Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, Danmark

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, DanmarkFinn Hansen købte i 1983 sammen med sin hustru Tina den ældre landbrugsejendom Stenbakkegård ved Hyllested nær Ebeltoft. Og derfra havde Steffen taget en vin med … ren Rondo med en uhørt fed kraft fra en dansk vin.

Det var først i 2007, at Finn egentlig grundlagde sin vingård ved tilplantning af vinstokke på både Rondo, Reberger samt Pinot Noir. Det var nærmest som et supplement til den fåreavl, som Finn havde startet i 1991, men ud fra en stor passion for vin.

De første år lå produktionen på beskedne 250 flasker, men i dag er der tilplantet flere stokke, således Finn samlet har 1.200 vinstokke fordelt på 9 forskellige sorter … både tyske, franske og italienske.

Vinmarker ligger i Hyllested Bjerge, der er et randmorænelandskab med mange sten i jorden, hvilket er en udfordring at arbejde i. Der  arbejdes derfor med høje opbindingsrækker, så druerne får masser af sol, og der er stor afstand mellem rækkerne, så Finn kan pløje jorden ned og dyrke økologisk.

Finn laver vinene med et nyt vineri bygget i 2016 med inspiration fra Bourgogne bl.a. med lang maceration, som Finn mener passer godt til klimaet på vores breddegrader.

Her er det så Finns Rondo vin … hvor inspirationen fra Bourgogne måske virker en smule fjern, for det er vist den mest kraftige danske vin, som jeg nogensinde har smagt. Druerne er høstet i oktober 2016 og derefter er gæring sket med lang maceration og efter fermentering lagret 18 måneder med egechips.

Og sikke da en SÅRT vin i glasset med en virkelig fed, mælket, flæsket aroma med dyb mørk frugt, solbær, blåbær, svesker, tør bark, rosiner, engelsk lakrids, lakridskonfekt samt lidt sten og mineraler.

Smagen er sådan lidt sjovt aromatisk parfumeret … fed, tyk tjære med solbær, voldsom tung og sur/sød hestestald, klare ege noter, tør og smager lidt sjov. Vi smagte den blindt og jeg gættede, at det nok kunne være lidt syditaliensk Nero d’Avola … men så var det dansk … det havde jeg sgu aldrig gættet.

Vinen er købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Chardonnay, Californien, USA

2018 Don Sebastiani & Sons, Smoking Loon Chardonnay, Californien, USAFamilien Sebastiani har vist efterhånden vi stødt på her på Houlbergs Vinblog en del gange. De driver i dag vinhuset Don Sebastiani & Sons og det er så derfra, at vi smager denne 2018 Smoking Loon Chardonnay.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation – i form af Augusts to sønner Sam og Don – overtog driften, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er det oprindelige Sebastiani Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg sidst smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Sebastiani familien er dog fortsat med at lave vine, nu i 4. generation i form af Mia, Donny & August Sebastiani med huset Don Sebastiani & Sons samt 3 Badge Beverage. Det er Donny, som står i spidsen for Don Sebastiani & Sons, mens August leder 3 Badge Beverage og den yngste Mia står for Mia’s Kitchen

De ejer ikke selv vinmarker, men opkøber deres druer hos en række udvalgte vinavlere i Californien og ét af deres mange  forskellige brands er netop Smoking Loon, hvor der laves 14 forskellige vine, herunder altså denne Smoking Loon Chardonnay.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men druerne skulle komme fra både Paso Robles og Lodi. Efter endt fermentering er denne vin lagret på egefade … men der findes også en Smoking Loon Unoaked Chardonnay, som kun er lavet på ren stål.

Fint indbydende næse … tropisk fyldig med mango, papaya, abrikos, kvæde, ananas, en halv spand maling, har en sexet luftighed og den er samtidig pænt krydret med en lidt rustik kant, grøn peber samt svagt lidt mentol og grønne grene.

