2021 Canoso, Oltre Bianco Veronese, Veneto, Italien

2021 Canoso, Oltre Bianco Veronese, Veneto, ItalienDen anden af de tre vine fra vinhuset Canoso i Monteforte d’Alpone var også hvid, for det var nemlig en 2021 Oltre Bianco Veronese.

Denne er ikke lavet på Garganega, men derimod på 50% Manzoni Bianco og 50% Trebbianella di Soave, hvor sidstnævnte er lig med den mere udbredte Trebbiano di Soave.

Jeg er før stødt på druen Manzoni Bianco, der er en del af Incrocio Manzoni familien af druer. Manzoni Bianco er lavet af professor Luigi Manzoni i 1920-30 ved at krydse Pinot Bianc med Riesling. I denne vin kommer druerne fra 35 år gamle vinstokke og er høstet i midten af september.

Vinen er lavet med indledende12 timers kølig maceration efterfulgt af gæring i et par store ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret 12 måneder sur lie i ståltanke og bagefter 4 måneder på flaske før endelig frigivelse.

Duften er ikke helt så flagrende som forrige … meget mere præcis, nøjagtig, knivskarp og mere intens med både blomster og smørrede tropiske frugter med ananas, fersken, mango og så nogle søde og lidt karamelagtige elementer … dufter vildt lækker og man fornemmer en cremet og olierede note og alligevel med slank elegance.

I munden er det også cremet, smørret og ultrabehagelig. Den har også de helt samme eksotiske frugter som i duften, men også lidt fed, sødbitter lemon og syltet grape, hvilket giver bid og krop. Det er fint, saftigt, læskende, halvolieret og cremet … der kommer lidt hvid peber og lang frugtrig eftersmag. 93 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 135 kr. og det er faktisk et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2023 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, Italien

2023 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, ItalienSoave er – efter min mening – det mest spændende område i Veneto og Garganega den mest interessante drue og nu smager jeg netop sådan en vin i form af en 2023 Fonte Soave Classico fra vinhuset Canoso.

Historien om vinhuset går helt tilbage til 1876, hvor Canoso familien producerede vine, som dengang blev solgt i de såkaldte damegiana … meget populære glasbeholdere.

Senere i 1970’erne købte Giuseppe Meneghello Canoso for hele sin den dyrbare Cà del Vento vinmark med vulkansk jord i Monteforte d’Alpone-bakkerne og den blev grundlaget for vinhuset … og senere basis for etableringen af den nye vinkælder.

Senere med hjælp fra sønnerne Primo og Massimo, der henholdsvis var uddannet som agronom og vintekniker, så blev produktionen så omlagt til en øko-bæredygtig tilgang med en reduceret produktion og samtidig stoppede man med at sælge hovedparten af druerne til andre producenter … for selv at lave vine med start i 1990.

I 2016 mødte Canoso iværksætteren Giovanni og sammen besluttede de at relancere Canoso vinene.

I dag lavet Canoso omkring 70.000 flasker vine fra deres i alt 12 hektar vinmarker, hvor markerne ligger på en bjergside imellem 90 og 290 meters højde på forskellige parceller … bl.a. på Cà del Vento crù, som er den mindste crù i Soave.

Man laver alle vinene på en minimalistisk måde, hvor man kombinerer traditionen med anvendelsen af de nyeste metoder. Det meste af arbejdet foregår i vinmarken for at bevare druernes egne særpræg, og der anvendes kun udvalgte gærtyper kombineret med lave temperaturer ved gæringen.

Hvidvinene modnes i mindst seks måneder på ståltanke, mens rødvinene lagres på franske barriques og tonneaux. Ved hjælp af tanke på mellem 5 og 200 hektoliter får vinene deres egenart ved at der vinificeres og forarbejdes små partier fra forskellige dele af vinmarkerne.

