Det er ærligt talt ikke særlig ofte, at vi smager bulgarsk vin og nogle vil sikkert også tænke, at østeuropæiske vine ikke er noget for dem, men det er synd, for der findes virkelig fremragende vine i landet, som vi mest kender som feriedestination med lækre sandstrande.
En af dem, som er faldet for vinene fra Bulgarien og importerer en del er Vinsnobben og de har før sendt lidt bulgarske bobler til test og nu har de også sendt 5 almindelige vine, som alle kommer fra et flot , imponerende og eksklusivt hus, der hedder Edoardo Miroglio.
Derfor har jeg nu smagt de 5 vine, men lad os starte med at se nærmere på vinhuset, der også omfatter 10 lejligheder – alle opkaldt efter forskellige druesorter – og en toplækker restaurant.
Edoardo Miroglio
Edoardo Miroglio er ikke selv bulgarer, men en italiensk forretningsmand, som har tjent en mindre formue indenfor tekstilindustrien. Han kommer oprindelig fra Alba i Piemonte, hvor familien er vinbønder på vingården Cantina Tenuta Carretta, så selvom Edoardo valgte tekstilindustrien, så har han nærmest fået vinen ind med modermælken.
Edoardo Miroglio kom til Det Trakiske Lavlande i Bulgarien for dels af sælge sin stoffer og oprette sin egen tekstil- og uldfabrik i Sliven, men ville samtidig udforske de lokale bulgarske vine.
Der blev han betaget af vinene og de gamle produktionsmetoder, som er gået fra generation til generation. Han kunne samtidig se et stort potentiale i Det Trakiske Lavlandes terroir og klima med meget svigende temperaturer med afkøling fra bjergene i nord samt de meget varme og tørre somre.
Billig jordpriser gjorde også en investering i Bulgarien tillokkende, og efter 2 års søgen efter det ideelle sted, så købte Edoardo Miroglio i 1999 omkring 220 hektar jord ved Saint Ilia bjergene i fjerneste ende af Thracian dalen ved byen Elenovo.
Lige der og lidt øst for byen Stora Zagora på en bakketop i det ellers flade landskab startede han med at tilplante marker med vinstokke og byggede et moderne og futuristisk slot ovenpå en imponerende vinkælder med en årlig kapacitet på over en million liter vin.
Der har Edoardo siden opstarten investeret ikke mindre end 22 millioner euro i projektet, som i dag omfatter det moderne vineri og marker, et stort hotel og restaurant på stedet.
De første vine på markedet var årgang 2005, som blev lavet i samarbejde med den italienske vinkonsulent Marco Monchiero, men i dag er den ansvarlige vinmager på stedet Alberto La Rosa, som tidligere har arbejdet i Piemonte for Luciano Sandrone.
Efterhånden er alle 220 hektar tilplantet med en lang række internationalkendte druetyper – samt lokale druesorter som både Melnik 55, Mavrud, Rubin og Bouquet … alle sorter har været kendt i Det Trakiske Lavlande i flere tusinde år.
Alle marker drives 100% økologiske. Udover at fremstille skønne hvid-, rosé- og rødvine laver de også nogle mousserende vine, der godt kan tage kampen op mod den ægte vare.
Allerede fra starten har Edoardo Miroglio satset på specielt Pinot Noir samt mousserende vine efter champagnemetoden. Derudover har Miroglio også satset meget på Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot samt de lokale druesorter.
Vinene
Jeg har tidligere smagt nogle af Miroglios mousserende vine, nemlig disse vine, der alle kommer fra serie, som Edoardo har kaldt Spumanti Metodo Classico
- 2014 Edoardo Miroglio, Blanc de Blancs Brut
- 2011 Edoardo Miroglio, Brut
- 2013 Edoardo Miroglio, Rosè Brut
- N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut
Nu har jeg dog smagt 5 ikke mousserende vine … og alle fra den eksklusive serie, der hedder Riserva Elenovo og omfatter 6 vine på 6 forskellige druer, så faktisk er det kun Merlot’en, som jeg ikke har smagt, så derfor er det disse vine:
- 2020 Edoardo Miroglio, Chardonnay Elenovo Reserve
- 2018 Edoardo Miroglio, Rubin Elenovo Reserve
- 2018 Edoardo Miroglio, Mavrud Elenovo Reserve
- 2018 Edoardo Miroglio, Cabernet Franc Elenovo Reserve
- 2019 Edoardo Miroglio, Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve
Alle vinene er opkaldt efter byen Elenovo, som ligger tæt på vinhuset.
Konklusion
Det er en 5’er af eksklusive og bløde vin … kraftig, tætte og fyldige vine, der alle rummer lidt Syditalien, men også deres helt egne med aftryk fra det lokale terroir og noget, som er lidt anderledes end vine fra større vinlande i Europa.
Men alle har også godt med fadpræg, så der er ingen tvivl om, at vinene har fået masser af TLC … Tender, Love and Care … men alt det og mine anmeldelser kan du jo læse om i mine indlæg, som jeg har linket til ovenover.
Men konklusionen må også være … bulgarske vine er bestemt ved at komme op i gear og måle sig med mange vine fra de større vinlande og bestemt værd at anbefale.