2009 Sordo Giovanni, Barolo Riserva Perno, Piemonte, Italien

2009 Sordo Giovanni, Barolo Riserva Perno, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sordo Giovanni ligger i Castiglione Falletto og står bag næste vino … en fin enkeltmarksvin Barolo Riserva Perno.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Giuseppe Sordo, men det var sønnen Giovanni Sordo, som sammen med hustruen Maria fik sat vinhuset på landkortet og løbende også ekspanderede med opkøb af nogle af de allerbedste marker i Barolo området … både ved Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba, Monforte d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Grinzane Cavour og Vezza d’Alba.

Samlet har vinhuset i alt 53 hektar vinmarker med så fornemme marker som bsolutte topmarker som Rocche di Castiglione, Monvigliero, Perno, Gabutti, Parussi og Ravera, som dermed kan vise klassisk Barolo fra vidt forskellige terroirs in næsten hele Barolo.

Det er i dag 3, generation i form af Giorgio Sordo, som driver vingården, hvor de laver vinene helt klassisk efter de gamle traditioner. Vinene gærer og macererer med “Cappello Sommerso” i 4-6 uger inden lagring i store slavonske fade og efterfølgende lagring i flaske.

Cappello Sommerso betyder noget i retning af “oversvømmet hat”. Under gæringen stiger skind og kerner normalt op til overfladen, hvor de danner et låg, der ligner en hattepuld, men ved Cappello Sommerso anvendes der et et filter, en rist eller lignende til at holde denne masse af skind og kerner nede under overfladen, så man får udtrukket mere farve og garvesyre ud af druerne.

Denne Barolo Riserva Perno er en af husets Riserva Barolo’er og den er lavet med de bedste druer fra marken Perlo, der ligger lige mellem Barolo og Seranlunga d’Alba. Marken har en jordbund med sten, klippe med sand og ler.

Vinen er lavet med afstilkning, vinifikation i rustfrie ståltanke med marceration – som nævnt ovenfor – i 4-6 uger afhængig af årgang. Efter endt fermentering lagrer vinen 6 måneder i ståltankene efterfulgt af lagring i 24-48 måneder i store slavonske fade.

Derefter lagrer vinen på flaske op til 5 år, så vi snakker altså virkelig lang tids lagring. Og den kan nærmest også smages i vinen, som virkelig har en stor modenhed over sig.

Næsen er violer, tobak, hindbær, syrlig frugt, kul, fersk kød, læder, eg, roser, kakao, mynte og en mørk samt animalsk side. Virker sådan lidt varm og rund i udtrykket, som det bestemt fortsat er præcis og tørt.

Og det er sådan set også lidt det samme smagsmæssigt, hvor vinen har en lidt varm og moden siden. Det er bestemt fortsat klar, præcis Nebbiolo med tonsvis af tanniner, men vinen er blødere end Barolo generelt og glider nærmest lige gennem systemet. Det sker med en let bitterhed, lethed og elegance. Dejlig vin.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2014 Domäne Assmannshausen, Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandEn skuffende Spätburgunder … næsten to modsatte ord, men ikke desto mindre, så er jeg ikk’ ovenud begejstret for denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken fra Domäne Assmannshausen … eller Kloster Eberbach, som det gamle, traditionsrige vinhus rigtigt hedder.

Ja faktisk hedder det helt korrekt Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, og vinhuset har jeg skrevet om flere gange, sidst da jeg besøgte stedet sidst i oktober. Det kan du lære om i blogindlægget Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter.

Kloster Eberbach råder over omkring 250 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 domæner, altså Domäne Steinberg, Domäne Bergstraße og Domäne Assmannshausen. Der er således marker ved byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.

Denne Assmannshäuser Höllenberg Crescentia Spätburgunder Trocken er lavet af druer fra den berømte mark med samme navn … Assmannshäuser Höllenberg, som med sit mikroklima og stejle skråninger samt undergrund af skifer og kvartsit gør markerne helt perfekte for både Riesling og specielt Pinot Noir.