Virksomheden koncentrerer sig om Garganega, Trebbiano Veronese og Manzoni Bianco i det klassiske Soave-område samt om et udvalg af røde druesorter til produktion af Cabernet Sauvignon og Valpolicella vine.

Vinstokkene er mellem 20 og 45 år gamle og markerne har en fremragende soleksponering og konstant ventilation, hvilket giver sunde druer og vine med en elegant struktur.

Jordbunden på markerne er af vulkansk oprindelse, og er beriget med fossiler, ler, stenstrukturer og tuf. Jorden er meget frugtbar og druerne har et lavt syreindhold, hvilket giver en mineralitet, der supplerer de frugtagtige, florale dufte og giver fylde i smagen.

Jeg smager nu 3 vine fra Canoso og den første er denne 2023 Fonte Soave Classico, der er lavet på 100% Garganega, der kommer fra 30 år gamle stokke på basaltiske marker af vulkansk oprindelse. Vinen lagres i ståltanke i mindst 6 måneder sur lie og derefter på flasker i mindst 2 måneder.

Uhhh luftig, let og blomsterrig næse, hvor man omgående længes efter sommer og solskin. Der er fersken, hyldeblomst, bløde pærer og noget lemon, men virker samlet, velafbalanceret og har en blød sødme med let karamel, blomsternektar og blomsterhonning.

Hvor smager den dog godt … blød, blid, mild og cremet med en tropisk blød frugt af fersken, mango, gule æbler og pærer samt en anelse sødbitter lemon og grillede citroner. Det er blødt, flydende, olieret og det er med en lille fyldighed, blød syre og man kan også nærmest smage blomsterne suppleret med salte mineraler, som sikrer et frisk – og blødt – bid. 91 point

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Massari di San Grato, Barolo, Piemonte, Italien

2018 Massari di San Grato, Barolo, Piemonte, ItalienAftenen sluttede med et glas af en Barolo i årgang 2018 fra det lille vinhus Massari di San Grato, der ligger i San Grato i Piemonte.

Navnet Massari kommer fra Massaio, som var en flok gamle landejere i området … bønder, som  tildelt administrative rettigheder, men ofte fik besøg af kongen, som ville sikre sig den bedste vin til hoffets fester og middage.

San Grato spillede en nøglerolle i dette, da den lille by ligger lidt forhøjet i umiddelbar nærhed af Barolo kommune og kun tre kilometer fra Castello di Barolo.

Det var magtfulde landejere, som ofte fik besøg af kongen, som San Grato var dengang et vigtigt område, fordi det lå højt med udsigt til selve Barolo. Men det er netop der, at vi finder vinhuset Massari di San Grato, der i dag drives af Piero Sartirano, som er 3. generation i vinhuset og driver det sammen med sin søn og fætter.

Det er ikke et kendt vinhus … faktisk findes der forsvindende lidt information om vinhuset, men det skulle efter sigende have 7 hektar vinmarker og laver deres vine i en større vinkælder, der for nylig er blevet udvidet og renoveret.

Denne Barolo er lavet med Nebbiolo druer fra nogle syd-sydvestvendte marker i 200-400 meters højde. Der er ikke mange oplysninger om priduktionen, men Barolo vine skal lagres i minimum tre år og to måneder med minimum 18 måneder på egetræsfade, så det må antages også at være gældende for denne.

Duftmæssigt er der ingen tvivl om, at det er Nebbiolo … der er kamfer, et nyt læderbælte, tørrede rosenblade, violer, lidt Campari og sorte te-blade bitterhed, tranebær, kirsebær og knuste hindbær, lidt mynte, jod, tjære og fennikel.

I munden viser Nebbiolo druen også masser af tørre og stamme tanniner … virkelig syrlig og vild tanninrig vin med frugt af både ribs, granatæbler, lemon og citron. Tanninerne sætter sig rundt i munden med bedøvende kraft og smagen hænger lang tid i munden. 93 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigTilbage i december smagte jeg også et par vine fra Vignobles Diffonty, som er et familieejet vinfirma i Châteauneuf-du-Pape og de laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det netop en 2020 Château Sixtine Châteauneuf-du-Pape.

Du kan læse mere om vinhuset i min anmeldelse af deres 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape. Men denne er lavet på næsten samme måde. Den er lavet på et blend af 47% Grenache, 24% Syrah og 29% Mourvedre, der kommer fra 50-100 år gamle vinstokke på 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret 12 måneder på franske egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering. Der er en vin med et højt oktantal på 15,5% og der er lavet 30.900 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der både oksefond, tørret kød, blæk, sorte oliven, mens frugten virker halv gæret og halv tørret med solbær, blåbær, knuste sten, tobak, peber, rosmarin og pæn tørhed.

Smagen er også meget tør … men samtidig fed, magtfuld, fyldig og kraftig med solbær, blåbær og blommer samt godt med peber, varme fra alkoholen, masser af sød og sort tobak, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2021 Fortemasso, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienI december sidste år smagte jeg denne Barbera d’Alba Superiore fra vinhuset Fortemasso ejet af familien Gussalli Beretta, men dengang var det i årgang 2022 … her smager jeg 2021’eren.

Vinen er lavet ved, at Barbera druerne efter høsten er afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i temperaturkontrollerede vinkar i rustfrit stål og efter gæring er der sket yderligere maceration i ekstra 7-8 dage.

Derefter er en malolaktisk gæring er vinen lagret 12 måneder på barriques og efter aftapning på flaske er den lagret yderligere 14-16 måneder.

Duftmæssigt er det en muskuløs og maskulin vin med masser af krop, fylde og fedme … samtidig hård og stenet. Der er asfalt, lakrids, bitter chokolade, vanilje og en frugt med blåbær, sorte kirsebær og lidt svesker, solvarm og kraftfuld.

I munden er det en fyldig, rund, blød og cremet vin, hvor frugten er blommer, kirsebær, brombær og svesker suppleret med cedertræ, røg og tørrede urter … mægtig, fed og muskuløs. 91 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2019 Podere Canalino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSidste sommer smagte jeg en meget lækker 2022 Rosso di Montalcino fra vinhuset Podere Canalino og som næste vin serverede Leif også en vin derfra, men lige et nummer op med en 2019 Brunello di Montalcino.

Sidst skrev jeg også lidt om vinhuset, så det vil jeg ikke gøre denne gang, men blot kigge lidt nærmere på denne Brunello di Montalcino i årgang 2019.

Det er selvfølgelig – need I say? – 100% Sangiovese, der er lavet med gæring i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur over 18 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 2 år på store franske 2.000-2.400 liters egetræsfade og en periode i ståltanke.

Etiketten på vinen varierer fra år til år, men det er vin, som der kun laves 3.000 flasker af årligt.

Uhmmmm mørke og dybe skov- og jordnoter, læder, tobak, rå champignon, vådt træflis, oksefond, tørre papkasser, vanilje, kakao og en frugt af kirsebær, solbær og enebær suppleret med nogle ret balsamiske noter og lidt violer. Frugten virker lidt brændt, fed og klart en lidt mørkere Brunello … kompleks, intens og småkrydret.

I munden er det en vild tør vin med en flok ustyrlige vilde tanniner, mens frugten faktisk også virker vild syrlig suppleret med lidt tørre  krydderier og en markant mineralitet. Der er kirsebær, rabarber og tranebær, en frisk syre og noter af cedertræ, vanilje, bitter kakao og alt er harmonisk balanceret, præcist og fandens tørt på den helt rigtigt måde … 95 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen fremgår ikke. Kan også købes via Carwine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2020 Johner Estate, Gladstone Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandMed næste vin blev vi i Pinot Noir sporet og endda med en forbindelse til Tyskland, for vinen var nemlig en 2020 Gladstone Pinot Noir fra Karl Heinz Johners vingård i New Zealand, som kaldes Johner Estate.

Jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt alt om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen. I det indlæg kan du også læse om vingården i Gladstone sub-regionen i Wairarapa i New Zealand.

Denne Gladstone Pinot Noir er lavet med Pinot Noir fra Johners egne marker. Der er ved gæringen afvendt 20% hele klasser og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på franske gade, heraf 30% nye fade og sluttelig tappet uden filtrering.

Det er klart anderledes end Johners tyske vine, men har virkelig denne animalske og landlige side med ko- og hestestald, mødding, grannåle, røg, cedertræ, kastanjer, våde fade, vanilje og en ret mørk frugt med brombær, sorte kirsebær og jordbær samt en lille grønt samt stilket element.

Igen er smagen lysere og mere ren … men fortsat blødt, cremet og smager sgu rigtig godt. Der er frugt med lyse kirsebær, rabarber, ribs og tranebær, men syren er rund, poleret, glatslebet og afpudset. Det er flot Pinot Noir, hvor alle tanninerne er tydelige, men alligevel blide og godt integrerede. 93 point.

Forhandles herhjemme af Coolwines, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2020 Weingut Gröhl, Dalheimer Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Gröhl, Spätburgunder Alte Reben, Rheinhessen, TysklandDerefter gik vi til de røde vin, men blev i Tyskland, men rykker til det store Rheinhessen, hvor vi i den lille by Weinolsheim så finder Weingut Gröhl, der står bag denne 2020 Dalheimer Spätburgunder Alte Reben.

Weinolsheim ligger en smule sydvest for både Oppenheim og Nierstein, men der har Grøhl familien boet siden 1625.

Det er i dag 12. generation, som driver vingården … nemlig ægteparret  Eckehart og Angela Gröhl og børnene Franziska og Johannes. De har samlet 20 hektar vinmarker i området, hvor de bedste marker er Niersteiner Pettenthal, Hölle, Ölberg samt Oppenheimer Herrenberg og Sackträger.

Denne 2020 Dalheimer Spätburgunder Alte Reben im Holzfass Gereift er lavet med spontangæring i store gamle egefade og efter endt gæring er vinen lagret 24 måneder på Stückfass und Barrique … store egefade og barriques inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er det en intens og mørk Spätburgunder … der er blod, nytårskrudt, let svovl, grannåle, sorte kirsebær, skovbær, brombær, tranebær og jordbær … der kommer også lidt røg, hestestald samt chokolade og mandel-essence.

I munden virker vinen lettere og lysere end duften indikerede, er meget ren, syrlig, let og frisk. Frugten er også lysere med jordbær, tranebær og rabarber suppleret med lidt lemon og citron. Igen får man noget rød, bitter chokolade … men alt leveres fløjlsblødt og virkelig flot, så dermed en rigtig fin Spätburgunder. 93 point.

Forhandles herhjemme af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   half_thumb

2020 Weingut Lehnert-Veit, Piesporter Goldtröpfchen Hohlweid Riesling GG, Mosel , Tyskland

2020 Weingut Lehnert-Veit, Piesporter Goldtröpfchen Hohlweid Riesling GG, Mosel , TysklandAftenens tredje og sidste Riesling var også fra Mosel, for det var en 2020 Piesporter Goldtröpfchen Hohlweid Riesling Großes Gewächs fra vinhuset Weingut Lehnert-Veit.

Vinhuset ligger i Piesport helt ned til Mosel floden i det store sving ved byen og er et gammel vinhus, der blev grundlagt tilbage i 1653, men i dag drives af 10. generation i form af Peter Lehnert.

Weingut Lehnert-Veit har sammenlagt 13 hektar vinmarker, hvorpå de dyrker druesorter som Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder, Weißburgunder, Merlot, Frühburgunder, Chardonnay og Müller-Thurgau … 78% af sorterne er hvide.

De vigtigste marker er Große Lage markerne Piesporter Goldtröpfchen og Dhroner Grafenberg, som de har lige knap 2 hektar på. Derudover ejer de parceller på Erste Lage markerne Wintricher Großer Herrgott, Piesporter Günterslay og Piesporter Falkenberg.

Det er selvfølgelig særligt Riesling, som er i fokus, men Peter Lehnert satser også stort på at lave vine på Spätburgunder. På deres marker er gennemsnitsudbyttet 65 hektoliter pr. hektar.

Her smagte vi så Peters 2020 Piesporter Goldtröpfchen Hohlweid Riesling Großes Gewächs, hvor Riesling druerne kommer fra den del af marker, som kaldes In der Hohlweid … en sydvendt og varm del direkte ved skrænten ned til floden.

Det er en vin, som alene er lavet på edelstahltank aka ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i tankene inden endelig aftapning og frigivelse.

Duftmæssigt mærker man en stor intensitet, men der er nu ingen petroleum, linolie og andre fossile brændstoffer, men til gengæld er der frugt af abrikos, fersken, mirabeller, sød appelsin og godt med nødder, ristede hasselnødder, toast … virkelig godt med fylde og kompleksitet.

I munden får du også masser af kompleksitet … pulserende syrlighed, læskende saftighed, krop og igen kommer frugten skyllende, abrikos, fersken, mirabeller, grillet citron og appelsin, lemon og lidt sød grape, hvilket giver en rank, rank ryg samt et saftig, fyldigt bid. 94 point.

Herhjemme forhandles vinene af Vinfoyeren, men denne er ikke i sortimentet, men koster 19.90€ på vingården, svarende til 148 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Van Volxem, Saar Riesling, Mosel, TysklandFra én klassisk Riesling højborg til en anden, for næste Riesling var nemlig fra Mosel og helt præcist fra byen Wiltingen i Saar området, hvor vi finder det unge fremadstormede vinhus Van Volxem og vinen er deres 2023 Saar Riesling.

Weingut Van Volxem ejer og drives af den unge vinmager Roman Niewodnicanski, som i år 2000 købte den gamle Van Volxem vingård i Saar.

Van Volxem havde sine bedste år bag sig, men med markante investeringer i de bedste vinmarker har Roman på kun 10 år bragt Van Volxem tilbage i rampelyset blandt Tysklands absolut bedst vinproducenter. Et eventyr der kan lade sig gøre, da Roman har Bittburger formuen i ryggen og derfor kan tillade sig udelukkende at skele til kvaliteten når der skal laves vin.

Vinene laves så naturlige som muligt med brug af naturgær og biodynamisk dyrkning af vinmarkerne. Her høstes sent, ofte først sidst i november og det giver en blomstringsperiode på helt op 180 dage og dette er med til at give en intensitet og syre i vinene, som er helt unik.

Kombinationen af fuld fokus på hårdt arbejde i de stejle vinmarker og ekstremt lavt udbytte er med til at bringe Van Volxems vine op blandt verdens absolut ypperste hvad hvidvin angår.

Denne Saar Riesling er en signaturvin fra Van Volxem og et godt bevis på hvor kompromisløst Roman Niewodnicanski laver alle sine vine. Vinstokke med en gennemsnitsalder på over 30 år fra stejle terrasser fra forskellige områder af Saar, hvor der arbejdes med særdeles lave udbytter.

Vinen gæres i vinhuset via indfødt gær fra markerne og lagres så i ståltanke indtil den efterfølgende sommer, hvor den er frigivet.

I næsen er Riesling herkomsten åbenlys … der er rå linolie, petroleum, virker våd og intens, der er nødder, fennikel, sød lakrids, grøntsagsfond og en frugt af fersken, æbler og pærer suppleret med sødlig lemon samt en smule chokolade.

I munden er det ikke en syrlig, vild eller tør Riesling, for den har en blød sødme og en frugt af æbler, kvæde og sød grape. Det er dog en cremet, rund og så alligevel slank Riesling og dermed 93 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 238 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger