Fitti. Men udover druerne fra deres egne marker, så har de også lejet en del marker.

Det er i dag brødrene Eligio og Claudio Bonomo, som ejer og driver foretagendet, men de får hjælp af næste generation i form af Marcia Bonomo. Det er den smukke kvinde, som I kan se på billedet ovenover og hun begynder langsomt at overtage driften.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Bonomo Sexaginta Custoza Superiore, som er en vin under appellationen DOC Custoza og lavet som en nummereret jubilæumsvin udgivet i anledning af vinhusets 60 års fødselsdag.

Det er husets absolutte Custoza topvin … og vi siger selvfølgelig ikke noget om, at Sexaginta blot betyder 60 og ikke refererer til vore – med rette – fantasier om, at denne vin kan gøre for én.

Der er lavet 6.800 flasker af vinen, dette er flaske nummer 549 og den er lavet på en skøn sammenblanding af klassiske Custoza druer, nemlig 40% Garganega, 15% Trebbiano Toscana, 20% Cortese, 15% Pinot Blanc og 10% Riesling.

Hver druesort vinificeres separat og de tidligt høstede Cortese, Pinot Blanc og Riesling druer tilfører vinen friskhed, mens Garganega og Tebbiano Toscana druerne er høstet meget sent, således de når at tørre på vinstokkene og dermed giver vinen både fedme og kompleksitet.

De sent høstede druer har gæret i barriques og tonneaux af eg og akacie. Efter endt gæring har vinen ligget på gærresterne i 12 måneder og der er foretaget regelmæssig omrøring i vinen inden flaskning og yderligere 6 måneders lagring.

Og for satan en lækker aroma … det er petroleum, fiskekutter nr. 34 med god brise af bunkerolie med en aromatisk inderlighed, fersken, lakrids, anis, blomster, tørhed, røg, fade og vanilje. Det dufter helt vildt, for petroleum og benzin leder dine tanker mod Riesling, men fedmen, de eksotiske frugter, vaniljen og fadene leder dig et helt andet sted. WAUW.

I munden er det bestemt ikke Riesling, for smagen er ganske cremet, rund og nærmest olieret i smagen. Der er smørnoter, fed og rund frugt, men alligevel har vinen en behagelig lethed med et lille bid af grillet citron i enden. Virkelig lækker, lækker vin … og både en doktor Jekyll og mister Hyde. Skrækindjagende godt. Vi hoster op med 5½ fede tommelfingre … og faktisk tæt på 6 af slagsen.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 269 kr., men køber du 3 flasker – og det vil være svært andet – er prisen 10% lavere, nemlig 242,10 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. De Sousa, Grand Cru Reserve Blanc de Blancs Brut, Champagne, Frankrig

N.V. De Sousa, Grand Cru Reserve Blanc de Blancs Brut, Champagne, FrankrigPå S’vinbar valgte Jan denne Grand Cru Reserve Blanc de Blancs Brut fra det lille champagnehus De Sousa, der ligger i byen Avize i Côte Des Blancs regionen i Champagne.

De Sousa lyder måske ikke helt fransk, men det skyldes, at champagnehuset drives af familien De Sousa, som stammer fra Portugal.

Det er i dag Erick De Sousa, der som 3. generation driver Champagne De Sousa sammen med resten af familien, som I også kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 9,2 hektar vinmarker, som primært ligger ved Avize, men derudover ejes der et par gamle vinmarker ved Oger, Montagne de Reims og Vallée De La Marne med vinstokke tilbage fra 1932.

Alle vinmarker dyrkes efter både økologiske og biodynamiske principper. Nøgleordet hos De Sousa er produktion som i gamle dage. Der anvendes heste ved pløjning mellem vinstokkene og der anvendes egetræ ved lagring af Reserve vinene, hvilket altid sker med bærmen i lang tid.

Derudover sværger De Sousa til sen høst, således druerne opnår stor modning og kan drage ekstra fordel af den kalkrige jord.

Her har vi fat i husets Grand Cru Reserve Blanc de Blancs Brut, som selvfølgelig er 100% Chardonnay, som kommer fra forskellige marker i Cramant, Avize, Oger, Mesnil sur Oger og Chouilly med vinstokke, der gennemsnitlig er 43 år gamle.