Marken er samlet på 46 hektar, er ganske stejl … 30 til 65 procent og ejes af flere producenter, bl.a. Weingut G. H. von Mumm, Weingut August Kesseler og Weingut Krone, blot for nævne nogle få. Det  bedste stykke på Höllenberg kaldes Filetstück.

Vinene fra Eberbach / Assmannshausen er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, Cabinetkeller, Crescentia og Gutsweine, så denne Spätburgunder hører således til den mellemste gruppe. Jeg har ikke kunnet se, hvor lang tid vinen er lagret på egetræsfade.

Jeg har smagt vinen tidligere i årgang 2013 og den var jeg egentligt ret begejstret for. Denne 2014’er lever imidlertid ikke op til det foregående år.

Just knappet op, så skuffer vinen … havde ellers smagt vinen på vingården i oktober, men nu stikker den sgu helt af. Ingen animalsk kostald, hestestald endsige grisestald, men derimod et grønt og syrligt udtryk. Spätburgunderen fornemmes dog med syrlige kirsebær, hindbær, men lidt fortættet og lukket i duften med lidt eg og en svag anelse kanel. Derudover lidt sure sokker, jod, gammelt, brugt plaster, røget kød og lidt spegepølse.

I munden er vinen også syrlig, kantet og nærmest i ubalance. Der er dog godt med syre, peber, jern og ganske vist en vis lethed. Jeg forsøgte at voldtage den ved omkring 7 x dekantering, men det vakte den ikke til live. Argghhhh, det blev måske en tand bedre, men helt godt blev det aldrig.

Købt på vingården, hvor prisen var 20,50€ … eller 153 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Weingut Sohns, Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Sohns, Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, Rheingau, TysklandSkal vi ikk’ lige nuppe endnu en vin fra Weingut Sohns? Okay … så bliver det denne 2016’er Winkeler Hasensprung Riesling Trocken, der jo kommer i den klassiske – men svagt ukendte – Rheingauer Flöte flaske, som egentligt er ganske charmerende.

Det er egentlig lidt synd, at hovedparten af producenterne i Rheingau ikke anvender flasketypen, der med både højden og de lodrette kanter på flaskehalsen er ret specielle. Flasken blev da også oprindelig indført for at tilføre vinene fra Rheingau deres egen særkende.

Nå, men hos Weingut Sohns anvendes flasken på husets hvidvine under Gutswein niveau, altså på Elegance, Excellence og Perfection vinene. Denne Winkeler Hasensprung Riesling Trocken kommer fra Excellence serien, hvilket svarer til Lagenweine … altså enkeltmarksvine.

Winkeler Hasensprung er en ny mark hos Weingut Sohns, da de købte marken tilbage i 2015. Denne årgang 2016 er således første årgang af vinen hos Weingut Sohns. De var dog allerede inden købet af marken overbevist om markens kvalitet.

Winkeler Hasensprung Riesling Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke så mange informationer om vinen udover restsukker på 5,7 gram pr. liter og dermed en tand mere tør end den tidligere smagte Riesling SE Trocken fra Weingut Sohns.

I næsen er der ikke petroleum … vinen er måske nok alt for ung endnu, og den bærer da også præg af en vis hvalpet ungdom med lidt flommefedt. Med luft i glasset lukkes der stille og roligt op med god inderlighed, fugtighed og et lidt nøddet element og nogle sødkrydrede aromaer. Ikke en stor næse.

Smagsmæssigt synes bitterheden i starten en tak for aggressiv, men den aftager lidt med luft – og tid – i glasset. Der er grape, bitterhed … sødme er der også, men den ligger godt gemt. Det bliver derfor en rank, syrlig Riesling, som fortsat er alt for ung. Den skal gemmes i vinkælderen.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USA

2014 Motto Wines, Unabashed Zinfandel, Californien, USASå er vi der igen … hos Motto Wines aka teamet af vinmagere fra Ste. Michelle Wine Estates med vinmageren Reid Klei i spidsen. Denne gang er det med vinen Unabashed Zinfandel, som er en ærketypisk amerikaner med tonsvis af sødme.