Smagen er halvfyldig … smagen meget afdæmpet og måske endda på vej til at være lidt neutral og vandet. Men der er faktisk en rigtig fin balance med syre, bitterhed, grape samt tørret abrikos og det hele leveres med en cremet drikkeglæde.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Bodega Trenza, La Orphica Monastrell Iluminada, Murcia, Spanien

2018 Bodega Trenza, La Orphica Monastrell Iluminada, Murcia, SpanienDenne fine blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada er lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza.

De to brødre laver vine under appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien og jeg har tidligere smagt nogle af deres vine og skrevet en del om vinhuset.

Vinen er produceret af 100% Monastrell aka Mourvèdre druer, der er høstet midt oktober, hvor de er begyndt at tørre ind og så har tabt en stor del af deres vægt. Den metode passer godt til netop Monastrell druen, da sødmen fra udtørringen hjælper med at afrunde de store tanniner, der normalt findes i denne sort. Vinen har fadlagret 6 måneder i franske og amerikanske egetræsfade.

Våd, krydret … tør engelsk lakrids, tobak, godt med blæk, grafit, tør lerjord, mørk frugt, solbær, blåbær, svesker, lidt sorte blommer og så alligevel en lille friskhed i frugten suppleret med tør træ, sandeltræ, vanilje, svag kanel, allehånde og kaktuspiller.

Smagsmæssigt en tyk matrone … tyk, stærk og sød. Der er sgu smæk for skillingen, meget kraftig, svulstig smag, hvor en højoktan på 15% sparker, mens frugten er intens, mørk og sødmefuld. Det er sgu en rigtig danskervin, som kan give varmen en mørk efterårsdag, men kræver ellers lidt kraftig mad.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Huber, Vision Grüner Veltliner Organic, Niederösterreich, ØstrigHere’s looking at you, kid … sagde Rick Blaine – spillet af Humphrey Bogart – i den fine, gamle klassiske Casablanca film fra 1942. Og nu kigger en flaske næsten anklagende på mig med sit stirrende øje. Det er Vision Grüner Veltliner Organic fra Weingut Huber.

Weingut Huber holder til midt i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Det ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien.

Weingut Huber drives af den unge Markus Huber, som I kan se på billedet ovenover. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem hele 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Her smager vi Markus’ 2019 Vision Grüner Veltliner Organic, som er lavet med druer fra forskellige vinmarker. Efter høst så udblødes alle druerne først køligt i 2 timer inden presning og temperaturstyret gæring ved 18 grader i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer omkring 3 måneder inden aftapning på flaske.

I næsen er der blomstermark … man får næsten varmen. Der er blomsterbuketter, sæbe, marcipan, tropisk frugt, lakridskonfekt, mango, fersken, grillet lime og så fornemmes der er vis krop og fylde sammen med nogle søde, mellemøstlige krydderier.

Smagsmæssigt er der ingen fylde … nærmest slet ikke, for der er i stedet masser af lemon, citronsyre, mojito og nogle lidt jernagtige mineraler, men det stikker ikke helt dybt, for den har også en lidt vandet karakter … spinkel kan man vel sige.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Tierra Calma, Cyster Garnacha, Madrid, Spanien

2018 Tierra Calma, Cyster Garnacha, Vinos de Madrid, SpanienDenne 2018 Cyster Garnacha fra vinhuset Tierra Calma blev serveret blindt for os efter de mange Pinot Noir vine. Hvad er det? Den måtte vi give op på, men det er en let, lys samt frugtrig Grenache.

Tierra Calma ligger i San Martín de Valdeiglesias for foden af det store bjerg Sierra de Gredos i Vinos de Madrid appellationen  i den ukendte Madrid vinregion, der ligger klemt inde mellem de store Castilla y León og Castilla-La Mancha regioner.  Men det er faktisk et spændende vinområde, hvor der også er lavet vin siden romerne plantede vinstokke tilbage i det 13. århundrede.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Rafael og Elena Aguilar, som ejer omkring 20 hektar vinmarker i 700 meter med gamle vinstokke på både Garnacha, Tempranillo, Malvar og Albillo.