Champagnen er et blend af 2-3 årgange og indeholder omkring 30% Reserve vin, som er lagret på egefade, mens resten er vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke. Vinen er flasket helt ufiltreret i 2014 og dégorgement er sket i juni måned 2016.

Og det er altså tæskelækker champagne … næsen er virkelig frisk, citrus, gær, dej, egefade, lidt eksotisk frugt, næsten tørret i frugten, en lidt sødkrydret duft, godt med blomster, mynte, eukalyptus og sammenlagt ganske berusende at sniffe til. Woaw.

Smagen er ganske sprød, har små og fantastisk intense bobler, citrus, svag bitterhed, grape men ellers meget blid i eftersmagen trods fin syre og tørhed. Det bliver dog aldrig for tørt, for der smages også en let honningsødme. Efter lidt tid i glasset fader boblerne en smule ud, hvorved grape og bitterheden kommer lidt mere frem i smagsbilledet. Balanceret, frisk og lækker champagne.

Forhandles bl.a. af Kokkens Vinhus , hvor en flaske koster 475 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

1994 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1994 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSå drikker man sgu da lige Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé i årgang 1994. Men hvorfor sådan mæske sig i slige ekstravagant vin på en dødelig onsdag i et bedaget – dog charmerende – forsamlingshus i den lille by Albæk udenfor Randers?

Anledningen er udgivelsen af en lille bog om netop Château Mouton Rothschild … i 1. udgaven trykt i beskedne 22 eksemplarer – hvoraf jeg selvfølgelig har reserveret et – og skrevet af Bernt B. Nielsen fra vores bestyrelse i Randers Vinlaugh. Det skal selvfølgelig fejres med den rigtige vin.

Bernt B. Nielsen – hvor B helt sikkert burde stå for Bordeaux – er nok Danmarks største beundrer og fan af Mouton Rothschild. Og denne fascination har nu udmøntet sig i den første danske bog om det legendariske franske vinslot.

Siden 2012 har Bernt – irriteret over en manglende dansksproget bog om den sagnomspundne slot – puslet med projektet, som nu har udkrystalliseret sig i informationsbogen Château Mouton Rothschild og den tilhørende Rothschild familie.

På bordet ligger Bernts bog klar til display … helt dugfrisk fra trykken. Jeg slår op på første side, som starter; Incitamentet til foreliggende skrift bunder i to oplevelser …  men øjnene flakker hurtigt hen på de andre ting på bordet, nemlig flere flasker ægte 1994 Pauillac 1. Grand Cru Classé, masser af flasker 2012 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé og lidt champagne på køl.

Der er således lagt op til festivitas i det lille forsamlingshus, hvor Bernt som indledning – efter behørig velkomst naturligvis – startede med et foredrag om hans fascination af slottet, hvordan bogprojektet startede og selvfølgelig en masse information om Château Mouton Rothschild.

Jeg har tidligere været til Mouton smagning hos Bernt, så det er ikke første gang, at jeg smager de dyre dråber. Bernt holdte nemlig en lille eksklusiv Mouton Rothschild smagning tilbage i 2012. Den har jeg beskrevet i blogindlægget Mouton Rothschild smagning … en lørdag eftermiddag.

Der finder I også en masse information omkring slottet og hele historien om Château Mouton Rothschild. Det er en historie, som ligger Bernts hjerte nær … og kunne man se små tårer i øjenkrogene, da han fortalte om Philippine de Rothschilds død i 2014?

Efter foredraget skulle vi selvfølgelig smage vaskeægte Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé i årgang 1994, som har en af Bernts ynglings etiketter, nemlig malet af den hollandske maler Karel Appel, der jo også var med i Cobra gruppen sammen med vor egen Asger Jorn.

Bernt havde gjort 3 flasker klar … således alle de fremmødte kunne smage de dyre dråber. Efter foredraget gik Bernt derfor højtideligt i gang med omhyggelig at proppe flaskerne op … en efter en, som sagte blev hældt i glas, så der omtrent var lige meget til hver af de fremmødte.

I denne årgang 1994 er vinen lavet på et blend af 80% Cabernet Sauvignon, 8% Cabernet Franc, 10% Merlot samt 2% Petit Verdot og vinen er normalvis lagret 20-24 måneder.

Og er Château Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé så virkelig outstanding? I forhold til prisen kan det være svært at forsvare, selvom jeg skam gav 1982 udgaven min topkarakter på 7 fedme tommelfingre … men jeg kigger jo heller ikke kvalitet i forhold til pris, men alene på kvalitet.

I glasset er denne 1994’er pænt til den lysere side med et orange skær, men alderen bliver imidlertid aldrig et issue i denne vin, som fortsat har masser af liv i sig. Næsen afslører solbær, lidt lysere og mellemrøde bær, godt med tør jord, lidt muld, svag parfumeret med en moden og lækker syre, læder, cigaræsker og røg.

Smagsmæssigt er det en lysere Mouton Rothschild end jeg husker dem, men bestemt moden, blød, afrundet og poleret med en lethed, som måske bliver en anelse tynd. Syren er lidt mælket, men dog ganske omfavnende og breder sig fint i munden, mens eftersmagen er noget kort. Jeg synes, at vinen klart er tyndere og finere end forventet, så jeg bliver ikke helt blown away.

Dansk importør er Philipson Wine, men Bernt havde vist købt de 3 flasker af anden vej. Prisen ligger på 3.500 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Château Batailley, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Batailley, Pauillac 5. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSidst jeg fik serveret Château Batailley Pauillac 5. Grand Cru Classé i en årgang 2005, havde vinen prop, men det har den heldigvis ikke i denne årgang 2009.

Château Batailley er et af de ældste vinslotte i Médoc og fik sit navn efter et afgørende slag – på fransk bataille – mellem England og Frankrig i 1453, hvor de franske soldater generobrede naboslottet Latour fra englænderne. Slaget, som udspillede sig, hvor Batailley-slotsbygning og vinmarker ligger i dag, var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

Nogle år senere blev de første vinstokke plantet på denne historiske og blodige jord, men det nuværende slot er vel først bygget i slutningen af 1700-tallet, hvor det var ejet af Saint-Martin familien og kendt som Château Batailley.

Derefter skiftede slottet ejere en del gange, indtil det i 1816 blev overtaget af Daniel Guestier fra Daniel Guestier of Barton & Guestier.

Han restaurerede og udvidede slottet, som første gang blev klassificeret som 5. Cru slot af Abraham Lawton i 1815 og året senere af Charles Cocks, så da man skulle klassificere de mange Bordeaux slotte i 1855 klassifikationen, så lå Château Batailley allerede til at blive et 5. Grand Cru Classé slot.

Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af den 5 hektar store have, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleons havearkitekt Barillet-Deschamps.

Siden blev slottet købt af Borie familien, som allerede i 1870 havde grundlagt det berømte vinfirma Borie-Manoux. Men for at undgå problemer med de strikse franske arveregler, så delte man i 1942 slottet i to.

Det blev til Château Batailley og Château Haut Batailley, som selvfølgelig begge fortsat i dag er 5. Cru Classé slotte. Marcel Borie overtog Château Batailley, mens hans bror François overtog Château Haut Batailley.

I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som står i spidsen for vinslottet.

Philippe Castéja står ikke blot i spidsen for Château Batailley, men har siden 2005 også været direktør for Borie-Manoux og et voksende vinimperium.

For Borie-Manoux omfatter i dag ejerskab af mere end 10 franske vinslotte, hvilket udover Batailley bl.a. er Châteat Trotte Vieille, Beau-Site, Domaine de l’Eglise, Château Lynch-Bages, Chateau La Croix du Casse, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou.

Men kronjuvelen er nu fortsat Château Batailley, hvor Philippe Castéja også selv bor. Der har familien samlet 57 hektar vinmarker med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot samt lidt Cabernet Franc og Petit Verdot.

Derfra laves der årligt omkring 22.000 kasser af Pauillac 5. Grand Cru Classé, men siden 2016 er de også startet med at lave 2. vinen Lions de Batailley.

Denne 2009’er er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Vinstokkene er i gennemsnit omkring 40 år gamle og vinen er lavet med fermentering i 15-20 dage og er efterfølgende lagret 16-18 måneder på barriques, hvoraf omkring 55% er nye fade.

Næsen byder på intens og dyb frugt … solbær, brombær, mørk muldjord, læder, jernbanesveller, fugtig kælder, cigarkasser, grafit, tobak og vanilje. Det hele leveres på en virkelig lækker kølig facon, så det ikke bliver blockbuster aroma.

I munden er vinen blød, kraftfuld, fed og virkelig smagfuld. Det er en mørk fætter, men elegant og kølig. Den er samtidig moden, men fortsat med masser af syre intakt og spillevende tanniner.

Forhandles bl.a. af Vinoble, hvor en nyere årgang koster 599 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, FrankrigDe røde bourgogner smagte vi efter alder, så efter 2016’erne gik vi et år tilbage og startede med denne 2015 Rully Les Chênes under Domaine Bernollin brandet.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Chênes, som egentlig er en hvidvinsmark, hvorfra Maison Albert Sounit har købt druer fra siden 2008. Imidlertid købte de selv marken på omkring 2 hektar i 2013 og nu indgår druerne fra marken i endnu flere vine i Domaine Bernolin porteføljen, hvoraf denne Rully Rouge Les Chênes således er én af vinene.

Med købet er Knud Kjellerup og kompagni i øvrigt eneejer af denne mark, således det dermed er en monopole mark. Jordbunden på den skrånende Les Chènes mark består næsten udelukkende af kalk, hvilket bidrager til en helt speciel frugt og elegante finesse.

Vinstokkene med Pinot Noir på les Chênes ligger omkring de 35 år, og takket være en kraftig beskæring er høstudbyttet holdt nede på omkring 40 hektoliter pr. hektar for at sikre en naturlig koncentration.

Druerne er håndplukkede og gennemgår en sortering med efterfølgende afstilkning ved ankomsten vingården. Vinifikationen starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvor de sarte frugtaromaer og farvepigmenter ekstraheres.

Herefter hæves temperaturen og den alkoholiske gæring varer omkring 7-9 dage. Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 12 måneder.

Ved lagringen af denne vin anvendes der både 228, 300 og 500 liter fade, for at balancere fadpræget i forhold til frugten i vinen og omkring 40% af fadene er nye egefade.

Og det er lidt af en charmetrold af en vin … næsen er helt anderledes end de to forrige vine. Det er langt mere feminint og parfumeret … nærmest med petroleum som drivkraft. Det er mineralske, æteriske olier, en blomstermark, kalk og meget lyse bær.

De lyse og specielle indtryk går igen i smagen, som virker meget helstøbt, feminin og florlet. Det er utroligt luftigt, meget lys som en blond pige, mineralsk og ja … bestemt en charmetrold, om end en lys, delikat og let-på-tå lokkende blondinetrold. Berusende dejlig.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigMed denne Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus fra Knud Kjellerup på Maison Albert Sounit er vi fortsat på østsiden af bjerget Montaigus, men nu på den rigtige side af hjulsporet, nemlig på 1. Cru marken Clos de Montaigus.

Marken på 8,2 hektar ligger på den venstre side af hjulsporet, hvor vinstokkene på 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil, men det tester vi jo lige om lidt.

Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering. Ellers er Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus lavet præcis på samme måde som foregående Mercurey Vielles Vignes, dvs. med 18 måneders lagring på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye er aftappet uden filtrering.

I næsen mærkes der mere finesse og elegance … det bliver simpelthen mindre rustik og langt mere delikat. Der er en smuk bærsødme, som nærmest danser op af glasset med hindbær, ribs og fin lethed. De grønne elementer bliver ikke så markant, men suppleres af en smule mynte.

Smagen er blød og ren, frugten direkte, stålsat og syrlig, men på en let og fin facon. Tanninerne er unge, men forholdsvis bløde og frugten har finesse, hvilket gør vinen vedkommende og præcis. Langt mere elegant og klart lysere end foregående Mercurey Vielles Vignes.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7