Motto Wines er ikke – som tidligere skrevet – en traditionel vingård, men et vinfirma, som opkøber druer og designer en række vine, som har nogle sjove navne som fx Backbone Cabernet Sauvignon, , Essence Sauvignon Blanc, Gung Ho Red Blend og så denne Unabashed Zinfandel.

Unabashed Zinfandel er nu imidlertid ikke ren Zinfandel, idet der også er stoppet lidt Cabernet Sauvignon i vinen. Druerne kommer fra marker fra hele Californien, og de to druesorter vinificeres separat. Den er delvist lagret på eg og stål, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om produktionen.

Lad os i stedet smage på denne Unabashed Zinfandel, som duftmæssigt udsender en virkelig sød aroma med fed, chokolade, kirsebær, blommer, boysenbær samt en anelse eg.

I munden er det desværre – efter min mening – alt for sødt med både vanilje, chokolade og nærmer sig langsomt et niveau som saftevand med søde hindbær, kirsebær og et touch krydderier. Men … alt, alt for sødt til min smag.

Forhandles af Winefamly til 79,65 kr. mod en normalpris på 135 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2015 Viñedos y Bodegas Pablo, Al Gairen Selection Sommelier, Cariñena, Spanien

2015 Viñedos y Bodegas Pablo, Al Gairen Selection Sommelier, Cariñena, SpanienI den lille by Almonacid de la Sierra omkring 30 minutters kørsel fra Zaragoza i appellationen Cariñena i vinområde Aragon finder vi vinhuset Viñedos y Bodegas Pablo, der står bag denne Al Gairen Selection Sommelier … en ren Tempranillo baseret lille spansk sag.

Vinhuset er grundlagt i 1760 af Antonio Hernández, som startede med at lave vine af druerne fra sine marker. Da han manglede et sted til at opbevare vinene, så udgravede han en underjordisk kælder, som i dag fortsat findes under vingården, selvom den ikke længere anvendes i produktionen.

I kælderen findes der endda stadig gamle fade med en kapacitet på mellem 5.000 og 6.000 liter, ja faktisk er fadene så store, at de måtte laves på stedet, så de passede ind i hulrummene i kælderen.

I løbet af generationerne er vingården langsomt udvidet, bl.a. med vinbutikken Mi Tienda i Zaragoza og køb af yderligere en vingård med tilhørende marker for at kunne følge med den stigende efterspørgsel efter vinene fra vinhuset.

Omkring 1940 blev driften overtaget af Jose Benito Pablo, som havde giftet sig med Pilar Hernández og i dag er det deres børn i form af José Pablo Casao og hans søstre, som driver vingården sammen med næste generation.

De har moderniseret vineriet og har samlet omkring 100 hektar vinmarker i 550-750 meters højde med vinstokke, som er mellem 30 til 100 år gamle med de lokale druer Garnacha, Cariñena, Tempranillo og Vidadillo.

Vinhuset gør meget ud af at bevare de gamle druetyper, som forgængerne har udvalgt med stort arbejdsomhed generation efter generation. Formålet er at overføre arbejdet fra marken til deres vine og fremme brugen af de oprindelige druer.

Denne Al Gairen Selection Sommelier er en ren 100% Tempranillo baseret vin, selvom druesorten dog ikke klart fremgår af etiketten, men talrige udenlandske hjemmesider afslører dog, at vinen er på ren Tempranillo. Druerne dyrkes uden brug af sprøjtemidler, vinificeret på rustfrie ståltanke og lagret 3 måneder på barriques.

Næsen er præget af et lidt støvet udtryk, lidt mynte, en lidt sur frugt, sure kirsebær, umodne blommer, nelliker, lidt blæk og en anelse violer. I munden er vinen krydret med en kold, klar frugt … bider en anelse, men er egentlig fin frisk med tætte, stramme tanniner, bid og en smule lakrids. Det er ikke videre komplekst, men til prisen en ganske habil spanioler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

Jul hos jeres flittige vinblogger … og lidt om vin til juleanden

Sgu, fandeme, sateme eller – mere pænt – minsandten og sandelig må julefreden snart sænke sig … formentlig lidt i samme takt som kolesteroltallet begynder at stige tilsvarende … uden de to ting nødvendigvis hænger uløseligt sammen.