Her smager vi så en af husets 7 vine, nemlig deres 2018 Cyster Garnacha, der dog ikke er ren Grenache, men lavet på et mix af 85% Grenache og 15% Tempranillo fra 60 år gamle vinstokke på marker i 750 meters højde.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering er den så lagret 3 måneder på franske egefade. Rafael har samlet lavet 10.000 flasker af vinen i denne årgang 2018. Det er en vin, som fx James Suckling har givet 88 point.

Næsen er ikke helt almindelig … virkelig syrlig med aloe vera, kamfer, maling, saltvand, solcreme, gammel gymnastiksal og gummisko, men også nogle lyserøde bær og hyld. Det er dermed moderne Grenache baseret vin, hvor man får alle de lyse og juicy sider frem i druen. Jeg er vild med den stil, men Tierra Calma er ikke helt i mål med at få styr på alle elementerne.

Det gælder også smagen, selvom det bestemt smager bedre end duften. Der er en lys saftighed, som er meget charmerende og det skal også med i billedet, at vinen skal ha’ noget luft for at folde sig ud, for i starten virker den lukket og ikke særlig interessant. Men når den åbner sig op, så kommer der en fin blødhed med de søde og ganske lyse bær. Spændende.

Bækkelund Vine er importør og prisen skulle vistnok ligge omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Domaine du Moulin de Dusenbach, Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg, Alsace, Frankrig

2015 Domaine du Moulin de Dusenbach, Pinot Noir Lieu-Dit Rosenbourg, Alsace, FrankrigVi skulle smage mer’ Pinot Noir fra det store vinimperium Les Grands Chais de France, for næste vin var nemlig en 2015 Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg fra Domaine du Moulin de Dusenbach, som Le Groupe GCF via datterselskabet Arthur Metz driver fælles med Domaine Viticole de la Ville de Colmar.

Domaine du Moulin de Dusenbach er selv egentlig oprindeligt grundlagt i 1970 af Bernard Schwach, som kom fra en familie, der havde været vinavlere gennem flere generationer. I 2008 blev domænet dog overtaget af Jean og Monique Schwebel, som drev société Feyel-Artzner … en stor producent af froi gras.

I 2018 blev vinhuset så købt af Arthur Metz, som dog ikke har overtaget det gamle vineri, men i stedet laver vinene på Domaine Viticole de la Ville de Colmar. De to vinhuse drives nu i fællesskab og man har også opretholdt de 3 vinbutikker, hvor 2 ligger i Colmar og en i Ribeauville.

Domaine du Moulin de Dusenbach har samlet 40 hektar vinmarker, bl.a. parceller på 8 forskellige Grand Cru marker og det er Hengst, Pfersigberg, Steingrubler, Florimont, Kaefferkopf, Schlossberg, Sporen og Schoenenbourg.

Her smager vi en 2015 Pinot Noir lieu-dit Rosenbourg … en af de 200.000 flasker vin, der hvert år laves på Domaine du Moulin de Dusenbach. Vinen er lavet efter burgundiske foreskrifter og har efter endt fermentering lagret i barriques i 12 måneder.

I næsen er der klart fagpræg med vanilje og chokolade … faktisk masser af godt sødbrændte aromaer kombineret med blomster og en portion vildskab. Frugten er fed … kirsebær, jordbær, blommer, næsten lidt tørret frugt, mynte og endelig lidt parfumeret.

Smagen er også til de fede og lidt olierede side, en meget kraftig og tungere Pinot Noir. Men også lidt fesen og flad i intensiteten, så der mangler rygrad og syre og bliver dermed lidt fluffy. Der er et svagt mineralsk aftryk med lidt jern.

