I det røde Loire spor var næste vin denne Bretêche fra et ganske historisk vinhus, nemlig Domaine de la Chevalerie, som ligger ved den lille by Restigné … få kilometer øst for Bourgueile og få kilometer fra Loire floden.
Domaine de la Chevalerie er grundlagt tilbage i 1640 af Caslot familien og drives i dag af 14. generation i form af søskendeparret Stephanie og Emmanuel Caslot med lidt hjælp fra deres far Pierre. Stephanie tager sig af salg og markedsføring, mens Emmanuel står for produktionen.
Vinhuset har samlet 38 hektar vinmarker overvejende på sydvendte terrasser og skråninger, nemlig vinmarkerne Bretêche, Grand-Mont, Peu Muleau, Busardiéres, Chevalerie og Galichets. I 2003 begyndte familien omlægning til økologisk produktion og blev certificeret fra 2009 høsten. Siden er de også begyndte at eksperimentere med biodynamisk produktion.
Familiens filosofi er at understøtte og beskytte vinstokkene og druerne for at give dem de bedste vækstmuligheder med det formål at sikre sig sunde druer og autentiske vine. Vinene skal blot udtrykke deres respektive terroirs og den respektive årgang.
I produktionen begrænses håndteringen derfor til et minimum, så det er begrænset beskæring, lave udbytter, manuel høst og sortering, brug af druernes vilde gær, kold udblødning og brug af 2-4 år gamle demi-muids.
Denne Bourgueil Bretêche er selvfølgelig lavet med druer fra marken Bretêche, og byder i næsen på mere dybde og sjæl end foregående vin. Den har en nærmest dyb animalsk aroma med jordbær, rørsukker, lette blommer, næsten lidt svedsker, sod, røg, peber og kastanjer.
I munden er vinen også mørkere, mere fyldig og kødfuld … selvom vi selvfølgelig fortsat er ovre i det Cabernet Franc baserede univers, hvor vi slet ikke finder deciderede voluminøse vine. Vinen er dejlig rund, blød og blid … stadig med syreangreb, mineralitet, flint og peber, blot blidere og mere imødekommende. Frisk vin … en anelse fladhed, men med mere fylde. Den kan jeg sgu godt li’.
Forhandles ikke af Vinimperiet, men ellers ville Bjarne prissætte den til 185 kr.