Her i det houlbergske hjem hos jeres flittige vinblogger sidder jeg midt på rampen, og glider lige så stille ind i en tilstand af sand julefred og tilsvarende fryd.

Bevares, der er fortsat opgaver at løse, som at få mit velvalgte juletræ, som hustruen finder en kende uharmonisk, skruet ned den altid alt for lille julefod, gjort hele julemiddagen klar og selvfølgelig allervigtigst … at finde vinene til juleaften frem.

Men det er alle opgaver, som både er hyggelige, kendte … ja nærmest meditative og dermed indenfor jeres vinbloggers comfortzone. Selv juletræet kommer formentlig til at stå skævt, som det også har gjort alle de andre år, men julen er jo også traditioners fest, trøster jeg mig selv med.

Og der melder sig det evigt aktuelle spørgsmål, som alle dagblade, Facebook og aviser flyder over med i hele december måned, nemlig hvilken vin skal man drikke til den højhellige julemiddag? Hvad er en god vin til juleanden?

Spørger man de vise, kloge sommelier, vineksperter og måske endda slige vinbloggere, så vil de fleste sige, at vinen skal 1; ikke må være for tør, da de søde brune kartofler vil fremhæve dette endnu mere, 2; have en vis alkoholprocent, således den kan hamle op med fedmen fra sovs og and og 3; have et vist syreindhold og måske en anelse krydderier til at matche rødkålens eddike og krydderier.

De sikre valg er typisk Ripasso, Amarone, sydlige Rhône vine fx Châteauneuf-du-Pape, Zinfandel fra Californien eller måske en Malbec fra Argentina … altså godt solmodne vine. Jeg har i flere blogindlæg nævnt et par vine, som godt kunne være kandidater til en fin vin til juleanden.

Som de fleste ved, så er jeg ikke så meget til de svulstige, fede og søde vine, så jeg vil nok helst – helt inderst inde i hjertet – vælge noget helt andet.

Måske skulle jeg gøre som den gode Frederik Kreutzer aka Vinkreutzer og servere lidt sød Spätlese Riesling … et frækt valg og det kunne jo meget passende være en af de flasker, som jeg lige har fået fra de gode mennesker hos Winefamly til test og anmeldelse. Deriblandt er der nemlig en 1992 Erdener Treppchen Riesling Spätlese fra Weingut Schwaab-Kiebel.

Flaskerne fra Winefamly kan I se på billedet ovenover … ser sgu da fristende ud og er lige kommet med den flinke postkvinde i dag. Det er sgu næsten som juleaften. En stor tak til de gode gutter og gutinder hos Winefamly.

Nå, men mest af alt er julen jo hjerternes fest, så der vil sikkert være et element af diplomati i mit vinvalg, da de fleste af gæsterne gerne vil have søde og kraftige vine. Derfor bliver det sgu nok et eller andet form for kompromis. Jeg falder til patten og så bliver det en gammeldags, nærmest fundamentalistisk traditionel jul.

Jeg har vistnok også en flok flasker Amarone i vinkøleskabet, og dem har jeg længe undgået, taget udenom og lidt skammeligt ignoreret, mens de anklagende har kigget skævt til mig. Måske et par stykker af dem skal luftes juleaften sammen med lidt gammel Spätlese Riesling og så noget fra det lokale Cold Hand Winery til risalamanden? Sådan må det nok blive.

Det hjalp dig sikkert ikk’ i dine overvejelser om valg af vinen til juleaften … men pyt. Alt behøver jo heller ikke at være perfekt, blot fordi det nu er juleaften … bare vi nyder aftenen, den gode mad og hinandens selskab samt vino uanset herkomst.

Glædelig jul fra jeres flittige vinblogger !!!