Ikke fundet vinen herhjemme, men på vingården koster den 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Schloss Westerhaus, Spätburgunder Holzfass, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Schloss Westerhaus, Spätburgunder Holzfass, Rheinhessen, TysklandNæste vin i Pinot Noir smagningen var en 2015 Spätburgunder Holzfass fra Weingut Schloss Westerhaus, der vel  nærmest ligger på en gammel vandresti Hiwweltour Westerberg syd for Ingelheim i Rheinhessen.

Schloss Westerhaus er et gammelt slot, der formentlig stammer tilbage fra den 8. århundrede. Men de første omtaler sker dog imidlertid senere i det 15. århundrede. Slottet var i mange år ejet af greven af ​​Ingelheim, men i 1900 blev det endelig købt af Heinrich Opel, som var en søn af den berømte bilproducent Adam Opel.

I dag drives slottet og den medfølgende vinproduktion nu i fjerde generation af von Opel-familien, nemlig Adam Opels oldebarn, den musikglade grevinde Ivonne Schönburg-Glauchau samt hendes mand grev Johannes.

Ivonne Schönburg-Glauchau studerede egenlig musikvidenskab, men har nu med entusiasme også kastet sig over vinproduktion og så omfatter driften på slottet også opdræt af væddeløbsheste.

Vinproduktionen sker fra slottets 15 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter marken Schloss Westerhaus, som de er eneejer af, men så har de også flere marker i Selztal. Siden 1983 har de været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Denne Spätburgunder Holzfass er en almindelig Gutswein, altså basisvin og husets entry-level vin. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle være lavet og lagret på Großes Holzfass. Den er tør med 0,3 gram restsukker pr,. liter.

I glasset er vinen lys og virker lidt grumset, hvilket kombineret med en lidt landlig, animalsk aroma med krudt og mus kunne en til at tro, at vinen er lavet biodynamisk. Det er den ikke. Men virker i næsen lettere mælket med rabarber, hyben, svovl, mynte og nogle grønne grene. Ganske spændende næse.

Smagen er dog slet ikke funky … bare straight on, syrlig med ribs, rabarber, kirsebær, krydderier og blide tanniner. Der er ikke noget, som stikker helt ud … hverken i den ene eller anden retning, så det er dermed bare en fornuftig Spätburgunder Gütswein. Det bliver 4 solide tommelfingre med pil op.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Pinot Noir Vielli en Fûts de Chêne, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Pinot Noir Vielli en Fûts de Chêne, Alsace, FrankrigVi skulle smage endnu en vin fra Domaine Viticole de la Ville de Colmar og det blev denne Pinot Noir Vielli en Fûts de Chêne som aftenens anden rødvin baseret på Pinot Noir.

Igen er der ingen oplysninger om produktionen, men vinen er dog lagret på store egefade en periode, deraf også navnet Vielli en Fûts de Chêne … aldret i egefade.

I næsen er der mere frisk frugt end i den forrige, nogle grønne blade og er samtidig en kende parfumeret. Der noter af træ, fade, fennikel, kirsebær, ribs og citroner. Smagsmæssigt har denne vin også et pænt sødmeniveau, som forstyrrer tingene noget for mig samtidig med en spinkel, tynd og ranglet krop, mens syreniveauet også er lavt. Så helt præcist bliver det derfor aldrig.

Domaine Viticole de la Ville de Colmar forhandles herhjemme af BilligVine.dk, men denne ses ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ike.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Les Vignes du Marje, Couvent de M, Libanon

2013 Les Vignes du Marje, Couvent de M, LibanonFra klassisk, sublim tysk Spätburgunder til en hel anden boldgade, for næste vin i glasset var vinen Couvent de M fra Les Vignes du Marje … et vinhus, der ligger i Libanon og dermed er det vist første gang, at jeg smager libanesisk vin.

Les Vignes du Marje er et nærmest nyere vinhus, der først i slutningen af 2018 begyndte at frigive deres vine på markedet, hvilket i starten alene er fordelt på 4 forskellige vine. Vinhuset er dog grundlagt nogle år forinden af Carol Tayyar Khoury og hendes familie. De havde en gammel drøm om at producere vine i deres hjemland og efter at ha’ boet i Dubai i over to årtier og flyttede de hjem til Libanon og startede med at købte et lille stykke land i den sydlige del af Libanon ved byen Jdeidet Marjeyoun.

De har samlet 5 hektar vinmarker og producerer 10.000 flasker årligt, men har et mål på små 20.000 flasker vin om året. Topvinen hos Les Vignes du Marje er netop denne Couvent de M, som er lavet på et blend af  Syrah, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er en vin lavet i et meget begrænset antal, men der er ikke megen info om vinen, hverken om produktion eller lagring, så derfor springer vi omgående blot på mine smagsnoter.

I næsen står det klart, at den bestemt har været lagret på egefade, for fadnoterne er meget tydelige med våde fade, kanel, vanilje samt chokolade, tobak og engelsk lakrids. Frugten er sur/sød og en kende overekstraheret, tyk, fed med meget gærede noter. Der er hindbær, brombær, hyben og lidt papkasser. Skulle jeg ud fra duften komme med et bud på land, så havde jeg nok sagt det sydlige Italien.

Smagen, BOOM lige i sylten, godt med tørre tanniner, peber og en lidt gumpetung marmeladefrugt, solbær, brombær, men det bliver heldigvis ikke så tungt som fx mange Puglia vine, selvom det fortsat er lidt en stor madame, som man ikke lige skubber rundt med. Men nu kan man krydse Libanon af, som et land, der også kan producere god vin.

Ikke fundet en forhandler herhjemme … og pris også ukendt.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Ca’ del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, Italien

2018 Ca' del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, ItalienLombardiet smagningen sluttede med denne 2018 Barbera Grignolona fra det lille vinhus Ca’ del Gè, der ligger lidt sydøst for Montalto Pavese en del længere sydpå end de to foregående vinhuse.

Vinhuset drives af Padroggi familien, som har solide rødder i vinbranchen. Det var oprindelig Enzo Padroggi, der grundlagde vinhuset Ca’ del Gè i 1985 for at skabe et vinhus kendt for vine af meget høj kvalitet. I dag er det hans børn Stephania, Sara og Carlo, der driver vingården videre i Enzos ånd.

Vingården har 36 hektar vinmarker, som ligger omkring vingården med en fantastisk udsigt til det berømte slot Montalto Pavese. Den årlige produktion ligger på 180.000 flasker vin.

Vinene hos Cá Del Gè er ikke blot udtryk for et rigt og varieret område, men familiens sjæl kan mærkes i de mangeartede typer vine, der her produceres.

Foruden de klassiske blå Barbera druer fra Oltrepò laver familien også Pinot Nero og Spumante … ligeledes lavet på Pinot Nero. Og er du Amarone-freak, så laver de også vinen Tormento på tørrede Dolcetto druer.

Her smager vi netop en Barbera baseret vin, nemlig deres Barbera Grignolona, der er lavet på 95% Barbera, mens de sidste 5% er Uva Rara og Croatina. Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så presses let inden gæring og maceration i rustfrie ståltanke i en uges tid. Derefter sker den malolaktiske gæring også ståltankene, hvor vinen også lagrer kort tid inden aftapning på flaske.

Næsen er landlig, næsten helt øko-bio med mælkede noter, yoghurt, blæk, kirsebær, blommer, mørk og lidt brovten. Der blander sig nogle blomsterede elementer, men virker lidt kantet som en Scania lastbil med stor hænger. I munden forstærkes dette indtryk med en stærk og tyk, mørk frugt, hvor der er krydderier, tørhed og så alligevel en imødekommende blødhed.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7