2015 Masca del Tacco, Lu Rappaio Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2015 Masca del Tacco, Lu Rappaio Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienI jagten på julevinen er vi draget til det sydlige Italien, hvor vi i Manduria provinsen finder vinhuset Masca del Tacco, som står bag denne fuldfede Lu Rappaio Primitivo di Manduria.

Vinhuset Masca del Tacco er et nyere vinhus, som er grundlagt i 2010 af Felice Mergè, som – bistået af sin far Armando og hans store erfaring med vinproduktion – købte og restaurerede en gammel ejendom, der tidligere havde tilhørt Cooperativa Comunale dei Produttori di Erchie. Det er den smukke ejendom på billedet ovenover.

Ejendommen ligger i byen Erchie i den nordlige del af Salento halvøen. Kooperativet var grundlagt tilbage i 1949 og fik sine druer fra omkring 50 hektar vinmarker tilhørende medlemmerne af kooperativet. Og den aftale har Felice Mergè overtaget og fortsætter således produktionen … nu blot som et privat foretagende og under navnet Masca del Tacco.

På markerne dyrker vinavlerne druesorterne Negroamaro, Primitivo, Cabernet Sauvignon, Fiano samt en ganske lille smule Syrah og Pinot Nero. Derudover dyrkes den mere sjældne Susumaniello, som er en gammel sort, som giver en ganske speciel vin, som er typisk for området.

Dette er en af Masca del Taccos blot 6 forskellige vine … ren Primitivo og med navnet Lu Rappaio, som betyder bundt eller klase. Vinen kommer i smuk flaske med firmanavnet præget i flasken, men desværre har jeg ingen oplysninger om produktionen. Luca Maroni – der jo elsker fede, syditalienske vine – har givet Masca del Tacco vinen 96 point.

Og det er typisk sød Primitivo … det første næsen fanger er da også en god portion sødme, kanel, vanilje og derudover lidt støvet jord, blommer, solbær og et herligt lille animalsk snert, som kun dukker op, hvis du virkelig giver glasset en ordentligt svingom. Det animalske svip trækker sgu op.

I munden er det også meget sødt, men heldigvis med en god friskhed i frugten, hvilket for mig redder det samlede billede. Det er blødt, sødt, opulent og kraftfuld Primitivo. Jeg kan virkelig godt li’ frugten i vinen, men sødmen trækker ned for mig. Rigtig mange vil dog helt klart elske denne vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 1 flaske, men en flad hund ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2014 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaDenne vin fra de rare nordjyder hos Supervin kunne såmænd godt være et akkompagnement til juleanden … musisk Octava Bassa fra det argentinske vinhus Abremundos.

Og den har jo samtidig – som det kan ses på flasken – masser af priser og point på øverste nodelinje. Lad os se nærmere på, om der er noget om snakken, om juleanden kan holde takten og sætte pris på at komme en oktav op med Octava Bassa. Måske er lykketallene 91 – 94 – 97 – 90 den helt rigtige kombination en sådan hellig aften med sul, and, brunede kartofler og jul.

Abremundos er grundlagt i 2012 af vennerne Pedro Aznar og Marcelo Pelleriti. Det er de to kække fyre på billedet ovenfor … Pedro er rockmusiker, Marcelo vinmager og begge deler stor passion for både musik og vin.

Marcelo havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture om etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán.

Deres første vin var en 2011’er Página 1 … et blend mixet af Pedro fra druer fra nogle vinmarker fra Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Vinen blev et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen øget udmærkelser efter vinene fra Abremundos.

Her er det makkerparrets Octava Bassa, som er 100% Malbec, som er lavet i små barriques … kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering er vinen også lagret i franske barriques 16 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Suckling har givet denne vin 97 point i årgang 2013 og 94 point for denne årgang 2014.

Og det er sgu oss’ ganske flot, vellavet, fuldfed vin … næsen nærmest overøser dig med mørk, fed frugt, kul, sød engelsk lakrids, mælkechokolade og en anelse eg. Der fornemmes stor tæthed, saftighed, power samt en vis sødme. Det lover godt.

I munden er det koncentreret, cremet, fløjlsblød og sød ekstrakt med en vis tørhed. Tanninerne markerer sig lige, napper lidt, men er ellers ganske bløde og føjelige. Det er en saftig, kraftig og fed vin, opulent med mælkechokolade, et lille touch af nogle krydderier og hold kæft, hvor den egentlig smager godt.

Denne vin vil rigtige mange – forståeligt nok – blive rigtig vild med og selv byggesjakket vil savle. Jeg ka’ sgu også li’ den massive vin og vil måske endda nuppe en flaske til juleanden … eller måske bare gemme flaske til mig selv en sen aften.

Abremundos for satan! Og så har vinen endda et par storesøstre!

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189 kr.

Et lille fif dog … dens storesøster Octava Alta – som jeg dog ikke har smagt – er pt på ekstraordinært tilbud til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker mod en normalpris på 429,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

 

2015 Weingut Sohns, Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Sohns, Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandEndelig lidt tysk Spätburgunder – en af jeres flittige vinbloggers yndlingsvine – med denne Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken fra Weingut Sohns.

Sohns var jo sidste vingårdbesøg på et lille roadtrip til Rheingau i oktober. Besøget hos Weingut Sohns kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset og faktisk også denne vin.

Geisenheimer Mönchspfad Spätburgunder Trocken er selvfølgelig lavet med druer fra marken Geisenheimer Mönchspfad, som I også kan se på billedet ovenover.

Geisenheimer Mönchspfad marken ligger mellem Johannisberg og Eibingen. Sohns har både Riesling, Weissburgunder og Spätburgunder på marken, der har en undergrund med kalkholdig lerjord og löss. Marken er ikke så stejl, alene 5-20% stigning.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med maceration på 2 uger og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i barriques … eller kleine eichenholzfässern, som tyskerne siger.

Duftmæssigt herlig tysk, sød kostald Spätburgunder næse med kirsebær og hindbær, godt med kanel, sødbrændte fade, lidt tæt og mørk i udtrykket … dog fortsat med Spätburgunderens lethed. Er klart en kende til den lidt mørkere side, hvilket farven i glasset også afslører.

I munden er det blødt og bælle-imødekommende med ren hindbær, lækker frugt, fin syre, peber og virkelig dejlig Spätburgunder. Det er både elegant og tæt, men uha det smager da bare godt. Til prisen virkelig en vinder.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 10,50€ … svarende til omkring 78 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Silvio Grasso, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mer’ italiensk vino fra Italux, nemlig en Barbera d’Alba fra vinhuset Silvio Grasso, der ligger lidt udenfor La Morra tæt på andre fremragende producenter som fx Elio Altare, Sandrone, Renato Ratti og mange andre. Der er sgu vist lige i hjertekulen af Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader. Det er fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 5  forskellige Barolo’er. Der laves 2 forskellige Barbera d’Alba vine, denne almindelige samt en Barbera d’Alba Fontanile.

Denne Barbera d’Alba er lavet med druer fra flere marker på samlet 2 hektar. Vinstokkene er plantet tilbage i 1985, da Alsessio Frederico overtog driften af vingården. Og det er en vin, som slet ikke har lagret på eg … alene lavet på ståltanke med fermentering i 10 dage og lagret i de rustfrie ståltanke i 7-8 måneder samt en måned på flaske inden frigivelse.

I glasset udsender vinen aroma med rabarber, syrlige kirsebær, tranebær, en smule blommer, tørhed, violer, blæk, bacon, kød, et støvet udtryk samt en balsamisk, italiensk syre.

I munden lidt peber, blåbær … nærmest lidt mælket, hvalpet og rustik i udtrykket. Det er bestemt ikke en fed og opulent Barbera, men en ganske yndefuld, let og direkte en af slagsen. Der er både syrlighed, bitterhed og alligevel er det meget sammenhængende og fortsat med Barbera’ens gode, lette drikbarhed.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 87 kr. Satans gode priser.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger